Babylon den Store anklages

VED en stævnerække der i 1988-89 blev holdt verden over, vedtog millioner af Jehovas vidner en resolution der udtrykte deres afsky for den adfærd der lægges for dagen af Babylon den Store, den falske religions verdensimperium — og især af kristenheden. Nogle vil måske oprigtigt spørge: ’Er det nu ikke at overreagere?’ Nej, slet ikke! Når vi som Jehovas vidner læser hvordan profeterne i fortidens Israel frimodigt fordømte datidens afgudsdyrkelse og hvordan Jesus med kraft afslørede sin tids religiøse hykleri, mener vi at dette standpunkt er fuldt berettiget. Gud har befalet sine tjenere at tage afstand fra falsk religion. — Esajas 24:1-6; Jeremias 7:16-20; Mattæus 23:9-13, 27, 28, 37-39.

På hvilket grundlag er det da at vi tager afstand fra Babylon den Stores adfærd? Hvilke historiske vidnesbyrd har vi om at religionen ikke har æret universets sande suveræne Herre, Jehova?

Nutidens Babylon foragter Guds navn

Universets suveræne Herre er ikke anonym. Han har ladet sit navn, Jehova, nedskrive omkring 7000 gange i Bibelen. Han tillægger sit navn overordentlig stor betydning. Det tredje af de ti bud lyder: „Du må ikke bruge Jehova din Guds navn på en uværdig måde, for Jehova vil ikke lade den ustraffet som bruger hans navn på en uværdig måde.“ Og Jesus fremhævede sin Faders navn i mønsterbønnen, idet han sagde: „Lad dit navn blive helliget.“ — 2 Mosebog 20:7; Mattæus 6:9.

Det er sørgeligt at se hvordan kristenheden har undladt at ære Guds navn. Selv i King James-oversættelsen af Bibelen, der er fra 1611, bruges navnet Jehova, alene og i sammensætninger, kun syv gange.a I andre oversættelser, for eksempel den danske autoriserede, forekommer det kun i ordforklaringen til Det Gamle Testamente. Kun de færreste trossamfund ærer Guds navn. I stedet har de trængt Bibelens Gud i baggrunden til fordel for ’den hellige treenighed’ og, i visse tilfælde, ’Guds Moder’, Maria. Jehovas dyrebare navn er efterhånden gået næsten af brug.b

De islamiske trossamfund anerkender kun én Gud, som de i overensstemmelse med deres hellige bog, Koranen, kalder Allah. De bruger dog ikke hans navn, Jehova, som blev åbenbaret første gang i Bibelen mindst to tusind år før Koranen blev til. Hvad hinduerne angår, tilbeder de millioner af guder og gudinder — men Jehova er ikke blandt dem.

Jødedommen har i ganske særlig grad krænket Jehovas navn. I tusinder af år har jøderne hævdet at være det folk Guds navn er nævnet over, og alligevel er deres overlevering skyld i at hans sande navn er gået fuldstændig af brug blandt dem.

Som vidner for den suveræne Herre, Jehova, må vi derfor udtrykke vor afsky for den efterladenhed Babylon den Store har udvist over for Guds navn.

Hvorfor vi afskyr de babyloniske dogmer

Millioner af mennesker er blevet udbyttet og holdt i frygt gennem det babyloniske dogme om at mennesket har en udødelig sjæl. Den falske religion har fra gammel tid udnyttet folks frygt for at sjælen måske ville blive pint for evigt i helvedes ild efter døden. En underfundig viderebygning på denne lære er dogmet om midlertidige lidelser i skærsilden. Oprigtige mennesker må betale for at få læst messer for de døde, men de kan ikke vide hvornår betalingerne ikke længere er nødvendige! Disse blasfemiske dogmer har intet grundlag i Bibelen. — Jævnfør Jeremias 7:31.

Bibelen lærer at mennesket er en levende sjæl der kan dø. Da Adam var ulydig blev han ikke dømt til helvedes ild eller til ophold i skærsilden, men til døden. Som Bibelen siger: „Den løn synden betaler er døden.“ (Romerne 6:23; 1 Mosebog 2:7, 17; 3:19) Det bibelske håb for de døde er ikke baseret på dogmet om en udødelig sjæl, men på Guds løfte om en opstandelse til fuldkomment liv i et paradis på jorden. — Johannes 5:28, 29; Åbenbaringen 21:1-4.

Et andet babylonisk dogme er treenighedslæren. Fortidens hebræere troede ikke på dette dogme om tre personer i én Gud. (5 Mosebog 5:6, 7; 6:4) Jesus, der selv var jøde, hverken mente eller lærte at han var den almægtige Gud. Han ville ikke have noget som helst at gøre med sådanne babyloniske dogmer. — Markus 12:29; 13:32; Johannes 5:19, 30; 14:28; 20:17.

Vi tager derfor afstand fra Babylons blasfemiske dogmer som fremholdes af verdens falske religioner. Vi tilbeder den eneste sande Gud, Jehova, gennem hans søn, der blev sonoffer, ikke blot for de salvede kristnes synder, men for hele menneskehedens verden. — 1 Johannes 2:2

Hvorfor vi tager afstand fra gudfjendsk filosofi

Kristenhedens paver og præster begræder ateismens fremmarch, og mange bruger dette som påskud for at støtte højreorienterede politiske retninger. Vi må imidlertid spørge: Hvem så gennem fingre med de uretfærdigheder og uligheder der gav stødet til ateismens fremmarch, især i forrige århundrede? Dette fandt først og fremmest sted inden for kristenhedens domæne. Den russisk-ortodokse kirke samarbejdede for eksempel med zarerne, som på grusom vis undertrykte folket. Mangelen på sande kristne normer hos dem der optrådte som Guds repræsentanter bidrog til forhold der gødede jorden for ateismen.

Kristenhedens trossamfund har også antaget den gudvanærende udviklingsteori og mener at de over en million forskellige, komplicerede livsformers tilblivelse skyldes naturens blinde kræfter. Det de siger er i virkeligheden at denne variation er opstået ved en række lykketræf. Denne filosofi gør Gud overflødig, så mennesket slipper for at stå nogen til regnskab. Etik bliver et spørgsmål om den enkeltes smag og behag. (Salme 14:1) En følge af dette er at der nu foretages millioner af aborter om året — i lande der kalder sig kristne!

Vi tager afstand fra disse gudfjendske handlinger og filosofiske ideer. Vi tilbeder Jehova, „Ham som lever i evighedernes evigheder, som har skabt himmelen og det der er i den, og jorden og det der er på den, og havet og det der er i det.“ — Åbenbaringen 10:6; 19:6.

Hvorfor vi tager afstand fra Babylon den Stores frugter

Kristenheden har ikke givet agt på budskaberne til de syv menigheder i Åbenbaringen, kapitel 2 og 3. Der advares her imod sektvæsen, afgudsdyrkelse, utugt, lunkenhed og åndelig døsighed.

Et besøg i næsten et hvilket som helst tilbedelseshus vil vise at mange religiøse mennesker har ophøjet skabningen over Skaberen. Hvordan det? Ved at de ærer billeder og ikoner, og tilbeder „helgener“, madonnaer og krucifikser. — Jævnfør Salme 115:2-8; 2 Korinther 5:7; 1 Johannes 5:21.

Paulus’ ord er blevet opfyldt i forbindelse med dem: „For skønt de kendte Gud, herliggjorde de ham ikke som Gud . . . de [blev] tåbelige og byttede den uforgængelige Guds herlighed ud med noget der lignede billedet af et forgængeligt menneske og af fugle og firføddede skabninger og krybdyr.“ — Romerne 1:21-23.

Hvorfor vi fordømmer Babylons umoralitet

I de sidste 20 år er homoseksualitet blevet accepteret eller tolereret som en alternativ livsform. Millioner af homoseksuelle er „sprunget ud“ og udstiller nu stolt deres følelser. Hvordan ser Gud på homoseksualitet?

For omkring 3500 år siden blev disse ord nedskrevet i Bibelen: „Du må ikke ligge hos en mand som man ligger hos en kvinde. Det er en vederstyggelighed.“ (3 Mosebog 18:22) Og for næsten 2000 år siden påviste Paulus at Guds normer ikke havde ændret sig i den mellemliggende tid. Han skrev: „Det er grunden til at Gud overgav dem til vanærende seksuelle lidenskaber, for både ombyttede deres kvinder den naturlige omgang med den unaturlige, og ligeledes forlod også mændene den naturlige omgang med kvinden og blev optændt i deres begær efter hinanden, idet mænd med mænd øvede hvad der er uanstændigt og pådrog sig den fulde løn som deres vildfarelse fortjente.“ — Romerne 1:26, 27; 1 Korinther 6:9, 10; 1 Timoteus 1:10.

Alligevel er så mange af kristenhedens præster homoseksuelle at der er opstået magtfulde homoseksuelle interessegrupper inden for mange af de større trossamfund. De kræver accept af deres livsform og mulighed for at blive ordineret til præster. Et tydeligt eksempel er Canadas største trossamfund, Canadas Forenede Kirke, hvis ledere den 24. august 1988 med 205 stemmer mod 160 vedtog at homoseksuelle kunne blive præster.

Hvorfor vi tager afstand fra Babylons åndelige prostitution

Åbenbaringen fordømmer Babylons utugt med „jordens konger“, de politiske herskere. Der siges at skøgen sidder „på mange vande“, som er „folk og skarer og nationer og tungemål“. (Åbenbaringen 17:1, 2, 15) Gennem sit gensidige interesseforhold til de politiske herskere har den falske religion i århundredernes løb åbenlyst eller fordækt brugt sin indflydelse til at undertrykke og udnytte menigmand.

Som eksempler på denne dominans kan nævnes de konkordater eller aftaler som Vatikanet i dette århundrede har indgået med nazistiske og fascistiske herskere. Konsekvensen var at hjorden, på grund af kirkens indflydelse, blev fuldstændig underkastet skånselsløse herskere. I 1929 sluttede Vatikanet et konkordat med den fascistiske diktator Benito Mussolini. Hvordan var situationen i Tyskland? Den tyske kardinal Faulhaber citerer pave Pius XI for følgende udtalelse, som viser hvad paven mente om Hitler: „Jeg er tilfreds; han er den første statsmand der åbent har kritiseret bolsjevismen.“ Faulhaber bemærkede senere: „Min rejse til Rom bekræftede det jeg længe havde næret mistanke om. I Rom betragtes nationalsocialismen og fascismen som den eneste udvej fra kommunismen og bolsjevismen.“

Før 1933 havde Tysklands katolske biskopper modarbejdet den nazistiske filosofi. Men som den tyske forfatter Klaus Scholder skriver i bogen The Churches and the Third Reich befalede Vatikanets ambassadør i Tyskland, kardinal Pacelli, biskopperne at ændre holdning til nationalsocialismen. Hvad var årsagen til denne kovending? Udsigterne til det konkordat mellem Det Tredje Rige og Vatikanet som blev indgået den 20. juli 1933.

Klaus Scholder skriver: „Ved valget og folkeafstemningen den 12. november [1933] høstede Hitler frugterne af Reich-konkordatet i form af et forbløffende højt antal ja-stemmer, især i overvejende katolske valgkredse.“

Nogle få protestantiske ledere gav udtryk for modstand mod nazisternes magtovertagelse i 1933, men deres stemmer druknede snart i nationalismens massehysteri. Klaus Scholder forklarer: „I den protestantiske kirke var der tydeligvis voksende villighed til at skyde fortidens forsigtighed til side og nu, omsider, lade sig rive med af den nationale begejstring. . . . For første gang forekom der officielle udtalelser fra kirken der uden forbehold støttede det nye Rige.“ Protestantismen solgte i virkeligheden sig selv til nazismen og blev dens tjenerinde, nøjagtig som den katolske kirke.

Historien viser at den falske religion ned gennem århundrederne har samarbejdet med magtfulde herskergrupper og vundet sig større prestige, til skade for det jævne folk. Verdens religiøse ledere har ikke genspejlet ’Kristi sindsindstilling’. De har grådigt stræbt efter magt, ejendom og rigdom. Som Jehovas Vidner afskyr vi en sådan åndelig prostitution. — Johannes 17:16; Romerne 15:5; Åbenbaringen 18:3.

Hvorfor vi afskyr Babylons blodskyld

I Åbenbaringens bog anklages Babylon den Store for at have pådraget sig en kæmpemæssig blodskyld: „Jeg så at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod. Ja, i hende fandtes blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden.“ — Åbenbaringen 17:6; 18:24.

Den falske religions historie er fyldt med had og blodsudgydelse, og kristenheden er den mest dadelværdige del. To verdenskrige er blevet indledt inden for de såkaldt kristne landes domæne. „Kristne“ politiske ledere greb til våben i 1914 og 1939, og præsterne i alle de involverede lande gav deres velsignelse. I The Columbia History of the World siges der om den første verdenskrig: „Sandheden blev devalueret sammen med livet, og næppe en stemme blev hævet i protest. Guds ords vogtere sang for i krigskoret. Den totale krig blev ensbetydende med det totale had.“ (Kursiveret af os). På begge sider af fronten drev feltpræsterne med patriotisk iver unge soldater ud som kanonføde. I samme historiske værk hedder det: „Den systematiske forgiftning af mændenes sind gennem heftige anfald af nationalisme . . . vanskeliggjorde fredsbestræbelserne yderligere.“

Den falske religion avler fortsat had i hele verden. Der er konflikter mellem jøder og muslimer, hinduer og sikher, katolikker og protestanter, muslimer og hinduer, buddhister og hinduer. Ja, den falske religion øger fortsat strømmen af blod fra „alle som er blevet slået ihjel på jorden“. — Åbenbaringen 18:24.

I betragtning af alle disse vidnesbyrd føler Jehovas Vidner at den resolution der blev vedtaget ved områdestævnerne i 1988 er både berettiget og aktuel. Det er med rette vi fordømmer den falske religion som en skøge, Babylon den Store, der har pådraget sig blodskyld. Vi oplyser hele verden om at den eneste sande vej til fred og sand tilbedelse består i at man vender sig til universets suveræne Herre, Jehova Gud, gennem den han sendte til jorden, Jesus Kristus, Messias. Det betyder at man må anerkende Guds rige som den eneste retfærdige, varige regering der kan dække menneskenes behov. Og det betyder at man nu må adlyde befalingen: „Gå ud fra hende [Babylon den Store], mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ — Åbenbaringen 18:4; Daniel 2:44; Johannes 17:3.

[Fodnoter]