Nyt fra Rigets arbejdsmark
Rigets gode nyhed forkyndes i Australien
LIGESOM i 211 andre lande forkynder Jehovas vidner nidkært Rigets gode nyhed i Australien. De mere end 49.000 forkyndere erfarer rige velsignelser. Mange indvandrere af forskellige nationaliteter er gennem årene kommet hertil, og der er nu 58 fremmedsprogede menigheder. Vagttårnsselskabets afdelingskontor beretter følgende opmuntrende oplevelser:
En vietnamesisk flygtning
En vietnamesisk flygtning der nu bor i Australien, var blevet opflasket med forfædredyrkelse, kungfutsianisme og buddhisme, samt med filosofi fra både Østen og Vesten. Indtil 1975 tjente han som soldat i den sydvietnamesiske hær. I 1979 måtte hans venstre arm amputeres på grund af en svulst i håndleddet. Da han længtes efter frihed flygtede han i 1983 fra Vietnam sammen med 24 andre i en lille båd. Efter et rædselsvækkende møde med nogle pirater drev deres båd i seks dage hjælpeløst omkring i Det Sydkinesiske Hav under den brændende sol, før de endelig nåede Malaysia. Efter fem måneder i en flygtningelejr fik han indrejsetilladelse til Australien, og tre måneder senere kom han i forbindelse med sandheden. Jesu ord i Johannes 8:32 tilfredsstillede hans stærke længsel efter et frihedsbudskab: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ Brødrene og søstrene viste ham megen kærlighed. I dag er han et vidne for Jehova og medvirker til at mange andre vietnamesisktalende lærer den frigørende sandhed at kende.
En uraustralier tager imod sandheden
I den nordvestlige del af Australien besøgte en ung pionerbroder og hans makker en uraustralsk kvinde i et stammeområde der kaldes ’Fåreskuret’ (en bygning hvor man blandt andet klipper får). Da kvinden havde fået at vide hvorfor de besøgte hende, tog hun en nøgle hun havde om halsen og låste en stor stålkasse op. Til forkyndernes store overraskelse indeholdt den, blandt hendes få personlige ejendele, to af Vagttårnsselskabets brochurer og en gammel bibel. Siddende på jorden påbegyndte de et studium over den ene af brochurerne. Skønt kvinden hverken kunne læse eller skrive, satte hun stor pris på de brochurer hun engang havde fået. Til hendes store glæde bliver der nu studeret regelmæssigt med hende.
En tilfældig telefonopringning
I Sydney, der har en befolkning på tre millioner, drejede en lille pige på tre år et tilfældigt nummer mens hun legede med telefonen, og ringede derved en søster op. Søsteren troede i første omgang at det var hendes barnebarn, men hørte så en kvindestemme. Det var den lille piges moder som undskyldte på sin datters vegne. Det førte til en samtale under hvilken vores søster fik forkyndt for damen. Hun udbrød: „Jeg har netop håbet at Jehovas vidner ville besøge mig igen. Jeg kunne godt tænke mig at blive et af Jehovas vidner!“ Hun fortalte at hun to måneder tidligere havde besøgt Peru, hvor hendes tante og dennes familie, som nu var Jehovas vidner, havde gjort et stort indtryk på hende. Hun sagde: „Mine slægtninges børn var tidligere nogle små djævle, men nu er de blevet de rene englebørn!“ Der blev påbegyndt et bibelstudium, og den interesserede dame gør fortsat gode fremskridt — alt sammen på grund af hendes lille datters tilfældige telefonopringning.