Er arbejde vejen til lykke?

„NÅR alt kommer til alt, er det så ikke arbejdet der betyder mest for et menneske?“ Dette spørgsmål blev stillet af Bunpei Otsuki, en førende japansk forretningsmand, da han skulle forklare hvorfor han ikke ønskede at tage sommerferie. Hans udtalelse er typisk for de japanere der har været med til at genopbygge landet efter den anden verdenskrig. Lige siden den amerikanske kommandør Perry for over 100 år siden bragte Japan ud af dets lange isolation, har japanerne været kendt som et flittigt folkefærd — og det er de stolte af.

Men nu kritiseres japanerne for at de arbejder for meget, idet de på årsbasis har den længste arbejdstid blandt alle såkaldt industrialiserede lande. Den japanske regering forsøger i øjeblikket at befri Japan for dets image som en nation af arbejdsnarkomaner. En avisoverskrift lød: „Arbejdsministeriet siger: ’Hold op med at arbejde så meget.’“ I sommerferietiden i 1987 førte ministeriet en kampagne med mottoet: „At tage ferie vidner om kompetence.“ Regeringen opfordrer med andre ord nationen til at sætte tempoet ned.

Nu er det naturligvis ikke alle japanere der er lige arbejdsomme. En undersøgelse der for nylig blev foretaget af japanske rationaliseringseksperter blandt mere end 7000 unge arbejdere, viste at kun 7 procent prioriterede deres arbejde højere end deres privatliv. Denne tendens mærkes også i andre lande. I Vesttyskland har Allensbacher Institut für Demoskopie erfaret at kun 19 procent af de 18-29-årige tyskere er villige til at lade deres arbejde få førsteprioritet, uanset lønnen.

I sammenligning med de unge japaneres mere afslappede holdning er gæstearbejderne i Japan langt mere arbejdsomme. En arbejdsgiver i Tokyo roser for eksempel sine algeriske ansatte i høje toner for det manuelle arbejde de udfører. Han siger: „Japanere søger ikke den slags arbejde, og hvis de gjorde ville de hurtigt sige op igen.“ Selv ikke de flittige japanere er altså arbejdsomme af natur. En ihærdig arbejdsindsats kræver en stærk motivation.

Motiveringen til flid

„Ønsket om rigdom, stabilitet, materielle ejendele og position“ er det der får mange tyskere til at arbejde flittigt, hedder det i det tyske ugeblad Der Spiegel. Ja, mange arbejder ihærdigt for at skaffe sig materiel rigdom og derved opnå et vist mål af sikkerhed i deres tilværelse. Andre arbejder for at „komme frem i verden“ eller for at blive forfremmet. Det konkurrenceprægede uddannelsessystem udklækker stadig mange stræbere, som ender i industrisamfundets trædemølle — de knokler løs, men kommer ingen vegne.

Det er dog ikke udelukkende for at opnå penge og position at folk yder en stor arbejdsindsats. Nogle arbejder for selve arbejdets skyld. For dem betyder arbejdet alt. Nogle nyder ligefrem deres arbejde. „Jeg var så opslugt af arbejdet i laboratoriet,“ fortæller Haruo, „at jeg lod åndelige interesser blive skubbet i baggrunden.“

Andre igen har et arbejde der tager sigte på at hjælpe deres medmennesker, ja, måske oven i købet på at redde andres liv.

Men bidrager alt dette til sand lykke? Hvilket arbejde kan gøre én virkelig lykkelig?