En verden uden kriminalitet er nær!
DETEKTIVER forsøger at opklare forbrydelser ved hjælp af spor der kan afsløre gerningsmændenes identitet og motiver. Verden over er der skrevet mange kriminalromaner over dette tema. Men selv om det lykkes detektiven at finde skurken, foregår hans arbejde altid efter at forbrydelsen er begået.
Den stigende kriminalitet tyder på at der for hver forbryder som pågribes, dukker mange nye op. Det er altså ikke nok blot at opklare forbrydelserne — de må forebygges. Men hvordan?
Kriminalitet har med moral at gøre. Det er ubestrideligt at mord, voldtægt og andre voldsforbrydelser er kriminelle handlinger. Men hvad med skattesvig? Det er også kriminelt, for det strider mod moralnormernes krav om ærlighed. Hvis der virkelig skal gøres ende på kriminaliteten, må alle handlinger der strider mod moralen ophøre.
Lad os betragte tre bibelske eksempler der ikke alene blotlægger ondets rod men også viser hvordan kriminaliteten vil blive bragt til ophør.
Gudsfrygt kontra misundelse
Bemærk salmisten Asafs ord: „Jeg misundte nemlig dem der praler, når jeg så de ugudeliges fred.“ (Salme 73:3) Ja, nogle spørger: Hvad har man egentlig ud af at opføre sig rigtigt? I misundelse over at de kriminelle kan leve i sus og dus begynder de at gøre noget som er på kant med loven. Og i stedet for at tilskynde folk til at hade det onde, forherliger medierne kriminaliteten, så den kommer til at tage sig mere tilforladelig ud.
Den inspirerede skribent af Ordsprogenes bog giver imidlertid dette råd: „Lad ikke dit hjerte misunde syndere, men nære frygt for Jehova dagen lang.“ Det egentlige problem er menneskers indstilling og deres begær. Men dette kan ændres ved at man opdyrker gudsfrygt, det vil sige frygt for at mishage Jehova, „for da er der en fremtid, og dit håb vil ikke blive brudt“. — Ordsprogene 23:17, 18.
Tro kontra begærlighed
I foråret år 33 kom Jesus gennem byen Jeriko. Her boede Zakæus, hvem evangelisten Lukas omtaler som „overskatteopkræver“ og tilføjer at „han var rig“. Jerikos frugtbare omegn var et indbringende skattedistrikt, og Zakæus indrømmede at han havde spundet guld på at misbruge sit embede. Men Zakæus fortsatte ikke ad den kriminelle løbebane. — Lukas 19:1-8.
Da Zakæus ved en lejlighed erfarede at Jesus var undervejs, skyndte han sig at komme foran den folkemængde der havde samlet sig om Jesus, og eftersom han var lille af vækst kravlede han op i et morbærfigentræ for bedre at kunne se. Jesus fik øje på Zakæus og bød ham komme ned, for han ville gæste hans hus under sit ophold i Jeriko. Senere viste Zakæus’ ord at han havde forandret sig: „Halvdelen af hvad jeg ejer . . . giver jeg til de fattige, og hvad jeg end har afpresset nogen ved hjælp af falske anklager giver jeg firdobbelt tilbage.“ Det var store pengesummer det drejede sig om, så ved at give dette løfte viste Zakæus virkelig tro på Jesus. Hans ændrede indstilling fik ham til at tilbagebetale hele det beløb han ulovligt havde afpresset folk, foruden tre gange så meget. Ved at gøre skaden god igen, ja, gøre det i overmål, gav Zakæus et håndgribeligt bevis på at han virkelig havde ændret sind. — 2 Korinther 7:11.
Mennesker vigtigere end gods og guld
Den romerske landshøvding Pontius Pilatus sagde om den anklagede Jesus Kristus: „Jeg finder ingen skyld hos dette menneske.“ (Lukas 23:4) I stedet for at puge penge sammen ved lyssky metoder viste Jesus under sin jordiske tjeneste kærlig interesse for andre mennesker. „Da han så folkeskarerne fik han inderligt ondt af dem, for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde. Så sagde han til sine disciple: ’Ja, høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.’“ (Mattæus 9:36-38) Jesus regnede tydeligvis mennesker for vigtigere end materielle værdier. Han tilsidesatte endog sine egne interesser og sin egen bekvemmelighed for at tage sig af disciplene og de folkeskarer som søgte hjælp og råd hos ham. (Mattæus 8:20; 14:13-16) Jesus efterlod os derved et forbillede. — 1 Peter 2:21.
Er det muligt at gå i Jesu fodspor i dag og søge næstens interesser frem for at erhverve sig jordisk rigdom? Svaret er ja. For eksempel søger over tre og en kvart million Jehovas vidner at have Kristi sind og vise det i handling. De arbejder uophørligt på at rense deres hjerter for de skadelige ønsker som kan føre dem ud i kriminalitet. Nogle af dem har tidligere været kriminelle men er kommet til at elske Gud efterhånden som de har studeret Bibelen, og flere har betalt erstatning for de forbrydelser de engang har begået. Ikke for at komme i rampelyset, men for at opnå fred med Jehova Gud og derved høste gavn af Jesu Kristi genløsningsoffer, der er et udtryk for Guds ufortjente godhed. — 1 Korinther 2:16; 6:11; 2 Korinther 5:18-20.
I sand næstekærlighed bruger disse kristne tid på at besøge andre og fortælle dem hvordan man kan komme til at leve i et paradis under Guds riges styre. Hver uge holder Jehovas Vidner møder i deres rigssale. En mand der åbent vedgik at han var tyv, tog imod en indbydelse til at komme og se hvad der foregik. Han fortæller: „Jeg blev mildest talt overrasket. Det var hverken tørt eller kedeligt, sådan som jeg havde forventet. Den varme og kærlighed jeg mødte var tydeligvis ægte. Jeg havde aldrig før oplevet en sådan værdsættelse af åndelige anliggender.“ Mødet gjorde så stærkt indtryk på ham at han begyndte at komme regelmæssigt, hvilket hjalp ham til at forandre sig. Når du kommer sammen med Guds folk, vil du også, uanset om du har været indblandet i noget kriminelt eller ej, mærke den samme ægte interesse for mennesker og ikke for materielle ejendele. — Mattæus 22:39.
Er de allerede kommet kriminaliteten til livs?
Vil det sige at Jehovas vidner er fuldkomne, siden ingen blandt dem er kriminelle? Nej, langtfra! Jehovas vidner er ligesom alle andre underlagt den arvesynd vi har fået fra vores forfader, Adam. (Romerne 5:12; 1 Johannes 1:8) Men som det fremgår af deres verdensomfattende forkyndelses- og undervisningsarbejde tjener de enigt Gud, hvilket er et magtfuldt vidnesbyrd om at Esajas’ profeti er gået i opfyldelse: „I de sidste dage vil bjerget med Jehovas hus blive grundfæstet over bjergenes top, . . . og alle nationerne skal strømme til det.“ (Esajas 2:2) Ja, millioner strømmer til den ophøjede tilbedelse af Jehova og ønsker at blive oplært i hans veje. Ved at slutte dig til dem, kan du komme sammen med folk der ikke begår kriminalitet.
Vil kriminaliteten høre op?
Den tiltagende kriminalitet er dybest set et varsel om at Guds indgriben er nær og at alle de onde, deriblandt lovovertræderne, snart vil blive fjernet. „De onde udryddes . . . Og om kort tid, da er den ugudelige ikke mere; og du vil se dig om efter hans sted, og han er der ikke.“ (Salme 37:9, 10) Snart bringes kriminaliteten til ophør, nemlig når den første forbryder, Satan Djævelen, bliver bundet og kastet i afgrunden. (Åbenbaringen 20:1-3) Det er skønt at vide at frygten for at blive overfaldet og bestjålet snart vil høre fortiden til!
Men hvad med de millioner af mennesker som i opstandelsen vender tilbage til liv på jorden? (Apostelgerninger 24:15) Hvis de tænker og opfører sig på samme måde som før de døde, vil kriminaliteten så ikke igen brede sig som en løbeild? Det er der ingen grund til at frygte, for da Jesus lovede at oprejse en tyv, sagde han: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (Lukas 23:43) Dette viser at de opstandne må gøre forandringer; ellers ville den nye verden ikke være et paradis.
På samme måde som forhærdede forbrydere må resocialiseres før de kan falde til i det normale samfundsliv uden at volde problemer, vil et omfattende undervisningsprogram lære borgerne i Guds rige at være lovlydige. (Åbenbaringen 20:12, 13) I Paradiset vil de opstandne desuden være omgivet af mennesker som adlyder Guds love, og der vil herske gode økonomiske forhold. (Esajas 65:21-23) Magthaverne vil være retfærdige, og alle uforbederlige forbrydere vil blive fjernet. (Esajas 32:1; 65:20) Der er altså god grund til at tro at kriminaliteten til sidst vil blive afskaffet.
Selv om vi stadig lever i en verden der er præget af kriminalitet, kan vi sætte vor lid til Jehova som har lovet sine trofaste tjenere et fuldkomment liv i Paradiset. Tag imod Jehovas Vidners tilbud om et gratis bibelstudium. (Johannes 17:3) Hvorfor ikke tale med dem om det næste gang de kommer til din dør? Eller du kan skrive til det danske afdelingskontor, hvis adresse står på side 2 i dette blad. Det er ulejligheden værd at undersøge sagen, for en storslået fremtid uden kriminalitet er nær!
[Illustration på side 5]
Tilskyndet af sin tro tilbagebetalte Zakæus alt hvad han ulovligt havde tilranet sig
[Illustration på side 7]
Et undervisningsprogram vil lære borgerne i Guds rige at være lovlydige