Er præstestyre vejen frem?
OVERALT er folk trætte af den megen uretfærdighed, undertrykkelse og politiske korruption. Det fremgår klart af den stadige kamp for at få udskiftet de politiske ledere. Men et lederskifte medfører sjældent væsentlige forbedringer.
Nogle er imidlertid overbeviste om at det ville blive bedre hvis blot præsterne kom til magten, eftersom disse måtte formodes at ville lægge gudfrygtige egenskaber for dagen i regeringsudøvelsen. Det var formentlig ud fra denne overbevisning at præsten og præsidentkandidaten Marion (Pat) Robertson under den amerikanske valgkamp i 1988 bad til at „fromme mennesker“ måtte opnå ledende politiske stillinger. Men ville et præstestyre virkelig kunne tilfredsstille menneskehedens behov for bedre regenter?
Da Europa var styret af præster
I middelalderen besad præsteskabet en kolossal verdslig magt. Paven kunne endda indsætte og afsætte konger! I år 800 kronede pave Leo III frankerkongen Karl den Store til kejser af Det Hellige Romerske Rige. I de tusind år dette rige bestod, som et forbund mellem kirke og stat, havde præsteskabet i større eller mindre grad herredømme over de verdslige myndigheder.
Fra og med det 11. århundrede var pavedømmet den dominerende magtfaktor i Europa. Bogen The Columbia History of the World, redigeret af John Garraty og Peter Gay, oplyser: „Kirken var Europas stærkeste regering,“ og tilføjer at kirken havde „større politisk magt end nogen anden regering i den vestlige verden“. Hvordan var det jævne folks kår da under dette præstevælde?
Religionsfrihed og ytringsfrihed i religiøse spørgsmål blev trådt under fode. Denne gejstlige intolerance skabte en atmosfære af frygt i hele Europa. Kirken oprettede inkvisitionen for at udrydde enhver der vovede at have afvigende holdninger. De der blev mistænkt for kætteri blev stillet for inkvisitorer der søgte at fremtvinge tilståelser ved brug af tortur. Såfremt de blev kendt skyldige endte de i mange tilfælde deres liv på bålet.
Om præstestyret i Spanien siger The Columbia History of the World: „Krigene og korstogsideologien havde forenet det snobbede, ortodokse aristokrati og præsteskabet som i fællesskab havde alle magtens tøjler i hænde. Åndslivet var blevet kvalt af censuren og inkvisitionen, der skred ind over for enhver kritik af den officielle teologi eller af statsmagtens politik.“
Will Durant bemærker i sin bog The Age of Faith: „Med skyldig hensyntagen til, hvad der kan kræves af en historiker og tillades en kristen, må vi henregne inkvisitionen tillige med krige og forfølgelser til de værste skampletter i menneskehedens annaler. De afslørede en vildskab, der selv blandt vilde dyr er et ukendt fænomen.“ Under middelalderens præstevælde var personlig frihed en utopi.
Var reformatoren Johannes Calvin meget anderledes end det katolske præsteskab? Tænk engang på det der overgik Michel Servet, som flygtede for de gejstlige forfølgere i Spanien men blev arresteret i Schweiz, hvor Calvin og hans tilhængere i Genève rådede og regerede med uindskrænket magt. Fordi Servet talte imod treenighedslæren udrettede Calvin hvad inkvisitionen ikke havde formået. Michel Servet blev dømt til døden for kætteri og overgivet til bålets flammehav. Calvin var altså lige så intolerant som den katolske gejstlighed.
Betød præsternes herredømme over de verdslige regeringer at folk i Europa kom til at leve i fred? Nej, tværtimod. På gejstlighedens foranledning måtte de udholde årelange krige. Pave Urban II iværksatte det første korstog som udløste en 200 år lang krigsepoke. Desuden har felttog iværksat af gejstlige mod såkaldte kættere sendt i tusindvis af mænd, kvinder og børn i døden.
Gjorde præstestyret ende på korruptionen? Langtfra. I bogen A History of the Modern World af R. R. Palmer og Joel Colton hedder det: „Penge korrumperede kirkelivet mere og mere. Ingen hyldede bestikkelse, men alle og enhver vidste at højtstående kirkefolk (ligesom datidens højtstående civile embedsmænd) ofte kunne bestikkes.“ Alle klagede over at præsteskabet var korrupt.
Bevirkede præstestyret at der blev vist større omsorg for den jævne befolkning? Slet ikke. Tænk blot på hvad der skete da kardinal Richelieu blev førsteminister under Ludvig XIII. Bogen The History of the Nations, redigeret af Henry Cabot Lodge, siger at „[Richelieus] politik rejste sig på ruinerne af franskmændenes frihed“.
I 1600-tallets Mexico blev de indianske landsbyer ofte styret af præsterne. Ifølge bogen Many Mexicos af Lesley Simpson betragtede de gejstlige kagstrygning som „en uundværlig hjælp, både til at indpode og bevare de kristne dyder og til at straffe overtrædelser af den verdslige lov“.
Historiebøgerne giver os således indblik i hvordan gejstlige herskere gennem århundrederne har vist en chokerende foragt for jævne menneskers lykke, velfærd og rettigheder. Ja, præstestyre har som oftest vist sig at være ensbetydende med uudholdeligt despoti. Som Daniel Defoe skrev i sit værk The True-Born Englishman: „Af alle de plager der os forbander, stammer de værste fra præstetyranner.“
Det er tydeligt at præstestyre ikke kan tilfredsstille menneskehedens behov for en bedre regering. Hvor skal vi da vende os hen? Som vi skal se, ligger svaret lige for.
[Illustration på side 4]
Protestanten Calvin var lige så intolerant som den katolske gejstlighed
[Kildeangivelse]
Med tilladelse af British Museum