Sandheden om helvede

DET er indlysende at troen på straf efter døden bygger på den lære at det egentlige menneske ikke virkelig dør ved det kødelige legemes død, men at noget — der ofte benævnes sjælen — overlever legemets død. Som vi så i den foregående artikel kan denne lære føres tilbage til oldtidens sumerere og babyloniere i Mesopotamien. Den blev siden antaget af grækerne, hvis filosoffer, som for eksempel Platon, udbyggede teorien sådan at man til sidst kom til at tro på en sjæl adskilt fra legemet, en lære som blev indsluset i den frafaldne jødedom.

Hvornår fandt læren om en tilværelse efter døden vej ind blandt såkaldte kristne? Afgjort ikke mens Jesus og hans apostle levede. Det franske opslagsværk Encyclopædia Universalis fortæller at den apokryfe Peters Apokalypse (2. århundrede) „var det første kristne værk der beskrev synderes straf og pinsler i helvede“.

Faktisk lader det til at der blandt oldtidens kirkefædre herskede stor uenighed angående helvede. Justinus Martyr, Clemens fra Alexandria, Tertullian og Cyprianus gik ind for læren om et brændende helvede. Origenes prøvede at give helvede en sonende drejning, idet han hævdede at synderne siden ville blive frelst. Han fik i større eller mindre grad følgeskab af Gregor fra Nazianz og Gregor fra Nyssa. Men Augustin gjorde det af med disse valne standpunkter angående helvede. I sin bog Early Christian Doctrines skriver Oxfordprofessoren J. N. D. Kelly: „I det femte århundrede var den strenge lære alle vegne blevet fremherskende, at syndere ikke får nogen ekstra chance efter dette liv, og at ilden der fortærer dem, er uudslukkelig.“

Angående skærsilden oplyser bogen Orpheus — A General History of Religions: „Sankt Augustin havde anlagt det synspunkt at der mellem den fremtidige lykke og den fremtidige fordømmelse fandtes et prøvende mellemstadium, hvor sjælene blev renset med ild. Dette er den orfiske [hedenske græske] og vergilske [hedenske romerske] lære om skærsilden — som ikke nævnes med ét ord i evangelierne. . . . Læren om skærsilden . . . blev formuleret i det sjette århundrede og erklæredes for kirkedogme på koncilet i Firenze (1439).“ New Catholic Encyclopedia indrømmer: „Det katolske dogme om skærsilden [hviler] på traditionen og ikke på Den Hellige Skrift.“ Og hvad limbus angår, indrømmer kardinal Ratzinger i Rom at det blot er „en teologisk hypotese“.

Ingen straf efter døden

Men nu til Bibelen. Siger den at sjælen efter legemets død lever videre og derfor kan blive straffet i et brændende helvede eller en skærsild? I New Catholic Encyclopedia hedder det: „Den opfattelse at sjælen lever videre efter døden fremgår ikke umiddelbart af Bibelen. . . . Sjælen i G[amle] T[estamente] er ikke en del af mennesket, men hele mennesket — mennesket som et levende væsen. På samme måde i N[y] T[estamente] betegner det liv som menneske: liv som et enkelt, bevidst menneske.“

Læren om straf efter døden savner derfor ethvert grundlag. Bibelen siger: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4, da. aut.) Den erklærer også: „Syndens løn er døden.“ (Romerne 6:23, da. aut.) Når Bibelen taler om at uforbederligt onde mennesker kommer i „Gehenna“, „den evige ild“ eller „ildsøen“, benytter den sig derfor blot af et symbolsk sprog der viser at de lider en varig død, „den anden død“. — Mattæus 23:33; 25:41, 46; Åbenbaringen 20:14; 21:8;a jævnfør Andet Thessalonikerbrev 1:7-9.

Dødsriget tømmes ved opstandelsen

Er der da et brændende helvede? Ikke ifølge Bibelen. De hebraiske og græske ord der anvendes om det sted menneskene kommer hen når de dør, betegner ikke et hedt pinested, men derimod et hvilested, hvorfra de døde vil komme frem i opstandelsen. Det er slet og ret døde menneskers fælles grav. (Prædikeren 9:10; Apostelgerninger 24:15) Oscar Cullmann, der er professor ved det teologiske fakultet ved universitetet i Basel i Schweiz, og ved Sorbonne i Paris, taler om en „radikal forskel mellem den kristne forventning om de dødes opstandelse og den græske tro på sjælens udødelighed“, og siger, som sandt er, at „selv om kristendommen senere knyttede en forbindelse mellem de to opfattelser . . . skabte dette faktisk slet ikke en forbindelse, men var en fornægtelse af den ene [den bibelske lære om opstandelsen] til fordel for den anden [den hedenske tro på at menneskesjælen er udødelig]“. — Kursiveret af os.

Jehovas Vidner har ikke fornægtet deres tro på opstandelsen til fordel for troen på sjælens udødelighed. De vil med glæde give dig del i deres lykkelige håb og ved hjælp af Bibelen føre bevis for at der ikke findes noget brændende helvede.

[Fodnote]