Hvem vil få del i opstandelsen og hvornår?

DET skete i år 32, i Betania, hvor Lazarus boede sammen med sine to søstre Martha og Maria. De to søstre havde sendt bud til Jesus om at Lazarus var syg. Da Jesus holdt meget af Lazarus og hans søstre, tog han omgående af sted til Betania. Undervejs sagde Jesus til sine disciple: „Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.“ Disciplene troede imidlertid at Jesus talte om bogstavelig søvn. „Så sagde Jesus da rent ud til dem: ’Lazarus er død.’“ — Johannes 11:1-15.

De tilrejsende ankom fire dage efter at Lazarus var død. Da Jesus så at Maria og de der var sammen med hende græd, lod han sin dybe kærlighed og hengivenhed komme til udtryk idet han „gav tårerne frit løb“. (Johannes 11:17, 35) Lazarus var blevet begravet i en klippehule. Jesus gav befaling til at den sten der dækkede hulens indgang skulle fjernes. Derefter bad han til sin Fader og råbte højt: „Lazarus, kom ud!“ Da kom Lazarus ud. Det må have været en ubeskrivelig glæde for Lazarus’ søstre! — Johannes 11:38-45.

Denne begivenhed giver os god grund til at nære håb om en opstandelse. Under de nuværende forhold er døden dog stadig en frygtelig fjende der river vore kære bort, uden at der er udsigt til at Jesus straks vil vække dem til live igen. Mange af disse afdøde var både gode og kærlige mennesker. Dette afføder uvægerlig følgende spørgsmål . . .

Hvorfor dør vi egentlig?

Hvis vi ønsker et fyldestgørende og pålideligt svar, må vi gå tilbage til menneskehedens begyndelse i Edens have. For at efterprøve Adams lydighed gav Gud ham forbud mod at spise af et bestemt træ i haven. Gud sagde til Adam at hvis han og Eva spiste af frugten på træet ville de „visselig dø“. (1 Mosebog 2:17) Da de blev fristet af Satan valgte de at være ulydige mod Gud og bestod således ikke denne afgørende prøve. Dermed var døden en realitet.

Hvorfor så hård en straf for en tilsyneladende lille forseelse? Handlingen var ubetydelig, men selve forbrydelsen var dødsens alvorlig. Adam og Eva havde som fuldkomne mennesker gjort oprør mod deres Skaber og var derfor ikke fuldkomne længere. Følgelig dømte Gud dem til døden. Gud har dog truffet foranstaltning til at ophæve følgerne af denne retfærdige dom for Adams efterkommere. Hvordan? Ved, som Paulus skrev, at „Kristus Jesus . . . gav sig selv som en tilsvarende løsesum“. — 1 Timoteus 2:5, 6; Romerne 5:17.

Hvordan er de dødes tilstand?

Lazarus var død i fire dage. Hvis du havde været død, men i virkeligheden havde befundet dig som en åndeskabning i himmelen i fire dage, og derefter havde fået en opstandelse, ville du så have kunnet lade være med at fortælle andre om det du havde oplevet i de fire dage? Bibelen oplyser imidlertid: „De døde ved slet ingen ting.“ — Prædikeren 9:5; Salme 146:3, 4.

Tænk på hvad det betyder! Millioner af mennesker tror på skærsilden, selv om dette ord ikke forekommer noget sted i Bibelen. Og endnu flere tror at der findes et brændende helvede. Men hvordan kunne vi, der ikke engang ville pine vore værste fjender i en evig ild, komme på den tanke at vor kærlige Skaber ville gøre det? Tænk desuden på den trøstende bibelske forsikring vi citerede før: „De døde ved slet ingen ting.“

Ifølge Bibelen er det kun et relativt lille antal der skal herske sammen med Kristus i himmelen. Jesus omtalte dem som en „lille hjord“. (Lukas 12:32) Apostelen Johannes så ’Lammet, Jesus Kristus, stå på det himmelske Zions bjerg, og sammen med det et hundrede og fireogfyrre tusind som er blevet købt fra jorden’. (Åbenbaringen 14:1-3) Det vil altså sige at de engang har været mennesker, men at de er døde og har fået en opstandelse til liv i himmelen sammen med Kristus.

Det har været til stor hjælp for mange at få kundskab om disse bibelske sandheder, at forstå at der hverken findes en skærsild eller et brændende helvede, men at der er håb om en opstandelse for de døde. Men hvis det kun er få der vil blive oprejst til himmelsk liv, hvilket håb er der så for alle de andre?

Opstandelse til liv på jorden

Det var Jesus Kristus der banede eller indviede den vej der har gjort det muligt for mennesker at få en opstandelse til liv i himmelen. (Hebræerne 9:24; 10:19, 20) Det betyder at Johannes Døber ikke vil få del i den himmelske opstandelse eftersom han døde før Jesus — hvis død åbnede mulighed for himmelsk liv. Jesus sagde selv: „Der [er] ikke oprejst nogen større end Johannes Døber; men en af de mindre i himlenes rige er større end han.“ (Mattæus 11:11) Hvilken belønning har Gud da tiltænkt denne trofaste mand og andre der er døde ligesom han?

Slå op i din Bibel, find Lukasevangeliet, kapitel 23, og læs fra vers 39 til 43. En af de forbrydere der var blevet pælfæstet ved siden af Jesus, sagde: „Jesus, husk mig når du kommer i dit rige.“ Jesus forsikrede derefter forbryderen om at han ville komme til at leve i Paradiset. Dette paradis vil, ligesom det første paradis, være at finde på jorden, ikke i himmelen.

Opstandelseshåbet — en kilde til trøst

Dette velbegrundede bibelske håb bør i høj grad være en kilde til trøst, hvilket vi også har god grund til at forvente — for Jehova er kærlighed. (1 Johannes 4:8) Når Gud tillod at hans søn døde på en så skændig måde, var det i virkeligheden et udtryk for hans enestående kærlighed. Jesus sagde ved en lejlighed: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Johannes 3:16.

Jesus viste også selv en enestående kærlighed ved at give sit liv som en løsesum for troende mennesker. Som han sagde om sig selv: „Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig betjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ — Mattæus 20:28.

Carolann, der blev omtalt i den første artikel, havde mistet flere af sine kære ved en forfærdelig ulykke. Hun følte sig bagefter som forstenet af sorg. Men det trøstede hende at vide at de der er døde ikke lider. Hvad hjalp hende yderligere til at klare situationen? Det gjorde den kærlighed og ægte medfølelse som hendes åndelige brødre og søstre blandt Jehovas vidner viste hende. — Salme 34:18.

Det var også en stor hjælp for hende at bede til Jehova. Ofte vågnede hun om natten og troede at det hele blot var en ond drøm, indtil den grufulde sandhed gik op for hende. Når hun anråbte Jehova om hjælp faldt hun til ro og erfarede i endnu højere grad betydningen af det Paulus skrev: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ — Filipperne 4:6, 7.

Shirleys tilfælde er endnu et eksempel på hvor trøsterigt opstandelseshåbet er. I januar 1986 blev hendes lille søn Riccardo dræbt på stedet da en tung betonklods faldt ned på hans bryst og sprængte hans hjerte. „Det var som et mareridt,“ har Shirley senere fortalt nogle venner. I den katolske kirke hørte hun denne udtalelse: „Gud vil dømme levende og døde.“ Shirley tænkte ved sig selv: ’Hvis Gud vil dømme levende og døde, hvordan kan man da vide hvor de døde befinder sig? Og hvis de lever videre i himmelen, hvorfor skal de så opstå senere for at blive dømt? Hvordan kan de desuden få en opstandelse på jorden hvis de lever i himmelen?’ Bibelen taler imidlertid ingen steder om en opstandelse for de levende, kun for de døde.

Shirley spurgte sin mand om dette, eftersom han var godt kendt med Bibelen. Da hun først fik en vis forståelse af hvad Bibelen egentlig siger om emnet, søgte hun ikke tilbage til kirken. En slægtning der er et af Jehovas vidner begyndte i marts 1986 at studere Bibelen sammen med Shirley og hendes mand, og inden længe lod de sig døbe. Shirley siger: „Det er vidunderligt at kende sandheden, at kende opstandelseshåbet og at vide hvilken enestående person Jehova er.“

Opstandelsen — hvornår?

I et syn så apostelen Johannes at „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet.“ (Åbenbaringen 7:9) At den store skare ’står foran Guds trone’ harmonerer med at de er bestemt til at skulle leve på jorden. (Esajas 66:1) Men hvis nogle af dem dør nu, hvornår vil de så få en opstandelse? Bibelen angiver ikke noget bestemt tidspunkt, men det vil under alle omstændigheder blive efter Guds forestående krig — hvor han vil fjerne alle dem fra jorden der ikke ønsker at leve efter hans retfærdige normer. (2 Thessaloniker 1:6-9) Dette indgreb vil berede vejen for dommens dag og udvirke at alle de som Gud anser for værdige til at få en jordisk opstandelse vil blive vakt til live. (Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15) Opfyldelsen af Bibelens profetier viser at disse spændende og fantastiske begivenheder snart vil finde sted. — Åbenbaringen 16:14-16.

Jesu disciple spurgte ham ved en lejlighed: „Hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ I sit svar nævnte Jesus krige, fødevaremangel, jordskælv og pestsygdomme, samt den verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Riget. — Mattæus 24:3-14; Lukas 21:7-11.

Denne bemærkelsesværdige profeti har fået sin opfyldelse siden 1914, da den første verdenskrig brød ud. Denne krig kostede millioner af mennesker livet og forårsagede hungersnød og fødevaremangel i mange lande. Under og efter den anden verdenskrig var situationen endnu værre.

Hvad angår pestsygdommene betragter mange AIDS som den værste af dem alle. „Epidemien er så udbredt og så dødelig, at eksperterne sammenligner den med Den Sorte Død — pesten, der dræbte en fjerdedel af Europas befolkning i det 14. århundrede.“ — Det Bedste, juni 1987.

I betragtning af de nuværende rædsler, hvilken vidunderlig begivenhed vil opstandelsen da ikke blive! Det vil blive en tid med usigelig glæde, når familier der er blevet splittet på grund af døden, som i Carolanns og Shirleys tilfælde, bliver genforenet. Det mest fornuftige vi hver især kan gøre nu, er derfor at bringe vort liv i harmoni med Guds vilje. Gør vi det, vil vi få mulighed for at være til stede når opstandelsen finder sted.

[Ramme på side 7]

Ligesom et træ der er blevet fældet kan skyde igen, kan Gud oprejse de døde der er i hans erindring. — Job 14:7-9, 14, 15.