Scener fra det forjættede land

Eladalen — hvor David dræbte en kæmpe!

EN AF de mest spændende beretninger i Bibelen er den der handler om hvordan ’David med slynge og sten var stærkere end filisterkæmpen Goliat’. (1 Samuel 17:50) Denne begivenhed fandt sted i Eladalen.

Men hvor ligger denne dal, og hvordan ser der ud? Beretningen om den berømte sejr som blev vundet af den hyrdedreng der var blevet salvet som Israels fremtidige konge, vil komme til at stå endnu mere levende for os hvis vi lærer dette område bedre at kende. Endnu en grund til at vi bør sætte os ind i hvad der skete i Eladalen, er at Gud senere indgik en rigspagt med David der kan føre til evige velsignelser for os.

Filistrene boede langs den kana’anæiske kyst, mens israelitterne beherskede Judas bjerge (syd for Jerusalem). Fjenderne befandt sig altså i kystlandet mod vest, og Guds tjenere i højlandet mod øst. Imellem dem lå en omstridt stødpudezone, lavlandet, også kaldet Sjefela. Hvordan kunne filistrene angribe Israel? En nærliggende mulighed ville være at følge pasvejen gennem en øst-vestgående wadi hvoraf Eladalen var en af de større. Den strakte sig fra sletterne ved byerne Gat og Ekron, op gennem Sjefela, til bjergene 24 kilometer sydvest for Jerusalem og Betlehem. På billedet (der er taget i sydøstlig retning) ser man den øverste del af denne dal. I horisonten ses Judas bjerge.a

Mens du betragter dette billede, så forestil dig at filistrene er på vej gennem den flade dal, op mod bjergene. For at stoppe dem er israelitterne rykket ud fra Judæa i sydvest. Men begge hære standser her. Hvorfor? „Filistrene stod på bjerget på den ene side, og israelitterne stod på bjerget på den anden side, med dalen imellem sig.“ — 1 Samuel 17:3.

Skønt vi ikke ved nøjagtigt hvor dette fandt sted, kan vi sagtens forestille os filistrene stå på højdedraget nederst til højre. Sauls hær kunne have stået på den modsatte side, på højdedraget bag ved det brune jordstykke. Ingen af hærene ville bevæge sig ned og krydse dalen for at angribe modstandernes sikre, højtliggende stillinger. Sådan ventede hærene på hinanden i over en måned. Hvordan kunne striden blive afgjort?

Filisteren Goliat, en kæmpe på næsten 3 meters højde, gik hver morgen og hver aften ned i dalen for at udfordre til tvekamp. Men ingen af israelitterne havde mod til at tage udfordringen op. Da kom en ung hyrde ved navn David ud fra Betlehem med mad til sine brødre i lejren. Hvordan reagerede han på filisterens smæderåb? „Hvem er den uomskårne filister, siden han smæder den levende Guds slagrækker?“ spurgte han. (1 Samuel 17:4-30) David nærede tydeligvis samme tillid som den der udtrykkes i det skriftsted Jehovas Vidner har valgt til årstekst for 1990: ’Vær ved godt mod og sig: „Jehova er min hjælper.“’ — Hebræerne 13:6; Salme 56:11; 118:6.

Da kong Saul hørte at denne unge mand ville kæmpe mod Goliat selv om han var ubevæbnet og ikke havde erfaring som kriger, tilbød han David sin egen rustning. David afslog og var villig til at gå imod kæmpen med sin hyrdestav, en stenslynge af læder og fem sten som han samlede op i dalen. Hvor store har disse sten været? Det har sandsynligvis ikke blot været småsten på størrelse med druer eller oliven. Man har fundet slyngesten der måler mellem 5 og 8 centimeter i diameter, samme størrelse som små appelsiner. Med en slynge kunne en sådan sten sendes af sted med en hastighed på mellem 150 og 250 kilometer i timen.

De fleste har sikkert læst om hvad der skete i dalen, for øjnene af begge hære. David sagde: „Du kommer imod mig med sværd og spyd og kastespyd, men jeg kommer imod dig i hærstyrkers Jehovas, Israels slagrækkers Guds, navn, ham som du har smædet.“ Derefter gav Jehova sejren. David slyngede sin sten af sted med en sådan kraft at den trængte ind i Goliats pande og dræbte ham. Derefter løb han hen til kæmpen, tog hans sværd og huggede hovedet af ham. — 1 Samuel 17:31-51.

Opmuntret af Davids tro og hans tillid til Gud, gik israelitterne til angreb på de rædselsslagne fjender og forfulgte dem ned gennem Sjefela, helt til filisterlandet. — 1 Samuel 17:52, 53.

Tænk hvilken glæde der må have været i Juda. Guds folk oppe i bjergene kunne spejde mod vest, ned gennem Eladalen og Sjefela, nøjagtig som vi kan på dette billede fra området neden for Hebron. De hvide blomster på mandeltræerne er et smukt syn. Endnu smukkere er det imidlertid at se hvordan Gud besejrer sine fjender. Israelitterne kunne med god grund udbryde: „Saul slog sine tusinder, og David sine titusinder,“ deriblandt den filisterkæmpe han dræbte i Eladalen. — 1 Samuel 18:7.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 16]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.