Spørgsmål fra læserne

■ Hvorfor gengiver Ny Verden-oversættelsen det hebraiske ord ‛arumʹ i Første Mosebog 3:1 med „forsigtigste“, når andre bibeloversættelser siger „snedigste“ eller „klogeste“?

Skriftstedet lyder: „Nu var slangen det forsigtigste af alle markens vilde dyr som Jehova Gud havde frembragt, så den sagde til kvinden: ’Er det virkelig rigtigt at Gud har sagt I ikke må spise af hvert eneste træ i haven?’“

I Ordsprogene 12:23 og andre steder gengiver Ny Verden-oversættelsen det hebraiske ord ‛arumʹ med „klog“, hvilket er en af ordets grundbetydninger når det anvendes om mennesker. Men ligesom tilfældet er med mange andre ord, har ‛arumʹ flere betydningsnuancer. For eksempel definerer Benjamin Davidson ‛arumʹ på følgende måde: „I. træsk, snedig, underfundig. — II. klog, forsigtig.“ — The Analytical Hebrew and Chaldee Lexicon.

Hvorfor vælger Ny Verden-oversættelsen da den sekundære betydning, nemlig „forsigtig“, i Første Mosebog 3:1? Dette valg er i overensstemmelse med andre oversættelser. Da man for eksempel oversatte Første Mosebog 3:1 til græsk, i Septuaginta-oversættelsen i det tredje århundrede f.v.t., brugte man ordet froʹnimos — hvilket er det samme ord som senere blev brugt i Mattæus 10:16: „Vis jer derfor forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer.“ — Se også Schindler.

Den hebraiskkyndige Ludwig Koehler gav i 1945 denne kommentar til Første Mosebog 3:1: „Slangen er sky. Dette kan udmærket udtrykkes på græsk med ordet fronimos, for ved at være sky eller forsigtig viser slangen at den besidder og udøver frenes.“ Freʹnes hentyder her til en form for instinktiv visdom som andre dyr også udviser. — Jævnfør Ordsprogene 30:24.

Der er imidlertid en vigtigere grund til at bruge ordet „forsigtig“ i stedet for „snedig“ eller „klog“ i Første Mosebog 3:1. Hvis man her kalder slangen for klog, umiddelbart før det oplyses at den forleder Eva til at synde, kunne det få mange læsere til at slutte at Bibelen blot fortæller om en slange der udtænker denne plan i kraft af sin egen usædvanlige klogskab. En sådan fortolkning ville sætte beretningen ned på myternes plan, ja, oven i købet gøre den til en ret fjollet myte.

Bibelen lærer derimod at det var noget langt større end en klog slange der var på spil i Edens have. I Åbenbaringen 12:9 identificeres „slangen fra fortiden“ tydeligt med Satan Djævelen. Han var den usynlige, overmenneskelige magt der manipulerede med dette primitive krybdyr på samme måde som en dygtig bugtaler taler igennem sin dukke. At slangen af natur var forsigtig, gjorde den til et ideelt redskab der kunne bruges i forbindelse med denne list. Det at den ikke forsigtigt krøb bort som den plejede, men i stedet frimodigt åbnede munden og begyndte at tale til Eva, vakte på en effektiv måde hendes opmærksomhed.

Guds inspirerede ord indeholder ingen myter, og dette hjælper Ny Verden-oversættelsen med sin nøjagtige gengivelse os til at forstå. — 2 Timoteus 3:16.

■ Eftersom de døde er uden bevidsthed, hvorfor lægger Jehovas vidner da så stor vægt på at man overværer en trosfælles begravelse?

Nøjagtig kundskab fra Bibelen om de dødes tilstand beskytter Jehovas vidner mod at have en forkert indstilling til og en deraf følgende uklog handlemåde ved begravelser. Den giver dem også grund til at overvære kristne begravelser.

Guds ord viser klart at når et menneske dør, lever det ikke videre som en udødelig sjæl. (Prædikeren 9:5) Efter døden bliver legemet igen til støv, enten ved naturlig forrådnelse eller ved ligbrænding. Den afdøde er ikke længere i live; han vil kun opnå livet hvis Gud engang i fremtiden oprejser ham. — Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15.

Det er grunden til at Jehovas vidner ikke følger de begravelsesskikke som er en følge af troen på at den døde har en udødelig sjæl som lever videre et eller andet sted. De holder ikke ligvagt hvor der messes eller holdes klage for at skræmme „ånderne“ bort, og de våger ikke om natten ved den døde eller giver udtryk for ekstrem sorg for at formilde den døde.

Dette betyder imidlertid ikke at Guds folk ikke sørger. Det er en sorg når en slægtning eller nær ven dør; det er det også for sande tilbedere af Gud der har nøjagtig kundskab om de dødes tilstand. Da Jakob, for eksempel, troede at Josef var blevet slået ihjel af et vildt dyr, „sørgede [han] over sin søn i mange dage“. (1 Mosebog 37:33-35) Da den trofaste Jakob døde, gav Josef „sine tjenere, lægerne, påbud om at balsamere hans fader“, og „ægypterne fortsatte med at græde over ham i halvfjerds dage“. Skønt Jakobs familie ikke havde den samme forkerte opfattelse af de dødes tilstand som ægypterne, var de tydeligvis berørt af Jakobs død. „Hele Josefs husstand og hans brødre“ ønskede at Jakob skulle begraves på rette vis, og selv udenforstående lagde mærke til at de sørgede. — 1 Mosebog 50:1-11.

Der kan nævnes talrige andre bibelske eksempler på at Jehovas tjenere har været stærkt berørt af en medtroendes eller slægtnings død og derfor har sørget.a Da Jesus var sammen med Lazarus’ sørgende slægtninge var han ikke upåvirket af situationen eller upassende munter. Skønt Jesus kendte kraften i opstandelsen, græd han. (Johannes 11:33-35) Efter Jesu egen død sørgede hans disciple, og det skønt han havde fortalt dem at han ville blive slået ihjel og oprejst igen. — Mattæus 16:28; Johannes 16:17-20; 20:11.

Guds tjenere i dag føler også den sorg døden medfører. Deres bibelske forståelse af de dødes tilstand kan mildne denne sorg og hjælpe dem til at bevare den rette ligevægt, i overensstemmelse med det der siges i Første Thessalonikerbrev 4:13, 14: „Brødre, [vi ønsker] ikke at I skal være uvidende om dem som sover i døden, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. For som vi tror at Jesus døde og opstod, således vil Gud også føre dem som ved Jesus er sovet ind i døden, frem sammen med ham.“

Hvordan skal man så se på det at overvære en kristen begravelse eller en mindetale over en trosfælle? Der er bibelske grunde til at nogle føler at det er gavnligt at afholde eller overvære en begravelse eller mindehøjtidelighed.

For eksempel kom alle Jakobs sønner og døtre for at trøste ham dengang han efter alt at dømme havde mistet Josef. (1 Mosebog 37:35) I mange lande er det skik og brug at slægtninge samles til en begravelse. Dette giver andre der måske ikke har stået vedkommende så nær og derfor ikke er så følelsesmæssigt berørt, lejlighed til at trøste de efterladte og give udtryk for deres medfølelse. Efter Lazarus’ død „var mange af jøderne kommet til Marta og Maria for at trøste dem med hensyn til deres broder“. (Johannes 11:19) Det samme kan kristne gøre da de ønsker at „trøste dem som er i al slags trængsel“. — 2 Korinther 1:4.

Især bør kristne tilsynsmænd, skønt de måske har meget travlt, føre an med hensyn til at trøste hjorden. De husker at deres forbillede Jesus, den rigtige hyrde, blev sendt ’for at forbinde dem hvis hjerte var sønderbrudt og for at trøste alle de sørgende’. (Esajas 61:1, 2; Johannes 10:14) Jesus trøstede ikke blot andre når det var belejligt. Han var villig til at gøre noget ekstra for at kunne være sammen med den afdøde Lazarus’ slægtninge og tage del i deres sorg. — Johannes 11:11, 17, 33.

Selv kristne som måske ikke er i stand til at sige så meget til de efterladte ved en begravelse, kan udrette noget godt blot ved at være til stede. Sørgende familiemedlemmer kan finde stor trøst ved at mange fra menigheden — både unge og gamle — viser deres deltagelse ved at være til stede. Husk hvordan nogle jøder reagerede da Jesus besøgte Lazarus’ sørgende søstre: „Se, hvor han holdt af ham!“ (Johannes 11:36) Ikketroende slægtninge, naboer eller forretningsforbindelser der overværer en kristens begravelse er blevet positivt overrasket over det store antal Jehovas vidner der har været til stede, og har af den grund været mere modtagelige for de bibelske sandheder der er blevet fremholdt.

Kristne der overværer en begravelse må opføre sig på en måde der passer sig til lejligheden. De er ganske vist klar over at den afdøde ikke lider, og har også tillid til at de loyale vil få en opstandelse. Ikke desto mindre vil de huske at der er „en tid til at græde og en tid til at le; en tid til at holde klage og en tid til at danse omkring“. (Prædikeren 3:4) Når der holdes en begravelse eller en mindetale er det ikke tiden til højrøstet og munter tale. Det er en lejlighed til at vise empati i overensstemmelse med rådet: „Glæd jer med dem der glæder sig; græd med dem der græder.“ — Romerne 12:15.

Der er også en anden grund til at Jehovas vidner overværer begravelser. Guds ord siger: „Det er bedre at gå hen til et hus hvor der sørges, end at gå hen til et hus hvor der festes, for døden er alle menneskers ende; og den der lever bør tage det til hjerte. . . . De vises hjerte er i det hus hvor der sørges, men tåbernes hjerte er i det hus hvor man fryder sig.“ — Prædikeren 7:2-4.

Jehovas vidner nærer ganske vist et håb for fremtiden, men disse ord blev inspireret og nedskrevet til gavn for os. En begravelse kan sammenlignes med „et hus hvor der sørges“. Når vi overværer en begravelse vil vore tanker blive afledt fra det vi normalt er optaget af og rettet mod livets korthed. Vi kan alle blive ramt af døden, enten på grund af sygdom eller „tiden og tilfældet“, og hurtigt blive til intet, ’for mennesket kender ikke sin tid’. (Prædikeren 9:11, 12) Forældre der tager deres børn med til en kristen begravelse vil måske opdage at dette kan føre til en samtale om døden som en realitet, og om vort behov for genløsningen og det kloge i at tjene „den Gud som oprejser de døde“. — 2 Korinther 1:9; Prædikeren 12:1, 13.

Jehovas vidner betragter ikke en begravelse som et sakramente, men de forstår at en sådan sørgelig begivenhed er en lejlighed til at trøste andre. Ved at overvære en begravelse kan kristne give udtryk for den kærlighed og respekt de nærede for deres trosfælle. Det kan desuden bevæge dem til at tænke alvorligt over meningen med livet og hvordan de bør bruge deres liv i tjenesten for Gud.

[Fodnote]