Har den fattige råd til at være ærlig?

Amelia var kun 29 dage gammel da hendes bedstemoder tog til læge med hende. Amelias moder kunne ikke selv tage af sted, for hun lå syg derhjemme hos de fire andre børn. Faderen var ude at søge arbejde. Lægen undersøgte barnet. Som det er almindeligt i Vestafrika var der tegn på underernæring. Men hvad værre var, barnet led af cellulitis. Amelias lille bryst var fyldt med betændelse.

Da lægen skrev en recept ud, spurgte bedstemoderen: „Hvor meget koster denne medicin?“

„Fire-fem dollars,“ svarede han.

Bedstemoderen sukkede. Hun havde ikke engang de to dollars til konsultationsgebyret. „Hvor i alverden skaffer vi de penge?“ udbrød hun.

„I må få fat i dem på en eller anden måde,“ understregede lægen. „Bed jeres familie og venner om hjælp. Hvis ikke denne infektion bliver behandlet, vil den brede sig til blodbanen og barnet vil dø.“

Det lykkedes Amelias familie at skaffe pengene, så Amelia overlevede. Men millioner i ulandene kan ikke låne af venner og bekendte. Og der er ikke udsigt til en økonomisk bedring.

I rapporten The State of the World’s Children Report 1989 fra UNICEF (FN’s Børnefond) siges der: „Efter årtiers stabil økonomisk vækst er store dele af verden ved at glide tilbage i fattigdom.“ I Afrika og Latinamerika faldt gennemsnitsindkomsten 10 til 25 procent i løbet af 80’erne. Og i de sidste par år har 37 af verdens fattigste lande skåret deres sundhedsbudgetter ned med 50 procent.

Hvad betyder dette for de millioner af mennesker som lever i dyb fattigdom? For mange betyder det at de ikke har råd til mad eller medicin. Deres børn, ægtefæller eller forældre risikerer at dø, hvis ikke de skaffer penge på den eneste mulige måde — ved at stjæle! Ja, fattigdommen bringer dem i nogle fortvivlende moralske dilemmaer: Skal de stjæle eller dø? Lyve eller sulte? Bestikke eller lide afsavn?

I Vestafrika har man et mundheld der lyder: „Hvor man tøjrer koen, vil den æde græs.“ Mennesker vil med andre ord gribe enhver lejlighed til at berige sig selv. Alt for ofte misbruger myndighedspersoner deres stilling ved at afpresse folk penge, begå underslæb eller stjæle. ’Tag mens du kan,’ tænker de. ’Det er ikke sikkert man får chancen to gange.’ Efterhånden som den økonomiske situation i ulandene forværres, vil armoden få mange fattige til at betvivle at ærlighed varer længst.

Bibelen siger: „Du må ikke stjæle.“ (2 Mosebog 20:15) Men gælder Bibelens moralnormer også hvis man lever i dyb fattigdom? Tager Guds love hensyn til menneskers grundlæggende behov? Disse spørgsmål er aktuelle for millioner af mennesker. Tusinder af sande kristnes erfaringer i ulandene giver et overraskende svar.

[Tekstcitat på side 4]

„Hvor man tøjrer koen, vil den æde græs“

[Illustration på side 4]

I ulandene er fattigdom ofte ensbetydende med fysisk slid