Jeg fandt sand trøst i min enkestand
FORTALT AF LILY ARTHUR
ET UNGT Jehovas vidne forkyndte fra hus til hus i Ootacamund i Indien. Lokal skik og brug tillader ikke kvinder at åbne døren for fremmede. Så efter et par timer satte forkynderen træt og nedslået kursen hjemad. Men pludselig standsede han idet han følte sig tilskyndet til at banke på døren i det næste hus. Damen der lukkede op, fortæller her sin spændende livsberetning.
MED min kun otte uger gamle datter på armen og min søn på 22 måneder ved min side åbnede jeg straks døren, og dér stod en fremmed. Aftenen før havde jeg været meget ulykkelig. Jeg havde søgt trøst ved at bede til Gud: „Himmelske Fader, trøst mig dog gennem dit ord.“ Til min store forbløffelse sagde denne fremmede til mig: „Jeg kommer med et budskab fra Guds ord der bringer trøst og håb.“ Jeg tænkte at han måtte være en profet, sendt af Gud. Men hvorfor havde jeg bedt Gud om hjælp?
Jeg lærer Bibelens sandheder at kende
Jeg er født i 1922 i landsbyen Gudalur, som ligger i det smukke Nilgiri Hills i det sydlige Indien. Da jeg var tre år døde min mor. Senere blev min far, der var protestantisk præst, gift igen. Så snart vi børn begyndte at tale, lærte far os at bede. Som fireårig lå jeg hver dag på gulvet og kiggede i min egen bibel mens far sad ved skrivebordet og læste i sin.
Senere blev jeg skolelærer, og da jeg var 21 år sørgede far for at jeg blev gift. Min mand og jeg blev velsignet med en søn, Sunder, og senere en datter, Rathna. Men omkring det tidspunkt Rathna kom til verden blev min mand alvorligt syg, og efter kort tid døde han. Pludselig var jeg blevet enke; kun 24 år gammel stod jeg med ansvaret for to små børn.
Jeg bønfaldt Gud om at trøste mig gennem sit ord, og dagen efter var det så at denne forkynder fra Jehovas Vidner bankede på døren. Jeg inviterede ham indenfor og tog imod bogen „Gud Maa Være Sanddru“. Da jeg samme aften læste i bogen blev jeg ved med at støde på et navn der forekom mig højst besynderligt — nemlig Jehova. Senere kom forkynderen igen og viste mig i Bibelen at Jehova er Guds navn.
Jeg fandt også hurtigt ud af at treenighedslæren, helvedeslæren og andre læresætninger ikke findes i Bibelen. Jeg fik trøst og håb da jeg indså at jorden vil blive et paradis under Guds riges styre og at de døde vil blive oprejst. Det der dog betød mest var at jeg begyndte at kende og elske den sande Gud, Jehova, som havde hørt min bøn og var kommet mig til hjælp.
Jeg fortæller andre om det jeg har lært
Jeg begyndte at spekulere på hvordan jeg kunne have overset de bibelvers med Jehovas navn. Og hvorfor havde jeg under min bibellæsning ikke selv lagt mærke til det tydelige håb der fremholdes om evigt liv på en paradisisk jord? Jeg underviste i en skole der blev drevet af protestantiske missionærer og viste derfor rektor skriftstederne. (2 Mosebog 6:3; Salme 37:29; 83:18; Esajas 11:6-9; Åbenbaringen 21:3, 4) Jeg sagde til hende at vi på en eller anden måde måtte have overset dem. Men til min store overraskelse var hun ikke særlig glad for at høre det.
Derefter skrev jeg et brev til skoleinspektøren, som boede i en anden by, og heri citerede jeg de samme vers. Jeg anmodede om en samtale med hende. Hun svarede at hendes far, en kendt præst fra England, ville drøfte sagen med mig. Skoleinspektørens broder var en fremtrædende biskop.
Jeg forberedte mig godt og tog bogen „Gud Maa Være Sanddru“ og mine børn med til nabobyen. Jeg fortalte begejstret om hvem Jehova er, om at der ikke findes nogen treenig Gud og om andet jeg havde lært. Uden at mæle et ord lyttede de indtil præsten fra England brød ind og sagde: „Jeg vil bede for dig.“ Han bad så, og anmodede mig derefter om at gå.
Gadearbejde
En dag opfordrede forkynderen mig til at gå på gadearbejde med bladene Vagttårnet og Vågn op! Jeg sagde til ham at det var noget jeg aldrig ville kunne gøre, for i Indien ville folk tænke det værste om en kvinde hvis hun stillede sig op på gaden eller gik fra hus til hus. Både kvinden og hendes familie ville miste deres gode navn og rygte. Eftersom jeg elskede og respekterede min far meget højt, ville jeg ikke bringe skam over ham.
Forkynderen viste mig imidlertid et skriftsted hvor der står: „Vær vis, min søn, og glæd mit hjerte, så jeg kan svare den, der smæder mig.“ (Ordsprogene 27:11, da. prøveovers. 1989) Derefter sagde han: „Du vil glæde Jehovas hjerte hvis du offentligt viser at du er for ham og hans rige.“ Jeg ønskede frem for alt at glæde Jehovas hjerte og tog derfor bladtasken og gik med på gadearbejde. Det var i 1946, blot fire måneder efter min første kontakt med sandheden. Selv i dag begriber jeg ikke hvordan jeg turde.
Hjælp til at overvinde frygt
I 1947 sagde jeg ja tak til et lærerjob i udkanten af Madras, der ligger på Indiens østkyst, og flyttede dertil sammen med børnene. En lille gruppe på omkring otte forkyndere kom regelmæssigt sammen til møder i byen. Vi havde over 25 kilometer til møde, men dengang rejste kvinder i Indien som regel ikke alene. De var i den forbindelse afhængige af mænd. Jeg vidste ikke hvordan man tog med en bus eller købte billet eller hvor jeg skulle stå af. Jeg ønskede at tjene Jehova, men hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Jeg bad derfor: „Jehova Gud, jeg kan ikke leve uden at tjene dig. Men det er fuldstændig umuligt for en indisk kvinde som mig at gå fra hus til hus.“
Jeg håbede at Jehova ville lade mig dø så jeg kunne blive befriet for disse vanskeligheder. Jeg besluttede dog at læse lidt i Bibelen. Tilfældigvis slog jeg op på Jeremias’ Bog, dér hvor der siges: „Sig ikke: ’Jeg er kun en dreng.’ Men du skal gå til alle dem som jeg sender dig til; og du skal sige alt hvad jeg giver dig påbud om. Vær ikke bange for dem, for ’jeg er med dig for at udfri dig’.“ — Jeremias 1:7, 8.
Det var som om Jehova talte direkte til mig. Jeg tog derfor mod til mig og gik med det samme i gang med at sy en taske på symaskinen som jeg kunne bruge til bladene. Efter inderlig bøn gik jeg alene ud og forkyndte fra hus til hus. Den dag spredte jeg alle mine publikationer og oprettede endda et bibelstudium. Jeg var nu fast besluttet på at give Jehova førstepladsen i mit liv, og satte hele min lid til ham. Det offentlige forkyndelsesarbejde blev en fast del af mit liv til trods for at jeg blev mødt med skældsord. Og selv om nogle modstod mig, gjorde mit arbejde et stærkt indtryk på andre.
Det viste sig mange år senere da min datter og jeg forkyndte fra hus til hus i Madras. Vi traf en hindu, en højesteretsdommer, der tog fejl af min alder og sagde: „Jeg har kendt de blade længe før du blev født! For 30 år siden plejede en dame at stå på Mount Road og tilbyde dem.“ Han ville gerne tegne et abonnement.
Ved et andet hus åbnede en pensioneret embedsmand, der var bramin, døren og inviterede os indenfor idet han sagde: „For mange år siden stod der altid en dame og tilbød Vagttårnet på Mount Road. Af respekt for hende vil jeg gerne modtage det I tilbyder mig.“ Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, eftersom jeg var den dame de begge henviste til.
Styrket og velsignet
I oktober 1947 symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben. Dengang var jeg den eneste tamiltalende kvindelige forkynder i hele delstaten, men i dag er der flere hundrede tamilkvinder dér som er trofaste og aktive vidner for Jehova.
Efter min dåb blev jeg udsat for modstand fra alle sider. Min broder skrev: „Du har overskredet grænsen for det tilladelige og anstændige.“ Jeg mødte også modstand på skolen hvor jeg arbejdede og fra befolkningen omkring mig. Men jeg støttede mig blot endnu mere til Jehova og bad vedholdende, inderlige bønner. Hvis jeg vågnede midt om natten tændte jeg med det samme petroleumslampen og begyndte at læse.
Efterhånden som jeg blev styrket, var jeg bedre i stand til at trøste og hjælpe andre. En ældre hindudame som jeg studerede med, tog et klart standpunkt for tilbedelsen af Jehova. Da hun døde sagde en anden kvinde i husstanden: „Vi glædede os meget over at se hvor loyalt hun lige til sin død tjente den Gud hun havde valgt at tilbede.“
En anden dame jeg studerede Bibelen med smilte aldrig. Hun så altid bekymret og bedrøvet ud. Men efter at jeg havde lært hende om Jehova, opmuntrede jeg hende til at bede til ham eftersom han kender vore problemer og tager sig af os. Ugen efter kom jeg igen, og nu strålede hendes ansigt. For første gang så jeg hende smile. „Jeg har bedt til Jehova,“ sagde hun, „og jeg har fået fred i sind og hjerte.“ Hun indviede sig til Jehova og er stadig trofast trods mange vanskeligheder.
Et ligevægtigt syn på ansvarsopgaver
Det forekom mig umuligt at realisere mit ønske om at tjene Jehova på heltidsbasis som pioner når jeg samtidig havde to små børn som jeg skulle tage mig af. Men så åbnede en ny dør ind til tjeneste sig. Der var nemlig brug for en til at oversætte de bibelske publikationer til tamil. Med Jehovas hjælp varetog jeg dette arbejde, alt imens jeg passede mit verdslige lærerjob, drog omsorg for børnene, tog mig af det huslige, overværede alle møderne og deltog i tjenesten på arbejdsmarken. Da børnene blev ældre kunne jeg begynde som specialpioner, en forret jeg har haft i de sidste 33 år.
Lige fra Sunder og Rathna var små har jeg forsøgt at indgive dem kærlighed til Jehova og ønsket om altid at sætte hans interesser først i alle livets forhold. De vidste at Jehova var den første de skulle tale med når de slog øjnene op om morgenen og den sidste de skulle henvende sig til inden de lagde sig til at sove om aftenen. De var klar over at de ikke måtte lade være med at forberede sig til de kristne møder og tjenesten blot fordi de havde lektier at lave. Jeg opmuntrede dem til at yde deres bedste i skolen, men jeg insisterede aldrig på at de skulle få de højeste karakterer af frygt for at de skulle gøre det til det vigtigste i livet.
Efter deres dåb brugte de skoleferierne i pionertjenesten. Jeg tilskyndede Rathna til at være modig, ikke bange og genert som jeg selv havde været. Da hun var færdig med gymnasiet og handelsskolen begyndte hun som pioner, og blev senere specialpioner. Hun giftede sig med en rejsende tilsynsmand, Richard Gabriel, der nu virker som koordinator på Vagttårnets afdelingskontor i Indien. Sammen med deres datter, Abigail, arbejder de på fuldtid på afdelingskontoret. Deres lille søn, Andrew, er også forkynder af den gode nyhed.
Jeg blev meget ulykkelig da Sunder som 18-årig holdt op med at komme sammen med Jehovas vidner. De følgende år var sorgfulde. Bestandig bønfaldt jeg Jehova om tilgivelse for de fejl jeg måtte have begået i opdragelsen og om at Sunder måtte komme til fornuft så han ville vende tilbage. Med tiden opgav jeg dog håbet. Men så en dag, 13 år senere, kom han til mig og sagde: „Du skal ikke være bekymret mor, jeg skal nok klare mig.“
Kort tid efter gjorde Sunder ihærdige bestræbelser på at opnå åndelig modenhed. Han gjorde så gode fremskridt at han fik betroet tilsynet med en af Jehovas Vidners menigheder. Senere sagde han sit vellønnede arbejde op og blev pioner. Nu virker han sammen med sin hustru, Esther, i dette arbejde i Bangalore i Sydindien.
Trøstet livet igennem
Ofte takker jeg Jehova for at han tillod at jeg gennem årene blev udsat for lidelser og vanskeligheder. Uden sådanne erfaringer ville jeg ikke i samme grad have mærket den værdifulde forret det er at smage Jehovas godhed, barmhjertighed, dybe omsorg og medfølelse. (Jakob 5:11) Det varmer om hjertet at læse i Bibelen om Jehovas interesse og medfølelse for ’den faderløse og enken’. (5 Mosebog 24:19-21) Men intet kan sammenlignes med den trøst og glæde man erfarer når man selv oplever Jehovas omsorg.
Jeg har lært at nære ubetinget tillid til Jehova og ikke stole på min egen forstand, men tage ham i betragtning på alle mine veje. (Salme 43:5; Ordsprogene 3:5, 6) Som ung enke bad jeg til Gud om at få trøst gennem hans ord. Og nu, som 68-årig, kan jeg sige at jeg i overmål har fundet sand trøst gennem min forståelse af Bibelen og ved at følge dens vejledning.
[Illustration på side 26]
Lily Arthur sammen med sin familie