Er verdensfreden i sigte?
OP GENNEM historien har det ikke skortet på fredsplaner og fredstraktater. Men desværre lader det til at et tilsvarende antal krige altid har gjort sådanne traktater ugyldige. Mange tager derfor fredsaftaler og fredsproklamationer med et vist forbehold.
I de seneste år har en hel del iagttagere og nyhedskommentatorer imidlertid fået fornemmelsen af at noget nyt er på vej. De har anlagt det synspunkt at der, trods lokale problemer, denne gang måske er mulighed for at opnå verdensfred. Stockholms Internationale Fredsforskningsinstitut har udtalt: „Det er mere realistisk at håbe på en fredelig løsning af konflikter nu end i noget andet år siden Anden Verdenskrigs afslutning.“ De pludselige begivenheder i Østeuropa har fået en fremtrædende nyhedskorrespondent til at udtale: „Muligheden for fred på jorden synes større nu end på noget andet tidspunkt efter den anden verdenskrig.“ Tidsskriftet The Bulletin of the Atomic Scientists er af samme mening. I 1988 stillede videnskabsmændene bladets berømte dommedagsur tilbage fra tre minutter i tolv til seks minutter i tolv, og i april 1990 blev det stillet tilbage til ti minutter i tolv.
Alt dette skabte megen optimisme, næsten eufori, før krigen i Mellemøsten brød ud. Nogle taler om den kolde krig og våbenkapløbet mellem supermagterne som noget der hører fortiden til. Andre spekulerer på hvad man skal gøre med „fredsdividenden“ — alle de penge som regeringerne regner med at spare på militærbudgetterne. Er det tænkeligt at tiden nu er inde til varig fred? Er nationerne virkelig ved at lære at „smede deres sværd til plovjern“? (Esajas 2:4) Hvad viser kendsgerningerne?
De glemte krige
„Den kolde krigs ophør og den nye afspænding mellem Øst og Vest har fået nogle til at tro at fred nu hører til dagens orden,“ har man kunnet læse i Londonbladet The Economist. „Men det er ikke tilfældet. Skønt verden er blevet befriet for en af de store årsager til spændinger, er der stadig mange mindre tilbage.“ Hvilke „mindre“ spændinger eller konflikter hentydes der til?
Lentz’ Fredsforskningslaboratorium, der er en uafhængig forskningsorganisation i De Forenede Stater, meddeler at der i september 1990 rasede mindst 15 krige rundt omkring i verden. Heri var ikke medregnet Iraks invasion af Kuwait, eftersom rapporten kun omfattede de krige som indtil da havde mindst et tusind dødsofre årligt. Nogle af disse krige har stået på i 20 år eller mere. Alt i alt har disse krige kostet 2.900.000 mennesker livet, hvoraf størsteparten har været civile. Dette tal omfatter ikke dem der omkom i nogle af de blodigste krige som ophørte det foregående år, blandt andet i Uganda og Afghanistan samt konflikten mellem Iran og Irak.
Næsten tre millioner mennesker er blevet slået ihjel på et tidspunkt hvor der efter sigende var fred i verden! Dette er i sig selv tragisk. Den største tragedie er imidlertid at de fleste af disse krige er blevet udkæmpet i al ubemærkethed, uden at den øvrige verden har hævet røsten. Der er her tale om det man kan kalde de glemte krige, eftersom det i mange tilfælde drejer sig om kup, borgerkrige eller revolutioner som udkæmpes i ulande. De fleste mennesker i de rige, industrialiserede lande synes ikke at have interesseret sig synderligt for den halve million mennesker der er blevet dræbt i Sudan eller de over 300.000 der er blevet slået ihjel i Angola. Der er faktisk nogen der siger at verden siden den anden verdenskrigs afslutning har befundet sig i en periode med fred uden fortilfælde, eftersom der ikke har været krig mellem de industrialiserede lande eller supermagterne, og det til trods for store spændinger og stadig opbygning af våbenarsenalerne.
Er der håb om fred?
Hvis fred blot er ensbetydende med at der ikke er udbrudt en verdensomspændende kernekrig, kan man godt sige at verdens nationer allerede har haft et vist held med deres fredsbestræbelser. Indtil videre har forvisningen om gensidig ødelæggelse afholdt supermagterne fra at gribe til disse våben. Men er der virkelig tale om fred når mennesker lever i konstant frygt for en pludselig og fuldstændig udslettelse? Hvordan kan vi tale om fred når der rundt omkring i verden findes utallige mennesker hvis liv og levebrød bliver ødelagt og som kun har ringe udsigt til en meningsfyldt tilværelse på grund af større eller mindre krige?
Nobelpristageren Elie Wiesel har engang skrevet: „Mennesker har i umindelige tider talt om fred uden at det er blevet til noget. Mon det blot skyldes manglende erfaring? Vi taler om fred, men fører krig. Nogle gange fører vi endog krig i fredens navn. . . . Krig er måske en alt for indgroet del af historien til at den nogen sinde kan udryddes.“
Da krigen i Mellemøsten brød ud, brast illusionen om at krig er utænkelig i dag. Er det fordi man ser hen til de forkerte efter fred?
[Illustration på side 3]
„Den generation af mennesker der lever på jorden i dag vil måske blive vidne til en periode i verdenshistorien med vedvarende fred.“ — Sovjets præsident, Mikhail Gorbatjov, ved topmødet i Washington, D.C., USA, maj 1990
[Kildeangivelse]
UPI/Bettmann Newsphotos
[Illustration på side 4]
„En ny verden med frihed ligger foran os . . ., en verden hvor freden vil vare ved, hvor handelen ikke længere er samvittighedsløs, og hvor alt det der synes muligt, er muligt.“ — USA’s præsident, George Bush, ved det verdensøkonomiske topmøde i Houston i Texas, USA, juli 1990
[Kildeangivelse]
UPI/Bettmann Newsphotos
[Illustration på side 4]
„De mure der engang holdt mennesker og tanker spærret inde, bryder sammen. Europæere afgør deres egen skæbne. De vælger frihed. De vælger økonomisk frihed. De vælger fred.“ — Erklæring ved et NATO-topmøde i London, juli 1990
[Kildeangivelse på side 2]
Forsidefoto: U.S. Naval Observatory (stjerner); NASA (jorden)