Vil du efterligne Guds barmhjertighed?
„Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn.“ — EFESERNE 5:1.
1. Hvorfor bør vi alle være på vagt med hensyn til at efterligne andre?
DE FLESTE mennesker efterligner andre, på godt og ondt. Ja, vi bliver alle påvirket af dem vi omgås. I Ordsprogene 13:20 advarer den inspirerede skribent: „Den der vandrer med de vise bliver viis, men den der omgås tåber går det dårligt.“ Det er derfor med god grund at Guds ord også siger: „Efterlign ikke det onde, men det gode. Den der øver godt er af Gud.“ — 3 Johannes 11.
2. Hvem bør vi efterligne, og hvordan?
2 Bibelen nævner mange mænd og kvinder der er efterlignelsesværdige eksempler. (1 Korinther 4:16; 11:1; Filipperne 3:17) Men det er naturligvis først og fremmest Gud vi må efterligne. Efter at Paulus har gjort opmærksom på bestemte egenskaber og handlinger som vi bør undgå, tilskynder han os i Efeserbrevet 4:32 til at være ’inderligt medfølende, idet vi frit tilgiver hinanden’. Dernæst følger denne artikels temaskriftsted: „Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn, og fortsæt med at vandre i kærlighed.“ — Efeserne 4:31–5:2.
3, 4. Hvordan beskriver Gud sig selv, og hvorfor bør vi tænke nærmere over hvad det vil sige at han er retfærdig?
3 Men hvad er det, nærmere betegnet, vi bør efterligne hos Gud? Som det fremgår af den beskrivelse Gud gav Moses af sin egen person, er der mange sider af Hans personlighed og handlemåde: „Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder, tilgiver misgerning og overtrædelse og synd, men på ingen måde fritager for straf, idet han bringer straf for fædres misgerning over sønner og sønnesønner.“ — 2 Mosebog 34:6, 7.
4 Eftersom Jehova „elsker retfærdighed og ret“, bør vi naturligvis være godt kendt med denne side af hans personlighed, så vi kan efterligne den. (Salme 33:5; 37:28) Han er menneskehedens Skaber, øverste Dommer og Lovgiver, og handler derfor retfærdigt over for alle. (Esajas 33:22) Dette kom tydeligt til udtryk i de krav om retfærdighed som han håndhævede over for sit folk Israel og senere over for den kristne menighed.
Guddommelig retfærdighed i praksis
5, 6. Hvordan kom Guds retfærdighed til udtryk over for Israels folk?
5 Da Gud udvalgte israelitterne som sit folk, spurgte han dem om de ’nøje ville adlyde hans røst og holde hans pagt’. Folket, der var samlet ved foden af Sinaj Bjerg, svarede alle som én: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.“ (2 Mosebog 19:3-8) Det var et alvorligt løfte! Ved hjælp af engle gav Gud israelitterne omkring 600 love som de var forpligtede til at overholde, idet de nu var indviet til ham. Men hvad nu hvis nogle ikke ville adlyde disse love? En der havde dyb indsigt i Guds lov forklarer: „Det ord der blev udtalt gennem engle viste sig at stå fast, og enhver overtrædelse og ulydighed fik retfærdig straf.“ — Hebræerne 2:2.
6 Ja, den israelit der ikke ville adlyde „fik retfærdig straf“, ikke udmålt efter menneskers mangelfulde norm for retfærdighed, men efter Skaberens norm. Gud fastsatte forskellige straffe for forskellige overtrædelser. Den strengeste straf var ’udryddelse’, det vil sige henrettelse. Den skulle idømmes ved grove overtrædelser som afgudsdyrkelse, ægteskabsbrud, incest, omgang med dyr, homoseksualitet, børneofring, mord og misbrug af blod. (3 Mosebog 17:14; 18:6-17, 21-29) Men enhver israelit kunne blive ’udryddet’ såfremt vedkommende med vilje og uden at ændre sind overtrådte nogle af Guds love. (4 Mosebog 4:15, 18; 15:30, 31) Når disse retfærdige bestemmelser fra Gud blev håndhævet ville det uden tvivl også komme til at berøre overtrædernes efterkommere.
7. Hvad indebar det for Guds folk i fortiden at håndhæve retfærdigheden?
7 Straffe som disse understregede alvoren i at overtræde Guds lov. Hvis for eksempel en ung mand blev en dranker og en frådser, skulle han stilles for dommerne. Hvis de kom til den slutning at han var genstridig og opsætsig, skulle forældrene deltage i eksekveringen af dommen. (5 Mosebog 21:18-21) De forældre der er iblandt os kan sikkert forestille sig hvor svært det må have været. Gud vidste imidlertid at det var nødvendigt for at ugudeligheden ikke skulle brede sig blandt de sande tilbedere. (Ezekiel 33:17-19) Det var en foranstaltning som var truffet af ham om hvem det blev sagt: „Alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ — 5 Mosebog 32:4.
8. Hvordan viste Guds retfærdighed sig i forbindelse med den kristne menighed?
8 Flere hundrede år senere forstødte Gud Israels folk og udvalgte i stedet den kristne menighed. Men Jehova forandrede sig ikke. Han holdt fast ved sin retfærdighed og blev omtalt som „en fortærende ild“. (Hebræerne 12:29; Lukas 18:7, 8) Jehova havde derfor stadig en foranstaltning til at indprente gudsfrygt i hele menigheden, idet indviede kristne der fremturede i overtrædelser skulle udstødes.
9. Hvad er udstødelse, og hvilket formål tjener denne ordning?
9 Hvilket formål tjener det at udstøde nogen? Vi har et konkret eksempel i den måde hvorpå man behandlede en sag i det første århundrede. En kristen i Korinth havde et umoralsk forhold til sin faders hustru og ville ikke ændre sind. Apostelen Paulus gav derfor besked på at han skulle udstødes af menigheden. Dette skridt var nødvendigt for at værne om Guds folks renhed — for „lidt surdej gennemsyrer hele dejen“. Ved at udstøde ham ville man forhindre at hans onde adfærd bragte vanære over Gud og hans folk. Den alvorlige tugt der ligger i udstødelsen kunne måske ryste ham så han kom til fornuft, og indprente gudsfrygt i ham og i menigheden. — 1 Korinther 5:1-13; jævnfør Femte Mosebog 17:2, 12, 13.
10. Hvordan skal Guds tjenere reagere hvis nogen bliver udstødt?
10 Gud påbyder at kristne skal „holde op med at omgås enhver som [er blevet udstødt fordi vedkommende fremturer i sin onde adfærd], ja end ikke spise sammen med en sådan“.a Den udstødte bliver derved afskåret fra fællesskabet og dermed fra samvær med dem som er loyale og besluttede på at følge Guds lov. Nogle af disse loyale er måske slægtninge til den udstødte, uden dog at tilhøre den samme husstand. Det kan måske være svært for sådanne slægtninge at følge dette guddommelige påbud. Men det var heller ikke let for jødiske forældre under Moseloven at skulle deltage i henrettelsen af en søn som havde vist sig at være en uforbederlig overtræder. Guds påbud er imidlertid helt utvetydigt. Derfor kan vi også være sikre på at det er retfærdigt at udstøde. — 1 Korinther 5:1, 6-8, 11; Titus 3:10, 11; 2 Johannes 9-11; se Vagttårnet for 15. november 1981, side 18-23; 15. april 1988, side 28-31.
11. Hvordan kan forskellige sider af Guds personlighed manifestere sig i forbindelse med en udstødelse?
11 Vi må imidlertid huske at vor Gud ikke blot er retfærdig; han er også „rig på loyal hengivenhed“ og „tilgiver misgerning og overtrædelse“. (4 Mosebog 14:18) Gud viser tydeligt i sit ord at en udstødt kan ændre sind og søge hans tilgivelse. Erfarne tilsynsmænd kan derefter holde et møde med den udstødte, idet de omhyggeligt og under bøn overvejer om der er vidnesbyrd som viser at vedkommende har ændret sind med hensyn til den overtrædelse der førte til udstødelsen. (Jævnfør Apostelgerninger 26:20.) Hvis der er det, kan han eller hun genoptages i menigheden, som det fremgår af Andet Korintherbrev 2:6-11. Nogle har imidlertid været afskåret fra Guds menighed i mange år. Kan man gøre noget for at hjælpe sådanne til at finde vej tilbage?
Retfærdighed afvejet med barmhjertighed
12, 13. Hvorfor indbefatter dét at efterligne Gud mere end at afspejle hans retfærdighed?
12 I det foregående har vi hovedsagelig beskæftiget os med den ene af de egenskaber som Gud besidder ifølge Anden Mosebog 34:6, 7, nemlig retfærdighed. Men de der ønsker at efterligne Gud bør ikke kun lægge vægt på retfærdigheden. Hvorfor ikke? Hvis vi skulle bygge en model af Salomons tempel, ville det så være nok at studere en enkelt søjle? (1 Kongebog 7:15-22) Nej, for det ville næppe give os et fuldstændigt billede af templets opbygning og funktion. Sådan forholder det sig også når vi ønsker at efterligne Gud. Vi må efterligne andre af hans egenskaber end retfærdighed. Der står for eksempel også om ham at han er en ’barmhjertig og nådig Gud, som er sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder og tilgiver misgerning’.
13 Barmhjertighed og villighed til at tilgive er grundlæggende træk hos Gud, som det også fremgår af den måde han behandlede Israel på. Skønt retfærdighedens Gud ikke undlod at straffe dem for deres gentagne overtrædelser, kom også hans store barmhjertighed og tilgivende indstilling klart til udtryk. „Han gjorde sine veje kendt for Moses, sine gerninger for Israels sønner. Jehova er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed. Han vil ikke bebrejde for bestandig, og han vil ikke være fortørnet for stedse.“ (Salme 103:7-9; 106:43-46) Ja, et tilbageblik over alt hvad Gud har gjort i århundredernes løb viser at disse ord er sande. — Salme 86:15; 145:8, 9; Mika 7:18, 19.
14. Hvordan viste Jesus at han efterlignede Guds barmhjertighed?
14 Eftersom Jesus Kristus er „[Guds] herligheds genskær og det nøjagtige udtryk for selve hans væsen“, må vi forvente at han besidder en lignende barmhjertighed og villighed til at tilgive. (Hebræerne 1:3) Dette bekræftes af den måde han behandlede andre på. (Mattæus 20:30-34) Også i ord lagde han stor vægt på barmhjertighed, som det fremgår af Lukas, kapitel 15. De tre lignelser vi finder i dette kapitel viser tydeligt at Jesus efterlignede Jehova, og de indeholder betydningsfuld vejledning for os.
Bekymring for det der gik tabt
15, 16. Hvad ansporede Jesus til at fremsætte lignelserne i Lukas 15?
15 Disse illustrationer, eller billedtaler, viser at Gud barmhjertigt er interesseret i syndere, og de tegner et harmonisk helhedsbillede som vi bør efterligne. Lad os nøje overveje de omstændigheder der dannede baggrund for illustrationerne: „Alle skatteopkræverne og synderne blev ved med at komme til [Jesus] for at høre ham. Derfor gik både farisæerne og de skriftlærde og mumlede vredt, idet de sagde: ’Denne mand tager venligt imod syndere og spiser sammen med dem.’“ — Lukas 15:1, 2.
16 Alle de implicerede var jøder. Farisæerne og de skriftlærde roste sig af deres egen retfærdighed over for Loven, som de foregav at adlyde til mindste detalje. Gud godkendte imidlertid ikke en sådan påtaget retfærdighed. (Lukas 16:15) De skatteopkrævere der nævnes var øjensynlig jøder som inddrev skatter for Rom. De var en foragtet gruppe fordi mange af dem krævede alt for høje skatter af deres landsmænd. (Lukas 19:2, 8) De blev sidestillet med „syndere“, et udtryk der blandt andet omfatter umoralske personer, ja, selv prostituerede. (Lukas 5:27-32; Mattæus 21:32) Jesus spurgte imidlertid de forargede religiøse ledere:
17. Hvad handlede den første lignelse i Lukas 15 om?
17 „Hvilket menneske blandt jer som har hundrede får og mister ét af dem, vil ikke forlade de nioghalvfems i ørkenen og gå ud efter det han har mistet indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre og glæder sig. Og når han kommer hjem kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: ’Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet mit får som var blevet væk.’ Jeg siger jer at således vil der være mere glæde i himmelen over én synder der ændrer sind, end over nioghalvfems retfærdige som ikke har brug for at ændre sind.“ De religiøse ledere forstod udmærket dette billede. Fårehjorde og hyrder var et ganske almindeligt syn. Omsorgsfuldt lod hyrden de nioghalvfems får gå på en græsgang de kendte mens han gik ud for at søge efter det bortkomne får. Hyrden blev ved indtil han havde fundet det, og bar så forsigtigt det skræmte får tilbage til hjorden. — Lukas 15:4-7.
18. Hvilken grund til glæde blev fremhævet i Jesu anden illustration i Lukas 15?
18 Jesus fremsatte endnu en illustration: „Eller hvilken kvinde som har ti drakmestykker, vil ikke, hvis hun taber én drakme, tænde en lampe og feje huset og omhyggeligt søge indtil hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboersker sammen og siger: ’Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den drakme som jeg havde tabt.’ Således, siger jeg jer, bliver der glæde blandt Guds engle over én synder der ændrer sind.“ (Lukas 15:8-10) En drakme svarede næsten til en dagløn for en arbejder. Kvindens mønt kan have været et arvestykke eller den kan have været en del af et halssmykke. Da den blev væk søgte hun omhyggeligt efter den, og da hun fandt den glædede hun sig sammen med sine veninder. Hvad fortæller dette os om Gud?
Glæde i himmelen — over hvad?
19, 20. Hvem handlede de to første lignelser i Lukas 15 egentlig om, og hvilket centralt punkt understreger de?
19 Disse to lignelser blev fremholdt som svar på kritik af Jesus, der nogle måneder tidligere havde præsenteret sig selv som „den rigtige hyrde“ der ville sætte sin sjæl til for fårene. (Johannes 10:11-15) De drejede sig imidlertid ikke i første række om Jesus. De skriftkloge og farisæerne havde nemlig behov for at lære om Guds indstilling og handlemåde. Det var derfor Jesus sagde at der er glæde i himmelen over en synder der vender om. Disse religionsudøvere hævdede ganske vist at de tjente Jehova, men de efterlignede ham ikke. Jesu barmhjertige optræden var derimod helt i harmoni med hans Faders vilje. — Lukas 18:10-14; Johannes 8:28, 29; 12:47-50; 14:7-11.
20 Hvis der var grund til at glæde sig over én ud af hundrede, ville der være endnu større grund til at glæde sig over én ud af ti. Det er ikke svært for os at fornemme den glæde kvinden følte da hun fandt den bortkomne mønt! Også i dette tilfælde rettes vor opmærksomhed mod himmelen, idet vi får at vide at „Guds engle“ glæder sig med Jehova „over én synder der ændrer sind“. Læg mærke til det sidste udtryk: „ændrer sind“. Disse lignelser handler i virkeligheden om syndere der ændrer sind. Og det understreges i begge tilfælde at det er på sin plads at glæde sig når sådanne ændrer sind.
21. Hvad bør vi lære af Jesu lignelser i Lukas 15?
21 De vildfarne religiøse ledere der selvtilfredse fulgte Lovens bogstav i stedet for dens ånd, overså helt at Gud er „barmhjertig og nådig . . . tilgiver misgerning og overtrædelse og synd“. (2 Mosebog 34:6, 7) Hvis de havde efterlignet denne side af Guds personlighed og måde at handle på, ville de have påskønnet Jesu barmhjertighed over for syndere der ændrede sind. Hvordan ser vi på det? Tager vi denne vejledning til hjerte og følger den? Lad os overveje den tredje lignelse Jesus fremsatte i denne forbindelse.
Sindsændring og barmhjertighed i praksis
22. Genfortæl kort den tredje illustration i Lukas 15.
22 Denne illustration er ofte blevet omtalt som lignelsen om den fortabte søn. Men når vi læser den vil vi måske også forstå hvorfor nogle ser den som en beretning om en faders kærlighed. Den handler om en families yngste søn der får sin arv udbetalt af sin fader. (Jævnfør Femte Mosebog 21:17.) Den unge mand rejser til et fjernt land, sætter sin formue til på et udsvævende liv, må påtage sig at vogte svin og kommer så langt ud at han endog hungrer efter svinenes føde. Langt om længe kommer han til fornuft og beslutter sig til at vende hjem, blot han må få lov at arbejde som daglejer for sin fader. Da han nærmer sig hjemmet træffer hans fader forberedelser til at byde ham velkommen, ja endog til at holde en fest for ham. Den ældste søn, der var blevet hjemme for at arbejde, er fortrydelig over den barmhjertighed der bliver vist hans yngre broder. Men faderen siger til ham at der er grund til glæde fordi den søn som var død, nu er kommet til live. — Lukas 15:11-32.
23. Hvad bør vi lære af lignelsen om den fortabte søn?
23 Nogle af de skriftlærde og farisæerne har sikkert haft på fornemmelsen at de blev sammenlignet med den ældste søn, i modsætning til synderne som blev skildret ved den yngste søn. Men fik de fat i meningen med lignelsen — og gør vi? Denne billedtale kaster lys over en fremtrædende egenskab hos vor barmhjertige himmelske Fader, nemlig hans villighed til at tilgive hvis en synder oprigtigt ændrer sind og vender om. Den burde have bevæget tilhørerne til også at glæde sig over at angrende syndere kunne opnå tilgivelse. Det er sådan Gud ser på sagen, og sådan må de der vil efterligne ham også se på det. — Esajas 1:16, 17; 55:6, 7.
24, 25. Hvilke sider af Guds personlighed bør vi søge at efterligne?
24 Det er tydeligt at alle Guds veje er præget af retfærdighed. De der ønsker at efterligne Jehova må derfor sætte retfærdigheden højt og stræbe efter at følge den. Men Jehova følger ikke blot den strenge retfærdighed; også hans barmhjertighed og kærlighed er stor. Han viser dette ved at han villigt tilgiver dem der angrer oprigtigt. Paulus knyttede derfor meget passende en tilgivende indstilling sammen med det at efterligne Gud: „Idet I frit tilgiver hinanden ligesom også Gud ved Kristus frit har tilgivet jer. Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn, og fortsæt med at vandre i kærlighed.“ — Efeserne 4:32–5:2.
25 Sande kristne har længe søgt at efterligne både Jehovas retfærdighed, hans barmhjertighed og hans villighed til at tilgive. Jo bedre vi lærer ham at kende, jo lettere skulle det være for os at efterligne ham i disse henseender. Men hvordan kan vi efterleve dette over for en person der retfærdigt er blevet tugtet alvorligt fordi vedkommende har fremturet i overtrædelse? Det vil vi komme nærmere ind på i den følgende artikel.
[Fodnote]
a „Ekskommunikation betegner, i ordets almene betydning, en bevidst handling hvorved en gruppe nægter tidligere anerkendte medlemmer de privilegier der hører medlemskabet til. . . . Ekskommunikation kom i den kristne tidsalder til at betegne en udelukkelseshandling hvorved et trossamfund nægter overtrædere del i sakramenterne, menighedens gudsdyrkelse og eventuelt ethvert samvær.“ — The International Standard Bible Encyclopedia.
Hvad har du lært?
◻ Hvordan kom Guds retfærdighed til udtryk blandt Israels folk og i den kristne menighed?
◻ Hvorfor bør vi, ud over at efterligne Guds retfærdighed, også efterligne hans barmhjertighed?
◻ Hvad var baggrunden for de tre lignelser i Lukas, kapitel 15, og hvad skal vi lære af dem?
[Illustration på side 16, 17]
Sletten er-Raha ved Sinaj Bjerg (i baggrunden til venstre)
[Kildeangivelse]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.
[Kildeangivelse på side 15]
Garo Nalbandian
[Kildeangivelse på side 18]
Garo Nalbandian