’Med Jehovas dag i tanke’

FORTALT AF LYLE REUSCH

LIGE så langt tilbage jeg kan huske var vort familieliv bygget op om troen på den kommende retfærdige nye verden. Min mor og far læste højt fra Bibelen om ’de nye himle og den nye jord’ og om ’koen og bjørnen der vil græsse, løven der æder halm som kvæget og den lille dreng der fører dem’. De læste det så levende at jeg forestillede mig at jeg var den lille dreng. — 2 Peter 3:11-13; Esajas 11:6-9.

Min bedstefader, August Reusch, lærte sandheden at kende i 1890’erne gennem sin korrespondance med Charles T. Russell. Han forkyndte flittigt på sin hjemegn i Canadas Nordvestterritorium, det nuværende Yorkton i Saskatchewan. Gentagne gange sagde han til sine sønner: „Drenge, hold øje med 1914!“ Bevidstheden om at Jehovas dag var nær fik ham livet igennem til at føle at tiden var knap, og det samme har jeg gjort.

Mor og far var overstrømmende gæstfri. En bibelstudiegruppe fra Saskatoon-ekklesiaen af bibelstudenter mødtes regelmæssigt i vort hjem. Ofte havde vi rejsende tjenere (kaldet pilgrimme) boende. Dette var til stor åndelig gavn for min broder, Verne, min søster, Vera, og mig selv. Budskabet om Riget stod altid for os som noget virkeligt, noget som vi nødvendigvis måtte forkynde for andre. (Mattæus 24:14) Lidet anede det mig at jeg siden hen skulle tilbringe en stor del af mit liv med at videreføre disse pilgrimmes arbejde og tjene som en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd.

I 1927 flyttede vi til Berkeley i Californien. Jeg gik ud af highschool i 1933, midt under den økonomiske depression. Min broder, Verne, og jeg følte at vi var heldige da vi fandt et arbejde på en Ford-fabrik i Richmond, Californien. Men en dag i foråret 1935 tænkte jeg ved mig selv: ’Hvis jeg skal arbejde hårdt, kan jeg lige så godt gøre det for noget der er værd at arbejde for.’ Samme dag sagde jeg derfor mit arbejde op, og næste dag udfyldte jeg en ansøgning om at tjene på Betel, Jehovas Vidners internationale hovedkontor i Brooklyn, New York. Efter i juni 1935 at have overværet det gribende stævne i Washington, D.C., blev jeg antaget til at tjene på Betel.

Beteltjeneste

Nathan Knorr, trykkeritilsynsmanden, satte mig til at arbejde med bygningsvedligeholdelse. Jeg var ene mand om det. Jeg var dengang en ung mand på 20 år og følte mig meget betydningsfuld fordi jeg kunne færdes frit på fabrikken uden indblanding. Broder Knorr satte pris på mit arbejde, men han kunne se at der var noget galt med min indstilling. Han forsøgte derfor at påvirke mig til at opdyrke større ydmyghed.

Der gik dog nogen tid før jeg indså at broder Knorr forsøgte at hjælpe mig. Jeg sagde undskyld og lovede at jeg ville prøve at forbedre mig. Det blev begyndelsen på et langt, varmt venskab med broder Knorr, som i januar 1942 blev Vagttårnsselskabets tredje præsident.

Ved siden af vedligeholdelsesarbejdet lærte jeg at betjene de fleste af maskinerne i bogbinderiet eller at hjælpe til ved dem. Senere fik jeg kontorarbejde; jeg skulle udfærdige og afsende produktionsordrer til fabrikken. Foråret og sommeren 1943 var en særlig travl og spændende tid. Den anden verdenskrig var på sit højeste, og Jehovas vidner blev chikaneret, arresteret og idømt fængselsstraffe på falske anklager. I 1940 havde den amerikanske højesteret afgjort at skoler kunne kræve at eleverne hilste flaget. Dette udløste en bølge af vold i 44 af de dengang 48 stater. Jehovas vidners børn blev bortvist fra skolerne, forældrene blev arresteret og pøbelskarer jog forkyndere ud af byerne. Enkelte blev skudt, andre blev dyppet i tjære og rullet i fjer.

Eftersom Jehovas Vidner forsvarede sig ved domstolene, landede der en ordentlig stak papirarbejde fra Selskabets juridiske afdeling på mit skrivebord i form af stævninger, retsresuméer og dokumenter som skulle videre i trykken. Vi havde alle mange timers overarbejde for at klare opgaverne inden for tidsfristen. De højesteretsdomme der blev afsagt i maj og juni 1943 — hvoraf 12 ud af 13 var i Jehovas Vidners favør — gik over i retshistorien. Jeg er taknemmelig for at jeg på første hånd har set hvordan Jehova åbner mulighed for at forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed. — Filipperne 1:7.

Den teokratiske skole

Dengang var vi på flere punkter dårligt udrustet til det vældige arbejde som er forudskildret i Mattæus 24:14, nemlig at ’forkynde den gode nyhed om Riget på hele jorden før enden kommer’. Broder Knorr indså som Selskabets præsident behovet for et undervisningsprogram. Sammen med andre mandlige medlemmer af betelfamilien blev jeg opfordret til at melde mig til et „kursus i teokratisk tjeneste for viderekomne“. Dette kursus udviklede sig senere til den teokratiske skole, som vi har haft i Jehovas Vidners menigheder siden 1943.

Mandag aften den 16. februar 1942 mødtes vi i betelfamiliens mødelokale. Broder Knorr holdt den første forelæsning. Den handlede om bibelhåndskrifter. Broder T. J. Sullivan, som var tilsynsmand for skolen, vejledte os for at vi kunne gøre fremskridt. Med tiden overtog jeg opgaven som tilsynsmand for betelskolen, hvilket jeg betragtede som en stor forret. Men nu fik jeg igen behov for tugt.

Jeg havde været alt for kritisk og respektløs da jeg vejledte en ældre broder, så broder Knorr sagde ligeud til mig: „Ingen bryder sig om at du hundser med dem.“ Men efter at han havde givet mig en grundig lektion og mine ører var blevet tilpas røde, blev broder Knorrs store brune øjne blidere. Med venlig stemme læste han Salme 141:5: „Slår den retfærdige mig, er det loyal hengivenhed; og retleder han mig, er det olie for hovedet.“ Jeg har selv brugt dette skriftsted mange gange når jeg har skullet give andre vejledning.

Før vi begyndte på den teokratiske skole havde kun få af os haft lejlighed til at holde offentlige foredrag. Da broder Rutherford døde, arbejdede broder Knorr hårdt på at forbedre sin talefærdighed. Mit betelværelse lå umiddelbart under hans, så jeg kunne høre ham øve sig på fremholdelsen. Snesevis af gange oplæste han det offentlige foredrag „Freden — kan den vare ved?“, som han holdt ved stævnet i Cleveland i 1942.

På farten

Efter at jeg havde tjent 13 år på Betel, bad broder Knorr mig rejse ud som områdetilsynsmand. Da han fortalte mig om min nye opgave, sagde han: „Lyle, nu har du chancen for med egne øjne at iagttage hvordan Jehova handler med sit folk.“ Med dette i baghovedet og to kufferter i hænderne begyndte jeg den 15. maj 1948 i tjenesten som rejsende tilsynsmand. Før jeg drog ud i områdetjenesten fungerede jeg i et par måneder som kredstilsynsmand.

Jeg begyndte i en lille landmenighed (dengang kaldet en kreds) i Waseca i Minnesota. Jeg havde i forvejen skrevet til Dick Cain, kredstjeneren (som den præsiderende tilsynsmand dengang blev kaldt) og bedt ham møde mig ved toget. Han var specialpioner, og for at holde udgifterne nede var han lige flyttet ud af et værelse som han lejede om vinteren, og ind i sit sommerkvarter — et telt! Men i Minnesota er maj ikke just en sommermåned! Da jeg om natten lå og rystede i teltet, spekulerede jeg på om jeg egnede mig til denne livsform. Jeg blev slemt forkølet og var det i flere uger, men overlevede heldigvis.

I de første år jeg besøgte menighederne og kredsene, sov jeg hos brødrene og boede bogstavelig talt i en kuffert. Jeg kom ud for lidt af hvert, ja måtte tilmed sove på køkkengulvet, på en divan i dagligstuen og i varme, uventilerede loftskamre. Indimellem boede jeg i hjem hvor en i familien var modstander af vores tro. I Wisconsin nidstirrede en ikketroende mand mig hele ugen lang, lige fra jeg kom til jeg gik. Men da han en aften kom fuld hjem og truede med at „skyde ham den — “, følte jeg at det var på tide at komme væk. Sådanne ubehagelige oplevelser hørte dog til sjældenhederne og var blot en ekstra udfordring, og bagefter kunne man more sig over dem.

Jeg finder en ledsager

Jeg husker det tydeligt. Ved kredsstævnet i Tiffin i Ohio traf jeg en køn, brunøjet ung søster, Leona Ehrman, fra Fort Wayne i Indiana. Hun var også opdraget i den kristne tro og havde trofast tjent som pioner i adskillige år. Eftersom jeg altid var på farten, var det ikke meget vi kunne se hinanden, men vi opretholdt kontakten ved brevveksling. I 1952 spurgte jeg hende så: „Vil du?“, og hun svarede: „Ja, jeg vil!“ Og så giftede vi os. Vi er ofte blevet spurgt hvorfor vi aldrig har slået os ned og fået hjem og familie, men hertil svarer vi at vi har familie — brødre, søstre, fædre og mødre i de 44 stater hvor vi har tjent. — Markus 10:29, 30.

Nogle har spurgt om vi aldrig er blevet trætte og har haft lyst til at holde op. Jo, mange gange. Men når den ene af os var nede, holdt den anden vedkommende oppe. Engang skrev jeg ligefrem til min broder, Verne, og spurgte om jeg kunne få arbejde hos ham i hans malerfirma. Han svarede at han ofte havde set frem til at det skulle ske, eftersom vi havde stået hinanden så nær i vores barndom. Men han rådede mig til at tænke mig om en ekstra gang. Jeg kom da i tanker om de ord broder Knorr ofte gentog for betelfamilien: „Det er nemt at holde op; men det kræver mod og integritet at holde ud i sin tjeneste.“ Det var også dengang et godt råd.

Ingen gift rejsende tilsynsmand kan holde ud i sin tjeneste uden en hustru der støtter ham og er loyal, sådan som Leona har vist sig at være. Hendes varme, kærlige personlighed og positive indstilling har gjort hende meget afholdt blandt tusinder af brødre og søstre. Jeg bliver aldrig træt af at fortælle hvor meget jeg elsker hende, og jeg er sikker på at det hjælper hende til at holde ud.

Jehovas velsignelse

Områdetilsynsmandens hovedopgave er at medvirke ved kredsstævnet som han hver uge betjener som ordstyrer, offentlig taler og skoletilsynsmand. At Jehova velsigner denne ordning fremgår af at ikke et eneste af de hundreder af kredsstævner som jeg har haft tilsyn med, er glippet. Nogle er rigtignok blevet ramt af problemer, men ingen er blevet aflyst.

Da jeg i foråret 1950 i Wooster, Ohio, skulle annoncere den afsluttende sang på programmet lørdag aften, samlede der sig en skare på over et tusind modstandere uden for teatret hvor stævnet blev holdt. Modstanderne havde medbragt kasser med rådne æg som de ville overdænge os med når vi skulle derfra. Vi tog derfor et skøn over situationen og fortsatte programmet med sange, oplevelser og improviserede bibelske foredrag. De 800 Jehovas vidner blev siddende og lyttede.

Klokken 2 om natten nærmede temperaturen udenfor sig minus 20 grader. De ordenshavende narrede pøbelen til at tro at der var almindeligt opbrud da de hentede brandslanger for at spule æggene væk fra fortovet. Det fik pøbelskaren til at forlade den nærliggende opvarmede busgarage og samle sig på ny. Men alt det var blot en afledningsmanøvre, for i al hemmelighed sendte vi forkynderne ud ad bagdøren. Hver og én nåede sikkert hen til deres biler. Også ved andre stævner i Ohio forekom pøbeloverfald, for eksempel i Canton, Defiance og Chillicothe. Men dette gik i sig selv da den amerikanske højesterets domme til gunst for os satte en stopper for de lovløse elementers virksomhed.

På et tidspunkt blev jeg nødt til at foretage en forandring som følge af helbredsproblemer. I midten af 70’erne viste Selskabet mig det hensyn at flytte mig til kredstjenesten i det sydlige Californien, hvor menighederne ligger tæt og hvor der ikke er langt til det nærmeste sygehus. Som områdetilsynsmand havde jeg måttet rejse meget og tage mig af mange kredse på én gang, mens jeg som kredstilsynsmand skulle organisere kredsstævner, uddelegere programpunkter og holde prøver på dem. Desuden skulle jeg afholde pionerskoler. Heltidstjenesten som rejsende tilsynsmand er dog, hvad enten det er i et område eller en kreds, en velsignelsesrig livsform.

Jeg venter stadig på Jehovas dag

I de mere end 70 år jeg husker tilbage har jeg følt at tiden var kort. Jeg har altid forestillet mig at Harmagedon kom i overmorgen. (Åbenbaringen 16:14, 16) Ligesom min far og farfar har jeg altid levet som apostelen opfordrede os til, nemlig ’altid at have Jehovas dags nærværelse i tanke’. Jeg har altid betragtet den lovede nye verden som ’en virkelighed der ikke ses’. — 2 Peter 3:11, 12; Hebræerne 11:1.

Det som jeg har ventet på fra barnsben vil snart blive til virkelighed. ’Koen og bjørnen vil græsse, løven æde halm som kvæget, og en lille dreng vil føre dem’. (Esajas 11:6-9) Jehova gav sin garanti for at disse betagende løfter vil blive indfriet da han ifølge Åbenbaringen 21:5 sagde til Johannes: „Han som sad på tronen sagde: ’Se! Jeg gør alting nyt.’ Og han siger: ’Skriv, for disse ord er troværdige og sande.’“