Hvor er det skønt at sidde ved Jehovas bord!

FORTALT AF ERNST WAUER

I DAG er det relativt nemt for mig at overvære Jehovas Vidners møder, at studere Bibelen og forkynde den gode nyhed om Guds rige. Men sådan har det ikke altid været her i Tyskland. Da Adolf Hitler var diktator fra 1933 til 1945 kunne det koste én livet at deltage i sådanne kristne aktiviteter.

ÅRET før Hitlers magtovertagelse stødte jeg første gang på Jehovas vidner; det var i Dresden. Dengang var jeg 30 år gammel. I januar 1935 indviede jeg mig til Jehova og tilkendegav min indvielse ved vanddåben. Eftersom vort arbejde allerede var blevet forbudt i 1933, blev jeg spurgt: „Er du virkelig klar over hvad din beslutning indebærer? Du sætter familie, helbred, arbejde, frihed og selv livet på spil!“

„Jeg har beregnet omkostningerne, og jeg er villig til at gøre Guds vilje og dø for det,“ svarede jeg.

Allerede før min dåb begyndte jeg at forkynde fra hus til hus. Ved en dør mødte jeg en uniformeret ungdomsleder fra SS (Hitlers sortskjortede elitekorps) som skreg: „Ved du ikke at den slags er forbudt? Jeg tilkalder politiet!“

„Gør De det. Jeg taler kun om Bibelen, og det er der ikke nogen lov der forbyder,“ svarede jeg roligt. Derpå fortsatte jeg til den næste dør og blev straks inviteret indenfor af en venlig mand. Der skete mig ikke noget.

Snart fik jeg til opgave at lede en studiegruppe på mellem fem og syv forkyndere der mødtes hver uge. Vi studerede eksemplarer af Vagttårnet som var smuglet ind i Tyskland fra nabolandene. Trods forbudet satte vi os regelmæssigt ved „Jehovas bord“ for at blive åndeligt styrket. — 1 Korinther 10:21.

Jeg kommer ud for trængsler

I 1936 besøgte J. F. Rutherford, Vagttårnsselskabets præsident, et stævne i Luzern i Schweiz og indbød de brødre der førte tilsyn med de teokratiske aktiviteter i Tyskland, til at være til stede. Men da mange af brødrene havde fået deres pas konfiskeret og en række brødre blev skarpt overvåget af politiet, var det kun få der kunne komme. Broderen som havde ansvaret for arbejdet i Dresden bad mig repræsentere ham i Luzern.

„Men er jeg ikke alt for ung og uerfaren?“ spurgte jeg.

„Det der tæller nu,“ forsikrede han mig, „er at man er trofast. Det er hovedsagen.“

Kort efter at være vendt tilbage fra Luzern blev jeg arresteret og brat revet væk fra min kone, Eva, og vore to små børn. På vej til politigården i Dresden brød jeg min hjerne for at komme i tanker om et skriftsted der kunne tjene som ledetråd for mig. Ordsprogene 3:5, 6 dukkede op: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ At tænke på dette skriftsted gav mig styrke under det første forhør. Bagefter blev jeg låst inde i en trang celle, og et øjeblik følte jeg mig fuldstændig forladt. Men efter en inderlig bøn til Jehova blev jeg fyldt med fred.

Domstolen idømte mig 27 måneders fængsel. Jeg sad et år i enecelle i tugthuset i Bautzen. En dag åbnede en pensioneret dommerfuldmægtig der var kaldt ind som afløser, celledøren og sagde venligt: „Jeg ved godt at du ikke har lov til at læse noget, men måske har du behov for noget at aflede tankerne med.“ Hemmeligt stak han mig nogle gamle ugeblade og sagde: „Jeg henter dem i aften.“

Faktisk havde jeg ikke brug for at ’aflede tankerne’. Mens jeg sad isolationsfængslet hentede jeg bibelske skriftsteder frem fra hukommelsen, udarbejdede prædikener og talte højt mens jeg fremholdt dem. Jeg løb imidlertid ugebladene igennem for at se om de indeholdt nogen skriftsteder. Jeg fandt adskillige! Der var blandt andet Filipperbrevet 1:6, som i uddrag lyder: „Jeg har tillid til . . . at han som begyndte den gode gerning i jer, vil fuldende den.“ Jeg takkede Jehova for denne opmuntring.

Senere blev jeg overført til en arbejdslejr. Da min straf i foråret 1939 var udstået spurgte lejrchefen om jeg havde ændret standpunkt. „Jeg ønsker at forblive loyal mod min tro,“ lød mit svar. Han sagde derefter at jeg ville blive sendt til koncentrationslejren Sachsenhausen.

Dér afleverede jeg alt mit private tøj og fik et styrtebad, hvorpå jeg fik alt hår på kroppen barberet af og fik udleveret fængselstøjet. Derefter blev jeg igen sendt ind under bruseren, denne gang fuldt påklædt. SS kaldte dette for „dåben“. Bagefter måtte jeg stå drivvåd uden døre lige til aften.

I koncentrationslejrene var SS særlig brutale over for Jehovas vidner. Ved mange lejligheder måtte vi stå på mønstringspladsen time efter time. Nogle gange sagde en af os med et suk: „Ville det ikke være dejligt med et rigtigt måltid mad?“ En anden svarede: „Tænk ikke på den slags. Tænk i stedet på hvilken ære det er at stå op for Jehovas navn og hans rige.“ Og en anden tilføjede: „Jehova vil give os styrke!“ Sådan opmuntrede vi hinanden. Nogle gange var et venligt nik med hovedet nok til at fortælle: „Jeg vil forblive loyal; det samme gælder dig!“

Åndelig føde i lejren

Nogle påtog sig ansvaret for at brødrene fik åndelig føde, og jeg blev udpeget til at assistere dem. Alt hvad vi havde var en tyk Lutherbibel. Naturligvis var det forbudt at være i besiddelse af en sådan. Denne skat blev derfor gemt af vejen, og der var kun én betroet broder i hver celleblok som i kort tid havde adgang til den. Når det var min tur krøb jeg ind under sengen med en lommelygte og læste i den i et kvarters tid. Jeg indprentede mig skriftsteder så jeg senere kunne drøfte dem med brødrene i vores celleblok. Uddelingen af den åndelige føde var altså til en vis grad organiseret.

Alle brødrene blev opfordret til at bede Jehova om mere åndelig føde, og vore anråbelser blev bønhørt. I vinteren 1939/40 lykkedes det en nylig indsat broder at smugle et par nye numre af Vagttårnet ind i lejren ved at gemme dem i sit træben. Det var noget af et mirakel at det kunne lade sig gøre, for alle blev omhyggeligt visiteret.

Disse blade blev af sikkerhedsgrunde kun stillet til rådighed for udvalgte brødre en dag ad gangen. Engang krøb jeg sammen i en indendørs udgravning for at læse i dem mens en broder holdt vagt udenfor. Ved en anden lejlighed lagde jeg Vagttårnet på skødet i vores „sytime“ (om aftenen reparerede vi vanter og andet) mens brødrene holdt udkig. Da SS-vagten kom, gemte jeg straks Vagttårnet væk. Hvis jeg var blevet opdaget havde det kostet mig livet!

Jehova hjalp os på en forunderlig måde til at huske de opbyggende tanker i artiklerne. Af udmattelse faldt jeg almindeligvis straks i dyb søvn om aftenen. Men når jeg havde læst i Vagttårnet vågnede jeg ofte flere gange om natten og genkaldte mig tydeligt tankerne. Betroede brødre i de andre blokke oplevede det samme. Jehova skærpede således vores hukommelse så vi kunne uddele den åndelige føde. Dette gjorde vi ved at tale med brødrene personligt for at styrke dem.

Trofast til døden

Den 15. september 1939 blev vort arbejdshold beordret til at marchere tilbage tidligere end sædvanligt. Hvorfor? Fordi August Dickmann, en af de unge brødre, skulle henrettes offentligt. Nazisterne var overbeviste om at dette ville få en hel del af os til at afsværge vor tro. Efter henrettelsen blev alle andre fanger sendt bort. Men vi Jehovas vidner blev jagtet rundt på mønstringspladsen og sparket og slået indtil vi ikke kunne bevæge os længere. Vi fik besked på at underskrive erklæringen, ellers ville vi blive skudt.

Næste morgen var der ingen der havde skrevet under. Tværtimod trak en ny fange den underskrift tilbage som han havde afgivet ved sin ankomst. Han foretrak at dø sammen med sine brødre frem for at forlade lejren som en forræder. I månederne der fulgte blev vi straffet med hårdt arbejde, konstant mishandling og sultekost. Over hundrede af vore brødre døde i den strenge vinter 1939/40. Men de bevarede deres uangribelighed mod Jehova og hans rige lige til det sidste.

Jehova sørgede for at vi fik det lidt lettere. Mange brødre blev overført til nyoprettede lejre, hvor de fik en bedre kost. Desuden blev behandlingen en smule mindre brutal. I foråret 1940 blev jeg flyttet til koncentrationslejren Neuengamme.

Åndelige forsyninger i Neuengamme

Da jeg ankom var der en gruppe på godt 20 Jehovas vidner, men de havde ingen bibel og ingen andre publikationer. Jeg bad til Jehova om at han måtte hjælpe mig så jeg kunne anvende det jeg havde lært i Sachsenhausen til at styrke brødrene i Neuengamme med. Jeg genkaldte mig skriftstederne og brugte dem som dagstekster. Derpå afholdt vi møder hvor jeg forklarede forskellige tanker i de artikler fra Vagttårnet som jeg havde læst i Sachsenhausen. Når der kom nye brødre til, genfortalte de det de havde lært fra de nyere numre af Vagttårnet.

I 1943 var antallet af Jehovas vidner i Neuengamme steget til 70. Jehovas vidner blev foretrukket til arbejdet uden for lejren, for eksempel til oprydning efter luftangreb. Som følge heraf var vi hemmeligt i stand til at smugle bibler, numre af Vagttårnet og andre af Selskabets bøger og brochurer ind i lejren. Vi fik også pakker med posten som indeholdt yderligere publikationer samt rødvin og usyrede brød til den årlige mindehøjtid. Jehova blindede tydeligvis dem der undersøgte disse pakker.

Eftersom vi boede i forskellige barakker, dannede vi syv vagttårnsstudiegrupper, hver med en leder og en assistent. I lejrkommandantens kontor, hvor jeg midlertidigt arbejdede, blev der hemmeligt fremstillet eksemplarer af Vagttårnet. Hver studiegruppe modtog derfor mindst ét helt eksemplar til deres ugentlige studium. Ingen møder blev sløjfet. Desuden fik grupperne hver morgen på mønstringspladsen en kopi af dagsteksten med en kommentar hentet fra Vagttårnet.

Engang da SS havde fri, kunne vi ligefrem afholde et halvdagsstævne og drøfte hvordan vi kunne forkynde i lejren. Vi delte lejren op i distrikter og forsøgte systematisk at nå fangerne med ’den gode nyhed om Riget’. (Mattæus 24:14) Eftersom fangerne kom fra forskellige lande, fremstillede vi vidnesbyrdkort på flere sprog der fortalte om vort arbejde og Guds rige. Vi forkyndte så nidkært at de politiske fanger klagede: „Uanset hvor man er, hører man kun om Jehova!“ Det lykkedes endda at få en rapport om vort arbejde frem til afdelingskontoret i Bern i Schweiz.

Alt gik godt indtil Gestapo i 1944 foretog en inspektion af alle koncentrationslejre. Vort litteraturdepot i Neuengamme blev ikke sporet, men der blev fundet nogle få publikationer hos Karl Schwarzer og mig. I tre dage blev vi forhørt og slået. Efter afhøringen var vi begge gule og blå over det hele. Men med Jehovas hjælp overlevede vi.

Åndelige velsignelser i overmål

I maj 1945 blev vi befriet af de allierede tropper. Dagen efter befrielsen forlod jeg og en lille gruppe brødre og interesserede lejren. Trætte satte vi os ned ved en brønd i den første landsby vi kom til og drak lidt vand. Forfrisket begyndte jeg at gå fra hus til hus med en bibel under armen. En ung kvinde blev temmelig rørt over at høre at Jehovas vidner havde siddet i koncentrationslejr på grund af deres tro. Hun gik ind i køkkenet og vendte tilbage med nymalket mælk og pålægsbrød til vores gruppe.

Bagefter forkyndte vi budskabet om Guds rige i hele byen, selv om vi stadig havde lejruniformen på. En anden landsbyboer inviterede os gavmildt til spisning. Han serverede alt det for os som vi havde savnet i årevis. Hvilket appetitvækkende syn! Men vi slugte ikke bare maden. Vi bad en bøn og spiste pænt og roligt. Dette imponerede tilskuerne så meget at de overværede det møde vi holdt bagefter. En kvinde tog imod budskabet og er i dag en åndelig søster.

Vi marcherede videre og mærkede Jehovas omsorg på forbløffende vis. Det var helt overvældende nu i frihed at kunne nyde al den åndelige føde fra Jehovas organisation og få lov at dele den med andre! I årene der er gået, er den fuldstændige tillid vi nærer til Jehova blevet belønnet gang på gang.

Fra 1945 til 1950 havde jeg den forret at tjene på Betel i Magdeburg, og siden, indtil 1955, på Selskabets kontor i Berlin. Senere tjente jeg som rejsende tilsynsmand indtil min kone Hilde i 1963 blev gravid. (Min første kone, Eva, døde under mit fangenskab, og i 1958 giftede jeg mig igen.) Vores datter blev senere en nidkær forkynder.

Hvad med mine børn af første ægteskab? Desværre viste min søn ingen interesse for sandheden. Det gjorde min datter Gisela derimod, og i 1953 gennemgik hun missionærskolen Gilead. Hun tjener nu, sammen med sin mand, i en af stævnehallerne i Tyskland. Med Jehovas hjælp har jeg kunnet være i den almindelige pionertjeneste siden 1963 og har tjent hvor der var behov, først i Frankfurt og siden i Tübingen.

I dag glæder jeg mig fortsat over alt det Jehovas organisation serverer for troens husstand. (1 Timoteus 3:15) I vore dage er det så nemt at få fat i den åndelige føde, men værdsætter vi den i tilstrækkelig grad? Jeg er sikker på at Jehova har rige velsignelser i vente til dem der stoler på ham og forbliver loyale, ja til alle der spiser ved hans bord.

[Illustration på side 26, 27]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Koncentrationslejren Sachsenhausen

A. SS-kaserne

B. Mønstringsplads

C. Cellebygning

D. Isolation

E. Aflusning

F. Henrettelsesplads

G. Gaskammer