Spørgsmål fra læserne

■ Vil det i forbindelse med et dødsfald være rigtigt af kristne at give familien blomster eller at sende blomster til båren?

I nogle lande er det skik og brug at gøre dette. Blandt visse folkeslag har brugen af blomster ved begravelser imidlertid haft en religiøs betydning. Lad os derfor undersøge spørgsmålet nærmere, især i betragtning af at der også er andre skikke der synes at have en tilknytning til falsk religion. I The Encyclopedia of Religion (1987) siges der:

„Blomster forbindes med den religiøse verden på grund af deres tilknytning til guder og gudinder. Flora, den romerske gudinde for forår og blomster, giver blomsterne duft og skønhed . . . Guddomme tilbedes og formildes . . . med ofre bestående af mad og blomster.

Verden over indgår blomster i begravelsesritualer. Grækerne og romerne dækkede de døde og deres grave med blomster. Sjælene af døende buddhister i Japan bæres opad på en lotus, og gravsten på begravelsespladser hviler nogle gange på udskårne lotusblomster . . . Befolkningen på Tahiti lægger buketter indsvøbt i bregner ved liget, hvorefter de bestænker det med blomstervand for at lette dets overgang til livet efter døden . . . Blomsterne kan også indgå i religiøse ceremonier i form af røgelse eller parfume.“

I betragtning af at blomster har været anvendt i forbindelse med falsk religion, mener nogle kristne at de ikke bør give blomster ved en begravelse. Nogle undgår det måske også fordi de ønsker at holde sig fra verdslige skikke, da sande kristne ikke bør være „en del af verden“. (Johannes 15:19) For at træffe den rigtige afgørelse må man imidlertid se på hvad relevante skriftsteder siger, samt tage lokal skik og brug i betragtning.

Blomster er en af de gode gaver Gud har skænket til glæde for de levende. (Apostelgerninger 14:15-17; Jakob 1:17) Blomsternes skønhed er også blevet anvendt i forbindelse med den sande tilbedelse. Lampestanderne i tabernaklet var udsmykket med „mandelblomster . . . og blomsterkroner“. (2 Mosebog 25:31-34) Udskæringerne i templet omfattede blomsterkranse og palmer. (1 Kongebog 6:18, 29, 32) Det er således tydeligt at den hedenske brug af blomster eller blomsterkranse ikke betød at de sande tilbedere helt burde undgå at benytte dem. — Apostelgerninger 14:13.

Men hvordan skal man se på det at følge visse skikke, deriblandt begravelsesskikke? Bibelen beretter om mange skikke, hvoraf nogle blev fulgt af Guds folk og andre ikke. Første Kongebog 18:28 omtaler den „skik“ at ba’alsdyrkerne ’råbte og flængede sig med dolke’ — en skik som de sande tilbedere ikke fulgte. Derimod nævnes i Ruts Bog (4:7) en gammel skik som man fulgte i Israel, nemlig når sager vedrørende genløsningsretten skulle stadfæstes.

Der kunne endog i forbindelse med religiøse ceremonier indføres skikke som Gud fandt acceptable. Da Gud angav hvordan påsken skulle fejres, omtalte han ikke brugen af vin, men i det første århundrede var det almindeligt at bruge bægre med vin. Jesus og hans apostle forkastede ikke denne religiøse skik, men fulgte den. — 2 Mosebog 12:6-18; Lukas 22:15-18; 1 Korinther 11:25.

Noget lignende gælder med hensyn til visse begravelsesskikke. Ægypterne havde den skik at balsamere de døde. Men den trofaste patriark Josef mente ikke at der var tale om en hedensk skik som hebræerne burde undgå. Nej, han ’gav sine tjenere, lægerne, påbud om at balsamere hans fader’, øjensynlig for at Jakob kunne blive begravet i det forjættede land. (1 Mosebog 49:29–50:3) Senere udviklede jøderne forskellige begravelsesskikke, såsom at bade den afdøde og begrave liget på dødsdagen. De første kristne antog disse jødiske skikke. — Apostelgerninger 9:37.

Men hvad nu hvis man tillægger en begravelsesskik en betydning som bygger på falske læresætninger, for eksempel troen på en udødelig sjæl? Som nævnt lægger nogle „buketter indsvøbt i bregner ved liget, hvorefter de bestænker det med blomstervand for at lette dets overgang til livet efter døden“. At der findes sådanne skikke betyder ikke at Guds tjenere behøver at afholde sig fra at gøre noget lignende. Jøderne troede for eksempel ikke på en „overgang til livet efter døden“, men alligevel berettes der i Bibelen: „De tog så Jesu legeme og bandt det ind i bind sammen med de vellugtende stoffer, sådan som jøderne har for skik at berede til begravelse.“ — Johannes 12:2-8; 19:40.

Kristne bør undgå skikke som er i strid med Bibelen. (2 Korinther 6:14-18) Man må imidlertid ikke glemme at mange forskellige genstande, figurer og skikke, på et eller andet tidspunkt og et eller andet sted er blevet kædet sammen med noget forkert eller med en ubibelsk lære. Man har tilbedt træer, betragtet hjertefiguren som hellig og anvendt røgelse i hedenske ceremonier. Betyder dette at en kristen aldrig kan bruge røgelse, benytte træer som udsmykning eller bære hjerteformede smykker?a Det ville ikke være en rigtig slutning.

Sande kristne må overveje følgende: Vil dét at jeg følger en bestemt skik få andre til at tro at jeg har antaget ubibelske læresætninger eller skikke? Svaret kan afhænge af tid og sted. En skik (eller figur) har måske haft tilknytning til falsk religion for årtusinder siden, eller har det måske stadig den dag i dag i et fjernt land. Uden at give sig i kast med tidsrøvende undersøgelser kan man spørge sig selv: ’Hvordan bliver det betragtet her hvor jeg bor?’ — Jfr. 1 Korinther 10:25-29.

Hvis det er velkendt at en skik (eller en figur, som for eksempel korset) har tilknytning til falsk religion, bør man undgå den. Kristne bør derfor ikke sende blomsterdekorationer der har form som et kors, eller som et rødt hjerte hvis dette har en religiøs betydning. Det er også muligt at blomster ved en begravelse eller et gravsted bliver anvendt på en eller anden ceremoniel måde som har en religiøs betydning. Også dette bør en kristen undgå. Men det er ikke nødvendigvis forbundet med noget religiøst at give en buket blomster i forbindelse med en begravelse eller til en ven der ligger på hospitalet.b

Tværtimod er det i mange lande skik og brug at give blomster, og det betragtes som et passende udtryk for venlighed. Man kan glæde sig over blomsternes skønhed, og de kan gøre en sørgelig situation lettere at klare. De kan også være et udtryk for sympati og medfølelse. Andre steder kan det være skik og brug at give udtryk for sådanne følelser ved at tilberede et måltid til den syge eller de sørgende eller gøre dem en lignende tjeneste. (Tænk på den kærlighed man nærede til Dorkas fordi hun havde vist omsorg og interesse for andre. — Apostelgerninger 9:36-39) Når det ikke har en klar tilknytning til falske religiøse læresætninger, plejer nogle Jehovas vidner at give blomster til en ven der er indlagt på hospital eller i forbindelse med et dødsfald. Man kan desuden give udtryk for medfølelse ved at yde praktisk hjælp. — Jakob 1:27; 2:14-17.

[Fodnoter]