„Den bevæger sig nu alligevel!“
„BIBELEN fortæller hvordan man kommer i himmelen, ikke hvordan himmelen bevæger sig,“ sagde den italienske videnskabsmand og opfinder Galileo Galilei, der levede i det 16. århundrede. Synspunkter som dette bragte ham i konflikt med den katolske kirke, som truede ham med tortur og fængsel. Omkring 350 år senere ændrede kirken imidlertid syn på sin behandling af Galilei. Det der skete på Galileis tid er blevet kaldt „en konfrontation mellem empirisk videnskab og blind dogmatisme“.
Alle sandhedssøgende mennesker i vor tid kan lære af Galileis erfaringer. Men hvorfor opstod dette modsætningsforhold mellem Galilei og kirken egentlig? Svaret finder vi i de hævdvundne opfattelser som dengang prægede videnskaben.
I midten af det 16. århundrede mente man at Jorden var universets midtpunkt, og antog at planeterne kredsede i cirkulære baner. Disse teorier var ikke blevet bevist ad videnskabelig vej men blev antaget i tro som fastslåede kendsgerninger. Med sine „mystiske teorier“ var videnskaben ét med religionen.
Sådan så verdensbilledet ud i 1564, da Galilei blev født i Pisa i en anset familie. Faderen ønskede at Galilei skulle studere medicin, men den videbegærlige dreng blev i stedet grebet af matematikken. Senere, som professor i naturvidenskab, afdækkede han visse lovmæssigheder inden for bevægelseslæren. Da han fik beskrevet de første kikkerter, som var blevet opfundet i Holland, forbedrede han konstruktionen og byggede et fint instrument til sig selv. Galilei rettede det mod himmelen og offentliggjorde sine opdagelser i sin første bog Sidereus Nuncius (Sendebud fra stjernerne), hvor han præsenterede fire af Jupiters måner for offentligheden. I 1611 blev han kaldt til Rom, hvor han fremlagde sine opdagelser for det jesuitiske Collegio Romano, der til hans ære afholdt en konference hvor hans forskningsresultater høstede anerkendelse.
Modstand fra kirken
Inden Galilei forlod Rom foranstaltede en indflydelsesrig jesuit, kardinal Bellarmine, imidlertid en undersøgelse af hans anskuelser. Dette varslede ilde for Galilei, som mente at skaberværket var styret af love som mennesker kunne lære at kende gennem forskning — et synspunkt der vakte stærk modstand fra kirken.
Selv visse astronomer bestred Galileis opfattelse. De mente at teleskopet umuligt kunne tydeliggøre virkeligheden og at det hele var et fupnummer. En præst lod tilmed formode at de stjerner man kunne se i teleskopet blot var indbygget i linsen! Da Galilei opdagede at der var bjerge på Månen — og dermed fastslog at himmellegemerne ikke var fuldkomne sfærer — anførte præsten Clavius som modargument at Månen var indkapslet i krystal, sådan at selv om man kunne se bjergene var Månen stadig en fuldkommen kugle med en glat overflade! Hertil svarede Galilei: „Dette er et smukt udslag af fri fantasi.“
Galileis stærke interesse for at læse i „Naturens bog“ — sådan omtalte han sit studium af skaberværket — bragte ham i kontakt med den polske astronom Nikolaus Kopernikus’ opdagelser. Kopernikus havde i 1543 udgivet en bog hvori han argumenterede for at Jorden kredsede om Solen. Dette kunne Galilei bekræfte. Men dermed satte Galilei sig op imod både de videnskabelige, de politiske og de religiøse kredse på den tid.
Skønt den katolske kirke benyttede den kopernikanske astronomi til for eksempel at beregne tidspunktet for påsken, var Kopernikus’ synspunkter ikke blevet officielt anerkendt. Det kirkelige hierarki holdt fast ved Aristoteles’ teori om Jorden som universets midtpunkt. Galileis nye tanker udgjorde derfor en trussel mod deres omdømme og magt.
Selv om uafhængige forskere over hele Europa arbejdede på at bekræfte det kopernikanske verdenssystem, var de forsigtige med kun at drøfte det i videnskabelige kredse. Derfor lod den katolske kirke dem være. Galilei skrev imidlertid ikke på latin men på italiensk, hvorved hans opdagelser blev almindeligt tilgængelige. De gejstlige følte at Galilei ikke alene udfordrede dem, men selveste Guds ord.
Ikke et videnskabeligt opslagsværk
Naturligvis er det at udforske universet ikke en udfordring af Guds ord. De der studerer Bibelen forstår at den ikke er en videnskabelig opslagsbog, selv om den er meget nøjagtig når den berører videnskabelige emner. Bibelen blev skrevet for at give åndelig oplysning til de troende, ikke for at lære dem fysik eller andre naturvidenskabelige discipliner. (2 Timoteus 3:16, 17) Galilei var helt på linje med dette. Han talte om to slags sprog: Det eksakte videnskabelige og det dagligdags som de inspirerede skribenter benyttede. Han skrev: „Det er nødvendigt i Bibelen . . . at bruge udtryk som almindelige mennesker kan forstå, ved at omtale mange forhold anderledes (med hensyn til ordenes eksakte betydning) end hvad der synes at stemme med den absolutte sandhed.“
Der kan nævnes forskellige skriftsteder som eksempel på dette. Ét er Job 38:6, hvor der står at Jorden har „fodstykker“ og en „hjørnesten“. Nogle har anvendt dette skriftsted forkert, som et bevis på at Jorden ikke bevæger sig. Tanken med sådanne udtryk er imidlertid ikke at give en videnskabelig beskrivelse af Jorden, men i poetiske vendinger at sammenligne skabelsen af Jorden med opførelsen af en bygning, med Jehova som Bygmester.
Som levnedsskildreren L. Geymonat påpeger i sin bog Galileo Galilei: „Snæversynede teologer der ønskede at begrænse videnskaben ved hjælp af bibelske argumenter opnåede ikke andet end at bringe Bibelen i miskredit.“ Det var netop hvad stivsindede personer gjorde af selviske hensyn. Inkvisitionsdomstolen blev anmodet om at undersøge Galileis forhold.
Den 19. februar 1616 blev katolske teologer præsenteret for to erklæringer: (1) „Solen er universets midtpunkt.“ (2) „Jorden er ikke universets midtpunkt.“ Den 24. februar stemplede de begge tanker som absurde og kætterske. Galilei fik påbud om ikke at fastholde eller fremføre sådanne teorier.
Galilei var bragt til tavshed. Ikke alene var den katolske kirke imod ham, men hans venner stod også magtesløse. Derefter hengav han sig udelukkende til forskning. Havde det ikke været for den nye pave der kom i 1623, havde vi sikkert ikke hørt mere til Galilei. Den nye pave, Urban VIII, tilhørte imidlertid de intellektuelle og sympatiserede med Galilei. Forlydender om at paven ikke ville modsætte sig en ny bog nåede Galilei. Han kom endog i audiens hos paven. Efter at denne således syntes at have givet udtryk for fordomsfrihed, begyndte Galilei at arbejde på værket.
Selv om Galileis bog Dialogo Sopra i Due Massimi Sistemi Del Mondo (Dialog over de to største verdenssystemer) først udkom under katolsk licens i 1632, svandt den pavelige begejstring snart. I en alder af 70 år blev Galilei for anden gang stillet for inkvisitionen. Sigtelsen for kætteri krævede at der først blev redegjort for den kirkelige autorisation til udgivelsen af bogen. Dernæst blev det fremført at Galilei svigagtigt havde fortiet det tidligere forbud mod at fremholde Kopernikus’ lære. Eftersom Dialogo handlede om astronomiske systemer, deriblandt det kopernikanske, blev det gjort gældende at bogen var en overtrædelse af forbudet.
Galilei sagde til sit forsvar at bogen var kritisk over for Kopernikus. Men det var et svagt argument, for bogen indeholdt et særdeles overbevisende forsvar for Kopernikus. Desuden var pavens ord blevet lagt i munden på den mest enfoldige person i bogen, nemlig Simplicio, hvilket var en fornærmelse mod pave Urban VIII.
Galilei dømt som kætter
Galilei blev fundet skyldig. Eftersom han allerede var syg og var blevet truet med tortur, faldt han på knæ og afsvor sine synspunkter. Han sagde: „Jeg afsværger . . . de ulykkelige fejltagelser og kætterier . . . Jeg vil aldrig igen tale . . . om sådanne emner der kan påføre mig en lignende mistanke.“ Interessant nok fortæller historien at da Galilei rejste sig slog han i jorden og mumlede: „E pur si muove“ [„Den bevæger sig nu alligevel“].
Galilei blev idømt fængsel og bodsøvelser indtil han døde, hvilket skete ni år senere. I 1634 skrev han i et brev: „Det er ikke nogen af mine synspunkter der udløste krigen, men det at jeg faldt i unåde hos jesuitterne.“
I 1822 blev forbudet mod Galileis værker hævet. Men først i 1979 tog pave Johannes Paul II spørgsmålet op og vedgik at Galilei var blevet udsat for „alt for mange lidelser . . . af kirkens mænd og instanser“. Mario D’Addio, et prominent medlem af den særlige kommission som pave Johannes Paul II nedsatte til at undersøge dommen over Galilei i 1633, har i vatikandagbladet L’Osservatore Romano sagt: „Galileis såkaldte kætteri har tilsyneladende intet grundlag, hverken teologisk eller kirkeretsligt.“ Ifølge D’Addio overskred inkvisitionsdomstolen sine beføjelser — Galileis teorier var ikke i modstrid med nogen trosartikler. Det vatikanske dagblad indrømmede at Galileis dom for kætteri var grundløs.
Hvad kan vi lære af Galileis erfaring? Kristne bør huske at Bibelen ikke er en videnskabelig lærebog. Når der tilsyneladende opstår en konflikt mellem Bibelen og videnskaben, er det ikke nødvendigt at bringe overensstemmelse i enhver henseende. Den kristne tro er til syvende og sidst grundlagt på „ordet om Kristus“, ikke på en videnskabelig autoritet. (Romerne 10:17) Desuden forandrer videnskabelige forklaringer sig hele tiden. En teori der synes at modsige Bibelen og som er populær i dag, kan i morgen blive forkastet som fejlagtig.
Når man peger på Galileis tilfælde som et eksempel på religiøs undertrykkelse af videnskaben, bør man imidlertid huske at Galileis opdagelser heller ikke blev godtaget af de videnskabelige kredse på hans tid. I modsætning til datidens opfattelse var Bibelen ikke i konflikt med kendsgerningerne. Guds ord havde ikke nødig at blive revideret. Det var den katolske kirkes misfortolkning som var årsag til problemet.
Den enestående harmoni og lovmæssighed der præger universet bør tilskynde os alle til at vise endnu større værdsættelse af Skaberen, Jehova Gud. Galilei spurgte: „Er [skaber-]Værket mindre ædelt end Ordet [fra Skaberen]?“ Apostelen svarer: „[Guds] usynlige [egenskaber] ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt, så de er uden undskyldning.“ — Romerne 1:20.