Skatte fra ægyptiske køkkenmøddinger

HVEM skulle tro at man kunne finde værdifulde bibelhåndskrifter i en køkkenmødding? Men det var faktisk hvad man gjorde i slutningen af forrige århundrede i Ægyptens sand. Hvordan gik det til?

Fra 1778 og frem til slutningen af det 19. århundrede fandt man tilfældigt en række papyrushåndskrifter i Ægypten. Der blev imidlertid ikke iværksat nogen særlig systematisk efterforskning før indtil for hundrede år siden. Da begyndte ægyptiske bønder at finde det ene dokument fra oldtiden efter det andet. Et britisk støttet fond til fremme af Ægyptens udforskning indså behovet for at sende en ekspedition af sted før det var for sent. Man valgte to forskere fra Oxford, Bernard P. Grenfell og Arthur S. Hunt, til at forestå ekspeditionen, og gav dem tilladelse til at udforske egnen syd for landbrugsområdet i Faiyūm-distriktet.

Lokalitetsnavnet Behnesa havde en lovende klang i Grenfells ører, på grund af stedets oldgræske navn Oxyrynchos. Dette område var i det fjerde og femte århundrede efter vor tidsregning et betydningsfuldt center for kristendommen i Ægypten. Man havde fundet mange gamle klostre i nærheden, og ruinerne af denne provinsby var omfattende. Grenfell håbede at finde fragmenter af kristne skrifter, men en gennemsøgning af gravpladser og ruiner af huse gav intet resultat. Tilbage var kun byens køkkenmøddinger, hvoraf nogle var op til 9 meter høje. At grave efter papyrusskrifter i disse møddinger ville nærmest være et udtryk for at man havde erkendt sit nederlag. Det var ikke desto mindre hvad forskerne besluttede sig til at forsøge.

Et fund uden lige

I januar 1897 iværksatte man en prøvegravning, og i løbet af få timer dukkede der gamle papyrusskrifter frem, deriblandt breve, kontrakter og officielle dokumenter. Det tørre klima og sandet der var føget til og havde dækket dem, havde været med til at bevare dem i næsten 2000 år.

I løbet af godt tre måneder fandt man cirka to tons papyrusskrifter ved det tidligere Oxyrynchos. Femogtyve store kasser blev fyldt og sendt til England. Og hver vinter i de følgende ti år vendte de to frygtløse forskere tilbage til Ægypten for at udvide deres samling.

I ét tilfælde hvor de udgravede en gravplads ved Tebtunis, fandt de ikke andet end mumier af krokodiller. I frustration slog et medlem af udgravningsmandskabet en af mumierne i stykker. Til sin store forbavselse opdagede han at den var indpakket i papyrus. Andre mumificerede krokodiller var pakket ind på samme måde. Nogle havde tilmed fået papyrusruller stukket ned i halsen. Fragmenter af gamle klassiske dokumenter så på denne måde dagens lys sammen med kongelige forordninger og kontrakter, samt forretningspapirer og private breve.

Af hvilken værdi var disse dokumenter? De viste sig at være af stor betydning fordi de fleste var skrevet af almindelige mennesker på koinégræsk (fællesgræsk). Eftersom mange af de ord der blev benyttet også findes i Bibelens græske skrifter — det såkaldte Nye Testamente — forstod man pludselig at sproget i Bibelen ikke var et særlig ’bibelgræsk’, sådan som nogle lærde havde antaget, men det sprog der blev talt af almindelige mennesker. Ved at undersøge den måde hvorpå ordene blev brugt i hverdagen, fik man en klarere forståelse af deres betydning i De Kristne Græske Skrifter.

Bibelhåndskrifter

Man fandt også fragmenter af bibelhåndskrifter som i mange tilfælde var affattet med en primitiv skrift uden særlig omhu og på materiale af dårlig kvalitet. Det var bibler for almindelige mennesker. Lad os tage nogle af disse fund nærmere i øjesyn.

Hunt fandt en afskrift fra det tredje århundrede e.v.t. Det var Mattæusevangeliet, kapitel 1, versene 1 til 9, 12, samt 14 til 20, skrevet med uncialer (store bogstaver). Den fik betegnelsen P¹, og blev det første skrift i et katalog over papyrushåndskrifter fra forskellige steder, der i dag tæller over hundrede håndskrifter eller håndskriftfragmenter til De Kristne Græske Skrifter. Men til hvad nytte var de få vers som Hunt fandt? Skrifttypen kan med sikkerhed dateres til det tredje århundrede e.v.t. Og en undersøgelse af teksten viste at den stemte overens med den på det tidspunkt forholdsvis nye tekstudgave som var blevet udarbejdet af Westcott og Hort. Papyrus P¹ befinder sig nu i universitetsmuseet i Philadelphia, Pennsylvanien, USA.

Et papyrusark fra en kodeks eller bog har på venstre side af arket en passage af Johannes, kapitel 1, og på højre side en del af Johannes, kapitel 20. En rekonstruktion af de manglende dele antyder at hele evangeliet oprindelig fyldte 25 ark og at samlingen fra begyndelsen må have indbefattet kapitel 21. Dette ark, som fik betegnelsen P⁵, blev dateret til det tredje århundrede e.v.t. og findes nu på British Library i London.

Et fragment af Romerbrevet 1:1-7 er skrevet med så store og primitive bogstaver at nogle lærde har ment at det muligvis er et barn der har øvet sig. Det har nu fået betegnelsen P¹⁰ og er dateret til det fjerde århundrede e.v.t.

Et fund der er langt større, indeholder omkring en tredjedel af Paulus’ Brev til Hebræerne. Det er blevet afskrevet på bagsiden af en rulle med klassiske skrifter af den romerske historiker Livius. Hvorfor er så forskellige tekster blevet nedskrevet på samme rulle? På den tid var skrivematerialer sjældne og kostbare, så man lod ikke gamle ruller gå til spilde, men skrev også på bagsiden af dem. Dette håndskrift bærer nu koden P¹³ og daterer sig fra det tredje eller fjerde århundrede e.v.t.

Et papyrusark der indeholder dele af Romerbrevet, kapitel 8 og 9, er skrevet med meget små bogstaver og stammer fra en bog der var omkring 11,5 centimeter høj og 5 centimeter bred. Det ser altså ud til at der fandtes lommeudgaver af Bibelen allerede i det tredje århundrede. Dette ark, som betegnes P²⁷, stemmer overens med Codex Vaticanus.

Dele af fire ark fra en græsk Septuaginta-kodeks rummer brudstykker fra seks kapitler af Første Mosebog. Denne kodeks har stor betydning fordi den daterer sig fra det andet eller tredje århundrede e.v.t., og fordi disse kapitler mangler i Codex Vaticanus og er ufuldstændige i Codex Sinaiticus. Disse ark har fået koden Papyrus 656 og befinder sig nu på Bodleian Library i Oxford, England.

Ingen af alle disse fragmenter afviger væsentligt fra andre gamle håndskrifter. De bekræfter at Bibelens tekst på den tid var udbredt blandt almindelige mennesker i Ægypten, og styrker vor tillid til Guds ords pålidelighed og nøjagtighed.

[Illustration på side 27]

Papyrus fra Faiyūm som indeholder dele af Johannesevangeliet, kapitel 1

[Kildeangivelse]

Med tilladelse fra British Library

[Kildeangivelse på side 26]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.