Kan mennesker blive udfriet af deres syndige tilstand?

CHISAKO plejede sammen med sine fire teenagebørn at rengøre nogle offentlige toiletter i en by der lå 600 kilometer fra deres hjem. Mens Chisako arbejdede messede hun en sutra, hvis ord hun ikke forstod. Hun gjorde det fordi det var skik i det trossamfund hun tilhørte — et trossamfund som søgte efter essensen i alle religioner.

„Trods min asketiske livsform,“ fortæller Chisako, „kunne jeg ikke forandre min personlighed. Dybt nede i hjertet kunne jeg ikke tilgive andre og jeg kunne ikke vise kærlighed med et oprigtigt motiv.“

Selv i orientalske lande, hvor de fleste mennesker ikke kender det bibelske syndsbegreb, har mange, ligesom Chisako, samvittighedsnag over deres syndige tilbøjeligheder. (Romerne 2:14, 15) Hvem har ikke haft dårlig samvittighed over at have undladt at tilbyde en hjælpende hånd, og hvem har ikke bebrejdet sig selv at have sagt noget der aldrig burde være sagt? (Jakob 4:17) Og føler ikke både unge og gamle at der er noget forkert ved at være jaloux?

Hvorfor hjemsøges folk af sådanne følelser? Fordi de, hvad enten de vil erkende det eller ej, har en indre fornemmelse af hvad der er forkert, syndigt. Ja, selv om mennesker ikke kender Bibelens lære om synd, påvirkes de af syndige tilbøjeligheder. En der var godt kendt med disse problemer har engang sagt: „For alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ — Romerne 3:23.

Kan synden fjernes?

I dag har mange mennesker, især inden for kristenheden, travlt med at befri sig for enhver følelse af synd og skyld. „Ordet ’synd’ er næsten faldet ud af vort ordforråd,“ siger dr. Karl Menninger i sin bog Whatever Became of Sin? Men at undgå ordet „synd“ forandrer ikke noget, lige så lidt som en gammel mand skulle blive yngre ved at vige uden om ordet „gammel“. Vi bør se i øjnene at vi har syndige tilbøjeligheder og har behov for at blive reddet ud af vor ynkværdige situation. Men hvem kan redde os?

Den kristne apostel Paulus stillede dette spørgsmål efter at have erkendt at han selv syndede uden at han ønskede det: „Jeg elendige menneske! Hvem vil befri mig fra det legeme der lider denne død?“ Derefter fortsatte Paulus med at sige: „Tak til Gud gennem Jesus Kristus, vor Herre!“ Hvorfor? Fordi Gud har skaffet tilgivelse for synd gennem Jesu genløsningsoffer. — Romerne 7:14-25.

Men mange af de 3,5 milliarder ikkekristne i verden (der er kun halvt så mange kristne) finder at genløsningstanken er vanskelig at fatte. For en muslimsk mand i Japan som i et stykke tid havde studeret Bibelen var læren om genløsningen for eksempel den største anstødssten. For mange østerlændinge lyder den tanke at ét menneske skulle kunne dø for alle, højst mærkværdig.

Det kan ikke undre eftersom der selv blandt såkaldte kristne er nogle som har svært ved at forstå dette. „Forsoningsteologien er på visse punkter ufuldstændig og udgør fortsat et problem inden for teologien,“ indrømmer New Catholic Encyclopedia.

Der hersker stor forvirring på dette punkt. Religionsskribenten N. H. Barbour hævdede for eksempel at ’Kristi død lige så lidt kunne bidrage til betalingen af menneskenes synders straf som dét at stikke en nål igennem en flue og lade den lide og dø, af jordiske forældre kunne betragtes som en retfærdig afvikling for deres barns uartighed’. Charles T. Russell, som mente at der var et stort behov for at forsvare genløsningslæren, arbejdede dengang sammen med Barbour. Russell trak sig tilbage fra Barbour og begyndte i 1879 at udgive et nyt blad, som senere blev til det blad du nu læser. Lige fra begyndelsen har The Watchtower (Vagttårnet) forsvaret læren om Jesu Kristi genløsningsoffer.

Er det muligt for mennesker uden en „kristen“ baggrund at acceptere denne lære? Lad os prøve at se nærmere på læren om at ét menneske ofrede sit liv for alle.