Lærte urkirken at Gud er en treenighed? — 4. del

Hvornår og hvordan opstod treenighedslæren?

De tre første artikler i denne serie har vist at treenighedslæren hverken blev fremholdt af Jesus, hans disciple eller de tidlige kirkefædre. (Vagttårnet for 1. november 1991; 1. februar 1992; og 1. april 1992) Denne afsluttende artikel vil vise hvordan treenighedsdogmet blev til og hvilken rolle kirkemødet i Nikæa i år 325 spillede i den forbindelse.

I ÅR 325 sammenkaldte den romerske kejser Konstantin biskopperne til kirkemøde i byen Nikæa i Lilleasien. Hans mål var at løse en standende kirkelig strid angående forholdet mellem Guds søn og den almægtige Gud. Om resultaterne af kirkemødet skriver Hal Koch i bogen Konstantin den Store: „Som det var kejseren, der havde indkaldt denne synode i Nikæa, således blev det også ham, der havde den virkelige ledelse. . . . Den teologiske formel, man fandt for det trinitariske problem (δμοουσία)a var i virkeligheden kun en formel, som ingen rigtig vidste, hvad betød. . . . Denne formel var ført frem på synoden af kejseren — uden at vi ved, hvem hans rådgiver her var — og hvad kejseren dikterede, besluttede synoden.“¹

Greb denne hedenske hersker ind på grund af sin bibelske overbevisning? Nej. I Epochen der Dogmengeschichte siges der: „Konstantin havde i grunden slet ingen forståelse af de spørgsmål der blev stillet i græsk teologi.“² Hvad han forstod, var derimod at de kirkelige stridigheder truede enheden i hans rige, og derfor ønskede han dem bilagt.

Fastslog kirkemødet treenighedsdogmet?

Fastslog eller bekræftede kirkemødet i Nikæa at treenigheden var et kristent dogme? Det er der mange der mener. Men kendsgerningerne viser noget andet.

Den trosbekendelse som kirkemødet antog, indeholdt udsagn der antydede at Guds søn var ligestillet med Gud, Faderen, på visse punkter. Men det er interessant hvad Den Nikænske Trosbekendelse ikke siger. I sin oprindelige skikkelse lød trosbekendelsen:

„Vi tror paa een Gud, den almægtige Fader, Skaberen af alt Synligt og Usynligt;

og paa een Herre, Jesus Kristus, Guds Søn, født som enbaaren af Faderen, det vil sige af Faderens Væsen, Gud af Gud, Lys af Lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, væsensfælles med Faderen; ved hvem alt er blevet til baade i Himlen og paa Jorden; som for os Menneskers og vor Frelses Skyld er kommen ned og blevet Kød, som er blevet Menneske, har lidt og er paa den tredje Dag opstanden, opfaren til Himmels og skal komme for at dømme levende og døde;

og paa Helligaanden.“³

Siger denne trosbekendelse at Faderen, Sønnen og Helligånden er tre personer men én Gud? Siger den noget om at de er lige i evighed, magt, stilling og visdom? Nej, det gør den ikke. Den oprindelige Nikænske Trosbekendelse hverken opstillede eller bekræftede treenighedslæren.

Trosbekendelsen siger højst at Sønnen og Faderen er „væsensfælles“. Den siger ikke noget tilsvarende om den hellige ånd. Alt hvad den siger er at „vi tror . . . paa Helligaanden“. Dette er ikke kristenhedens treenighedsdogme.

At nøglebegrebet „væsensfælles“ (homoouʹsios) blev anvendt, betyder ikke nødvendigvis at kirkemødet anså Fader og Søn for fuldt ligestillede. I New Catholic Encyclopedia siges der:

„Om synoden havde til hensigt at bekræfte at Fader og Søn var identiske af væsen er tvivlsomt.“⁴

Hvis kirkemødet havde slået fast at Sønnen og Faderen var lige i ét og alt, havde der stadig ikke været tale om en treenighed. En treenighed består af tre personer, ikke kun to.

„Et mindretalssynspunkt“

Troede biskopperne ved mødet i Nikæa alle som én at Sønnen og Gud var lige? Nej, der herskede modstridende opfattelser. Én retning med Arius i spidsen holdt på at Sønnen havde en begyndelse og derfor ikke var ligestillet med Gud men underordnet ham på alle områder. Athanasius troede derimod at Sønnen var ligestillet med Gud i en bestemt henseende. Dertil kom flere andre opfattelser.

Med hensyn til kirkemødets beslutning om at betragte Sønnen som værende af samme væsen (consubstantialis) som Gud, siger Martin Marty: „Nikæa repræsenterede faktisk et mindretalssynspunkt; afgørelsen blev truffet under store vanskeligheder og var uacceptabel for mange af ikkeariansk overbevisning.“⁵ I Holmquist-Nørregaards Kirkehistorie siges der: „Denne saaledes fastslaaede Trosbekendelse omfattedes med Overbevisning sikkert kun af et Faatal! Saa stor var imidlertid Ærbødigheden for Constantin, at Flertallet bøjede sig.“⁶ Og Epochen der Dogmengeschichte bemærker:

„Hvad der i første række stødte mange biskopper og teologer fra Østen, var det begreb som Konstantin selv havde indføjet i trosbekendelsen, nemlig homoousios („væsensfælles“), som under den efterfølgende strid mellem ortodoksi og kætteri skulle blive et stridens æble.“⁷

Efter kirkemødet fortsatte striden i årtier. De der gik ind for tanken om at Sønnen var den almægtige Guds lige, faldt tilmed en overgang i unåde. Martin Marty siger for eksempel om Athanasius: „Hans popularitet steg og faldt, og han blev landsforvist så ofte [i årene efter kirkemødet] at han faktisk lå i fast rutefart mellem ind- og udland.“⁸ Athanasius tilbragte mange år i eksil fordi de politiske og kirkelige myndigheder var imod hans tanker der ligestillede Sønnen med Gud.

Man kan altså ikke sige at treenighedslæren blev fastslået eller bekræftet af kirkemødet i Nikæa i 325. Treenighedslæren i dens nukendte form havde endnu ikke set dagens lys. Den tanke at Faderen, Sønnen og den hellige ånd alle var sand Gud og lige i evighed, magt, stilling og visdom, men dog kun én Gud, blev hverken fremholdt ved dette kirkemøde eller af de tidligere kirkefædre. Som bogen The Church of the First Three Centuries anfører:

„Den nu anerkendte treenighedslære . . . finder ingen støtte hos Justinus; og denne iagttagelse kan udvides til at gælde alle de førnikænske fædre, det vil sige alle kristne forfattere i de første tre hundrede år efter Kristi fødsel. Det er sandt at de taler om Faderen, Sønnen og den profetiske eller hellige ånd, men ikke som ligestillede, ikke som ét af væsen, ikke som tre i én i nogen af de henseender som treenighedslærens tilhængere i dag anerkender. Det stik modsatte er tilfældet. Den treenighedslære som disse Fædre fremholdt, var afgørende forskellig fra det nu anerkendte dogme. Dette anser vi for en lige så velbevidnet kendsgerning som enhver anden kendsgerning i menneskehedens idéhistorie.

Vi opfordrer alle til at påvise at en eneste skribent af betydning fra de første tre århundreder fremholdt dette [treenigheds]dogme i nutidig forstand.“⁹

Mødet i Nikæa blev imidlertid et vendepunkt. Det banede vejen for en officiel anerkendelse af Sønnen som ligestillet med Faderen, hvilket beredte vejen for den senere treenighedstanke. I bogen Second Century Orthodoxy bemærker J. A. Buckley:

„I det mindste indtil slutningen af det andet århundrede forblev den almindelige kirke forenet i én afgørende henseende: alle anerkendte Faderen som overordnet. De betragtede alle Gudfader den Almægtige som den eneste suveræne, uforanderlige, uudsigelige og uskabte. . . .

Efterhånden som skribenterne og kirkelederne i det andet århundrede gik bort, bevægede kirken sig langsomt men ubønhørligt hen imod det punkt da . . . kulminationen af den gradvise underminering af den oprindelige tro var nået ved Nikæa-synoden. Dér prakkede et lille aggressivt mindretal et passivt flertal sine kætterier på, og tvang, besnakkede og truede, med de politiske myndigheder i ryggen, dem der forsøgte at bevare troens oprindelige ufordærvede renhed.“¹⁰

Kirkemødet i Konstantinopel

I 381 bekræftede synoden i Konstantinopel Den Nikænske Trosbekendelse, men foretog også visse tilføjelser. Blandt andet blev det indføjet at helligånden er „Herre“ og at den „levendegør“. Den udvidede bekendelse af 381 (som de fleste kirker bruger i dag og som kaldes „Den Nikænske Trosbekendelse“) viser at kristenheden nærmede sig det fuldt udviklede treenighedsdogme. Men heller ikke denne synode tog skridtet helt ud. New Catholic Encyclopedia erkender:

„Det er interessant at den første Synode i Konstantinopel [381], endnu 60 år efter det første kirkemøde i Nikæa, undgik [udtrykket] homoousios i sin definition af Helligåndens guddommelighed.“

„Forskerne har undret sig over den vage formulering i denne bekendelse. For eksempel at den undlader at anvende ordet homoousios om Helligånden som værende af samme væsen som Faderen og Sønnen.“¹¹

Samme opslagsværk indrømmer: „Homoousios forekommer ikke i Skriften.“¹² Nej, Bibelen bruger hverken ordet for at betegne at den hellige ånd eller Sønnen er consubstantielle med — af samme væsen som — Gud. Det er et ubibelsk begreb som skabte basis for antagelse af den ubibelske, ja, antibibelske treenighedslære.

Selv efter Konstantinopel gik der flere hundrede år før treenighedslæren var accepteret i hele kristenheden. I Holmquists Kirkehistorie siges der at „Sønnens Underordning under Faderen bibeholdtes som et centralt Stykke i den orientalske, ortodokse Teologi. Derfor vilde Vesterlændingene heller ikke anerkende Mødet.“¹³ Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse blev først almindeligt anerkendt i Vesten i det syvende og ottende århundrede.¹⁴

De lærde er enige om at Den Athanasianske Trosbekendelse, som ofte anføres til støtte for treenigheden, ikke er udfærdiget af Athanasius men af en ukendt skribent langt senere. Leif Grane skriver i Den danske Folkekirkes Bekendelsesskrifter:

„Det står imidlertid fast, at bekendelsen intet har med Athanasios at gøre. Den eksisterer i overleveringen kun på latin, den er helt ukendt i den ortodokse kirke, og den forudsætter tydeligt et kendskab til Augustins treenighedslære, der blev til længe efter Athanasios’ død. . . . Så meget kan imidlertid siges, at den er sikkert bevidnet fra begyndelsen af det 6. århundrede, og at den sandsynligvis er opstået i Spanien eller Sydfrankrig.“¹⁵

Hvordan dogmet blev til

Treenighedslæren er udviklet langsomt over flere hundrede år. Trinitariske tanker hos græske filosoffer der levede flere hundrede år før Kristus, for eksempel hos Platon, sneg sig efterhånden ind i kirkens læresætninger. Som The Church of the First Three Centuries siger:

„Vi hævder at treenighedslæren blev udformet gradvis og på et forholdsvis sent tidspunkt. Vi hævder også at den stammer fra en kilde som er helt fremmed for de jødiske og kristne skrifter, at den blev udviklet, og indpodet i kristendommen, af kirkefædre som forfægtede platoniske idéer, at det på Justinus’ tid og lang tid derefter var en almindeligt udbredt lære at Sønnen havde en særskilt natur og underordnet stilling, samt at kun de første skyggeagtige konturer af treenighedslæren da var blevet synlige.“¹⁶

Før Platons tid havde man haft triader, eller treheder, af guder i Babylon og Ægypten. Og kirkefolks bestræbelser på at appellere til ikketroende i den romerske verden førte lidt efter lidt til at nogle af disse idéer blev optaget i kristendommen. Dette resulterede til sidst i antagelsen af troen på at Sønnen og den hellige ånd stod lige med Faderen.b

Selv ordet „treenighed“ vandt kun langsomt indpas. Det var i sidste halvdel af det andet århundrede at biskoppen af Antiochia i Syrien, Theofilus, der skrev på græsk, introducerede ordet triasʹ, der betyder „triade“ eller „trehed“. Derefter begyndte Tertullian fra Karthago i Nordafrika, der skrev på latin, i sine skrifter at bruge ordet triʹnitas, der betyder „treenighed“.c Men ordet triasʹ findes ikke i de inspirerede Kristne Græske Skrifter, og ordet triʹnitas forekommer heller ikke i den latinske Vulgata-oversættelse af Bibelen. Ingen af udtrykkene er altså bibelske. Ikke desto mindre fandt ordet „treenighed“, der stammer fra hedenske begreber, vej ind i den kirkelige litteratur og indgik i det fjerde århundrede i kirkens dogmatik.

Det var altså ikke efter en nøje granskning af Bibelen at læren blev formuleret. Nej, dogmet skyldes for en stor del verdslig og kirkelig politik. I bogen The Christian Tradition gør forfatteren Jaroslav Pelikan opmærksom på „de ikketeologiske faktorer i debatten, hvoraf mange, tilsyneladende den ene gang efter den anden, blev afgørende for udfaldet, som imidlertid ofte blev ændret af andre lige så betydningsfulde faktorer. En doktrin synes ofte at have været offer for — eller et produkt af — kirkepolitik og personkonflikter.“¹⁷ Professor E. Washburn Hopkins ved Yale-universitetet udtrykker det på denne måde: „Den endelige ortodokse definition af treenigheden var i høj grad et spørgsmål om kirkepolitik.“¹⁸

Men er treenighedslæren ikke fornuftstridig når man sammenligner den med Bibelens enkle lære om at Gud er suveræn og uden lige? Som Gud siger: „Hvem vil I sammenligne mig med eller gøre til min ligemand eller sidestille mig med, så vi kan blive hinanden lig?“ — Esajas 46:5.

Hvad den er et udtryk for

Hvad er den gradvise udvikling af treenighedslæren et udtryk for? At det frafald fra den sande kristendom som Jesus forudsagde, var slået ud i lys lue. (Mattæus 13:24-43) Apostelen Paulus havde også forudsagt dette:

„Der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter.“ — 2 Timoteus 4:3, 4, da. prøveovers. 1989.

En af disse myter var treenighedslæren. Andre ukristne myter som gradvist udviklede sig, var læresætningerne om den udødelige sjæl, skærsilden, limbus og evig pine i helvede.

Treenighedslæren er altså en hedensk lære forklædt som en kristen trossætning. Den blev opfundet af Satan for at bedrage mennesker og for at skabe et forvirret og mystisk vrængbillede af Gud, hvilket gør folk mere villige til at acceptere andre falske religiøse idéer og hedenske skikke.

„På deres frugter“

Ifølge Mattæus 7:15-19 sagde Jesus at man kunne skelne sand religion fra falsk religion på følgende måde:

„Vær på vagt over for de falske profeter der kommer til jer forklædt som får, men som inderst inde er glubske ulve. I kan kende dem på deres frugter. Man plukker aldrig druer af tjørn eller figner af tidsler, vel? På samme måde frembringer ethvert godt træ gode frugter, mens ethvert råddent træ frembringer dårlige frugter . . . Ethvert træ som ikke frembringer god frugt, bliver hugget om og kastet i ilden.“

Lad os tage et eksempel. Jesus sagde ifølge Johannes 13:35: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ Og i Første Johannesbrev 4:20, 21 erklærer Guds inspirerede ord:

„Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud,’ og dog hader sin broder, er han en løgner. For den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham, at den der elsker Gud også skal elske sin broder.“

Det er altså et grundlæggende princip at sande kristne skal have kærlighed til hinanden. Men tænk engang på det der i dette århundrede er foregået i de to verdenskrige samt i andre konflikter. Mennesker tilhørende samme kirke har slået hinanden ihjel på slagmarkerne på grund af nationale forskelle. På begge sider af fronten har de hævdet at være kristne og er blevet velsignet af præsteskabet, som har påstået at Gud var på deres side. „Kristnes“ nedslagtning af hinanden er afgjort en dårlig frugt, en fornægtelse af den kristne kærlighed og Guds love. — Se også Første Johannesbrev 3:10-12.

Regnskabets dag

Frafaldet fra kristendommen førte ikke alene til antagelse af ugudelige trossætninger, såsom treenighedslæren, men også til at ugudelige skikke vandt indpas. Men der vil komme en regnskabets dag, for Jesus sagde: „Ethvert træ som ikke frembringer god frugt, bliver hugget om og kastet i ilden.“ Derfor tilskynder Guds ord:

„Gå ud fra hende [falsk religion], mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager. For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder.“ — Åbenbaringen 18:4, 5.

Snart vil Gud indgive i de politiske myndigheders hjerter at vende sig imod falsk religion. De vil „gøre hende øde og . . . æde hendes kød og opbrænde hende med ild“. (Åbenbaringen 17:16, 17) De falske religioner og deres hedenske forestillinger om Gud vil for evigt blive udslettet. Gud vil sige til udøverne af falsk religion ligesom Jesus gjorde: „Jeres hus overlades til jer selv.“ — Mattæus 23:38.

Den sande religion vil overleve Guds domme, så at al ære og herlighed kan gå til den som Jesus kaldte „den eneste sande Gud“, den hvorom salmisten sagde: „Du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ — Johannes 17:3; Salme 83:18.

Henvisninger:

1. Konstantin den Store af Hal Koch, 1952, side 51.

2. Epochen der Dogmengeschichte af Bernhard Lohse, 1963, side 58.

3. Den Danske Folkekirkes Bekendelsesskrifter ved Alfred Th. Jørgensen, 1918, side 7.

4. New Catholic Encyclopedia, 1967, bind VII, side 115.

5. A Short History of Christianity af Martin E. Marty, 1959, side 91.

6. Kirkehistorie af Hjalmar Holmquist og Jens Nørregaard, 3. udgave, 1946, bind I, side 164.

7. Epochen der Dogmengeschichte, side 60.

8. A Short History of Christianity, side 91.

9. The Church of the First Three Centuries af Alvan Lamson, 1869, side 75, 76, 341.

10. Second Century Orthodoxy af J. A. Buckley, 1978, side 114, 115.

11. New Catholic Encyclopedia, 1967, bind VII, side 115; bind IV, side 436.

12. Ibid., bind IV, side 251.

13. Kirkehistorie, Hjalmar Holmquist, på dansk ved Helge Haar, 1925, bind I, side 158.

14. New Catholic Encyclopedia, bind IV, side 436.

15. Den danske Folkekirkes Bekendelsesskrifter ved Leif Grane, 1981, side 24.

16. The Church of the First Three Centuries, side 52.

17. The Christian Tradition af Jaroslav Pelikan, 1971, side 173.

18. Origin and Evolution of Religion af E. Washburn Hopkins, 1923, side 339.

[Fodnoter]

[Illustration på side 22]

Gud vil få de politiske magter til at vende sig imod falsk religion

[Illustration på side 24]

Den sande religion vil overleve Guds domme