Nyt fra Rigets arbejdsmark
Jesu får hører hans stemme
FORKYNDELSEN når ud til alle egne på jorden, idet Jehova ved hjælp af sine engle leder sine tjenere til retsindige mennesker. Disse symbolske får hører Jesu stemme og lærer at tjene ham, og får derved udsigt til at opnå evigt liv. Jesus siger i Johannes 10:27, 28: „Mine får hører min stemme, og jeg kender dem, og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv.“ Den følgende erfaring viser hvordan retsindige mennesker i Madagaskar har lyttet til Jesu stemme.
Et Jehovas vidne gav bøgerne Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden og Hvordan du får det bedste ud af din ungdom til en læge der kom for at se til hans syge fader.
Lægen var protestant og modstander af Jehovas Vidner. Ikke desto mindre læste han bogen og slog skriftstederne op i sin egen bibel. Hans hustru, der var katolik og også læge, læste ’Ungdomsbogen’ flere gange fordi, som hun sagde, det var som om den var skrevet specielt til hende. Vagttårnsselskabets bibelske forklaring på betydningen af året 1914 gjorde indtryk på dem begge. Manden kontaktede forkynderen der havde givet ham bøgerne. Forkynderen gav ham bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? og fik en aftale i stand om at komme og besøge ham og hans hustru for at besvare deres spørgsmål. Forkynderen besøgte dem og påbegyndte et regelmæssigt bibelstudium med parret og deres tre børn. Deres forståelse af Bibelen voksede hurtigt.
Efter den første studielektion begyndte hele familien at overvære møderne i rigssalen, og snart blev de tilmeldt den teokratiske skole. Børnenes opførsel blev også meget bedre. Gennem deres studium af Bibelen lærte de at fejring af fødselsdage og andre religiøse helligdage er ukristent og holdt derfor op med at fejre dem. Manden nægtede at give blod til en slægtning selv om de endnu ikke havde drøftet dette emne under deres bibelstudium; og inden længe forsvandt hans karatedragt fra garderoben. (Han sendte den til skrædderen for at få den syet om til tøj til børnene.) Han brændte alle sine blade og bøger om horoskoper, og kun tre måneder efter at de var begyndt at studere meldte både manden og konen sig ud af deres respektive kirker og udtrykte ønske om at tage del i forkyndelsesarbejdet. De er nu blevet døbt.
◻ En kvinde i Thailand søgte efter sandheden. Selv om hun var buddhist havde hun aldrig været særlig engageret i sin religion, fordi hun havde set så meget hykleri og begærlighed inden for buddhismen. Desuden var der forskellige skikke som hun fandt utiltalende. Hun var træt af det alt sammen.
En nabo foreslog så at hun skulle prøve at komme sammen med de kristne og tog hende med til en gudstjeneste i pinsemenigheden. Under gudstjenesten havde kvinden imidlertid mest lyst til at gå hjem på grund af larmen, da alle tilstedeværende bad højrøstet. Det var sidste gang hun kom i den kirke.
Senere begyndte hun at komme i en katolsk kirke. Men efter adskillige besøg blev hun også her opmærksom på at hykleri og begærlighed gjorde sig gældende, ligesom hun fandt præstens luksuriøse livsstil utiltalende. Hun væmmedes ved det hele og holdt op med at komme der. Præsten var interesseret i at vide hvorfor hun forlod hans kirke. Da hun sagde ham det rent ud, svarede han hånligt: „Hvis du ønsker at slutte dig til et virkelig strengt trossamfund, så opsøg Jehovas Vidner.“ Hun spurgte: „Hvor kan jeg finde dem?“ Præsten svarede: „De er henne ved vandværket.“ Den næste dag søgte hun efter dem, men uden held. Selv om det skuffede hende blev hun alligevel ved med at tænke på Jehovas Vidner.
En dag hørte hun en af sine naboer sige hånligt til en anden: „Du bliver vel også snart et af Jehovas vidner!“ Efter at have hørt det, fór hun hen til naboen og spurgte: „Er der Jehovas vidner her i nærheden?“ „Ja,“ blev der svaret. „Der kommer nogle her i nabolaget og forkynder fra hus til hus. Man kan kende dem på deres pæne måde at klæde sig på.“ Så løb hun ud for at lede efter dem. I første omgang fandt hun dem ikke, men da hun var på vej tilbage til huset fik hun øje på to nydeligt klædte damer der stod og talte med en. Hun gik derhen og spurgte om de var Jehovas vidner. Da de svarede bekræftende bad hun dem indtrængende: „Vil I ikke nok komme og besøge mig. Jeg vil så gerne tale med jer.“
Et bibelstudium blev påbegyndt, og trods modstand og latterliggørelse fra sin egen familie er denne dame begyndt at overvære møderne og at forkynde for sine slægtninge.
Ja, Jesus kender sine får og samler dem i sin organisation, så de kan overleve og komme ind i hans nye, retfærdige verden.