Messias — Et sandt håb?

Han kaldte sig for Moses. Hans virkelige navn er imidlertid gået tabt i historiens glemsel. I det femte århundrede rejste han rundt på øen Kreta og overbeviste jøderne om at han var den messias de ventede. Han sagde at deres undertrykkelse, landflygtighed og fangenskab snart ville være forbi. De troede ham. Da deres befrielsesdag oprandt fulgte jøderne „Moses“ til et forbjerg hvorfra der var udsigt over Middelhavet. Han sagde at hvis blot de kastede sig i havet ville det dele sig foran dem. Mange adlød og sprang i havet, men vandene skiltes ikke. Mange af dem druknede, mens nogle blev reddet af sømænd og fiskere. Ingen vidste imidlertid hvad der var blevet af Moses. „Messias“ var forsvundet.

HVAD er en messias? Umiddelbart forbinder man begrebet med ord som „frelser“, „udfrier“ og „leder“. Mange opfatter en messias som én der indgyder sine disciple håb og offervilje og lover at befri dem fra undertrykkelse og føre dem i frihed. Eftersom menneskehedens historie i det store og hele handler om undertrykkelse, er det ikke overraskende at der har været adskillige messiasser i historiens løb. (Jævnfør Prædikeren 8:9.) Men ligesom den selvbestaltede Moses fra Kreta har disse messiasser oftere påført deres tilhængere skuffelse og ulykke end bragt dem befrielse.

„Dette er kong Messias!“ Sådan hilste den højt agtede rabbiner Akiba ben Joseph, Simeon Bar-Kokba i år 132. Bar-Kokba var en mægtig mand som stod i spidsen for en stærk hær. Mange jøder mente at der her endelig var en mand som kunne gøre ende på deres langvarige undertrykkelse under den romerske verdensmagt. Men Bar-Kokba kom til kort. Og flere hundrede tusind af hans landsmænd betalte for dette med deres liv.

I det 12. århundrede fremtrådte der en anden jødisk „messias“, denne gang i Yemen. Da en kalif bad ham om et tegn på at han var messias, foreslog denne messias at kaliffen halshuggede ham og lod hans snarlige opstandelse tjene som et tegn. Det gik kaliffen med til — og så var det forbi med Messias af Yemen. I samme århundrede sagde en mand ved navn David Alroy at jøderne i Mellemøsten skulle berede sig på at følge ham på englevinger tilbage til det hellige land. Mange troede at han var Messias. Jøderne i Baghdad ventede tålmodigt på taget af deres huse i lykkelig uvidenhed om at tyve i mellemtiden stjal deres ejendele.

I det 17. århundrede trådte Sabbatai Zevi frem i Smyrna. Han påstod over for jøder i hele Europa at han var Messias. Også kristne lyttede til ham. Zevi lovede sine tilhængere frihed — åbenbart ved at lade dem praktisere synd uden hæmninger. Hans nærmeste tilhængere hengav sig til orgier, nudisme, utugt og incest, og bagefter afstraffede de sig selv med pisk, rullede sig nøgne i sneen eller begravede sig selv til halsen i den kolde jord. Da Zevi rejste til Tyrkiet blev han pågrebet og fik valget mellem at konvertere til islam eller dø. Han konverterede. Mange af hans tro følgesvende var rystede. Men i de følgende to hundrede år blev Zevi stadig i visse kredse betragtet som Messias.

Kristenheden har også frembragt sine messiasser. I det 12. århundrede samlede en mand ved navn Tanchelm en tilhængerskare og dominerede byen Antwerpen. Denne messias kaldte sig selv en gud. Han solgte endog sit eget badevand for at hans disciple skulle drikke det som et sakramente! En anden „kristen“ messias var Thomas Münzer, som levede i Tyskland i det 16. århundrede. Han anførte en rejsning imod de lokale verdslige myndigheder, og fortalte sine tilhængere at det var Harmagedonkrigen. Han påstod at han kunne fange fjendernes kanonkugler i sine ærmer. I stedet blev hans folk massakreret, og Münzer blev halshugget. I århundredernes løb har der været mange andre messiasser inden for kristenheden.

Også andre religioner har haft deres messiasskikkelser. I islam tror man at Mahdi, ’den af Gud vejledte’, vil indvarsle en retfærdighedens tidsalder. Inden for hinduismen har nogle hævdet at være avatarer, det vil sige inkarnationer, af forskellige guder. Og som The New Encyclopædia Britannica bemærker, „har selv en ikkemessiansk religion som buddhismen næret den tro, blandt Mahayanagrupper, at Buddha Maitreya engang i fremtiden vil stige ned fra sin himmelbolig og bringe de troende til Paradis“.

Messiasser i det 20. århundrede

Behovet for en sand messias er i vort århundrede blevet mere påtrængende end nogen sinde. Mange har gjort krav på at være Messias. I Congo i Afrika blev Simon Kimbangu og hans efterfølger André „Jesus“ Matswa i 1920’erne, 30’erne og 40’erne hyldet som messiasser. De døde, men deres tilhængere forventer stadig at de vil vende tilbage og skabe et afrikansk tusindårsrige.

I dette århundrede er der opstået cargo-kulter i Ny Guinea og Melanesien. Tilhængerne forventer at der vil komme et skib eller et fly ført af messianske hvide mænd som vil bringe dem rigdom og indlede en lykkelig tidsalder hvor de døde skal opstå.

De industrialiserede lande har også deres messiasser. Nogle er religiøse ledere, som Sun Myung Moon, der hævder at være Jesu Kristi efterfølger og stræber efter at rense verden ved at skabe en forenet familie af disciple. Politiske ledere har også forsøgt at opnå en messiansk status. I den forbindelse er Adolf Hitler nok det mest afskrækkende eksempel med hans storladne tale om et tusindårsrige.

Politiske teorier og organisationer har ligeledes opnået en messiansk status. The Encyclopedia Americana påpeger for eksempel at den marxistisk-leninistiske politiske teori har messianske overtoner. Og De Forenede Nationer, der vidt og bredt er blevet hyldet som det eneste håb for verdensfred, synes i manges bevidsthed at være blevet en slags messiansk erstatning.

Et virkeligt håb?

Denne korte gennemgang viser med al ønskelig tydelighed at de messianske bevægelsers historie er præget af vildfarelser, bristede forhåbninger og uopfyldte drømme. Det kan derfor ikke overraske at mange i dag afviser al tale om en messias.

Men før man gør det bør man undersøge hvorfra begrebet stammer. Faktisk er „messias“ et bibelsk ord. Det hebraiske ord er masjīʹach, „den salvede“. På Bibelens tid blev konger og præster ofte indsat i deres stillinger ved en salvningsceremoni og fik en vellugtende olie udgydt over hovedet. Derfor blev ordet masjīʹach anvendt om dem. Der var også mænd som blev salvet eller udnævnt til en særlig stilling, uden nogen salvningsceremoni. I Hebræerbrevet 11:24-26 kaldes Moses for „Kristus“ eller „den salvede“, fordi han var udvalgt til at være Guds profet og repræsentant.

Denne definition af messias som „salvet“ adskiller Bibelens messiasser fra de falske messiasser vi har omtalt i denne artikel. Bibelens messiasser havde ikke udvalgt sig selv, og var heller ikke udvalgt af en skare disciple. Nej, de blev udnævnt af Jehova Gud.

Mens der i Bibelen tales om flere messiasser, er der én som langt overskygger de andre. (Salme 45:7) Denne messias er en central skikkelse i bibelprofetierne, den der gør det muligt at Bibelens fantastiske løfter kan blive til virkelighed. Og denne messias tager fat om de problemer vi slås med i dag.

Menneskehedens frelser

Bibelens sande Messias går til selve ondets rod. Da vore første forældre, Adam og Eva, tilskyndet af den rebelske åndeskabning Satan, gjorde oprør imod Skaberen, tilrev de sig egentlig retten til at regere. De ønskede selv at afgøre hvad der var rigtigt og hvad der var forkert. Derved forkastede de Jehovas kærlige, beskyttende styre og sendte — som et resultat af deres eget ufuldkomne styre — hele menneskehedens familie ud i kaos, elendighed og død. — Romerne 5:12.

På dette mørke tidspunkt i historien valgte Jehova Gud imidlertid kærligt at give menneskeheden et glimt af håb. Da han udtalte dommen over de oprørske mennesker, forudsagde han at deres efterkommere ville få en frelser. Denne frelser blev omtalt som ’afkommet’ og ville råde bod på den katastrofe Satan havde forårsaget i Eden. Afkommet ville knuse „slangens“, Satans, hoved, så han blev udslettet. — 1 Mosebog 3:14, 15.

Fra gammel tid anså jøderne denne profeti for messiansk. I adskillige targumer, jødiske genfortællinger af Den Hellige Skrift som var almindeligt brugt i det første århundrede, forklares der at profetien ville blive opfyldt „på kong Messias’ dag“.

Det er ikke så mærkeligt at troens mænd fra begyndelsen var begejstrede for dette løfte om et kommende afkom, eller en frelser. Man kan forestille sig hvad Abraham har følt da Jehova fortalte ham at afkommet skulle komme i hans slægtslinje, og at „alle jordens nationer“ — ikke blot hans egne efterkommere — ville „velsigne sig“ takket være dette afkom. — 1 Mosebog 22:17, 18.

Messias’ styre

Senere profetier har kædet dette håb sammen med udsigten til et godt styre. I Første Mosebog 49:10 får Abrahams oldesøn Juda at vide: „Scepteret vil ikke vige fra Juda eller kommandostaven fra stedet mellem hans fødder, før Silo kommer, og ham vil folkeslagenes lydighed tilhøre.“ Denne „Silo“ skulle tydeligvis regere — og han ville ikke kun regere over jøderne men over ’folkeslagene’. (Jævnfør Daniel 7:13, 14.) Silo blev af fortidens jøder identificeret med Messias. Nogle af de jødiske targumer udskiftede ganske enkelt ordet „Silo“ med „Messias“ eller „kong Messias“.

Efterhånden som der kom større klarhed over den inspirerede profeti, blev der åbenbaret mere om Messias’ styre. (Ordsprogene 4:18) Ifølge Anden Samuelsbog 7:12-16 fik kong David, en efterkommer af Juda, at vide at afkommet ville komme i hans slægtslinje. Afkommet skulle desuden være en usædvanlig konge. Hans trone, eller styre, ville vare for evigt! Esajas 9:6, 7 støtter denne tanke: „Et barn er født os, en søn er givet os; og det fyrstelige herredømme skal hvile på hans skulder. . . . På det fyrstelige herredømmes omfang og på freden vil der ingen ende være, over Davids trone og over hans rige, for at det kan grundfæstes og opretholdes ved ret og ved retfærdighed, fra nu af og for stedse. Hærstyrkers Jehovas nidkærhed vil gøre dette.“

Kan du forestille dig et sådant styre? En retfærdig regent som skaber fred og regerer for evigt. En verden til forskel fra historiens ynkelige parade af falske messiasser! Den bibelske Messias er ikke en vildført, selvbestaltet leder, men en verdenshersker med al den fornødne magt og myndighed til at rette op på verdensforholdene.

Disse fremtidsudsigter er meget glædelige i vor problemfyldte tid. Menneskeheden har aldrig haft et så desperat behov for dette håb som nu. Eftersom det er alt for nemt at lade sig besnære af falske forhåbninger, er det vigtigt at vi hver især nøje undersøger dette spørgsmål: Var Jesus af Nazaret den forudsagte Messias sådan som mange tror? Den næste artikel vil behandle dette spørgsmål.

[Ramme på side 6]

Bor Messias i New York?

Plakater og neonskilte i Israel har for nylig forkyndt: „Forbered dig på Messias’ komme.“ Denne kampagne til næsten 2,5 millioner kroner er sat i værk af lubavitcherne, en ultraortodoks sekt af chassidiske jøder. Det er en udbredt opfattelse blandt de 250.000 medlemmer af sekten at deres overrabbiner, Menachem Mendel Schneerson fra Brooklyn, New York, er Messias. Hvorfor? Fordi Schneerson lærer at Messias vil fremstå i denne generation. Og ifølge tidsskriftet Newsweek mener repræsentanter fra lubavitchersekten at den 90-årige rabbiner ikke vil dø før Messias kommer. I århundreder har sekten lært at hver generation frembringer mindst én mand som er kvalificeret til at være Messias. I sine tilhængeres øjne er Schneerson en sådan mand, og han har ikke udpeget nogen efterfølger. Ifølge Newsweek anerkender de fleste jøder ham imidlertid ikke som Messias. Avisen Newsday skriver at den 96-årige rivaliserende rabbiner Eliezer Schach har kaldt ham for „en falsk messias“.

[Illustration på side 7]

Mange mistede livet fordi de troede at Moses af Kreta var Messias