Et forbilledligt hebraisk bibelhåndskrift

FØR man fandt Dødehavsrullerne i 1947, var de tidligst kendte hebraiske bibelhåndskrifter — bortset fra nogle få fragmenter — fra sidst i det 9. århundrede til det 11. århundrede e.v.t. De er altså kun cirka 1000 år gamle. Betyder det så at den hebraiske bibeltekst man kendte før 1947 var upålidelig? Og hvorfor var der så få gamle hebraiske håndskrifter?

For at tage det sidste spørgsmål først, så var det sådan blandt de ortodokse jøder at når et hebraisk bibelhåndskrift blev for slidt blev det låst inde i en geniza, et opbevaringsrum i synagogen. Alle de opbevarede slidte håndskrifter blev på et senere tidspunkt taget ud og begravet. Jøderne gjorde dette for at forhindre at skrifterne blev misbrugt eller vanhelliget. Hvorfor? Fordi de indeholdt tetragrammet, de hebraiske bogstaver der stod for Guds hellige navn, som på dansk almindeligvis udtales ’Jehova’.

’Kronen’

For størstedelens vedkommende er den gamle hebraiske tekst blevet trofast overleveret fra de tidligste tider. Der var for eksempel et vigtigt hebraisk håndskrift kaldet Keter, ’kronen’, der oprindelig indeholdt alle de hebraiske skrifter i ’Det Gamle Testamente’. Det blev bevogtet i den ældste synagoge hos et fåtalligt, gammelt jødisk samfund der fandtes i Aleppo, en overvejende muslimsk by i Syrien. Tidligere havde dette håndskrift været hos de karæiske jøder i Jerusalem, men det var blevet ført bort af korsriddere i 1099. Senere fik man det tilbage, og det blev flyttet til det gamle Kairo i Ægypten. Det nåede så byen Aleppo senest i det 15. århundrede og blev derefter kendt som Aleppo-kodeksen. Dette håndskrift der daterer sig til i hvert fald 930 e.v.t., ansås for at være det ypperste, eller ’kronen’, af masoretisk dygtighed, som også navnet antyder. Det er et godt eksempel der viser med hvilken omhu man overleverede bibelteksten, og det må virkelig siges at være et forbilledligt hebraisk bibelhåndskrift.

Senere gik det sådan at vogterne af dette enestående håndskrift, på grund af overtroisk frygt for at deres hellige genstand skulle vanhelliges, ikke tillod at andre lærde fik adgang til at se det. Eftersom der ydermere kun var fotograferet et enkelt blad derfra, var det ikke muligt at udarbejde en faksimile til studiebrug.

Da englænderne trak sig tilbage fra Palæstina i 1948 var der nogle optøjer mod jøderne i Aleppo. Deres synagoge blev brændt; den værdifulde kodeks forsvandt, og man antog at den var blevet ødelagt. Så det var noget af en overraskelse da man cirka ti år senere fandt ud af at omkring 75 procent af den var blevet reddet og smuglet ud af Syrien til Jerusalem! I 1976 udkom der endelig en smuk faksimileudgave i farver i 500 eksemplarer.

Et mesterværk

Hvorfor er dette håndskrift så betydningsfuldt? Fordi dets originale konsonanttekst var blevet korrigeret og forsynet med vokalpunkter omkring 930 e.v.t. af Aron ben Asjer, som var en af de berømteste lærde mænd der var oplært i afskrivning og overlevering af den hebraiske bibel. Man havde altså her en forbilledlig kodeks der tjente som norm for fremtidige afskrifter udført af mere uøvede skrivere.

Oprindelig bestod den af 380 ark (760 sider) og var hovedsagelig skrevet i tre kolonner på pergamentark. Den består nu af 294 ark og mangler det meste af Pentateuken samt den sidste del, der indeholder Klagesangene, Højsangen, Daniels Bog, Esters Bog, Ezras Bog og Nehemias’ Bog. I studieudgaven af New World Translation of the Holy Scriptures er den anført som ’Al’ (Josua 21:37, fodnote). Moses Maimonides (afbildet her), en navnkundig jødisk lærd fra det 12. århundrede, udnævnte Aleppo-kodeksen til den bedste han nogen sinde havde set.a

Den hebraiske tekst som blev skrevet af i hånden fra det 13. til det 15. århundrede, var sat sammen af to af de betydeligste masoretiske tekstfamilier, Ben Asjer og Ben Naftali. I det 16. århundrede udarbejdede Jakob ben Chajjim en tekst til en trykt hebraisk bibel baseret på netop denne sammensatte tekst, og den blev grundlag for praktisk talt alle hebraiske bibler der blev trykt i de næste 400 år.

Med den tredje udgave af Biblia Hebraica (den trykte hebraiske tekst) i 1937 rådførte man sig med Ben Asjer-traditionen som den var bevaret i et manuskript i Rusland, kendt som Leningrad B 19A. Leningrad B 19A daterer sig fra år 1008. Det Hebraiske Universitet i Jerusalem planlægger at udgive den hebraiske Aleppo-tekst i sin helhed sammen med tekstvarianter fra alle andre vigtige håndskrifter og udgaver, deriblandt Dødehavsrullerne.

Den bibeltekst vi bruger i dag er pålidelig. Den blev inspireret af Gud og gennem århundrederne overleveret af afskrivere der arbejdede med pedantisk nøjagtighed. Afskrivernes store omhu ses for eksempel ved en sammenligning mellem den Esajasrulle der blev fundet ved Det Døde Hav i 1947, og den masoretiske tekst. Der er forbløffende få afvigelser, skønt Dødehavsrullen er mere end tusind år ældre end den ældste eksisterende masoretiske bibel. Nu da Aleppo-kodeksen er blevet tilgængelig for tekstforskerne vil det give yderligere grund til at have tillid til De Hebraiske Skrifters ægthed. Ja, „vor Guds ord vil bestå evindelig“. — Esajas 40:8.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 28]

Bibelmuseet, Münster, Tyskland

[Kildeangivelse på side 29]

Jewish Division/​The New York Public Library/​Astor, Lenox, and Tilden Foundations