Scener fra det forjættede land
Børn i Silo
NÅR du tænker på byerne, landsbyerne og de forskellige områder i det forjættede land, er det så berømte mænd og kvinder der toner frem i erindringen? Det er det nok, for de fleste bibelske beretninger handler om voksne mennesker. Men hører man ikke om børn? Kan du komme i tanker om nogle hændelser hvor der optræder børn?
Landskabsbilledet ovenfor kan gøre det lettere for os at leve os ind i beretningerne om børn og unge, hvoraf nogle var gode og andre advarende eksempler for kristne. Den runde høj i midten er sandsynligvis det sted hvor fortidens Silo lå. Men hvad særligt var der ved Silo?a
Da Israel drog ind i det forjættede land anbragte man først Guds tabernakel i Gilgal nær Jeriko. (Josua 4:19) Men da landet deltes mellem stammerne blev dette hellige telt — midtpunktet for Israels tilbedelse — flyttet til Silo. (Josua 18:1) Silo lå cirka 30 kilometer nord for Jerusalem, i Efraims bjergland. Mænd og kvinder fra hele Israel rejste til dette sted. Dalen syd for det sted hvor tabernaklet sandsynligvis befandt sig, kunne sikkert rumme store folkeskarer. (Josua 22:12) Kom der også børn til Silo?
Nogle kom der. Det kendteste eksempel er Samuel. Hans forældre, Elkana og Hanna, boede i en landsby bag højene mod vest. Hvert år rejste de til Silo, og de havde sikkert nogle af Elkanas anden hustrus børn med. På et tidspunkt velsignede Jehova Hanna med en søn, som fik navnet Samuel. Senere bragte forældrene ham til Silo for at han kunne tjene ved tabernaklet sammen med ypperstepræsten Eli. — 1 Samuel 1:1–2:11.
Drengen udførte forskellige opgaver i Guds hus, og han må have haft mange lejligheder til at løbe rundt i de nærliggende højdedrag. (1 Samuel 3:1, 15) På nogle af skråningerne var der terrasser med oliventræer, som det fremgår af billedet på side 9. Læg mærke til det lille vagttårn i sten. Landmænd og fårehyrder kunne holde udkig fra et sådant vagttårn, men man kan forestille sig at lille Samuel også har klatret derop. (Jævnfør Anden Krønikebog 20:24.) Fra dette gode udsigtspunkt kunne man holde udkig efter vilde dyr.
Dengang var der flere træer end nu, og i nogle skove holdt der vilde dyr til. (Josua 17:15, 18) Det fremgår af en hændelse som indtraf efter at Elisa var blevet Guds mest fremtrædende profet. Elisa rejste fra Jeriko mod Betel, og befandt sig i dette område cirka 15 kilometer syd for Silo. Hvilken modtagelse ville han få af folk i Betel, som var blevet et center for tilbedelsen af guldkalven? (1 Kongebog 12:27-33; 2 Kongebog 10:29) De voksne indbyggere var efter alt at dømme fjendtligt indstillede imod Jehovas profet, og det har smittet af på deres afkom.
Anden Kongebog 2:23, 24 fortæller at en flok børn hånede Guds profet idet de råbte: „Gå derop, skaldepande! Gå derop, skaldepande!“ Det fik Elisa til at „[nedkalde] ondt over dem i Jehovas navn. Da kom der to hunbjørne ud fra skoven og sønderrev toogfyrre af børnene“. Ja, sådanne syriske brune bjørne kunne være dødsensfarlige hvis de blev overrasket eller deres unger lod til at være truet. (2 Samuel 17:8; Ordsprogene 17:12; 28:15) Gud benyttede dem til at eksekvere sin dom over de børn der havde vist så åbenlys foragt for hans repræsentant og derved spottet Jehova selv.
At et barn kunne risikere at møde vilde dyr i bakkerne omkring Silo understreger hvor stor en tro Samuels forældre viste ved at bringe ham til tabernaklet for at tjene dér.
En anden sand tilbeder som havde vist tro og hengivenhed var dommeren Jefta. Han boede i Gileads højland øst for Jordan. Fyldt med nidkærhed for Jehova i krigen mod fjenden ammonitterne svor Jefta at den første af hans hus som kom ham i møde skulle ofres til Jehova. Det viste sig at blive hans egen ugifte datter. Jefta bragte derfor sit eneste barn til Guds helligdom i Silo, hvor hun boede og tjente trofast i årevis. — Dommerne 11:30-40.
Den trofasthed og hengivenhed som Samuel og Jeftas datter viste i Silo står i skærende kontrast til det afskrækkende eksempel der blev sat af de 42 børn som spottede Jehovas profet i samme egn. — Jævnfør Første Korintherbrev 10:6, 11.
[Fodnote]
a I Jehovas Vidners kalender 1992 findes foto i større format.
[Kildeangivelse på side 8]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.
[Kildeangivelse på side 9]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.
[Kildeangivelse på side 9]
Safari Zoo, Ramat-Gan, Tel Aviv