En veluddannet mand
„I SER på hans kaldelse af jer, brødre, at ikke mange vise efter kødet blev kaldet, ikke mange mægtige, ikke mange af fornem herkomst.“ (1 Korinther 1:26) Som disse ord antyder kan det være farligt at fordybe sig i verdslig visdom eller at have en høj social status. Dette kan nemlig hindre en i at tage imod den gode nyhed. — Ordsprogene 16:5; Markus 10:25.
På Paulus’ tid var der ikke desto mindre nogle „vise efter kødet“ som tog imod sandheden, og en af dem var Paulus selv. Paulus havde en god uddannelse, var tilsyneladende ud af en fremtrædende familie og var en nidkær forkynder. Han viste således at de privilegerede i verden kan tjene Jehova hvis de har den rigtige hjerteindstilling. De kan endda bruge deres verdslige visdom i tjenesten for Jehova. — Lukas 16:9.
Født i Tarsus
Paulus blev født i Tarsus, som han selv senere kaldte „en ikke ukendt by“. (Apostelgerninger 21:39) Sandsynligvis var det dér han fik kendskab til flere sprog, især græsk, hvilket var en uvurderlig hjælp i hans missionsarbejde. I Tarsus lærte Paulus ikke alene om de jødiske skikke men også om ikkejødiske kulturer, hvilket han senere gjorde brug af som apostel for nationerne. Han vidste hvordan han skulle forklare sandheden så de kunne forstå den. (1 Korinther 9:21) Tag for eksempel hans tale til athenerne der er gengivet i Apostelgerninger, kapitel 17. Han henviser behændigt til athenernes religion og citerer endda en af deres egne digtere i sin fremholdelse af sandheden.
Romersk statsborger
Paulus havde en anden verdslig fordel. Han var romersk statsborger, og det brugte han også som et middel til at fremme den gode nyhed. I Filippi blev han og hans rejseledsagere pryglet og fængslet uden rettergang. Det var ulovligt at gøre dette mod en romersk statsborger, og da Paulus gjorde myndighederne opmærksomme herpå, tillod de ham at hjælpe menigheden før han rejste videre. — Apostelgerninger 16:37-40.
Da Paulus senere stod foran landshøvdingen Festus drog han fordel af sit romerske statsborgerskab ved at appellere til kejseren. På den måde forsvarede han den gode nyhed over for Romerrigets højeste myndighed. — Apostelgerninger 25:11, 12; Filipperne 1:7.
Paulus fik en praktisk uddannelse der senere viste sig at være nyttig. Han blev oplært som teltmager, sandsynligvis af sin fader. Takket være dette kunne han forsørge sig selv i forkyndelsen når det var småt med midler. (Apostelgerninger 18:1-3) Han fik også en grundig religiøs uddannelse. Han blev opdraget som „farisæer, søn af farisæere“. (Apostelgerninger 23:6) Ja, han havde studeret ved Gamaliels fødder, en af de berømteste jødiske lærere. (Apostelgerninger 22:3) En sådan uddannelse, der måske kan sammenlignes med en god universitetsuddannelse i dag, antyder at hans familie var ret fremtrædende.
Den rigtige indstilling
Paulus’ baggrund og oplæring taget i betragtning havde han udsigt til en lovende fremtid inden for jødedommen. Han kunne have drevet det vidt. Men da Paulus først anerkendte at Jesus var Messias, fik han andre mål. I sit brev til filipperne beskrev han nogle af sine tidligere verdslige fordele og sagde: „Hvad der var vinding for mig, det anser jeg nu for tab på grund af Messias. Ja, for den sags skyld anser jeg virkelig også alt for tab på grund af den langt større værdi som kundskaben om Kristus Jesus, min Herre, har.“ — Filipperne 3:7, 8.
Denne veluddannede mand så ikke længselsfuldt tilbage på hvad han kunne have brugt sin verdslige uddannelse til, og han underkuede heller ikke andre ved hjælp af sin „megen lærdom“. (Apostelgerninger 26:24; 1 Korinther 2:1-4) Tværtimod satte han hele sin lid til Jehova da han med tanke på sine tidligere muligheder sagde: „Idet jeg glemmer hvad der er bagved og rækker efter det der er foran, jager jeg frem mod målet efter sejrsprisen, kaldet opad fra Gud ved Kristus Jesus.“ (Filipperne 3:13, 14) Paulus værdsatte åndelige ting.
Paulus brugte sin uddannelse i Jehovas tjeneste. Da han sagde om jøderne: „Jeg giver dem det vidnesbyrd at de har nidkærhed for Gud,“ talte han af personlig erfaring. (Romerne 10:2) Da han selv var farisæer havde han afgjort nidkærhed for Gud og for Skrifterne. Efter at han blev kristen blev hans nidkærhed suppleret med nøjagtig kundskab, og han kunne så bruge sin uddannelse til et godt formål. Da han skrev Hebræerbrevet brugte han for eksempel sit indgående kendskab til israelitternes historie og deres tilbedelse ved templet til at understrege at den kristne ordning er langt bedre.
I dag er der også nogle „vise efter kødet“ som er lydhøre over for den gode nyhed. Mennesker med alle mulige former for uddannelse, såvel som folk med forskelligt arbejde og håndværk, har taget imod sandheden og har brugt deres uddannelse i Jehovas tjeneste. Men uanset hvilken verdslig uddannelse en kristen har, glemmer han aldrig at det er de åndelige egenskaber der er vigtigst. Det er „de mere vigtige ting“, for de kan føre os til det evige liv. — Filipperne 1:10.