Værdien af Papyrus Nash
HVORDAN daterer man et gammelt hebraisk bibelhåndskrift? Det var det problem som dr. John C. Trever i 1948 stod over for da han første gang så Esajasrullen fra Det Døde Hav. De hebraiske bogstavers form fascinerede ham. Han vidste at bogstaverne var en nøgle til at fastslå alderen. Men hvad havde han at sammenligne med? Korrekt konkluderede han: Kun Papyrus Nash. Hvorfor? Hvad er det for et håndskrift, og hvor stammer det fra?
Papyrus Nash består af blot fire fragmenter med i alt 24 linjer hebraisk tekst og måler 7,5 gange 12,5 centimeter. Håndskriftet er opkaldt efter sekretæren for Society of Biblical Archaeology, W. L. Nash, som i 1902 erhvervede det gennem en ægyptisk købmand. Det følgende år blev det offentliggjort af S. A. Cooke i førnævnte selskabs publikation Proceedings og blev udstillet på Cambridge-universitetets bibliotek i England, hvor det stadig findes. Det der gør dette papyrushåndskrift så værdifuldt er dets alder. Lærde har dateret det til det andet eller første århundrede før vor tidsregning, så det var da det blev fundet den ældst kendte del af et hebraisk håndskrift.
Dr. Trever sammenlignede et farvelysbillede af Papyrus Nash med en skriftrulle han havde liggende foran sig, og betragtede nøje formen på de enkelte bogstaver. Der var ingen tvivl om at de var ens. Han havde imidlertid svært ved at tro at det store, nyligt fundne håndskrift skulle være af lige så tidlig dato som Papyrus Nash. Med tiden viste det sig imidlertid at det forholdt sig således. Esajasrullen var fra det andet århundrede før vor tidsregning!
Indholdet af Papyrus Nash
En analyse af teksten i Papyrus Nash viser at alle dets 24 linjer er ufuldstændige, idet der mangler ord eller bogstaver i begge ender. Det indeholder dele af De Ti Bud fra Anden Mosebog, kapitel 20, samt nogle vers fra Femte Mosebog, kapitel 5 og 6. Dette har altså ikke været et almindeligt bibelhåndskrift, men en sammensat tekst med et særligt formål. Det indgik åbenbart i en samling formanende tekster der skulle minde jøden om hans forpligtelser over for Gud. En passage der begynder med Femte Mosebog 6:4, kaldet Sjema, bliver hyppigt gentaget. Dette vers lyder: „Hør, Israel: Jehova vor Gud er én Jehova.“
Tetragrammet, JHVH, „Jehova“, i dette vers kan ses to gange på nederste linje af papyrushåndskriftet, og forekommer desuden seks andre steder, men et af stederne mangler første bogstav.
Sjema skulle især fremhæve „at Gud som person er én“. Ifølge den jødiske Talmud (Berakoth 19a) blev det afsluttende ord Echadʹ („én“) „særligt fremhævet eftersom man udtalte hver eneste stavelse under fremsigelsen“. (W. O. E. Oesterley og G. H. Box) Dette forlængede ’Echadʹ forkyndte også at Gud var én.
I dag findes der mange håndskrifter af samme alder som Papyrus Nash, især blandt de skriftruller man fandt i hulerne ved Det Døde Hav nær Qumran. Grundige analyser har bekræftet at mange af disse håndskrifter daterer sig fra det første og andet århundrede f.v.t.a Skønt Papyrus Nash ikke længere er det ældst kendte hebraiske håndskrift, er det stadig af stor interesse. Det er det eneste hebraiske bibelhåndskrift af så høj alder man har fundet i Ægypten.
[Fodnote]