Vor store Skaber og hans underværker

’HVOR er det storslået!’ De fleste vil sikkert spontant give udtryk for dyb beundring ved synet af naturens underværker, som for eksempel de tordnende vandfald ved Iguaçú eller Niagara, de mægtige canyons i Colorado eller på Hawaii, eller de prægtige fjorde i Norge eller New Zealand. Er disse underværker da blot resultater af den såkaldte moder Naturs lykkespil? Nej, de er langt mere storslåede. Disse ærefrygtindgydende undere skyldes en stor Skaber, en kærlig himmelsk Fader om hvem den vise kong Salomon skrev: „Alt har han frembragt smukt til rette tid. Også tidens uendelighed har han givet en plads i deres hjerte; dog således at menneskene ikke kan finde ud af hele det værk som den sande Gud har frembragt fra begyndelsen til enden.“ (Prædikeren 3:11) Det vil afgjort tage en evighed for mennesker at udforske alle de underværker Skaberen har fyldt universet med.

Ja, Skaberen er stor! Og vi kan ydermere glæde os over at denne almægtige Gud „ved slutningen af disse dage [har] talt til os ved en søn, som han har indsat som arving til alle ting, og gennem hvem han har dannet tingenes ordninger“. (Hebræerne 1:2) Denne søn, Jesus Kristus, værdsatte i høj grad alt det betagende som hans Fader havde skabt. Han henviste jævnligt til skaberværket for at tydeliggøre sin Faders hensigt og for at opmuntre sine tilhørere. (Mattæus 6:28-30; Johannes 4:35, 36) Mange har „ved tro“ erkendt at skaberværkets undere „er blevet bragt i stand ved Guds ord.“ (Hebræerne 11:3) En sådan tro bør afspejle sig i ens daglige tilværelse. — Jakob 2:14, 26.

Det er i sandhed storslåede værker vor Gud har frembragt. De afspejler på vidunderlig måde hans visdom, magt, retfærdighed og kærlighed. For eksempel satte Gud Jorden i kredsløb om Solen og lod dens akse hælde sådan at hans fremtidige skabninger, menneskene, ville kunne glæde sig over skiftende årstider. Gud sagde: „Herefter skal, i alle de dage jorden består, såtid og høsttid, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat aldrig ophøre.“ (1 Mosebog 8:22) Endvidere forsynede Gud gavmildt jorden med værdifulde mineraler og andre nyttige stoffer. Navnlig sørgede han for at der var rigeligt med vand, der blev et af de vigtigste stoffer på jorden og fik grundlæggende betydning for livet.

I ordnet rækkefølge, på seks ’skabelsesdage’, hver med en længde på flere tusind år, blev jorden ved hjælp af „Guds virksomme kraft“ gjort rede som bolig for menneskene. Lyset vi ser ved, luften vi indånder, landjorden vi bor på, plantelivet, det bestandige skift mellem dag og nat, fiskene, fuglene, pattedyrene — alt dette blev frembragt i en bestemt rækkefølge af vor store Skaber, til gavn og glæde for menneskene. (1 Mosebog 1:2-25) Vi kan sige med salmisten der udbrød: „Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom. Jorden er fuld af hvad du har frembragt.“ — Salme 104:24.

Kronen på Guds skaberværk

Da den sjette ’skabelsesdag’ nærmede sig sin afslutning skabte Gud manden og hans modstykke, kvinden. Et mesterligt højdepunkt i jordens skabelseshistorie, langt mere vidunderligt end noget af det fysiske skaberværk der var blevet frembragt tidligere. I den forbindelse står der i Salme 115:16: „Himmelen — himmelen tilhører Jehova, men jorden har han givet til menneskesønnerne.“ Derfor dannede Gud menneskene sådan at de både kunne finde glæde ved det han tidligere havde skabt på jorden og drage nytte af det. Vi bør afgjort være taknemmelige for vore øjne — der er mere avancerede end det fineste fotografiapparat — som kan sanse den farverige verden omkring os! Vi er udstyret med ører — der er finere end noget lydsystem mennesker har konstrueret — som gør det muligt for os at tale sammen og lytte til skøn musik og melodiøs fuglesang. Vi har et indbygget taleorgan, som den alsidige tunge er en del af. Tungens smagsløg bevirker i forening med lugtesansen at vi kan nyde smagen af en uendelig variation af fødevarer. Endelig er en kærlig berøring noget af det bedste vi ved. Vi har god grund til at takke Skaberen, sådan som salmisten gjorde med ordene: „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt. Underfulde er dine værker, ja, det ved min sjæl til fulde.“ — Salme 139:14.

Skaberens loyale hengivenhed

Salmisten skrev: „Sig tak til Jehova, for han er god . . .; til ham der alene gør store undere: for hans loyale hengivenhed varer evindelig.“ (Salme 136:1-4) Denne loyale hengivenhed bevæger ham nu til at skabe endnu mere storslåede underværker end dem vi netop har omtalt. Ja, selv mens Jehova hviler med hensyn til sit fysiske skaberværk er han i færd med at skabe på det åndelige plan. Denne aktivitet er en reaktion på en ondskabsfuld udfordring der blev rettet direkte imod ham. Hvordan det?

Den første mand og kvinde blev sat i et vidunderligt paradis, Edens have. Men en frafalden engel, Satan, fremstillede sig selv som en gud og forledte dette menneskepar til at gøre oprør imod Jehova. Gud dømte dem retfærdigt til døden. Dette medførte at deres børn — hele menneskeslægten — er kommet til verden i en syndig, døende tilstand. (Salme 51:5) Bibelens beretning om Job viser at Satan udfordrede Gud idet han hævdede at intet menneske ville bevare sin uangribelighed over for Jehova under prøve. Men både Job og mange andre trofaste tjenere for Gud har lige fra Bibelens tid og indtil nu bevist at Satan er en grov løgner. (Job 1:7-12; 2:2-5, 9, 10; 27:5) Jesus satte som fuldkomment menneske et uforligneligt eksempel i det at bevare sin uangribelighed. — 1 Peter 2:21-23.

Derfor kunne Jesus sige: „Verdens hersker [Satan] har ikke noget tag i mig.“ (Johannes 14:30) Men det gælder stadig at „hele verden ligger i den ondes magt“. (1 Johannes 5:19) Eftersom Satan satte spørgsmålstegn ved retmæssigheden af Jehovas suverænitet, har han nu fået omkring 6000 år til at vise om hans herredømme over menneskeheden kan fungere. Og hvor er Satan kommet sørgeligt til kort! Det fremgår tydeligt af verdensforholdene, som fortsat forværres. Vor kærlige Gud, Jehova, vil snart fjerne dette fordærvede verdenssamfund og hævde sin retmæssige suverænitet over jorden. Det vil være en befrielse for de mennesker der længes efter et fredeligt og retfærdigt herredømme! — Salme 37:9-11; 83:17, 18.

Men Guds loyale hengivenhed rækker endnu videre. Den vil også manifestere sig på baggrund af Jesu ord i Johannes 3:16: „Gud elskede [menneskehedens] verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ Opfyldelsen af dette fornyede håb om evigt liv for menneskeheden indebærer at der skabes noget helt nyt. I hvilken forstand? Og hvordan vil det blive til gavn for den plagede menneskehed? Det vil den følgende artikel gøre rede for.