Gud glemmer ikke „den kærlighed I har vist mod hans navn“
„GUD er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn, idet I har ydet de hellige hjælpetjeneste og fortsat yder dem hjælpetjeneste.“ (Hebræerne 6:10) Disse ord af apostelen Paulus passer på Jehovas vidner i Østeuropa. De har trofast bekendtgjort Guds navn og har i årtier arbejdet flittigt under forbud som de tidligere, sovjetkontrollerede regeringer havde indført. Jehova husker deres gode gerninger og overøser dem med Rigets velsignelser. Lad os for eksempel kigge på det forløbne tjenesteår for blot tre af disse områder.
Områder i det tidligere Sovjetunionen
Områder i det tidligere Sovjetunionen rapporterer at man i løbet af tjenesteåret 1992 nåede en ny rekord af forkyndere der repræsenterer en fremgang på 35 procent — fra 49.171 til 66.211! Men det er ikke det hele. Disse forkyndere har været meget aktive, hvilket ses af den fine fremgang i uddeling af bibelske publikationer, deriblandt bladene. De har også gjort god brug af brochurerne og har uddelt 1.654.559 af disse. Det er en tredobling af tallet fra sidste år på 477.235! Hvordan er alle disse publikationer blevet modtaget? Så godt at det har resulteret i en fordobling af antallet af hjemmebibelstudier. Nu ledes der 38.484 bibelstudier.
Antallet af dem der i 1992 deltog i hjælpepionertjenesten steg med 94 procent. Dette har tydeligvis bidraget til at 26.986 er blevet døbt, et fantastisk tal sammenlignet med tjenesteåret 1991, hvor 6570 blev døbt. En fremgang på ikke mindre end 311 procent!
Hvordan var disse nydøbte blevet interesserede i den gode nyhed? En væsentlig faktor var i nogle tilfælde den oprigtige interesse som blev udvist af det vidne der ledede studiet. En præsiderende tilsynsmand fra Moldova (Moldavien) fortæller:
„Min hustru og jeg besøgte en kvinde der tidligere havde vist interesse for Bibelen. Et bibelstudium blev påbegyndt med hende. Hendes mand var imidlertid slet ikke interesseret. En dag da vi var på vej hen til hende for at studere var det bidende koldt og det sneede. Der var næsten ingen på gaden, men vi var hos hende præcis på det aftalte tidspunkt. Hun sagde til sin mand: ’Dér kan du se! Disse mennesker er virkelig interesserede i os. De er punktlige trods snevejret.’ Denne episode satte tankerne i gang hos manden. Han ændrede indstilling og deltog i studiet, og nu er han og hans hustru døbte vidner.“
I andre situationer er det Vidnernes høflighed der skaber interesse for den gode nyhed. En ældste, også fra Moldova, oplevede dette:
„I mit distrikt besøgte jeg en mand der ikke var interesseret i Jehovas vidner. Han sagde at han ligesom sin far og bedstefar tilhørte den russisk-ortodokse kirke. Han bad mig om at forlade ejendommen. Men inden jeg gik gav han mig lejlighed til at fortælle ham grunden til mit besøg. Jeg pegede på Mattæus 28:19, hvor der står: ’Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn.’ Jeg gav ham derefter adressen på vores rigssal og gik. Til min overraskelse kom denne mand en uge senere til vores møde! Han blev under hele programmet. Han forklarede at han ugen igennem havde bebrejdet sig selv at han havde været så uvenlig mod mig. Et bibelstudium blev øjeblikkelig påbegyndt og han er nu en broder.“
En anden fantastisk side af tjenesteåret har været den overvældende reaktion på Selskabets opfordring til at dække vore brødres behov i dette område. I vinteren 1991/92 blev omkring 400 tons fødevarer og en stor mængde tøj til mænd, kvinder og børn sendt til dem der var i nød. Disse forsyninger er blevet fordelt til praktisk talt alle dele af det tidligere Sovjetunionen, selv til Irkutsk i Sibirien og Khabárovsk nær Japan. Det er virkelig et magtfuldt vidnesbyrd om at Jehova ikke har glemt den kærlighed vore brødre har vist mod hans navn! Dette bevis på broderkærlighed der er en følge af Jehovas ånds virke har også resulteret i at de er blevet forenet med deres verdensomspændende familie. En søster i Ukraine skrev for eksempel til afdelingskontoret:
„Den hjælp I ydede var meget hjertevarmende. Vi græd og takkede Jehova Gud for at han ikke havde glemt os. Det er sandt at vi i øjeblikket ikke har meget i materiel henseende, men takket være den hjælp som kom fra vore brødre i Vesten er vi kommet materielt på fode igen. Nu kan vores familie, på grund af jeres hjælp, bruge mere tid i tjenesten for Jehova. Min datter og jeg vil være hjælpepionerer i sommermånederne — hvis Jehova vil.“
Gennem hjælpearbejdet blev der også aflagt et vidnesbyrd over for folk der ikke er Jehovas vidner, idet de kunne betragte den kærlighed som Vidnerne lagde for dagen ved deres gerninger. En familie fra en anden menighed skrev: „Vi modtog materiel hjælp i form af føde og klæder. Det er storslået! Den støtte og opmuntring I har ydet, har lært os at vi også skal gøre godt mod andre. Disse kærlighedsgerninger er ikke gået ubemærket hen. Der er blevet aflagt et vældigt vidnesbyrd om det sande brodersamfund over for ikketroende såvel som interesserede personer og deres familie.“
Der blev i juni og juli afholdt fem områdestævner og ét internationalt stævne, alle med temaet „Lysbærere“. Dette var endnu et vidnesbyrd om at Jehova velsigner det flittige arbejde hans vidner udfører og den kærlighed de har vist ved at gøre hans navn kendt. Stævnerne blev overværet af 91.673, og 8562 blev døbt. Der var flest til stede ved det internationale stævne i Skt. Petersborg, hvor 46.214 — deriblandt delegerede fra hen ved 30 lande rundt om i verden — var samlet på Kirov Stadion.
I Sibirien kom en mand på omkring 60 år til stævnepladsen i Irkutsk bare for at se hvad der foregik. Han sagde: „Alle de tilstedeværende er pænt klædt på, de smiler og er venlige mod hinanden. Disse mennesker er som én stor familie. Man kan se at de er venner, ikke kun på stadionet men også i dagligdagens aktiviteter. Jeg modtog fremragende bibelske publikationer og fik et større indblik i hvad det er for en organisation. Jeg vil gerne bevare kontakten med Jehovas vidner og studere Bibelen med dem.“
Ved dette stævne i Irkutsk var der 5051 til stede. En interesseret kvinde fra Jakut-republikken i Sibirien bemærkede: „Jeg betragtede de tilstedeværende — og havde lyst til at råbe af glæde. Jeg er meget taknemmelig for at Jehova har hjulpet mig til at lære sådanne mennesker at kende. Her ved stævnet har jeg modtaget bøger og blade og jeg ønsker at fortælle andre om det. Jeg vil meget gerne være blandt dem der tilbeder Jehova.“
Lederen af stadionet i Almá-Atá i Kasakhstan, hvor 6605 overværede stævnet, sagde følgende: „Jeg er betaget af jeres indstilling. Nu er jeg overbevist om at I alle, unge såvel som gamle, er respektable mennesker. Jeg kan ikke sige at jeg tror på Gud, men jeg tror på de hellige ting der kommer til udtryk gennem jeres brodersamfund i jeres indstilling til åndelige og materielle værdier.“
En politibetjent ved dette stævne sagde: „Jeg har to gange været i kontakt med jer, begge gange ved et stævne. Det er en fornøjelse at arbejde med Jehovas vidner.“
Rumænien
Jehova har heller ikke glemt den kærlighed brødrene i Rumænien har vist mod hans navn. I det forløbne tjenesteår har Vidnerne oplevet mange glædelige begivenheder. For det første blev afdelingskontoret genåbnet i Bukarest, efter at det har været lukket siden 1949, hvor den rumænske regering forbød vort arbejde. Omkring 20 brødre og søstre arbejder i de nye faciliteter. Afdelingskontoret betjener 24.752 forkyndere — et nyt højdepunkt som repræsenterer en 21 procents fremgang i forhold til sidste års gennemsnit.
Efter mange år hvor man hemmeligt har måttet udføre forkyndelsesarbejdet er forkynderne nu blevet bedre udstyret til det offentlige vidnearbejde fra dør til dør. En oplevelse fra Mureş viser hvordan nogle Jehovas vidner gør god brug af enhver lejlighed til at forkynde for andre selv når de er på rejse. Afdelingskontoret skriver:
„En forkynder besluttede sig til at forkynde fra den ene jernbanevogn til den anden. Folk var som regel imødekommende, men i den sidste vogn opstod der nogle problemer. Ingen af de rejsende ville modtage nogen af vore blade. Til sidst rejste en meget ophidset mand sig og råbte: ’Hvis du bliver ved med at plage os med din religion, kaster jeg alle dine blade ud ad vinduet!’ Forkynderen svarede venligt at hvis han kastede bladene ud ad vinduet, ville der alligevel være nogle som fik gavn af dem — de der samlede dem op. Manden blev så imponeret over den ro som forkynderen udviste at han tog bladene og begyndte at dele dem ud til de andre rejsende i vognen. De blev så overraskede at de alle tog imod ét. Da han havde delt dem ud var der ikke noget blad til ham selv. Forkynderen spurgte ham derfor: ’Vil De ikke selv have et eksemplar?’ Manden snuppede derpå et blad fra en af sine medpassagerer som havde fået to eksemplarer og sagde: ’Nu har jeg også fået et!’“
I mange lande har Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde til tider ophidset kristenhedens præsteskab til modstand. I Rumænien er præsterne fra den ortodokse kirke ofte blevet rasende på Vidnerne. Men det kan ikke holde Jehova tilbage fra at velsigne sit folk for den kærlighed de har vist mod hans navn. En kredstilsynsmand skriver:
„Vi tog sammen med den lokale menighed ud for at forkynde i landdistrikterne. Der var omkring hundrede brødre. Vi lejede en bus og kørte cirka 50 kilometer til en lille by. Vi inviterede mange til det offentlige foredrag der skulle holdes i kulturhuset. Men næppe var mødet begyndt før den ortodokse præst kom for at forstyrre vores møde. Politiet prøvede at standse præsten. Men han nægtede at falde til ro. Det lykkedes ham at afbryde mødet da han knuste glasset i hoveddøren. Mange af de lokale indbyggere brød sig imidlertid slet ikke om præstens opførsel. Et grundigt vidnesbyrd blev aflagt over for de tilstedeværende og en stor mængde bøger og blade blev uddelt.“
Desværre er der i nogle dele af landet meget få forkyndere. Da en pioner ankom til Olt var der kun ni brødre i hele området og et stort distrikt der skulle gennemgås. Efter et år var antallet af forkyndere steget til 27, hvoraf de fem var forkyndere der var begyndt igen. Pioneren slog sig ned i byen Corabia, hvor der slet ikke var nogen Jehovas vidner. Vidnerne havde kun været der i 45 dage da den lokale præst protesterede i Craiova Radio over deres arbejde. Han sagde at de havde „invaderet“ byen Corabia med deres lære idet de prøvede at få folk til at skifte religion. Angrebene fortsatte med det formål at standse arbejdet og skade Jehovas Vidners omdømme i distriktet. Det hele kulminerede mens de lokale brødre var i Bukarest til områdestævne. Den ortodokse sognepræst kom med en kraftig opfordring efter sin gudstjeneste: „Vi burde alle demonstrere i gaderne for at opfordre politiet til at gribe ind over for Vidnerne, der har inficeret hele området med deres publikationer og forgiftet folket.“ Men den selv samme aften hvor mødet skulle løbe af stabelen skete der noget usædvanligt. En gruppe vandaler raserede domkirken og byens kulturhus. Protestmødet blev derfor aldrig afholdt!
Områder i det tidligere Jugoslavien
Tjenesteåret 1992 har været et meget vanskeligt år for brødrene i Jugoslavien. I samme periode har de dog haft nogle glædelige oplevelser. De er taknemmelige for at Jehova ikke har glemt deres arbejde og den kærlighed de har vist mod hans navn.
Krigen brød først ud i Slovenien, så i Kroatien og senere i Bosnien og Hercegovina. Inden for et år er der ud af én republik dannet fem nye stater der alle kæmper for at skabe deres egne grænser, love og valutaer. I hundredvis af Jehovas vidner har måttet forlade deres hjem og overnatte hos deres brødre andre steder. Ligesom i andre lande i Østeuropa er der i de større byer blevet nedsat udvalg der skal tage sig af indkvartering, mad og tøj til vore trængende brødre. I løbet af tjenesteåret 1992 er der blevet fordelt omkring 55 tons fødevarer til brødrene i de menigheder der ligger i de krigshærgede områder. Man har modtaget mange breve der udtrykker stor værdsættelse.
Brødrene i Dubrovnik beretter om hvor taknemmelige de er for den hjælp de har modtaget. Da en søster kom hjem med sin pakke med fødevarer spurgte en nabo hvor hun havde købt æggene. Søsteren fortalte at åndelige brødre fra et andet område havde sendt dem til hende. Naboen var forbløffet. I et andet tilfælde kontaktede en ukendt mand fra Slovenien en ældste og sagde: „Jeg har hørt at Jehovas Vidner uddeler de fødevarer som de har modtaget fra deres brødre, på en retfærdig måde. Jeg har sendt adskillige pakker til folk, men de er aldrig nået frem. Kunne jeg ikke sende sådanne nødforsyninger til jer så I kan uddele dem?“ Aviser og radioudsendelser roser også vores hjælpearbejde.
En broder der blev døbt ved det internationale stævne i Zagreb i 1991, var klar over at problemerne ville tage til og købte en hel fødevarebutik. Han transporterede maden hjem til sit hus nær det krigshærgede område. Efterhånden som fødevaremangelen blev værre viste denne forsyning sig at være til stor velsignelse for brødrene.
En stor lastvogn med næringsmidler fik tilladelse til at køre ind til vore belejrede brødre i Sarajevo. Vi er glade for at kunne sige at turen forløb planmæssigt og at forsyningerne nåede frem.
Kampene har krævet sine ofre blandt de civile. Ved slutningen af tjenesteåret havde seks af vore brødre og søstre og to interesserede personer mistet livet, og andre er blevet såret.
Der er imidlertid mange oplevelser der viser at det er en beskyttelse at være et Jehovas vidne. I ét tilfælde var brødrene undervejs til et områdestævne i Beograd da bussen blev stoppet af soldater og passagererne spurgt om der var nogle iblandt dem der tilhørte et bestemt navngivet trossamfund. Brødrene svarede at det var der ikke. De måtte vise deres identifikationskort, og nogle af dem havde navne som var typiske for folk i det trossamfund. Soldaterne anklagede dem for at lyve, men brødrene kunne fremvise en blanket der oplyste at de var trådt ud af kirken; selv om de var opvokset i den pågældende religion var de nu overbeviste Jehovas vidner og var på vej til stævne. Soldaterne lod dem derefter rejse videre.
Pionererne fortsætter i deres tjeneste med uformindsket iver, og det har vist sig at være en virkelig spore til større flid i arbejdet. Vagttårnet med dets positive og farvestrålende forsider bliver oversat samtidig til alle hovedsprogene i området. Gennem dette blad får venner af sandhed og retfærdighed regelmæssigt deres åndelige „madration i rette tid“. (Lukas 12:42) I tjenesteåret 1992 er 674 nye brødre og søstre blevet døbt.
Det er tydeligt at Gud ikke har glemt det arbejde og den kærlighed brødrene i Østeuropa har vist mod hans navn. Nej, han ønsker at alle de der tilbeder ham, uanset hvor de bor, følger Paulus’ gode råd i Hebræerbrevet 6:11: „Vi ønsker brændende at enhver af jer viser den samme flid, så I til det sidste har fuld forvisning i håbet.“