Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w93 1/2 s. 9-14
  • Hvem skal underordne sig Gud og hvorfor?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvem skal underordne sig Gud og hvorfor?
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1993
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvorfor vi må underordne os Jehova Gud
  • Jesus Kristus — det fuldkomne eksempel med hensyn til at underordne sig Gud
  • Nogle der underordnede sig Gud i fortiden
  • Paulus — et eksempel med hensyn til at underordne sig Gud
  • Hvad vil det sige at underordne sig Gud?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1993
  • Hvorfor „underordne sig“?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1980
  • Det er gavnligt at underordne sig Gud
    Organiseret til at gøre Jehovas vilje
  • Man skal „underordne sig“ — men hvem?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1963
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1993
w93 1/2 s. 9-14

Hvem skal underordne sig Gud og hvorfor?

„Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ — JEREMIAS 10:23.

1. Hvilken form for uafhængighed har været højt skattet?

DEN Amerikanske Uafhængighedserklæring fra det 18. århundrede er et af de dokumenter som flest kender eller har hørt om. Heri erklærede 13 britiske kolonier i Nordamerika deres uafhængighed af moderlandet England. De ønskede frihed. Og frihed og uafhængighed af fremmed indblanding er begreber der går hånd i hånd. Politisk og økonomisk uafhængighed kan være en stor fordel. På det seneste er nogle lande i Østeuropa kommet nærmere politisk uafhængighed. Men i samme åndedrag må det retfærdigvis nævnes at disse lande har oplevet at der er fulgt store problemer i uafhængighedens kølvand.

2, 3. (a) Hvilken slags uafhængighed er ikke værd at tragte efter? (b) Hvordan kom dette tydeligt til udtryk i forbindelse med det første menneskepar?

2 Blandt de mange former for uafhængighed mennesker tragter efter, er uafhængighed af menneskets Skaber, Jehova Gud. Denne form for uafhængighed er ikke en velsignelse men en forbandelse. Hvorfor? Fordi mennesket slet ikke er skabt til at være uafhængigt af sin Skaber, hvilket tydeligt fremgår af de ovenfor citerede ord af profeten Jeremias. Vi er altså skabt til at underordne os Skaberen, hvilket vil sige at vi må være lydige mod ham.

3 Dette blev kraftigt understreget for det første menneskepar da Jehova gav dem det bud vi finder i Første Mosebog 2:16, 17: „Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ Eftersom Adam ikke ville underlægge sig sin Skaber, blev han og alle hans efterkommere i stedet underlagt synd, lidelse og død. — 1 Mosebog 3:19; Romerne 5:12.

4, 5. (a) Hvad har konsekvensen været af at mennesker ikke har villet underordne sig Gud? (b) Hvilken morallov kan man ikke tilsidesætte?

4 Det er både uklogt og moralsk forkert at nægte at underordne sig Gud. En sådan holdning har medført at verden i dag er præget af lovløshed, kriminalitet, vold og kønslig umoralitet og de deraf følgende seksuelt overførte sygdomme. Skyldes den omfattende ungdomskriminalitet desuden ikke i høj grad at unge hverken vil underlægge sig Jehova, deres forældre eller landets love? Uafhængighedens ånd afspejler sig også i den aparte og skødesløse måde mange mennesker klæder sig på og det dårlige sprog de benytter.

5 Men ingen kan slippe uden om Skaberens morallov: „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste; for den der sår med henblik på sit kød, skal høste fordærv af sit kød.“ — Galaterne 6:7, 8.

6, 7. Hvad er hovedårsagen til at mange ikke vil underordne sig, og hvoraf fremgår dette?

6 Hvad er hovedårsagen til at så mange ikke vil underordne sig? Enkelt sagt skyldes det selviskhed og stolthed. Derfor lod den første kvinde, Eva, sig bedrage af slangen og spiste af den forbudte frugt. Hvis hun havde været beskeden og ydmyg ville hun ikke være faldet for fristelsen til at blive som Gud og selv bestemme hvad der var godt og ondt. Hvis hun havde været uselvisk ville hun ikke have ønsket noget som hendes Skaber, Jehova Gud, udtrykkeligt havde forbudt. — 1 Mosebog 2:16, 17.

7 Kort efter Adam og Evas syndefald fik stolthed og selviskhed Kain til at slå sin broder Abel ihjel. Det var også selviskhed der fik engle til at handle uafhængigt; de forlod deres oprindelige stilling og materialiserede sig for at tage del i sanselige nydelser. Nimrod lod sig også drive af stolthed og selviskhed, og de fleste verdslige herskere har lige siden været kendetegnet af disse kedelige egenskaber. — 1 Mosebog 3:6, 7; 4:6-8; 1 Johannes 3:12; Judas 6.

Hvorfor vi må underordne os Jehova Gud

8-11. Hvilke fire tungtvejende grunde har vi til at underordne os Gud?

8 Hvorfor er vi skyldige at underordne os vor Skaber, Jehova Gud? Først og fremmest fordi han er universets Suveræn. Al myndighed tilhører rettelig ham. Han er vor Dommer, Lovgiver og Konge. (Esajas 33:22) Som der meget rigtigt står skrevet: „Alle ting er nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab.“ — Hebræerne 4:13.

9 Eftersom Skaberen er almægtig kan ingen slippe godt fra at modstå ham, og ingen kan lade hånt om sin forpligtelse til at underordne sig ham. De der nægter at underlægge sig Gud vil før eller siden gå til grunde; en skæbne som overgik fortidens Farao og som til Guds fastsatte tid vil overgå Satan Djævelen. — Salme 136:1, 11-15; Åbenbaringen 11:17; 20:10, 14.

10 Eftersom alle fornuftbegavede skabninger er frembragt i den hensigt at tjene deres Skaber, er vi forpligtede til at underordne os ham. Åbenbaringen 4:11 erklærer: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ Han er den store Pottemager og mennesker er som kar der tjener hans hensigt. — Esajas 29:16; 64:8.

11 Vi bør ikke glemme at Skaberen er alvis. Han ved derfor hvad der vil gavne os mest. (Romerne 11:33) Hans love er ’til vort bedste’. (5 Mosebog 10:12, 13) Frem for alt: „Gud er kærlighed.“ Han ønsker derfor kun vort bedste. Ja, vi har mange tvingende grunde til at underlægge os Skaberen, Jehova Gud! — 1 Johannes 4:8.

Jesus Kristus — det fuldkomne eksempel med hensyn til at underordne sig Gud

12, 13. (a) Hvordan underlagde Jesus Kristus sig Gud? (b) Hvilke ord af Jesus viser hans ydmyge holdning?

12 Der hersker ingen tvivl om at Jehovas enestefødte søn, Jesus Kristus, satte det fuldkomne eksempel med hensyn til at underordne sig Gud. Det peger apostelen Paulus på i Filipperbrevet 2:6-8: ’Skønt Jesus var i Guds skikkelse, tænkte han ikke på ran, nemlig at han skulle være lig Gud. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed. Og yderligere, da han af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl.’ Da Jesus var på jorden sagde han igen og igen at han ikke gjorde noget på eget initiativ; han handlede ikke uafhængigt men underlagde sig altid sin himmelske Fader.

13 I Johannes 5:19, 30 læser vi: „Som svar sagde Jesus derfor videre til dem: ’I sandhed, ja i sandhed siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre. For hvad denne end gør, dette gør også Sønnen på samme måde. Jeg kan slet intet gøre af mig selv; sådan som jeg hører, dømmer jeg; og den dom jeg fælder er retfærdig, for jeg søger ikke min egen vilje, men hans vilje som har sendt mig.’“ Og den nat han blev forrådt bad han gentagne gange: „Ikke som jeg vil, men som du vil.“ — Mattæus 26:39, 42, 44; se også Johannes 7:28; 8:28, 42.

Nogle der underordnede sig Gud i fortiden

14. Hvordan viste Noa at han underordnede sig Gud?

14 En af de første der ønskede at underordne sig Gud var Noa, hvilket kom til udtryk på tre måder. For det første var Noa en retfærdig mand der var uangribelig blandt sine samtidige og vandrede med den sande Gud. (1 Mosebog 6:9) For det andet byggede han arken og ’gjorde ganske som Gud havde påbudt ham. Sådan gjorde han’. (1 Mosebog 6:22) Og for det tredje lod han som „en forkynder af retfærdighed“ advarselen om en kommende vandflod lyde. — 2 Peter 2:5.

15, 16. (a) Hvordan var Abraham et godt eksempel med hensyn til at underordne sig Gud? (b) Hvordan viste Sara at hun underordnede sig?

15 Abraham viste også at han ønskede at underordne sig Gud ved at adlyde ham da han fik befalingen: „Rejs bort fra dit land.“ (1 Mosebog 12:1) Dette betød at han måtte forlade de behagelige omgivelser i byen Ur (der ifølge arkæologiske fund ikke var en ubetydelig by) og drage omkring som nomade i hundrede år i et fremmed land. Abrahams villighed til at underordne sig kom især til udtryk ved at han var villig til at ofre sin søn Isak. — 1 Mosebog 22:1-12.

16 Abrahams hustru, Sara, satte også et godt eksempel med hensyn til at underordne sig Gud. Det var uden tvivl forbundet med en del besvær at vandre omkring i et fremmed land, men intetsteds læser vi at hun beklagede sig. I de to tilfælde hvor Abraham præsenterede hende som sin søster over for hedenske herskere samarbejdede hun, på trods af at hun nærmest blev indlemmet i disse herskeres harem. Et andet vidnesbyrd om at hun underordnede sig Gud var at hun i sit stille sind kaldte sin mand, Abraham, for „min herre“, hvilket viser at hendes gudsfrygt var ægte og kom fra hjertet. — 1 Mosebog 12:11-20; 18:12; 20:2-18; 1 Peter 3:6.

17. Hvorfor kan man sige at Isak underordnede sig Gud?

17 Vi må heller ikke overse det eksempel Abrahams søn Isak satte med hensyn til at underordne sig Gud. Ifølge den jødiske overlevering tyder det på at Isak var omkring 25 år da Jehova befalede hans fader, Abraham, at bringe ham som et offer. Eftersom Isak var hundrede år yngre end Abraham, kunne han sagtens have modstået sin fader, hvis det var det han havde villet. Men nej. Isak undrede sig ganske vist over at der ikke var noget dyr at ofre, men han gik ydmygt med til at hans fader anbragte ham på et alter og lod ham binde på hænder og fødder. Dette blev gjort for at hindre eller beherske enhver ufrivillig reaktion som kunne have fundet sted hvis slagterkniven var blevet benyttet. — 1 Mosebog 22:7-9.

18. Hvordan var Moses et godt eksempel med hensyn til at underlægge sig Gud?

18 Flere år senere satte Moses et godt eksempel med hensyn til at underlægge sig Gud. Dette fremgår tydeligt af at han i Bibelen beskrives som „langt den sagtmodigste af alle de mennesker der var på jordens flade“. (4 Mosebog 12:3) Lydigt gennemførte han Guds bud i ørkenen i 40 år og dét på trods af at han førte tilsyn med et oprørsk folk der talte to eller tre millioner, hvilket kun er et yderligere vidnesbyrd om at han underordnede sig Gud. I beretningen siges der at „Moses gjorde nøjagtig som Jehova havde påbudt ham. Sådan gjorde han“. — 2 Mosebog 40:16.

19. Hvilke udtalelser af Job viser at han underordnede sig Jehova?

19 Job er endnu et godt eksempel med hensyn til at underordne sig Gud. Efter at Jehova havde tilladt Satan at ødelægge alle Jobs ejendele, at udslette hans børn og derefter slå ham med „ondartede bylder fra fodsål til isse“, sagde hans kone til ham: „Holder du stadig fast ved din uangribelighed? Forband Gud og dø!“ Men Job viste at han underordnede sig Gud ved at sige: „Du taler som en af de uforstandige kvinder taler. Skal vi blot tage imod det gode fra den sande Gud og ikke tage imod det dårlige?“ (Job 2:7-10) Den samme indstilling fremgår også af hans ord i Job 13:15: „Selv hvis han dræbte mig, ville jeg så ikke vente?“ Sandt nok gik Job temmelig meget op i sin egen retfærdiggørelse, men vi må ikke glemme at Jehova til sidst sagde til en af Jobs såkaldte trøstere: „Min vrede er blusset op mod dig og dine to venner, for I har ikke talt sandt om mig, sådan som min tjener Job.“ Ja, Job satte et godt eksempel i det at underordne sig Gud. — Job 42:7.

20. Hvordan viste David at han underordnede sig Gud?

20 Lad os blot fremhæve ét eksempel mere fra De Hebraiske Skrifter, nemlig David. Da kong Saul jagede David som et dyr, havde David to gange lejlighed til at slå Saul ihjel, hvorved han kunne være sluppet for sine problemer. Men han underlagde sig Gud, hvilket afholdt ham fra at dræbe Saul. I Første Samuelsbog 24:6 læser vi Davids ord: „Af respekt for Jehova kunne det aldrig falde mig ind at handle sådan mod min herre, mod Jehovas salvede, at række min hånd ud imod ham; for han er Jehovas salvede.“ (Se også Første Samuelsbog 26:9-11.) Han viste også at han underordnede sig Gud ved at tage imod retledning når han begik fejl eller syndede. — 2 Samuel 12:13; 24:17; 1 Krønikebog 15:13.

Paulus — et eksempel med hensyn til at underordne sig Gud

21-23. Ved hvilke forskellige lejligheder viste apostelen Paulus at han underlagde sig Gud?

21 Af De Kristne Græske Skrifter fremgår det at Paulus satte et godt eksempel med hensyn til at underordne sig Gud. Heri efterlignede han sin Herre, Jesus Kristus, ligesom han gjorde i alle andre grene af sin apostelgerning. (1 Korinther 11:1) Selv om Jehova Gud i større udstrækning gjorde brug af Paulus end af de andre apostle, handlede Paulus aldrig selvrådigt. Lukas oplyser at da der opstod et spørgsmål om hvorvidt hedningekristne skulle omskæres, „aftalte man [brødrene i Antiochia] at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulle tage op til apostlene og de ældste i Jerusalem angående dette stridsspørgsmål“. — Apostelgerninger 15:2.

22 Om Paulus’ missionærtjeneste siges der i Galaterbrevet 2:9: „Da Jakob og Kefas og Johannes, de som ansås for at være søjler, fik kendskab til den ufortjente godhed der var givet mig, gav de mig og Barnabas højre hånd som tegn på fællesskab, for at vi skulle gå til nationerne, men de til de omskårne.“ Paulus rådførte sig med andre frem for at handle uafhængigt.

23 I tråd hermed tog Paulus imod vejledning fra de lokale ældste da han for sidste gang opholdt sig i Jerusalem. De rådede ham til at tage til templet og overholde Lovens krav så at alle kunne se at han ikke var en frafalden hvad Moseloven angik. Begik han en fejl ved at underordne sig disse ældste, eftersom det endte med at han blev overfaldet af en pøbelsværm? Nej, slet ikke, hvilket tydeligt fremgår af Apostelgerninger 23:11: „Den følgende nat stod Herren hos ham og sagde: ’Vær ved godt mod! For ligesom du har aflagt et grundigt vidnesbyrd i Jerusalem om det der vedrører mig, således skal du også vidne i Rom.’“

24. Hvad vil blive behandlet i næste artikel?

24 Bibelen giver os således tungtvejende grunde til at vi bør underordne os, og slående eksempler på nogle der har gjort dette. I den følgende artikel vil vi se nærmere på hvordan vi kan underlægge os Jehova Gud, hvad der vil hjælpe os dertil og hvorfor det lønner sig.

Hvad vil du svare?

◻ Hvilken form for uafhængighed er ikke værd at tragte efter?

◻ Hvad er hovedårsagen til at mange ikke vil underordne sig?

◻ Af hvilke grunde er vi skyldige at underordne os Jehova?

◻ Hvilke gode eksempler finder vi i Bibelen med hensyn til at underordne sig Gud?

[Illustration på side 10]

Nimrod var den første hersker efter Vandfloden der nægtede at underordne sig Gud

[Illustration på side 13]

Noa er et ulasteligt eksempel med hensyn til at underordne sig Gud. — 1 Mosebog 6:14, 22

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del