Bør kristne holde hviledag?

JUNI måned 1991 havde været usædvanlig regnfuld. Derfor brød man en gammel verdslig tradition under tennismesterskaberne i Wimbledon. For første gang i historien spillede man turneringskampe om søndagen, for at indhente den tid der var gået tabt. En sådan enkeltstående undtagelse fra reglerne kunne accepteres, men ellers betragter man i England og mange andre lande søndagen som hviledag.

Nogle holder hviledag på en anden ugedag. Jøder overalt i verden holder sabbat fra solnedgang om fredagen til solnedgang om lørdagen. Det israelske luftfartsselskab flyver ikke på sabbatten, og i visse byer indstilles de offentlige transportmidlers drift. I Jerusalem blokerer ortodokse jøder visse gader for al den trafik som de anser for ulovlig på denne hviledag.

Det at mange religioner stadig foreskriver en ugentlig hviledag eller sabbat, afføder flere spørgsmål. Er det kun jøderne der bør holde sabbat? Hvorfor har de fleste trosretninger inden for kristenheden valgt en anden dag som hviledag? Kræver Bibelen at man også i vor tid holder en ugentlig hviledag?

Har hviledagen altid eksisteret?

Første gang Bibelen omtaler en sabbat er i Anden Mosebog. Mens israelitterne befandt sig i ørkenen levede de af manna, som blev frembragt mirakuløst af Jehova. Den sjette dag i ugen skulle de samle til to dage fordi den syvende dag skulle være en „sabbat for Jehova“, hvor alt arbejde var forbudt. — 2 Mosebog 16:4, 5, 22-25.

Sabbatten skulle endvidere minde israelitterne om at de havde været trælle i Ægypten. Denne påmindelse ville ikke have været særlig meningsfyldt hvis de også tidligere havde haft en sådan lov. Derfor gjaldt loven om sabbatten alene Israels folk. — 5 Mosebog 5:2, 3, 12-15.

Pedantiske og byrdefulde ritualer

Eftersom Moseloven ikke indeholdt detaljer med hensyn til sabbatten, opstillede rabbinere i århundredernes løb en lang række forbud, især mod enhver form for arbejde på sabbatten. Ifølge den jødiske Misjna blev de forbudte former for arbejde opdelt i 39 hovedgrupper, for eksempel syning, skrivning og landbrugsarbejde. Mange af disse regulativer finder ingen støtte i Bibelen. Opslagsværket Encyclopædia Judaica henviser til Misjnaen og erkender at regulativerne er ’som bjerge der hænger i hver sit hår; for der siges kun lidt om emnet i Skrifterne, og dog er reglerne mange’.

For at overholde budet om at „ingen må gå bort fra sit sted på den syvende dag“, fastsatte man en maksimal afstand og kaldte den „sabbatsgrænsen“. Ifølge visse kilder svarede denne grænse til en afstand på knap 900 meter. (2 Mosebog 16:29) Dette regulativ kunne man imidlertid snedigt omgå: Aftenen før sabbatten kunne man anbringe sabbatsmåltiderne i en afstand af 900 meter fra boligen. Dette sted kunne så betragtes som en udvidelse af familiens bolig, hvilket indebar at man kunne lægge yderligere 900 meter til denne grænse.

Mange af disse menneskeskabte restriktioner var gældende på Jesu tid. Det var grunden til at de religiøse ledere anklagede Jesu disciple for at bryde sabbatten da disse på vej gennem en kornmark plukkede nogle aks og spiste kernerne. Det at plukke aksene blev nemlig betragtet som høstarbejde, og det at gnide avnerne af blev sidestillet med det at male korn. Jesus fordømte ved flere lejligheder de religiøse lederes yderliggående synspunkter som var en forvanskning af ånden i Jehovas lov. — Mattæus 12:1-8; Lukas 13:10-17; 14:1-6; Johannes 5:1-16; 9:1-16.

Hviledagen flyttes

„Søndagen er forbeholdt helhjertet tjeneste for Gud.“ Sådan bliver det fjerde bud om sabbatshvilen formuleret af den katolske kirke. En nyudkommet fransk Katolsk Katekismus for Voksne forklarer: „Den kristne søndag fejres som dagen efter sabbatten, den ottende dag, det vil sige den ny skabnings første dag. Den er forbundet med væsentlige elementer i sabbatten, men drejer sig om Kristi opstandelse.“ Hvordan gik det til at hviledagen blev ændret fra lørdag til søndag?

Skønt Jesus opstod fra de døde en søndag, var denne dag for de første kristne en almindelig arbejdsdag ligesom alle andre. Men en beslutning truffet af et kirkekoncil i Laodikea (i midten eller slutningen af det fjerde århundrede) viser at den jødiske sabbat om lørdagen med tiden blev erstattet af en ’kristen’ sabbat om søndagen. Dette kirkebud „forbød kristne at følge jødiske skikke og at hvile på [den jødiske] sabbatsdag. Herrens dag [den dag i ugen hvor han opstod fra de døde] skulle holdes i ære på kristen vis.“ Siden da skulle alle der bekendte sig til kristendommen arbejde om lørdagen og holde fri om søndagen. Senere krævedes det endvidere at man overværede messen om søndagen.

Med hjælp fra verdslige myndigheder blev det i hele kristenheden snart forbudt at arbejde om søndagen. Fra og med det sjette århundrede blev overtrædere idømt bøde eller pisk, og deres kreaturer kunne blive konfiskeret. Undertiden kunne uforbederlige syndere idømmes strafarbejde.

I nogle henseender var de love som beskrev hvilket arbejde der måtte udføres om søndagen, lige så omfattende som de traditioner der var forbundet med den jødiske sabbat. Opslagsværket Dictionnaire de théologie catholique indeholder en lang redegørelse for udviklingen af kirkens kasuistik og nævner blandt de former for arbejde der var forbudt: slavearbejde, landbrugsarbejde, retshandlinger, handel og jagt.

Paradoksalt nok blev netop den jødiske sabbat benyttet som begrundelse for disse forbud. Angående kejser Karl den Stores søndagslovgivning oplyser New Catholic Encyclopedia: „Sabbatstanken, som blev udtrykkeligt afvist af Skt. Hieronymus og fordømt ved koncilet i Orléans i 538 som jødisk og ikkekristen, blev klart anført i Karl den Stores dekret fra 789 der forbød alt arbejde om søndagen som en overtrædelse [af De Ti Bud].“ Mens det altså behagede kirken at se myndighederne lovfæste søndagen som hviledag, tillod den sin verdslige samarbejdspartner at begrunde disse restriktioner med henvisning til en lov som kirken forkastede, nemlig Moseloven med sabbatsbudet.

Et ubibelsk standpunkt

Århundreder tidligere havde adskillige kirkefædre i almindelighed og Augustin i særdeleshed, med rette erklæret at sabbatten var en midlertidig ordning der kun gjaldt jøderne. I dette synspunkt gentog disse kirkefædre blot hvad der blev forklaret i De Kristne Græske Skrifter, nemlig at sabbatten var en del af Lovpagten, som blev ophævet af Jesu offer. — Romerne 6:14; 7:6; 10:4; Galaterne 3:10-14, 24, 25.

Ordbogen Vocabulaire biblique citerer den protestantiske teolog Oscar Cullmann, der vedgår at „eftersom Jesus kom, døde og opstod, har Det G[amle] T[estamentes] højtider udtjent deres formål. At holde dem fortsat ’er ensbetydende med at vende tilbage til den gamle pagt, som om Kristus aldrig var kommet’.“ Kan man med dette i tanke på nogen måde retfærdiggøre overholdelsen af en obligatorisk hviledag?

I dag søger katolske skribenter almindeligvis støtte i Apostelgerninger 20:7, der omtaler at Paulus „den første dag i ugen“ (søndag) mødtes med sine trosfæller for at spise et måltid med dem. Dette nævnes imidlertid blot som en detalje. Intet i sammenhængen eller andre steder i Bibelen antyder at dette er nævnt som et eksempel de kristne skulle følge, og slet intet peger på at det skulle være en pligt. Der er altså intet bibelsk grundlag for at holde hviledag om søndagen.

Hvornår kan de kristne hvile?

Mens de kristne ikke har pligt til at holde en bestemt ugentlig hviledag, er de ikke desto mindre blevet indbudt til at holde en anden slags hvile. Paulus forklarer dette for sine jødekristne medtroende: „Altså står der en sabbatshvile tilbage for Guds folk. . . . Lad os derfor gøre vort yderste for at gå ind til den hvile.“ (Hebræerne 4:4-11) Før disse jøder blev kristne havde de holdt Moseloven så samvittighedsfuldt som de kunne. Nu tilskynder Paulus dem til ikke længere at søge frelse gennem gerninger men til at „hvile“ fra deres døde gerninger. Fremover skulle de have tro på Jesu offer, som var det eneste middel hvorved menneskeheden kunne blive retfærdiggjort i Guds øjne.

Hvordan kan vi der lever i dag vise samme respekt for Guds synspunkt? Jehovas vidner nyder ligesom andre mennesker den ugentlige fridag fra verdsligt arbejde som er lovbefalet i mange lande. Det giver dem tid til afslapning og samvær med familien. Men denne dag har især vist sig nyttig til andre kristne gøremål. (Efeserne 5:15, 16) Disse indbefatter deltagelse i møder og i den offentlige forkyndelse. I forkyndelsen besøger de deres medmennesker for at dele oplysninger fra Bibelen med dem om den tid som nu er nær, hvor troende mennesker vil komme til at opleve verdensomspændende fred. Hvis du kunne tænke dig at få mere at vide om dette, vil Jehovas vidner med glæde hjælpe dig, enten det nu måtte være om lørdagen, om søndagen eller en anden af ugens dage.

[Illustration på side 28]

Jesus holdt sabbatsloven til fuldkommenhed uden at ligge under for de jødiske traditioner

[Illustration på side 29]

Kristne gøremål er en velgørende afveksling på dage hvor man har fri fra verdsligt arbejde