Helvede — er ilden ved at gå ud?

I 1755 holdt den pietistiske danske teolog Erik Pontoppidan — forfatteren til den katekismus der var officiel lærebog i danske kirker og skoler fra 1738 til 1791 — nogle flammende forelæsninger for teologiske kandidater. Heri opfordrede han kandidaterne til at give deres prædiken „eftertryk i tilhørernes hjerter ved at forestille de fordømtes usalige tilstand i helvedes evige kval og pine“. De vordende præster skulle henvise til „det meget onde, som de skal nedstyrtes i, nemlig den pøl, som brænder med svovl og ild“.

Men da var en skeptisk holdning til læren om evige helvedesstraffe allerede begyndt at brede sig. I bogen The Decline of Hell gør D. P. Walker opmærksom på at der „i det fjerde årti af det 18. århundrede officielt blev sat spørgsmålstegn ved læren om at de fortabte kommer i et brændende helvede“. I det 19. århundrede fortsatte helvedes flammer med at dø ud, selv om helvede ganske vist indgik som en integreret del af forkyndelsen hos vækkelser som Indre Mission. Her i det 20. århundrede er helvede som et sted med ’evig kval og pine’ ikke længere et debatemne. „Angrebet fra den moderne intellektualisme og den skygge Hiroshimas og holokausts flammer har kastet, har taget brodden af helvedes skræmmebilleder,“ bemærker journalisten Jeffery Sheler.

Mange vækkelsesprædikanter har også mistet smagen for ild og svovl. De skræmmende prædikener om helvedes rædsler er forsvundet fra prædikestolene i de fleste af kristenhedens kirker. For de fleste teologer er helvede blevet et emne der er for middelalderligt at beskæftige sig med. For et par år siden var en kirkehistoriker for eksempel i færd med at indsamle materiale til en universitetsforelæsning om helvede, og i den anledning løb han registrene i adskillige videnskabelige tidsskrifter igennem. Han fandt ikke stikordet „helvede“ et eneste sted. Ifølge tidsskriftet Newsweek konkluderede historikeren: „Helvede er forsvundet — uden at nogen har bemærket det.“

Helvede genoplives

Men helt forsvundet er helvede nu ikke. For overraskende nok er helvedeslæren i de senere år flammet op igen visse steder. Amerikanske meningsmålinger viser at antallet af amerikanere som siger at de tror på helvede steg fra 53 procent i 1981 til 60 procent i 1990. Dertil kommer at der på verdensplan er mange religiøse bevægelser der forkynder om helvede; ja, helvedes ’comeback’ inden for kristenheden er globalt.

Men gør denne genopblussen af helvede sig kun gældende blandt folk på kirkebænkene, eller har den også nået prædikestolene? Sagen er at det helvede som Erik Pontoppidan prædikede om for 250 år siden, aldrig er forsvundet fra kristenhedens konservative prædikestole. I 1991 skrev U.S.News & World Report: „Selv blandt nogle liberale kirkesamfund er der tegn på at teologer er begyndt at tænke mere seriøst over helvedestanken end de har gjort i årtier.“ Efter flere år ude i kulden er helvede igen tilbage på det religiøse verdenskort. Men er det lige så ildsprudende som før?

Uafklarede spørgsmål

Teologen W. F. Wolbrecht var ikke i tvivl: „Helvede er helvede, og ingen menneskelige ønsker eller tanker kan gøre det til en mindre varig forbandelse.“ Men mange kirkegængere er ikke lige så overbeviste. Selv om de ikke tvivler på helvedes eksistens, har de deres tvivl angående dets natur. En anden teolog indrømmer: „Også for mig er helvede en uomgængelig kendsgerning, som klart fremholdes i Bibelen, men dets nøjagtige natur er vanskelig at definere.“ Ja, for stadig flere teologer og lægfolk er spørgsmålet i dag ikke om der er et helvede, men hvad helvede er.

Hvad mener du? Hvad har du lært om helvede? Og hvorfor har oprigtige kristne problemer med denne lære?

[Kildeangivelse på side 2]

Forsiden: Illustration af Doré til Dantes Den Guddommelige Komedie

[Kildeangivelse på side 3]

Illustration af Doré til Dantes Den Guddommelige Komedie