Evig pine — hvorfor en skræmmende lære?

„Jeg hører at I har afskediget jeres præst. Hvad var der galt?“

„Jo, han blev ved at sige at vi ville komme i helvede.“

„Hvad siger den nye præst?“

„Han siger også at vi kommer i helvede.“

„Hvad er så forskellen?“

„Forskellen er at når den gamle præst sagde det, lød han glad; når den nye siger det, lyder han sønderknust.“

DENNE lille anekdote viser at der findes både præster og kirkegængere som har et noget anstrengt forhold til helvedeslæren. Den canadiske teolog Clark H. Pinnock har gjort denne iagttagelse: „Af alle de teologiske trosartikler der har voldt den menneskelige samvittighed problemer i århundreder, er det nok de færreste der har voldt større ængstelse end den gængse fortolkning af helvede som et sted hvor sjæl og legeme straffes i al evighed.“

Moralske konsekvenser

Hvorfor er mange så foruroligede over det billede som kristenheden udmaler af helvede? (Se rammen.) Professor Pinnock siger: „Tanken om at en bevidst skabning skal påføres fysiske og mentale pinsler i al evighed er i bund og grund foruroligende, og den tanke at de påføres pinsler på guddommelig befaling støder min opfattelse af Guds kærlighed.“

Ja, læren om evige helvedesstraffe skaber et moralsk dilemma. Mange oprigtige kristne stiller sig selv de samme spørgsmål som den katolske teolog Hans Küng gør: „Skulle kærlighedens Gud . . . virkelig i al evighed være tilskuer til denne håbløse, endeløse, skånselsløse, kærlighedsløse, grusomme fysisk-psykiske martring af hans skabninger?“ Hans Küng fortsætter: „Er han en så hårdhjertet kreditor? . . . Hvad ville vi tænke om et menneske der tilfredsstillede sin hævntørst så uforsonligt og umætteligt?“a Hvordan kan den Gud som i Bibelen befaler os at vi skal elske vore fjender, ønske at pine sine fjender for evigt? (1 Johannes 4:8-10) Ikke overraskende mener nogle at helvedes natur er uforenelig med Guds natur, at læren moralsk set ikke giver mening.

Mange andre troende går uden om disse spørgsmål som katten om den varme grød. Men at lukke øjnene for dem, får ikke rådvildheden til at forsvinde. Så lad os engang undersøge spørgsmålene nærmere. Hvilke moralske konsekvenser har denne lære? I Criswell Theological Review skriver professor Pinnock: „Tanken om evig pine er uacceptabel set ud fra et moralsk synspunkt, fordi den gør Gud til et blodtørstigt monster der opretholder et evigtvarende Auschwitz for ofre som han ikke engang giver lov til at dø.“ Han spørger: „Hvordan kan nogen med blot en smule menneskelighed i behold, udholde en sådan tanke [den traditionelle helvedeslære]? . . . Hvordan kan kristne fremstille så grusom og hævntørstig en guddom?“

Pinnock beskriver hvilken skadelig indvirkning denne lære kan have haft på menneskers adfærd, med ordene: „Jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvilke uhyrligheder der er blevet begået af mennesker som har troet på en Gud der pinte sine fjender.“ Han spørger: „Er dette ikke et uhyggeligt begreb som burde overvejes nok en gang?“ Ja, hvis Gud tilskrives en sådan grusomhed kan det ikke undre at samvittighedsfulde kirkegængere har betænkeligheder ved at tro på helvede. Men der rejser sig også et andet problem i forbindelse med helvedeslæren.

Helvede og retfærdigheden

Mange der beskæftiger sig med den traditionelle helvedeslære vil finde at den skildrer Gud som uretfærdig, at den krænker deres retfærdighedssans. Hvordan?

Jo, den retsnorm Gud har fastsat er: „Øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod.“ (2 Mosebog 21:24) Lige for lige var altså et grundlæggende princip i den guddommelige lov til fortidens Israel. Det vil sige at hvis helvedeslæren er sand, var det kun de syndere som havde forårsaget evig pine der fortjente evig pine — evig pine for evig pine. Men eftersom mennesker (uanset hvor onde de er) kun kan forårsage begrænset pine, ville deres straf slet ikke stå i forhold til deres forbrydelse hvis de blev dømt til evig pine i helvede.

Straffen ville ganske enkelt være for hård. Princippet om „øje for øje og tand for tand“ ville blive overtrådt. Og når man tænker på at Jesu lære modererede tanken om gengældelse, vil det være svært for en sand kristen at se megen retfærdighed i tanken om evig pine. — Mattæus 5:38, 39; Romerne 12:17.

Hvordan læren forklares

Ikke desto mindre forsøger mange at retfærdiggøre helvedeslæren. Hvordan? Den engelske forfatter Clive S. Lewis taler på manges vegne når han i sin bog The Problem of Pain skriver: „Der er ingen lære som jeg er mere villig til at fjerne fra kristendommen end denne, hvis det blot stod i min magt. Men den har Skriftens fulde støtte, især fra Vor Herres egne ord.“ Helvedestilhængerne indrømmer således at tanken om evig pine er forfærdende, men i samme åndedrag hævder de at læren er sand, eftersom de mener at den fremholdes i Bibelen. Teologen Pinnock siger: „Ved at indrømme at den er ubehagelig, håber de på at bevise deres egen ubrydelige troskab mod Bibelen og vælger med en vis heroisme at tro på denne skrækkelige sandhed blot fordi Skriften fremholder den. De får det til at lyde som om Bibelens ufejlbarlighed står på spil. Men gør den virkelig det?“

Måske spørger du dig selv om man af troskab mod Bibelen er nødt til at antage denne lære. Hvad siger Bibelen egentlig om spørgsmålet?

[Fodnote]

[Ramme på side 5]

TRE ENS FORESTILLINGER

I Den Augsburgske Bekendelse af 1530, den evangelisk-lutherske kirkes vigtigste bekendelsesskrift, som ved Reformationens indførelse også blev bekendelsesskrift for Den Danske Folkekirke, siges der om Gud: „Ugudelige mennesker og djævle vil han fordømme til at pines uden ophør.“ (Den Augsburgske Bekendelse, artikel 17) I Katolsk Katekismus læser man: „De fordømte i helvede kan aldrig skue den herlige, gode Gud . . . Tilmed lider de helvedesildens kvaler, pines stadigvæk af deres dårlige samvittighed . . . Deres straf vil aldrig høre op.“ I opslagsværket The Encyclopedia of Religion står der at den græsk-ortodokse kirke tilslutter sig „den lære at helvede er den evige ild og straffen som venter de fordømte“. — Bind 6, side 238-39.