„Vi kan bare ikke tale sammen!“

MICHAEL, der er advokat, er nødt til at være god til at kommunikere. Det hører med til hans arbejde. Men efter 16 års ægteskab blev han tvunget til at erkende at han ikke var så god til at kommunikere med sin kone, Adrian. Michael mindes: „Vi var altid efter hinanden. Det svirrede i luften med hentydninger, kritik og gensidig hakken, og jeg troede at det ville tage livet af os. Jeg spekulerede på om dét var at være gift, dette bombardement af utilfredshed og irritation. Hvis resten af vores tilværelse sammen skulle forme sig på den måde, ville jeg simpelt hen ikke være med længere. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på 20, 30 eller 40 år med konstant irritation og anspændthed.“

Michael og Adrian er bestemt ikke ene om sådanne følelser. Det er virkelighed for mange ægtepar hvis forhold veksler mellem kamp og våbenhvile. Selv de mest dagligdags samtaler udvikler sig til verbale stridigheder. De „hører“ ting som ikke er blevet sagt. De siger ting de ikke mener. De angriber og anklager, for derefter at trække sig tilbage i fornærmet tavshed. De går ikke fra hinanden, men de er heller ikke „ét kød“. (1 Mosebog 2:24) Forholdet er fastlåst. At trække sig tilbage ville være at skilles; at gå fremad ville betyde en direkte konfrontation med forskellene. For at undgå de smerter det ville medføre, resignerer disse par og sørger for at holde sig i forsvarlig følelsesmæssig afstand af den anden.

Sådanne par har brug for at ’skaffe sig kyndig vejledning’ i deres ægteskab. (Ordsprogene 1:5) Denne vejledning findes i Guds ord, Bibelen. Paulus’ andet brev til Timoteus forsikrer os om at Bibelen er „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering“. (2 Timoteus 3:16) Og som vi skal se, er det netop det der er brug for når man skal udbedre et sammenbrud i den ægteskabelige kommunikation.