Jehova styrker sit folk i øst og vest
I OMRÅDER hvor forkyndelsesarbejdet er forbudt, i lande der er ved at opløses i vold, samt i de lande hvor forbud mod vort arbejde for nylig er blevet hævet — ja, i hele den verdensomspændende arbejdsmark — fortsætter Jehova med at skænke sine vidner ’en kraft som er ud over det normale’. — 2 Korinther 4:7.
Fremgang trods forbud
I et øhav i Det Fjerne Østen har forkyndelsesarbejdet nu været underlagt forbud i 17 år. Har det taget modet fra forkynderne? Slet ikke! I maj måned 1993 nåede de en ny forkynderrekord på 10.756 forkyndere, hvoraf 1297 virkede som heltidsforkyndere. Efterhånden som verdensforholdene forværres er øbefolkningen mere end nogen sinde indstillet på at lytte til sandheden. Forkynderne har derfor kunnet rapportere at der ledes 15.654 hjemmebibelstudier med interesserede. På et tidligere tidspunkt overværede 25.397 nogle møder som man holdt i al hemmelighed for at mindes Jesu død.
Da områdestævnet „Oplært af Gud“ fandt sted — diskret på grund af de lokale forhold — var brødrene lykkelige for at modtage de samme publikationer som var blevet udgivet på engelsk, på deres lokale sprog. Oversættere, korrekturlæsere og andre havde frivilligt påtaget sig overarbejde for at kunne færdiggøre hovedværket med i hundredvis af sider til tiden. Et samarbejdsvilligt trykkeri var glad for at udføre et smukt arbejde med at trykke og indbinde bogen. Stævnedeltagerne modtog med begejstring denne publikation med over tusind billeder, hvoraf mange er i farver. Mange regeringsembedsmænd respekterer Jehovas vidner, og modstanden kommer hovedsagelig fra kristenhedens gejstlige. Man håber at forbudet inden længe vil blive ophævet.
Hvad med det amerikanske kontinent?
Jehovas vidner på den vestlige halvkugle tackler ligesom deres brødre i øst modigt de problemer de kommer ud for, og Jehovas hellige ånd hjælper dem til at klare vanskelige situationer. Tag for eksempel følgende rapport fra et latinamerikansk land hvor narkobander strejfer om i junglen.
En gruppe forkyndere tog en bus til et isoleret distrikt. Da de steg af bussen lagde de mærke til en lille sidevej der førte ud af landsbyen. Mens søstrene og børnene gennemgik landsbyen, tog fem brødre af sted for at se hvor vejen førte hen. En af brødrene fortæller:
„Efter at have gået i to timer var vi kun stødt på meget få huse. Pludselig kom otte bevæbnede, hætteklædte mænd ud af skoven. Nogle havde maskingeværer, andre bar macheter. Hvad var vi løbet ind i? Vi spurgte dem hvad de ville, men fik besked på at holde mund og gå fremad. Det gjorde vi så. Efter yderligere to timers vandring gennem tæt jungle kom vi til en lysning hvor der lå en militærlejr. Overalt var der bevæbnede vagter. I midten af lejren lå et pænt hus som vi blev ført ind i.
Efter at have taget plads henvendte en mand der tilsyneladende var lejrens chef, sig til os. Han var pænt klædt, veluddannet og meget stilig. Han pegede på en af brødrene i vores gruppe, befalede ham at rejse sig, og spurgte ham: ’Hvad mener du om [vores] gruppe?’ Fuldt ud klar over hvor vi befandt os, svarede broderen: ’Vi kender til jeres gruppe, men vi engagerer os ikke i den eller i nogen anden politisk gruppe. Den eneste grund til at vi er her, er for at forkynde om Jehova Guds rige ved Kristus Jesus. Dette rige vil inden længe fjerne alle politiske regeringer i denne tingenes ordning og indføre storslåede velsignelser for mennesker på denne jord under paradisiske forhold. Det kan intet menneske eller nogen politisk gruppe gøre.’
Nu ændrede manden indstilling. Han begyndte at stille spørgsmål. ’Hvor har du lært alt det? Hvordan kan du være forberedt på at holde sådan en tale?’ I halvanden time fik vi lejlighed til at aflægge et godt vidnesbyrd om verdensforholdene og vise at Bibelen indeholder det eneste håb for menneskeheden. Ud fra Romerbrevet, kapitel 13, forklarede vi desuden at vi adlyder de regerende myndigheder, men når der opstår en konflikt mellem Jehovas ord og det myndighederne befaler, adlyder vi vor Gud, Jehova. Til sidst tilbød vi ham de bøger vi havde. Han modtog tre bøger og en bibel, og til vores store overraskelse gav han et bidrag for dem. Han sagde at han ville læse dem.
Dernæst beordrede han med en håndbevægelse en af mændene til at føre os ud af lejren. Kort efter var vi på vej tilbage, og vi takkede Jehova for den sejr vi havde vundet i dette særprægede distrikt.“
I det krigshærgede Afrika
Det afrikanske kontinent kan siges at ligge mellem Øst og Vest. Stammekrige har i nogle lande medført en malstrøm af vold. I Liberia er Jehovas folk stærkt berørt af at borgerkrigen igen er blusset op. I oktober og november 1992 var der kampe i og omkring hovedstaden. Efterhånden som krigen bredte sig i landet blev hele menigheder spredt når brødrene flygtede ud i bushen sammen med den øvrige befolkning. Deres nidkærhed var imidlertid ikke kølnet. De forkyndte under flugten, hvorved der er blevet aflagt et stort vidnesbyrd i de fjerneste egne af landets indre.
En menighed af flygtede brødre byggede en midlertidig rigssal midt i en gummiplantage. Befolkningen i en by i nærheden af fronten var flygtet ind i en gummiplantage om dagen for at undslippe luftbombardementerne. De lokale brødre (samt mange brødre der var flygtet fra hovedstaden, Monrovia) organiserede en regelmæssig forkyndelse for de tusinder der søgte ly under gummitræerne. Når et fly nærmede sig sprang brødrene og søstrene ned i den nærmeste grøft, og når faren var drevet over, fortsatte de med at forkynde.
Forbløffende nok har de over tusind forkyndere for hvem det er lykkedes at få rapporter igennem til Selskabet, haft et månedligt gennemsnit på 18,1 time i forkyndelsen og de leder 3111 bibelstudier.
Inden for de sidste fire år er de restriktioner Jehovas Vidners arbejde har været underlagt, blevet ophævet i 18 lande i Afrika. Det er desuden en meget stor glæde at kunne meddele at det forbud som vore brødre i Malawi blev underlagt i oktober 1967, blev ophævet den 12. august. Forkyndelsen af den gode nyhed har altid haft god fremgang, selv om den er foregået under jorden, men nu kan forkynderne arbejde frit. De må dog vente til opstandelsen med at byde de mange kære trosfæller som er blevet myrdet af modstanderne, velkommen tilbage til livet.
Den 4. oktober 1992 blev der indgået en fredsaftale i Moçambique. Nu kan man nå ud til områder der tidligere var umulige at nå på grund af krigen, der har varet de sidste 16 år. For eksempel blev forbindelsen genoprettet med 375 brødre og søstre i Carioco som ikke havde haft forbindelse med organisationen i de foregående syv år. Der blev holdt en særlig stævnedag i Milange, hovedstaden i et område hvor der tidligere har ligget en koncentrationslejr, et center for „omskoling“ af Jehovas vidner, hvoraf mange var flygtninge fra Malawi. Det var en overraskelse at der kom 2915 til stede, deriblandt byens leder, som bød Jehovas Vidner velkommen. Det tidligere „omskolingscenter“ blev således for en dag center for oplæring fra Gud.
En missionær skriver: „Angående vore brødre der befinder sig i flygtningelejre i provinsen Tete, har en repræsentant for UNHCR (FN’s Højkommissariat for Flygtninge) gjort en interessant iagttagelse. Han fortalte at Jehovas Vidner havde oprettet deres egne lejre, adskilt fra andre grupper. ’Deres lejr er den eneste der er ordentligt organiseret,’ sagde han og tilføjede: ’Jehovas vidner er renlige, disciplinerede og veluddannede.’ Han tilbød derefter at flyve mig en tur over bushen så jeg kunne se det med egne øjne. Fra luften udpegede piloten to lejre. Den ene var forfalden og snavset, med lerhytter anbragt hulter til bulter. Den anden lejr var velanlagt med huse i rækker adskilt af veje. Husene så pæne ud, og der var ryddet op omkring dem. Nogle var endda malet med hjemmelavet maling. ’Gæt hvilken lejr der tilhører jer,’ sagde piloten. Det var en stor glæde for mig at møde brødrene i denne lejr. Der er nu otte menigheder i denne landsby, som udelukkende bebos af Jehovas vidner.“
I „Ørnens Land“
Det er ikke De Forenede Staters ørn der er tænkt på. Mellem øst og vest ligger landet Albanien, som på det officielle sprog hedder Shqipëria, hvilket betyder „Ørnens Land“. For nylig er et 50 år gammelt, strengt håndhævet, forbud mod Jehovas Vidner i landet blevet hævet, og Jehovas vidner i Albanien kan nu mødes med deres brødre fra øst og vest i glæde over deres nye religionsfrihed. Og man må afgjort sige at de har ’købt sig den belejlige tid’. (Efeserne 5:16) Det første stævne i Albaniens historie, et etdagsstævne, blev afholdt søndag den 21. marts 1993 i Nationalteatret i hovedstaden Tirana. Lørdag eftermiddag havde 75 frivillige Jehovas vidner forvandlet en forfalden mødesal til en strålende ren stævnehal. Teatrets ledelse var målløs. Det skal desuden bemærkes at af de 75 frivillige var kun 20 døbte!
Vejret kunne ikke have været bedre. Da de udenlandske gæster ankom gjorde hilsenerne — der stort set foregik ved gestus og knus — den særlige stævnedag til noget ganske særligt. Med hænder rakt mod himmelen bad broder Nasho Dori den indledende bøn. Han blev døbt i 1930 og er nu næsten blind. Programmet blev fremført på albansk, fortrinsvis af de udenlandske specialpionerer. De 585 tilstedeværende sang sangen „Kristen indvielse“ — én af seks sange der til lejligheden var blevet oversat til albansk — mens 41 nye brødre og søstre gik ud til det dåbsbassin som tilrejsende græske brødre havde været så hjælpsomme at opstille i den lokale rigssal. Hvilken forandring! Førhen betød blot det at eje en bibel at man blev sendt i arbejdslejr, og møderne kunne kun holdes i grupper på to eller tre personer.
Dagen efter stævnet modtog Vagttårnets kontor en telefonopringning fra teatrets direktør. Normalt interesserer han sig ikke for hvem der benytter teatret; det er vicedirektørens opgave. Men han sagde: „Jeg måtte simpelt hen ringe og takke jer. Jeg har aldrig før set dette sted så rent. Hvis jeg skal beskrive det vil jeg sige at en brise fra himmelen i går fejede hen over teatret. Vi vil gerne bede jer komme tilbage hver eneste gang I har lyst til at bruge vores faciliteter; så vil I komme i første række. Vi burde egentlig lade jer komme gratis hver tredje måned.“
Forkynderne vendte styrkede og taknemmelige tilbage til deres byer og begyndte forberedelserne til at fejre højtiden til minde om Jesu død. Blot 15 dage senere, tirsdag den 6. april, blev den første mindehøjtid under frie forhold afholdt syv forskellige steder.
I byen Berat er mødedeltagelsen vokset til omkring 170, og den lokale præst er rasende. De 21 af Berats 33 forkyndere blev døbt ved stævnet. Mindehøjtiden her blev overværet af 472. Antallet af tilstedeværende andre steder er også bemærkelsesværdigt, i vid udstrækning som et resultat af den gode måde specialpionererne fører an på.
I Shkodër, den mest katolske by i Albanien og hjemsted for en basilika, er kirken begyndt at trykke et månedligt nyhedsbrev, og hvert nummer har handlet om hvordan man undgår Jehovas Vidner. I det sidste nummer hed det: „Jehovas Vidner har invaderet Shkodër!“ En ’hærskare’ på to forkyndere samlede 74 dannede og alvorligt tænkende mennesker til mindehøjtiden. Efter at have hørt mindehøjtidsforedraget bad 15 familier om at få et hjemmebibelstudium. I en anden by, Durrës, hvor der er hele fire forkyndere, blev mindehøjtiden overværet af ikke færre end 79.
På grund af modstand fra katolske unge der truede med at drive forkynderne bort med sten, blev mindehøjtiden i bjerglandsbyen Kalmeti i Vogel flyttet til en lokal broders hjem, hvor 22 overværede mødet i fred og ro. Der er fem forkyndere i denne gruppe, hvoraf tre blev døbt ved stævnet i Tirana.
I Vlorë modtog to unge mænd et eksemplar af Vagttårnet, læste det og skrev til Selskabet: „Vi kalder nu os selv Jehovas vidner på grund af den sandhed vi har lært i Vagttårnet. Send os venligst hjælp.“ To specialpionerer fik til opgave at tage dertil, og den ene af disse unge mænd kvalificerede sig hurtigt til at blive forkynder. Han glædede sig over at være blandt de 64 der overværede mindehøjtiden i Vlorë.
En albansk broder der lærte sandheden at kende i De Forenede Stater vendte i 1950’erne tilbage til sin fødeby Gjirokastër, hvor han, i det omfang det var muligt, tjente indtil sin død. Han såede sandhedens sæd i sin søns hjerte. Da forbudet blev ophævet bad denne søn Vagttårnsselskabet om hjælp. En anden interesseret der bor i en landsby lige nord for Gjirokastër, har også skrevet og bedt om hjælp. Fire specialpionerer blev sendt dertil. Onsdag morgen, dagen efter mindehøjtiden, telefonerede en af dem til Selskabets kontor i Tirana og sagde: „Jeg kan ikke lade være med at fortælle jer hvor meget Jehovas ånd har udvirket. Vi er så glade! Mindehøjtiden var en succes.“ Den blev overværet af 106, inklusive de tilrejsende syv forkyndere.
Hvor mange overværede mindehøjtiden i alt? I 1992, da der kun var 30 forkyndere, blev den overværet af 325. I 1993 havde de 131 forkyndere samlet 1318 tilhørere. Begge år var tilhørertallet ti gange højere end forkyndertallet. Hvor spændende at se „den mindste . . . blive til tusind“ på så kort tid. — Esajas 60:22.
„Gør dine teltreb lange“
Efterhånden som Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde udbredes til ethvert område af jorden, lyder opfordringen: „Udvid pladsen i dit telt. Og lad dem udspænde din store boligs teltduge. Hold ikke igen. Gør dine teltreb lange, og gør dine teltpløkke stærke. For du vil brede dig til højre og til venstre.“ (Esajas 54:2, 3) At Jehovas store bolig — der skildrer den verdensomspændende menighed af hans tilbedere — har bredt sig, har især været tydeligt i Østeuropa, særlig i landene i det tidligere Sovjetunionen. Efter at have holdt sine tjenere oppe i årtier med undertrykkelse, giver Jehova nu sine vidner den vældige styrke der skal til for at udvide og styrke organisationen.
Fra 22. til 25. juli overværede 23.743 et internationalt stævne med temaet „Oplært af Gud“, på Lokomotiv-stadion i Moskva. Hvem ville for bare to år siden have troet at dette ville være muligt? Men her var de! Over 1000 kom fra Japan og Korea, næsten 4000 kom fra De Forenede Stater og Canada, og andre tusinder kom fra over 30 lande i det sydlige Stillehav, Afrika, Europa og andre områder. Her mødtes Øst og Vest. Det var til stor opmuntring for dem at de frit kunne samles med over 15.000 af deres russiske brødre og søstre! Glæden kendte ingen grænser.
Et forbløffende antal af 1489 nye forkyndere blev døbt. Dåben fik stor omtale i medierne rundt om i verden, deriblandt gennem et flot billede på forsiden af The New York Times. Det tordnende bifald under dåben blev kun overgået af det bifald der fulgte da taleren, efter at have takket de 4752 frivillige og de embedsmænd der havde bidraget til at gøre stævnet så vellykket, sagde: „Frem for alt takker vi Jehova!“ Ja, Jehovas ånd havde overvundet den stærke modstand fra den ortodokse kirke og skænket den nødvendige styrke til at gøre stævnet til virkelighed.
Men i dagene fra 5. til 8. august skulle der imidlertid ske endnu mere, denne gang i den ukrainske hovedstad Kiev. Også her var en skare frivillige med til at give stadion en omfattende ’ansigtsløftning’, og denne gigantiske rigssal rummede som højdepunkt 64.714. Også her kom Jehovas vidner fra øst og vest, ja, fra alle dele af jorden. De cirka 53.000 delegerede der ankom med fly, tog eller bus måtte modtages på stationer og i lufthavne og transporteres til deres logi på hoteller, skoler, flodbåde og i private hjem. Alt dette blev udført med minimale omkostninger og så gnidningsløst og effektivt at byens politi var højst forbavset og roste organiseringen.
Højdepunktet på det spændende stævneprogram var dåben der varede hele to og en halv time. Mens bifaldet gav genlyd ud over det store stadion symboliserede 7402 deres indvielse til Jehova. Dette overgik det hidtidige højdepunkt på 7136 i 1958, da 253.922 stævnedeltagere samledes i New York.
Efterhånden som denne domstid nærmer sig sin afslutning, vil mennesker der er som symbolske får blive indsamlet fra øst og vest, ja, fra „jordens fjerneste egne“, og opleve en enhed uden sidestykke i menneskets historie. „En stor skare . . . af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ slutter sig til det åndelige Israel og bekendtgør deres tro på Jesu dyrebare genløsningsoffer — det offer der er grundlaget for alt hvad der nu bliver udrettet for at ophøje Jehovas suveræne styre. — Apostelgerninger 1:8; Åbenbaringen 7:4, 9, 10.
[Illustration på side 8, 9]
Øst møder Vest i Moskva og Kiev