Jeg fandt en uvurderlig skat

FORTALT AF FLORENCE WIDDOWSON

Ved mørkets frembrud besluttede vi at slå lejr i nærheden af en lagune. Det var ikke et ideelt sted for to kvinder, men vi tænkte at det nok skulle gå for en enkelt nat. Mens jeg havde travlt med at rejse teltet tilberedte Marjorie vores aftensmad.

JEG havde lige slået den sidste pløk i da jeg fangede et glimt af noget der bevægede sig ved en sort træstub. „Så du hvad det var der bevægede sig henne ved træstubben?“ råbte jeg til Marjorie.

„Nej,“ råbte hun lidt forvirret tilbage.

„Der var bestemt noget der bevægede sig,“ råbte jeg. „Ræk mig kedlen!“

Jeg hankede op i kedlen, tog en økse på skulderen og gik hen mod lagunen. Da jeg næsten var nået hen til stubben trådte en mand frem!

„Kan man drikke vandet fra lagunen?“ fik jeg fremstammet.

„Nej, det kan man ikke,“ svarede han bøst, „men hvis I mangler drikkevand kan jeg hente noget.“

Jeg afslog straks hans tilbud, og til min store lettelse vendte han brat om og gik sin vej. Rystet skyndte jeg mig tilbage og fortalte Marjorie hvad der var sket. Vi fik hurtigt pakket teltet sammen og tog af sted. Senere fik vi at vide at manden lige var blevet løsladt fra fængselet.

I 1937 slog guldgravere ofte lejr her ude i Australiens guldfelter, men vi søgte efter noget andet. Vi søgte efter mennesker der havde værdi i Guds øjne.

Min baggrund

For hundrede år siden var min far grovsmed i landsbyen Porepunkah i staten Victoria. Her blev jeg født i 1895 og voksede op sammen med fire brødre i nærheden af floden Ovens, ved foden af Buffalo-bjerget. Mine forældre kom regelmæssigt i Union Church, og jeg gik i søndagsskole, hvor min far var forstander.

Under et voldsomt uvejr i 1909 fik min mor et hjerteanfald og døde i armene på min far. I begyndelsen af 1914 gik en af mine brødre hjemmefra og blev nogle få timer senere bragt tilbage — død. Han havde begået selvmord. Kirkens helvedeslære forstærkede vores sorg. Eftersom selvmord blev betragtet som en utilgivelig synd skulle han nu være i helvede.

Da den første verdenskrig senere samme år brød ud, blev to af mine brødre hvervet til oversøisk tjeneste. De frygtelige nyheder om blodsudgydelse og lidelser fik seks af os unge kvinder samt min far til at begynde et studium af Johannesevangeliet i Bibelen.

En værdifuld skat

Ellen Hudson havde et eksemplar af Charles Taze Russells bog Tiden er nær. Den begejstring hun viste for bogen smittede af på os andre i gruppen. Da hun opdagede at bogen hørte til en serie på seks bind med titlen Studier i Skriften, sendte hun et brev til International Forening for Bibelstudium i Melbourne og bestilte de resterende fem bind. Gruppen enedes om at bruge det første bind, Guds Verdensplan, ved vore ugentlige studier.

Min far og jeg blev meget glade da vi opdagede at der ikke findes noget brændende helvede. Nu frygtede vi ikke at min broder var spærret inde i helvedes ild. Vi lærte sandheden om de dødes tilstand at kende, at de er uden bevidsthed, som om de sover, og at de ikke lever videre et eller andet sted og bliver pint. (Prædikeren 9:5, 10; Johannes 11:11-14) Nogle i vores bibelstudiegruppe besluttede at besøge vore naboer for at fortælle dem det vi havde lært. De nærliggende huse besøgte vi til fods, men tog cyklerne og et tohjulet hestekøretøj til hjælp for at nå dem der boede længere ude på landet.

Jeg var første gang ude at forkynde fra hus til hus den 11. november 1918, den dag den første verdenskrig sluttede. Tre fra vores studiegruppe rejste 80 kilometer til en by der hedder Wangaratta for at uddele traktaten Peoples Pulpit. Nogle år efter, mens jeg var på en forkyndertur i det indre af landet, havde jeg den oplevelse jeg nævnte i indledningen.

I 1919 overværede jeg et stævne i Melbourne som blev afholdt af Bibelstudenterne. Her symboliserede jeg den 22. april 1919 min indvielse til Jehova ved vanddåben. Dette åndelige festmåltid øgede min værdsættelse af Rigets himmelske åndelige skat og af Jehovas jordiske organisation. — Mattæus 13:44.

Jeg vendte ikke hjem efter stævnet men tog imod en indbydelse til at forkynde en måned sammen med Jane Nicholson, der var heltidsforkynder. Vores distrikt var gårdene langs Kingfloden. For få år siden blev filmen The Man From Snowy River optaget i dette bjergrige område.

I 1921 fik vi bogen Guds Harpe, der var et godt hjælpemiddel til bibelstudium. Da far begyndte at bruge den som lærebog i søndagsskolen, protesterede mange forældre imod det og bad ham om at tage sin afsked. Og det gjorde han omgående! Senere fik vi brochuren Helvede, der på forsiden stillede de interessante spørgsmål: „Hvad er det? Hvem er der? Kan de slippe ud?“ Far var så begejstret over Bibelens tydelige beviser for at der ikke fandtes et helvede, at han straks gik i gang med at uddele eksemplarer fra hus til hus. Han afsatte i hundredvis i vores by og de nærliggende landsbyer.

Med far på forkynderture

På et tidspunkt købte far en bil for at folk i andre områder kunne få del i budskabet om Riget. Som grovsmed var han mere vant til heste, så jeg blev chauffør. Til at begynde med overnattede vi på hoteller. Men det blev snart for dyrt, så vi begyndte at campere.

Far sørgede for at forsæderne i bilen kunne lægges ned så jeg kunne sove i bilen. Ved siden af bilen slog vi et lille telt op som far sov i. Efter at have camperet i flere uger tog vi tilbage til Porepunkah, hvor far genåbnede sin smedje. Vi forundredes til stadighed over at der altid var mange samvittighedsfuldt betalende kunder, sådan at vi kunne dække udgifterne til vores næste forkyndertur.

Mange retsindige reagerede positivt på vore besøg og tog med tiden imod et hjemmebibelstudium. Der er nu syv menigheder med egne rigssale i det område som fik deres første besøg af vor lille gruppe fra Porepunkah. Ja, hvem kan foragte „de små begyndelsers dag“? — Zakarias 4:10.

I 1931 kørte far og jeg næsten 300 kilometer ad rædselsfulde veje for at overvære et særligt møde hvor vi antog vort nye navn, „Jehovas Vidner“. Vi var begge henrykte for dette enestående navn fra Bibelen. (Esajas 43:10-12) Det markerede langt tydeligere hvem vi var end det var tilfældet med vort hidtidige, mindre karakteristiske navn, „Internationale Bibelstudenter“.

En dag hvor jeg forkyndte i byen Bethanga, mødte jeg den lokale anglikanske præst. Han blev vred og begyndte at undersøge hvem der havde modtaget bøger af os, og krævede bøgerne udleveret. Derefter forestod han en offentlig bogafbrænding på byens torv. Men hans foragtelige opførsel gav bagslag.

Efter at jeg havde informeret Selskabets afdelingskontor om det der var sket, blev der trykt et åbent brev som fordømte præstens handling. Man sørgede for at biler fyldt med Jehovas vidner kørte ud og omdelte brevet i hele området. Da far og jeg senere besøgte byen afsatte vi flere bøger end tidligere. Folk ville gerne vide hvad der stod i de ’forbudte’ publikationer!

Milton Gibb var den første i den nordøstlige del af Victoria der som følge af vores forkyndelse tog imod Bibelens budskab. Imellem vore besøg studerede han grundigt alle dem af Selskabets publikationer som vi efterlod hos ham. Da vi engang kom og besøgte ham overraskede han os ved at sige: „Jeg er nu en af jeres disciple.“

Vi var ganske vist glade for den beslutning han havde taget, men jeg sagde til ham: „Nej, Milton. Du er ikke en af mine disciple.“

„Nå, men så er jeg da en af Rutherfords [Vagttårnsselskabets daværende præsidents] disciple.“

Igen understregede jeg: „Nej, heller ikke en af Rutherfords disciple, men en af Kristi disciple, håber jeg.“

Milton Gibb viste sig at være en af de mange værdifulde skatte som jeg havde brugt så mange år på at søge efter. Han og to af hans sønner er kristne ældste, og andre i hans familie er aktive i menigheden.

Forskellige prøvelser

Trods det forbud Jehovas Vidners arbejde blev underlagt i Australien i januar 1941, fortsatte vi med at forkynde ved kun at benytte Bibelen. Min pionertjeneste (heltidsforkyndelse) blev afbrudt da jeg blev kaldt hjem for at pleje min far der var alvorligt syg. Senere blev jeg selv syg og måtte igennem en krævende operation. Det tog sin tid at komme til hægterne igen, men jeg erfarede sandheden i Guds løfte: „Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.“ (Hebræerne 13:5) En kristen søster beroligede mig ved at sige: „Husk, Flo, du er aldrig alene. Når du er sammen med Jehova kan ingen stå jer imod.“

Efter 13 ugers sygdom sov min far ind i døden den 26. juli 1946. Han havde levet et indholdsrigt liv og havde et himmelsk håb. (Filipperne 3:14) I en alder af 51 år var jeg nu alene. Jeg havde været sammen med min far en stor del af mine ungdomsår. Så mødte jeg min fremtidige ægtemand. Vi blev gift i 1947 og begyndte sammen i pionertjenesten. Men denne dejlige periode varede ikke længe. I 1953 fik han et slagtilfælde og blev invalid.

Det gik ud over min mands taleevne, og det blev næsten umuligt at føre en samtale med ham. Det var det sværeste ved at skulle pleje ham. Jeg skulle anstrenge mig meget for at forstå hvad det var han kæmpede for at sige. Vi boede i et isoleret område hvor der ikke var nogen menighed i nærheden, men Jehova glemte os ikke i disse svære år. Jeg holdt mig orienteret om alle de nyeste oplysninger fra organisationen, og tog til mig af den stadige forsyning af åndelig føde vi får gennem bladene Vagttårnet og Vågn op! Den 29. december 1957 døde min kære ægtemand.

Pioner i Adelaide

Igen var jeg alene. Hvad skulle jeg tage mig til? Ville jeg blive godkendt som heltidsforkynder efter en pause på næsten fem år? Jeg blev godkendt — og solgte derfor mit hus og begyndte på ny i pionertjenesten i Adelaide, hovedstaden i delstaten South Australia. Dengang var der behov for pionerer i byen, og jeg blev bedt om at komme i Prospect-menigheden.

Eftersom jeg var betænkelig ved at køre i byen, solgte jeg min bil og begyndte at cykle igen. Det fortsatte jeg med til jeg var 86, og jeg blev kendt i området som „den lille dame på den blå cykel“. Med tiden blev jeg mere og mere nervøs for at færdes i trafikken; det var som om forhjulet på min cykel hele tiden rystede. En aften kørte jeg ind i en hæk, og så var bægeret fuldt. „Nu er det slut,“ sagde jeg til mig selv, og jeg begyndte igen at færdes til fods.

For nogle få år siden, mens jeg overværede et områdestævne, begyndte mine ben at svigte, og jeg fik foretaget to hofteoperationer. Det gik godt efter operationen indtil en stor hund væltede mig omkuld. Jeg måtte igen under behandling, og siden da har jeg benyttet et gangstativ. Jeg er dog stadig åndsfrisk. Som en af mine venner siger: „Det ser ud til at dit gamle legeme ikke kan følge med dit ungdommelige sind.“

I årenes løb har jeg set menighederne i Adelaide vokse, udvikle sig og blive delt. I 1983, da jeg var 88 år gammel, flyttede jeg fra Adelaide for at bo hos en familie i Kyabram i staten Victoria, hvor jeg nu har haft ti dejlige år. Jeg kan stadig gå ud at forkynde; venner i menigheden kører mig rundt til de ’besøg’ der regelmæssigt modtager bladene af mig. Disse venlige aftagere kommer ud til bilen så jeg kan tale med dem.

Når jeg tænker tilbage på de 98 år jeg har levet, mindes jeg med glæde de mange loyale og trofaste forkyndere der har lovprist Jehova sammen med mig — især min dejlige far. Alle mine trofaste pionermakkere er døde. Men jeg ser frem til at blive forenet med dem der har andel i håbet om liv i Guds himmelske rige — i sandhed en uvurderlig skat!

[Illustration på side 28]

Jeg blev døbt den 22. april 1919

[Illustration på side 31]

Lykkelig for stadig at kunne tjene Jehova trods mine snart 100 år