Vi har søgt riget først
FORTALT AF OLIVE SPRINGATE
Mor havde lige pustet stearinlyset ud og forladt værelset efter at have lyttet til vore bønner. Min lillebroder spurgte i samme øjeblik: „Olive, hvordan kan Gud se og høre os gennem murstensvæggene?“
„MOR siger han kan se gennem alt,“ svarede jeg, „selv ind i vore hjerter.“ Mor var en gudfrygtig kvinde og en ivrig bibellæser, og hun indpodede i os børn en dyb respekt for Gud og for Bibelens principper.
Vore forældre kom i den anglikanske kirke i den lille by Chatham i Kent i England. Selv om mor var en regelmæssig kirkegænger var hun overbevist om at det at være kristen indebar mere end blot at varme et sæde i kirken en gang om ugen. Hun var også sikker på at Gud kun havde én sand kirke.
Værdsættelse af Bibelens sandheder
I 1918, da jeg var omkring fem år, erhvervede mor sig bindene med titlen Studier i Skriften, skrevet af Charles T. Russell, den første præsident for Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab. Nogle få år senere, mens vi boede på et lille sted der blev kaldt Wigmore, blev mor kontaktet af en af bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Hun modtog bibelstudiebogen Guds Harpe, og heri begyndte hun at finde svar på mange af sine bibelske spørgsmål. Hver uge kom der med posten et lyserødt kort med trykte spørgsmål til hvert kapitel. Kortet viste også hvor i bogen svarene kunne findes.
I 1926 forlod mine forældre, min søster Beryl og jeg den anglikanske kirke fordi vi nærede afsky for kirkens politiske engagement samt mange af dens fornuftstridige læresætninger. Et fremtrædende lærepunkt var at Gud ville pine folk i al evighed i et brændende helvede. Min mor søgte oprigtigt efter sandheden og var overbevist om at den ikke fandtes i den anglikanske kirke.
Som svar på mors oprigtige bønner fik vi kort efter besøg af bibelstudenten fru Jackson. I næsten to timer talte hun med mor og mig og besvarede vore spørgsmål ved hjælp af Bibelen. Vi var blandt andet glade for at lære at vore bønner skulle rettes til Jehova Gud, Jesu Kristi Fader, og ikke til en mystisk treenighed. (Salme 83:18; Johannes 20:17) Men for mig var det mest uforglemmelige spørgsmål mor stillede, dette: „Hvad betyder det at søge Riget først?“ — Mattæus 6:33.
Det bibelske svar vi fik kom til at øve stor indflydelse på vor tilværelse. Allerede samme uge begyndte vi at overvære bibelstudenternes møder og at dele det vi havde lært med andre. Vi var overbeviste om at vi havde fundet sandheden. Nogle få måneder senere, i 1927, blev mor døbt som symbol på sin indvielse til at tjene Jehova, og i 1930 blev jeg også døbt.
Pionertjenesten
Vores familie kom i Gillingham-menigheden, der bestod af omkring 25 personer. Adskillige var heltidstjenere, også kaldet pionerer, og alle havde det himmelske håb. (Filipperne 3:14, 20) Deres kristne nidkærhed var smittende. Som teenager var jeg i begyndelsen af 1930’erne en kort tid pioner i Belgien. Dette forstærkede mit ønske om yderligere tjeneste for Riget. Dengang var vi med til at uddele brochuren Riget, Verdens Haab til alle præster.
Med tiden modsatte min far sig meget vore kristne gøremål, og det var en af grundene til at jeg i 1932 flyttede til London for at studere. Senere underviste jeg i fire år på en skole, og i den tid kom jeg i Blackheath-menigheden, den ene af de fire menigheder der dengang var i London. Det var på det tidspunkt at vi begyndte at høre beretninger om hvordan vore kristne brødre og søstre blev fængslet og led i Hitlers Tyskland fordi de nægtede at støtte Hitlers krigsbestræbelser.
I 1938, den selv samme måned som jeg var færdig med at betale af på en gæld for nogle bøger, forlod jeg mit arbejde for at realisere mit ønske om at blive pioner. På samme tid begyndte min søster Beryl som pioner i London, men hun boede i et andet pionerhjem. Min første pionermakker var Mildred Willett, som senere blev gift med John Barr, der nu er medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd. Sammen med andre i vores gruppe cyklede vi ud i distriktet og blev der hele dagen, ofte selv om det regnede.
Krigsskyerne hang allerede truende over Europa. Der blev afholdt gasmaskeøvelser med borgerne og man var begyndt at forberede evakuering af børnene til mindre byer og områder ude på landet i tilfælde af krig. Min opsparing rakte kun lige til at købe et par sko for, og der var ingen mulighed for at mine forældre kunne hjælpe mig økonomisk. Men havde Jesus ikke sagt at ’alle disse andre ting ville blive givet os i tilgift hvis vi søgte riget først’? (Mattæus 6:33) Jeg havde en stærk tro på at Jehova ville dække alle mine behov, og det har han gjort så rigeligt i alle disse år. Under krigen måtte jeg af og til supplere mine små rationer med grøntsager som jeg samlede op langs vejen efter at overlæssede lastbiler var kørt forbi. Derudover fik jeg ofte frugt og grøntsager i bytte for bibelske publikationer.
Min lillesøster Sonia blev født i 1928. Hun var kun syv år gammel da hun indviede sit liv til Jehova. Sonia siger at selv i denne unge alder havde hun pionertjenesten som mål. I 1941, kort efter at hun havde symboliseret sin indvielse ved vanddåben, nåede hun sit mål da hun og mor blev sendt ud som pionerer til Caerphilly i Sydwales.
Vores tjeneste i krigsårene
I september 1939 udbrød den anden verdenskrig, og vore kristne brødre og søstre i Storbritannien blev fængslet af samme grund som deres medtroende i Nazityskland — deres neutrale standpunkt i forbindelse med deltagelse i krig. Bombningen af England begyndte midt på året i 1940. Nat efter nat var blitzen øredøvende, men med Jehovas hjælp lykkedes det os dog at få en smule søvn så vi kunne være friske til at gå ud og forkynde næste dag.
Til tider når vi kom ud i distriktet lå de fleste huse i ruiner. I november faldt der en bombe nogle få meter fra det hus hvor nogle af os boede, og vinduerne knustes i tusind stykker. Den tunge hoveddør blev trykket ind og skorstenen styrtede sammen. Efter at have tilbragt resten af natten i et beskyttelsesrum skiltes vi og kom til at bo hos forskellige Jehovas vidner.
Kort efter modtog jeg et nyt distrikt i Croydon i Storlondon. Min pionermakker var Ann Parkin, hvis yngre broder Ron Parkin senere blev koordinator for afdelingskontorets udvalg i Puerto Rico. Derefter flyttede jeg til Bridgend i Sydwales, hvor jeg fortsatte i pionertjenesten mens jeg i et halvt år boede i en hestevogn. Vi cyklede de seks kilometer til den nærmeste store menighed i Port Talbot.
Befolkningen var efterhånden blevet meget fjendtlig over for os og kaldte os ’conchies’ (nedladende engelsk slangudtryk for militærnægtere). Det gjorde det svært for os at finde et sted at bo, men Jehova sørgede for os som han havde lovet.
Senere blev otte af os tildelt distrikt som specialpionerer i Swansea, en havneby i Sydwales. Krigen blev værre og værre, og det samme gjorde fordommene mod os. Ord som „rotter“ og „kujoner“ blev skrevet på muren af vort pionerhjem. Denne fjendtlighed var i høj grad fremkaldt af avisartikler der fordømte vort neutrale standpunkt. Med tiden blev syv af os, én efter én, fængslet. I 1942 sad jeg en måned i fængselet i Cardiff, og senere tilbragte min søster Beryl også nogen tid dér. Selv om vi var materielt fattige og blev latterliggjort og skældt ud, var vi åndeligt rige.
I mellemtiden var mor og Sonia pionerer i Caerphilly og blev udsat for en lignende chikane. Det allerførste bibelstudium Sonia ledede var med en dame som hun aftalte at besøge en fredag aften. Sonia var sikker på at mor ville tage med, men det afslog hun med følgende begrundelse: „Jeg har truffet en anden aftale. Det er dig der har truffet aftale med damen, så du må tage derhen alene.“ Selv om Sonia kun var 13 år gammel tog hun selv derhen, og damen gjorde gode åndelige fremskridt og blev senere et indviet Jehovas vidne.
Efterkrigstiden — derefter Gileadskolen
Da den anden verdenskrig sluttede i 1945 arbejdede jeg i ledigt distrikt i Whaley Bridge i Derbyshire. Den morgen hvor det blev meddelt at skydningen var indstillet, tog vi ud og besøgte og trøstede de mennesker der havde fået nok af krigen — forældreløse børn, enker og dem der var blevet lemlæstede.
Nogle måneder senere efterlyste Selskabet frivillige til at forkynde i Irland, Den Grønne Ø. Dengang var der kun omkring 140 Jehovas vidner på øen, som derfor blev betragtet som missionærdistrikt. I løbet af nogle få måneder ankom cirka 40 specialpionerer, og jeg var én af dem.
Efter i en tid at have arbejdet i Coleraine og Cookstown i nord, fik jeg sammen med tre andre distrikt i Drogheda på østkysten. Selv om irlænderne af natur er meget varme og gæstfri, har de mange religiøse fordomme, så det lykkedes os kun at uddele ganske lidt bibelsk læsestof på et helt år (faktisk kun én bog og nogle brochurer).
I Drogheda cyklede jeg en dag fra gård til gård da en ung landmand pludselig kom frem fra buskadset i vejkanten. Han så sig om til begge sider og hviskede så: „Er du et af Jehovas vidner?“ Da jeg svarede at det var jeg, fortsatte han: „I går aftes havde jeg et voldsomt skænderi med min kæreste om jer piger, og det endte med at vi slog op. Hun holdt på at I er kommunister — som de katolske præster og aviserne siger — men jeg sagde at det umuligt kunne være sandt eftersom I frit kan gå fra hus til hus.“
Jeg gav ham en brochure som han gemte i sin lomme, og vi aftalte at mødes og fortsætte samtalen efter mørkets frembrud, for han sagde at han ’ville miste sit arbejde hvis nogen så ham tale med mig’. Vi var to der om aftenen mødtes med ham og besvarede hans mange spørgsmål. Han lod til at være overbevist om at dette var sandheden, og han lovede at komme hjem til os en anden aften og lære mere. Han dukkede aldrig op, så vi tænkte at han måske den første aften var blevet genkendt af nogle cyklister der var kørt forbi, og sandsynligvis havde mistet sit arbejde. Vi spekulerer ofte på om han nogen sinde er blevet et Jehovas vidne.
Efter i 1949 at have overværet områdestævnet i Brighton på Englands sydkyst, modtog adskillige af os en invitation til Vagttårnets Bibelskole Gilead i New York. I alt 26 fra Storbritannien overværede den 15. klasse, der blev afsluttet den 30. juli 1950 under det internationale stævne på Yankee Stadium.
Vores tjeneste i Brasilien
Året efter fik jeg tildelt distrikt i São Paulo i Brasilien, en af de hurtigstvoksende byer i verden. Dengang var der kun fem menigheder, men i dag er der næsten 600! Hvilken kontrast til arbejdet i Irland! Mange huse i São Paulo var palæer omgivet af høje jerngitre med kunstnerisk forarbejdede jernporte. Vi tilkaldte ejeren eller tjenestepigen ved at klappe i hænderne.
I årenes løb fik jeg nye opgaver. Jeg fik den forret at hjælpe med at oprette nye menigheder forskellige steder i den indre del af staten São Paulo, deriblandt en i Jundiaí i 1955 og en anden i Piracicaba i 1958. Senere, i 1960, blev min søster Sonia min missionærmakker, og vi arbejdede sammen i Pôrto Alegre, hovedstaden i staten Rio Grande do Sul. Mon nogen undrer sig over hvordan hun var kommet til Brasilien?
Sonia og min mor var fortsat sammen i pionertjenesten i England efter den anden verdenskrig. Men i begyndelsen af 1950’erne havde mor gennemgået en operation for kræft som bevirkede at hun blev for svag til at gå fra hus til hus, selv om hun var i stand til at lede bibelstudier og skrive breve. Sonia fortsatte som pioner samtidig med at hun hjalp med at tage sig af mor. I 1959 fik Sonia den forret at overvære den 33. gileadklasse og fik tildelt distrikt i Brasilien. I mellemtiden tog Beryl sig af mor indtil hendes død i 1962. Beryl var blevet gift, og hun tjener trofast Jehova sammen med sin familie.
I Brasilien hjalp Sonia og jeg adskillige frem til indvielse og dåb. Et af de problemer som mange brasilianere imidlertid havde, var at få legaliseret deres ægteskab. Da det var svært at blive skilt i Brasilien, var det ikke ualmindeligt at par levede papirløst sammen. Det gjorde sig især gældende når en af parterne tidligere havde været gift.
En dame ved navn Eva befandt sig i en sådan situation da jeg besøgte hende. Hendes ægtemand var sporløst forsvundet, så for at finde frem til ham fik vi bragt en meddelelse i radioen. Da vi havde fundet ægtemanden i en anden by, tog jeg med hen til ham for at få hans underskrift på at hun var fri til at blive lovformeligt gift med den mand hun nu levede sammen med. Under høringen bad dommeren både Eva og mig om at forklare hvorfor hun ønskede at bringe orden i sine ægteskabelige forhold. Dommeren udtrykte ikke alene forbavselse men også anerkendelse da dette blev forklaret for ham.
Ved en anden lejlighed opsøgte jeg sammen med en jeg studerede Bibelen med en advokat der kunne tage sig af hendes sag. Der blev igen aflagt et godt vidnesbyrd med hensyn til ægteskabet og Guds moralnormer. I dette tilfælde blev omkostningerne ved skilsmissen så høje at begge ægtefæller måtte tage ekstraarbejde for at kunne betale salærerne. Men for disse nye bibelstudenter var det anstrengelserne værd. Sonia og jeg havde den forret at overvære vielsen, og derefter lyttede vi, sammen med deres tre teenagebørn, til et kort bibelsk foredrag i deres hjem.
Et rigt og lønsomt liv
Da Sonia og jeg indviede os til Jehova og blev pionerer, var det vores hensigt — om overhovedet muligt — at gøre heltidstjenesten til en livsgerning. Vi spekulerede ikke meget på hvad der ville ske når vi blev gamle eller hvis vi blev syge eller fik økonomiske vanskeligheder. Men som Jehova har lovet er vi aldrig blevet ladt i stikken. — Hebræerne 13:6.
Pengenød har selvfølgelig nogle gange været et problem. I et helt år spiste min pionermakker og jeg persillesandwich til frokost, men vi sultede aldrig eller manglede de grundlæggende fornødenheder.
I årenes løb er vores energi aftaget i takt med alderen. I midten af 1980’erne gennemgik vi begge nogle alvorlige operationer. Det var en hård prøvelse for os eftersom vore muligheder for at forkynde blev stærkt begrænset. I januar 1987 fik vi begge tilbud om at blive medlemmer af Jehovas Vidners betelfamilie i Brasilien.
Vores store familie, der er på over tusind, bor omkring 140 kilometer uden for São Paulo i et smukt kompleks hvor vi trykker bibelske publikationer til Brasilien og andre dele af Sydamerika. Her modtager vi kærlig omsorg fra Guds indviede tjenere. Da jeg kom til Brasilien i 1951, var der omkring 4000 forkyndere af Rigets budskab, men nu er der over 366.000! Vi tvivler ikke på at vor barmhjertige himmelske Fader har givet os „alle disse andre ting“ fordi vi har søgt hans rige først. — Mattæus 6:33.
[Illustration på side 22]
Olive med Mildred Willett ved siden af en annonceringsplakat i 1939
[Illustration på side 25]
Olive og Sonia Springate