Behandler du andre med værdighed når du giver vejledning?

DET er meget velgørende at blive behandlet med værdighed og respekt når man får en vejledning! „Venlig, hensyntagende, omsorgsfuld vejledning bidrager til et godt forhold,“ siger Edward. „Når den der giver vejledning viser én ære og respekt ved villigt at lytte til ens egen opfattelse af sagen, er det meget lettere at tage imod vejledningen,“ tilføjer Warren. „Når jeg bliver vejledt respektfuldt, føler jeg mig fri til at henvende mig til vejlederen en anden gang og bede om råd,“ bemærker Norman.

Menneskets grundlæggende værdighed

Et oprigtigt, venskabeligt og kærligt råd er altid velkomment. Derfor bør man vejlede andre sådan som man selv kunne tænke sig at blive vejledt. (Mattæus 7:12) I stedet for at kritisere og fordømme vil en god rådgiver tage sig tid til at lytte og søge at forstå den anden part. — Ordsprogene 18:13.

Alle rådgivere, navnlig kristne ældste, må i dag være særlig opmærksomme på at vise respekt for andres værdighed når de udtaler sig. Hvorfor? Af den enkle grund at det i samfundet er blevet almindeligt at behandle andre respektløst, og at denne indstilling er smitsom. Meget ofte er de personer af hvem man burde kunne forvente at blive behandlet med værdighed og respekt, netop dem der undlader at gøre det — det være sig fagfolk, religiøse ledere eller andre. For eksempel er en afskedigelse smertefuld og belastende for både arbejdsgiver og arbejdstager. Det kan være et hårdt slag mod den afskedigedes selvagtelse, især hvis vedkommende i forbindelse med afskedigelsen er blevet behandlet respektløst og uværdigt. Tilsynsførende må i sådanne situationer lære hvordan de kan overbringe det tunge budskab „klart, præcist og professionelt, sådan at den enkelte bevarer sin værdighed intakt,“ skriver bladet The Vancouver Sun. Ja, alle mennesker har krav på at blive behandlet med værdighed og respekt.

De Forenede Nationers Generalforsamling har erklæret følgende: „Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.“ Eftersom menneskets værdighed er under angreb, er det med god grund at De Forenede Nationers Pagt og indledningen til Verdenserklæringen om Menneskerettighederne anerkender dette værd. De bekræfter således „deres tro på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets værdighed og værd“.

Jehova har skabt mennesket med iboende værdighed

Jehova er en værdig Gud. Hans inspirerede ord lyder: „Der er værdighed og pragt foran ham,“ og: „[hans] værdighed kundgøres over himmelen!“ — 1 Krønikebog 16:27; Salme 8:1.

Som en værdig Gud og universets Suveræn tilskriver han alle sine skabninger et mål af værdighed, på jorden som i himmelen. Blandt disse indtager Guds herliggjorte søn, kongen Jesus Kristus, en særstilling. „Værdighed og pragt forlener du ham med,“ skrev David profetisk. — Salme 21:5; Daniel 7:14.

Sørgeligt nok er denne fundamentale menneskeret blevet krænket groft op gennem historien. En mægtig engel der ved sine handlinger gjorde sig selv til Satan Djævelen, anfægtede retmæssigheden, retfærdigheden og berettigelsen af Guds suverænitet. Ved at gøre dette viste han ringeagt for Jehova, vanærede hans ophøjede navn og bestred hans ret til at herske. Denne onde åndeskabning tiltog sig en værdighed der ikke tilkom ham. I lighed med Djævelen har magtfulde jordiske herskere, som for eksempel Nebukadnezar, der omtales i Bibelen, pralet af deres ’magt og majestæt’. De har krænket Jehovas værdighed ved at tilregne sig selv et større mål af værdighed end de har fået tildelt. (Daniel 4:30) Satans undertrykkende herredømme over menneskeheden har ligeledes krænket menneskets værdighed og gør det stadig.

Har du været ude for situationer hvor din værdighed er blevet krænket? Er du blevet vejledt på en sådan måde at det har fremkaldt en uforholdsmæssig stærk følelse af skyld, skam, vanære eller mindreværd? Om en sådan erfaring beretter André: „Jeg mærkede ingen betænksomhed, omsorg eller respekt. Jeg fik en følelse af at jeg intet var værd. Det førte frustration og bekymring med sig, ja, endog depression.“ „Det er vanskeligt at tage imod vejledning fra en man føler ikke har ens velfærd på sinde,“ siger Laura.

Det er grunden til at kristne tilsynsmænd bliver formanet til at behandle Guds hjord med ære og respekt. (1 Peter 5:2, 3) Hvis der opstår situationer hvor det er påkrævet og gavnligt at give andre vejledning, hvordan kan man da sikre sig at man ikke tænker og opfører sig som verdslige mennesker der uden videre krænker andres værdighed? Hvad kan hjælpe en til at værne om både sin egen og sine trosfællers værdighed? — Ordsprogene 27:6; Galaterne 6:1.

Principper der beskytter værdigheden

Guds ord forholder sig ikke tavst om dette emne. Og en dygtig rådgiver vil ubetinget støtte sig til Guds ord frem for verdens visdom. De Hellige Skrifter indeholder værdifulde råd. Når man efterlever dem vil det virke højnende både på den der vejleder og den der bliver vejledt. Paulus gav den kristne tilsynsmand Timoteus dette påbud: „En ældre mand må du ikke kritisere strengt. Appellér derimod indtrængende til ham som til en fader, til yngre mænd som til brødre, til ældre kvinder som til mødre, til yngre kvinder som til søstre i al renhed.“ (1 Timoteus 5:1, 2) Megen sorg, mange sårede følelser og megen forlegenhed kan undgås hvis man følger dette princip!

Læg mærke til at nøglen til at kunne give virkningsfuld vejledning er passende respekt for den anden part og vedkommendes ret til at blive behandlet værdigt og omsorgsfuldt. Kristne ældste, deriblandt rejsende tilsynsmænd, stræber efter at følge denne vejledning. De prøver at finde ud af hvorfor den der har behov for vejledning tænker og handler som han gør. De ønsker at lytte til hans syn på sagen, og de gør alt hvad de kan for ikke at beskæmme, nedværdige eller krænke den der trænger til hjælp.

Som ældste bør du lade dine brødre vide at du har omsorg for dem og ønsker at hjælpe dem med deres problemer. Det er det samme en læge gør når han skal foretage en undersøgelse. Det føles ydmygende at skulle ligge afklædt i et koldt og sterilt rum. Det er derfor meget værdsat når lægen tager hensyn til ens selvagtelse og værdighed ved at dække en med et klæde mens han foretager de nødvendige undersøgelser. På samme måde vil en kristen rådgiver der viser passende respekt for den enkelte være venlig og ligefrem, samtidig med at han dækker den der vejledes med værdighedens klæde. (Åbenbaringen 2:13, 14, 19, 20) Omvendt vil vejledning der fremsættes hårdt, koldt og uden medfølelse, i billedlig forstand virke som en afklædning der får den det går ud over til at føle sig skamfuld, vanæret og berøvet sin værdighed.

Tilsynsmænd for den teokratiske skole er særlig omhyggelige med at vejlede andre respektfuldt. Når de vejleder ældre, vil de afspejle den samme kærlighed som de ville vise deres egne forældre. De vil være medfølende, venlige og hjertelige. En sådan omsorg er nødvendig. Den er grundlaget for den positive atmosfære der bevirker at man giver og modtager vejledning i den rigtige ånd.

I ældste, husk at praktisk anvendelig vejledning er højnende, opmuntrende, opbyggende og positiv. I Efeserbrevet 4:29 står der: „Lad ingen rådden tale gå ud af jeres mund, men derimod en tale som er god til den opbyggelse der nu er behov for, så den kan være velgørende for dem der hører den.“

Der er ingen grund til at bruge hårde ord eller barske ræsonnementer. Respekt for den anden part og et ønske om at bevare hans følelse af selvværd og værdighed vil i stedet få en til at udtrykke sig positivt og konstruktivt. Indled enhver samtale med at give vedkommende oprigtig og ægte ros for gode egenskaber, i stedet for at lægge vægt på synspunkter der får ham til at føle sig frustreret og uden værd. Hvis du tjener som ældste, så brug din ’myndighed til at bygge op og ikke til at rive ned’. — 2 Korinther 10:8.

Ja, formålet med enhver vejledning som en kristen tilsynsmand fremsætter bør være at give tiltrængt opmuntring, at tale velgørende. Det der bliver sagt bør ikke slå modet ned eller „skræmme“. (2 Korinther 10:9) Selv en der har begået en alvorlig overtrædelse må man tildele et mål af selvrespekt og værdighed. Den vejledning eller retledning der gives må være afbalanceret, venlig men fast, i den hensigt at bevæge overtræderen til sindsændring. — Salme 44:15; 1 Korinther 15:34.

Det er bemærkelsesværdigt at Guds lov til Israel indeholdt de samme principper. Loven tillod at der blev givet retledning og endda fysisk tugt, men altid sådan at den enkeltes retmæssige værdighed ikke blev krænket. Det var tilladt at give prygl med stokke „med det antal slag der svarer til [den] ugudelige gerning“, men det måtte ikke overdrives. Der var en grænse for hvor mange slag der måtte gives, for at overtræderen ikke skulle „blive vanæret“. — 5 Mosebog 25:2, 3.

Også Jesus var kendetegnet af omsorg for angrende overtræderes følelser. Om ham sagde Esajas profetisk: „Intet siv der er knækket vil han knuse; og ingen svagtlysende væge af hør vil han slukke. I trofasthed vil han bringe ret ud.“ — Esajas 42:3; Mattæus 12:17, 20; Lukas 7:37, 38, 44-50.

Jesu ord i Bjergprædikenen understreger yderligere det behov der er for at vise medfølelse: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) Dette princip er så centralt i vore indbyrdes forhold at det almindeligvis kaldes ’den gyldne regel’. Hvordan kan det hjælpe dig som kristen ældste til at behandle andre kærligt og værdigt når du vejleder dem?

Husk at også du begår fejl. Som Jakob skriver, ’fejler vi alle mange gange’. (Jakob 3:2) Hvis man har dette i tanke vil det hjælpe en til at beherske sine udtalelser og følelser når det er nødvendigt at tale med andre om deres fejltrin. Tag hensyn til deres følelser. Dette vil hjælpe dig til ikke at være overdrevent kritisk og fokusere på mindre fejltrin eller ufuldkommenheder. Jesus understregede dette da han sagde: „Hold op med at dømme, for at I ikke skal blive dømt; for med den dom I dømmer med, vil I blive dømt; og med det mål I udmåler med, vil I få udmålt.“ — Mattæus 7:1, 2.

Vis andre ære — stå Djævelen imod

Satans taktik går ud på at berøve os vor værdighed, at indgive os en følelse af uduelighed og fortvivlelse. Læg mærke til hvordan han benyttede sig af mennesker for at fremkalde disse negative følelser hos den trofaste Job. Den hykleriske Elifaz hævdede: „Sine tjenere tror han [Jehova] ikke, og hos sine sendebud [de hellige engle] finder han fejl; hvor meget mere da hos dem som bor i lerhuse [syndige mennesker], hvis grundvold er i støvet! Man maser dem lettere end møl.“ (Job 4:18, 19) Ifølge Elifaz havde Job altså ikke større værdi i Guds øjne end et møl. Det er klart at de råd som Elifaz og hans venner gav, langtfra var opbyggende men blot kunne berøve Job endog de sidste minder om bedre tider. Set med deres øjne var den trofasthed Job havde vist, hans oplæring af familien, hans forhold til Gud og hans barmhjertighedsgaver, intet værd.

I dag er angrende overtrædere i særlig grad udsat for at blive overvældet af sådanne følelser. Dette indebærer en fare for at de skal „blive opslugt af en alt for stor bedrøvelse“. Når ældste vejleder sådanne bør de derfor ’bekræfte deres kærlighed til dem’ ved at tilstå dem et vist mål af værdighed. (2 Korinther 2:7, 8) „Hvis man bliver behandlet respektløst er det svært at tage imod vejledning,“ siger William. Det har afgørende betydning at man styrker dem der har behov for vejledning i forvisningen om at de har værdi i Guds øjne. Mind dem om at Jehova „ikke [er] uretfærdig så han glemmer [deres] arbejde og den kærlighed [de] har vist mod hans navn“ i de forløbne år hvor de har tjent ham trofast. — Hebræerne 6:10.

Hvad kan yderligere hjælpe én til at behandle andre med værdighed og respekt når man skal vejlede dem? Tænk på at alle mennesker ejer en grundlæggende ret til værdighed, eftersom de er skabt i Guds billede. De har stor værdi i Jehova Guds og Jesu Kristi øjne; det understreges i både genløsningen og opstandelseshåbet. Jehova tildeler de kristne yderligere værdighed ved at ’sætte dem til en tjeneste’ idet han benytter dem til indtrængende at opfordre en ond generation til at opnå fred med Gud. — 1 Timoteus 1:12.

I ældste, husk at langt de fleste af jeres kristne brødre og søstre i fællesskab vil danne grundlag for det nye menneskesamfund der vil være at finde på jorden efter at den er blevet renset. De er derfor hver især højt skattede og værdifulde, og fortjener at blive behandlet med værdighed og respekt. Når I vejleder, så husk hvordan både Jehova og Jesus viser omsorg for dem, og gør fortsat alt hvad I kan for at hjælpe jeres trosfæller til at bevare en følelse af værdighed og selvværd på trods af Satans angreb. — 2 Peter 3:13; jævnfør Første Petersbrev 3:7.

[Ramme på side 29]

Vejledning med værdighed

(1) Giv ægte og velment ros. (Åbenbaringen 2:2, 3)

(2) Vær en god tilhører. Omtal klart og venligt problemet og baggrunden for vejledningen. (2 Samuel 12:1-14; Ordsprogene 18:13; Åbenbaringen 2:4)

(3) Lad din vejledning være grundlagt på Bibelen. Vær positiv, rimelig og opmuntrende, og vis medfølelse. Sørg for at den anden part bevarer sin værdighed og selvrespekt. (2 Timoteus 3:16; Titus 3:2; Åbenbaringen 2:5, 6)

(4) Hjælp den der bliver vejledt, til at se at det bringer velsignelse at tage imod og efterleve vejledningen. (Hebræerne 12:7, 11; Åbenbaringen 2:7)

[Illustration på side 26]

Kristne ældste må behandle andre med værdighed når de giver vejledning