Herrens aftensmåltid — Hvor ofte skal det holdes?
JUL og påske er blot to af de mange højtider og helligdage man fejrer i kristenhedens kirker. Men hvor mange højtider påbød Jesus egentlig sine disciple at holde? Kun én! Faktisk er ingen andre højtider blevet godkendt af kristendommens grundlægger.
Hvis Jesus kun indstiftede én højtid, er det indlysende at den må have meget stor betydning, og at kristne bør fejre den nøjagtig som Jesus påbød. Hvilken højtid drejer det sig om?
Den eneste kristne højtid
Denne højtid blev indstiftet af Jesus den dag han døde. Efter at have fejret den jødiske påske sammen med sine apostle, rakte Jesus noget af det usyrede brød til dem idet han sagde: „Dette betyder mit legeme, som skal gives til gavn for jer.“ Derefter lod Jesus et bæger vin gå rundt, med ordene: „Dette bæger betyder den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes til gavn for jer.“ Endelig tilføjede han: „Bliv ved med at gøre dette . . . til minde om mig.“ (Lukas 22:19, 20; 1 Korinther 11:24-26) Denne højtid, som benævnes Herrens aftensmåltid eller mindehøjtiden, er den eneste højtid Jesus påbød sine disciple at fejre.
Mange trossamfund hævder at de fejrer denne højtid blandt deres øvrige højtider — men de fleste fejrer den anderledes end Jesus påbød. Den mest bemærkelsesværdige afvigelse ses formentlig i spørgsmålet om hvor ofte denne højtid skal fejres. Nogle trossamfund fejrer den en gang om måneden, andre fejrer den ugentligt eller tilmed dagligt. Er det hvad Jesus havde i tanke da han sagde: „Bliv ved med at gøre dette . . . til minde om mig“? (1 Korinther 11:24, 25) Bemærk udtrykket „til minde om“! Hvor ofte holdes en mindedag? Normalt kun én gang om året.
Husk endvidere at Jesus indstiftede denne højtid samme dag som han døde, nemlig den 14. nisan ifølge den jødiske kalendera. Det var den dag jøderne fejrede påske, til minde om den storslåede udfrielse fra Ægypten i det 16. århundrede f.v.t. Det at hver husstand blandt israelitterne dengang havde bragt et lam som offer, medførte at deres førstefødte blev frelst, mens Jehovas engel slog alle ægypternes førstefødte ihjel. — 2 Mosebog 12:21, 24-27.
Hvordan kan dette medvirke til at afklare spørgsmålet? Den kristne apostel Paulus skrev: „For også vort påskeoffer, Kristus, er blevet slagtet.“ (1 Korinther 5:7) Jesu død tjente altså som et større påskeoffer, hvorved menneskeheden fik mulighed for at opnå en langt mere storslået frelse. For kristne har højtiden til minde om Kristi død derfor afløst den jødiske påske. — Johannes 3:16.
Eftersom påsken blev fejret én gang årligt, må dette logisk set også gælde mindehøjtiden. Påskedagen — den dag Jesus døde — faldt altid på den 14. dag i den jødiske måned nisan. Jesu død bør derfor mindes én gang om året, på den dag der svarer til den 14. nisan. I 1994 begynder denne dag lørdag den 26. marts efter solnedgang. Hvordan kan det da være at kristenhedens trossamfund ikke højtideligholder netop denne dag? Et kort historisk tilbageblik vil besvare dette spørgsmål.
Apostolsk praksis under angreb
Der er ingen tvivl om at de der i det første århundrede fulgte Jesu apostles ledelse, fejrede Herrens aftensmåltid nøjagtig som han selv havde påbudt. I det andet århundrede begyndte nogle imidlertid at fejre mindehøjtiden på et andet tidspunkt, nemlig på den første dag i ugen (nu kaldet søndag) i stedet for på den dag der svarede til den 14. nisan. Hvorfor ændrede man fremgangsmåde?
Jøderne regnede dagen fra omkring klokken seks om aftenen til samme tid dagen efter. Jesus døde den 14. nisan år 33 e.v.t., en dag som varede fra torsdag aften til fredag aften. Han blev oprejst på den tredje dag, tidligt søndag morgen. Nogle ønskede at mindet om Jesu død skulle fejres på en bestemt ugedag hvert år, i stedet for på den dag der ville svare til den 14. nisan. Endvidere betragtede man den dag Jesus blev oprejst som vigtigere end hans dødsdag. Derfor valgte man søndagen som mindedag.
Jesus påbød imidlertid sine disciple at de skulle mindes hans død, ikke hans opstandelse. Og eftersom den jødiske påske ikke falder på samme ugedag hvert år — ifølge den gregorianske kalender som vi benytter — må dette også gælde mindehøjtiden. Mange holdt derfor fast ved den oprindelige ordning og fejrede Herrens aftensmåltid hvert år på den dag der svarede til den 14. nisan. Med tiden blev disse kaldt quartodecimanere, hvilket betyder „tilhængere af den 14.“
Nogle lærde har erkendt at disse „tilhængere af den 14.“ fulgte det oprindelige apostolske mønster. En historiker har sagt: „Med hensyn til den dag de fejrede pascha [Herrens aftensmåltid], var de quartodecimanske menigheder i Asien helt på linje med menigheden i Jerusalem. Når disse menigheder i det 2. århundrede fejrede pascha den 14. nisan, var det for at mindes den genløsning der blev udvirket ved Jesu død.“ — Studia Patristica, bind V, 1962, side 8.
Uenigheden vokser
Mens mange i Lilleasien fulgte den apostolske praksis, besluttede man i Rom at fejre denne højtid om søndagen. Omkring år 155 aflagde Polykarp fra Smyrna et besøg i Rom, som repræsentant for de asiatiske menigheder, for at drøfte dette og andre spørgsmål. Desværre nåede man ikke til enighed i denne sag.
Irenæus fra Lyon skriver i et brev: „Ligesom Anicetus [fra Rom] ikke kunne tale Polykarp fra at fejre højtiden sådan som han altid havde fejret den sammen med Johannes, vor Herres discipel, og de andre apostle han havde forbindelse med, formåede Polykarp heller ikke at overtale Anicetus til at holde den — for [Anicetus] sagde at han [på sin side] måtte holde sig til det mønster de ældste før ham havde fastlagt.“ (Eusebius, 5. bog, kapitel 24) Læg mærke til at Polykarp angiveligt støttede sig til apostlenes autoritet, mens Anicetus henviste til den tradition som de ældste i Rom havde fastlagt før ham.
Denne strid skærpedes yderligere hen imod slutningen af det andet århundrede. Omkring år 190 blev en vis Victor valgt som biskop i Rom, og dermed til pave. Han mente at Herrens aftensmåltid skulle holdes om søndagen og søgte at få så mange andre kirkeledere som muligt til at støtte ham i dette. Han lagde også pres på menighederne i Asien for at få dem til at ændre fremgangsmåde og fejre højtiden om søndagen.
Polykrates fra Efesus ville dog ikke give efter for dette pres, og skrev på vegne af de troende i Lilleasien: „Vi fejrer denne dag uden at foretage uautoriserede ændringer, idet vi hverken føjer noget til eller trækker noget fra.“ Derefter opregner han flere autoriteter, deriblandt apostelen Johannes. „I overensstemmelse med evangeliet fejrede disse, alle som én, pascha den fjortende dag, uden afvigelser,“ fortsætter Polykrates og tilføjer: „Jeg for min del, brødre . . . bliver ikke skræmt af trusler. For de der er større end jeg har sagt: ’Vi må adlyde Gud mere end mennesker.’“ — Eusebius, 5. bog, kapitel 24.
Dette svar vakte Victors mishag. Ifølge et historisk værk „ekskommunikerede [han] alle de asiatiske menigheder og udsendte rundskrivelser til de menigheder der var af samme opfattelse som han, med påbud om ikke at holde nadver sammen med dem. . . . Denne overilede og forvovne handling faldt imidlertid alle forstandige og oprigtige mænd fra hans eget parti for brystet. Flere skrev til ham og opfordrede ham i utvetydige vendinger . . . til at bevare kærligheden, enheden og freden.“ — Joseph Bingham: Antiquities of the Christian Church, 20. bog, 5. kapitel.
Frafaldet gøres til en institution
Til trods for sådanne protester blev de kristne i Lilleasien mere og mere isolerede i spørgsmålet om hvornår man skulle fejre Herrens aftensmåltid. Forskelle var begyndt at gøre sig gældende rundt omkring. Nogle højtideligholdt hele perioden fra den 14. nisan til den følgende søndag. Andre holdt højtid meget oftere — hver søndag.
I 314 søgte man på koncilet i Arles at gennemtvinge det romerske mønster og at undertrykke enhver afvigelse. Men de tilbageværende quartodecimanere holdt stand. I 325 indkaldte den hedenske kejser Konstantin en økumenisk synode i Nikæa, for at bilægge denne og andre stridigheder som splittede dem der inden for hans kejserrige bekendte sig som kristne. Denne synode udsendte et dekret der påbød alle menighederne i Lilleasien at følge det romerske mønster.
Det er interessant at betragte et af hovedargumenterne for at man skulle ophøre med at fejre mindet om Kristi død på den dato som den jødiske kalender foreskrev. Bogen A History of the Christian Councils af K. J. Hefele oplyser: „Man erklærede at det især var uværdigt i forbindelse med denne den helligste af alle højtider, at følge den skik (den tidsregning) som jøderne fulgte, de som havde besmittet sig med den frygteligste af alle forbrydelser og hvis tankegang var forblindet.“ (Bind 1, side 322) At forholde sig sådan blev betragtet som „en ’ydmygende underkastelse’ i forhold til synagogen, der var til irritation for kirken,“ siger J. Juster ifølge et citat i Studia Patristica, bind IV, 1961, side 412.
Dette var åbenlys antisemitisme! De der fejrede mindet om Jesu død på selve årsdagen for hans død, blev betragtet som judaister. Man glemte fuldstændigt at Jesus selv var jøde og at han havde givet denne dag en særlig betydning ved at ofre sit liv for menneskehedens skyld. Fra da af blev quartodecimanerne forfulgt som kættere og skismatikere. Koncilet i Antiochia i 341 dekreterede at de skulle ekskommunikeres. Ikke desto mindre fandtes der i år 400 stadig mange quartodecimanere, og et mindretal holdt stand længe efter.
Kristenheden har lige siden undladt at følge den forskrift som Jesus gav påbud om. Professor William Bright indrømmer: „Da en bestemt dag, langfredag, blev helliget mindet om Kristi lidelseshistorie, var det for sent at indskrænke dagens betydning til kun at omfatte de associationer til påsken som Skt. Paulus knyttede sammen med denne offerdød. Disse [associationer] blev uden videre forbundet med selve opstandelseshøjtiden, og en sammenblanding af begreberne vandt indpas i det rituelle sprogbrug i den græske og latinske kristendom.“ — The Age of the Fathers, bind 1, side 102.
Hvordan forholder det sig i dag?
Måske tænker du: ’Har det egentlig så stor betydning hvornår man holder Herrens aftensmåltid, i betragtning af hvor lang tid der er gået?’ Ja, det har det. De ændringer der blev indført, blev foretaget af stærke personligheder som stræbte efter magt. Man fulgte sine egne idéer i stedet for at adlyde Jesus Kristus. Det er tydeligvis gået som apostelen Paulus advarende forudsagde at det ville gå: „Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer [de kristne], og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ — Apostelgerninger 20:29, 30.
Det er simpelt hen et spørgsmål om lydighed. Jesus indstiftede kun én højtid som de kristne skulle holde. Bibelen viser tydeligt hvornår og hvordan den skulle fejres. Hvem har da lov til at ændre ved dette? Quartodecimanerne, som levede i de første århundreder, ville hellere udstå forfølgelse og ekskommunikation end at gå på kompromis i denne sag.
Måske vil det interessere dig at vide at der stadig findes kristne der respekterer Jesu ønske og hvert år højtideligholder mindet om hans død på den dag han gav påbud om. I år vil Jehovas vidner samles i deres rigssale jorden rundt, lørdag den 26. marts efter solnedgang, når den 14. nisan begynder. De vil da gøre nøjagtig som Jesus påbød på denne den mest betydningsfulde aften. Hvorfor ikke overvære højtideligholdelsen af Herrens aftensmåltid sammen med dem? Ved at være til stede vil også du vise at du har respekt for Jesu Kristi befaling.
[Fodnote]
a Nisan, den første måned i det jødiske år, begyndte når nymånen netop blev synlig. Derfor vil den 14. nisan altid falde på eller nær den dag det er fuldmåne.
[Ramme på side 6]
„DETTE DYREBARE GENLØSNINGSOFFER“
Jesu Kristi genløsningsoffer er langt mere end en læresætning. Jesus sagde om sig selv: „Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig betjene, men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ (Markus 10:45) Endvidere sagde han: „Gud elskede [menneskehedens] verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Johannes 3:16) For dem der er døde betyder genløsningen at de har mulighed for at få en opstandelse og komme til at leve evigt. — Johannes 5:28, 29.
Det er Jesu Kristi skelsættende offerdød der mindes ved fejringen af Herrens aftensmåltid. Dette offer udvirker mange storslåede velsignelser. En kvinde der er blevet opdraget af gudfrygtige forældre og som i mange år har fulgt sandhedens vej, har givet udtryk for sin taknemmelighed med disse ord:
„Vi ser med forventning frem til mindehøjtiden. Den får større og større betydning for hvert år der går. Da jeg for 20 år siden stod og betragtede min kære fader der netop var død, indså jeg for alvor hvor stor betydning genløsningen har. Indtil da havde det blot været et teoretisk spørgsmål. Jeg kendte naturligvis alle skriftstederne og vidste hvordan jeg skulle forklare dem. Men først da jeg stod ansigt til ansigt med dødens barske realitet følte jeg mit hjerte springe af glæde over alt hvad dette dyrebare genløsningsoffer vil udvirke for os.“