’Giv munden føde, ikke fødderne’

Hvad ligger der bag de traditionelle afrikanske begravelsesskikke?

„DE BEGRAVER ikke deres døde!“ Denne anklage hører Jehovas vidner i Vestafrika ofte. Det er imidlertid velkendt at Jehovas vidner rent faktisk begraver deres døde.

Hvorfor siger folk så at de ikke gør det? Fordi Jehovas vidner tager afstand fra mange af de gængse begravelsesskikke.

Traditionelle begravelsesskikke

Aliu bor i en lille landsby i det centrale Nigeria. Da hans mor døde, underrettede han sine slægtninge og sørgede for at der blev holdt et bibelsk foredrag i hendes hjem. En ældste fra den lokale menighed af Jehovas Vidner holdt foredraget og kom ind på de dødes tilstand og det opløftende opstandelseshåb der findes i Bibelen. Efter foredraget blev Alius mor begravet.

Alius slægtninge var rasende. Efter deres overbevisning var en begravelse ikke en rigtig begravelse uden en vågenat, der som regel holdes natten efter en persons død. I Alius samfund er vågenatten ikke præget af sorg men af glæde. Liget vaskes, klædes i hvidt og anbringes på en seng. De efterladte sender bud efter musikere, køber flere kasser øl og kander med palmevin, og ofrer en tyr eller en ged. Derefter kommer deres slægtninge og venner for at synge, danse, spise og drikke lige til den lyse morgen.

Under denne festivitas lægges der mad på ligets fødder. Noget af den dødes hår, finger- og tånegle klippes af og lægges til side til den anden begravelse. Den finder sted flere dage, uger, eller endda år, senere.

Dagen efter vågenatten begraves liget, selv om begravelsesceremonierne kan fortsætte en uge eller længere. Ved „den anden begravelse“ vikles hår, finger- og tånegle ind i et hvidt klæde, som bindes på en træplanke af en længde på halvanden til knap to meter. I en procession med sang og dans bæres planken til gravstedet og jordfæstes nær den person den repræsenterer. Igen bliver der festet, drukket og spillet musik. Begravelseshøjtiden afsluttes med et pistolskud op i luften.

Eftersom Aliu ikke ville tillade at noget af dette skete, blev han beskyldt for ikke at respektere de døde og de traditioner som ærer dem. Men hvorfor nægtede Aliu, som et af Jehovas vidner, at følge traditionen? Fordi han ikke med sin samvittighed kunne acceptere de religiøse idéer den bygger på.

Traditionelle afrikanske forestillinger

I Afrika er det en udbredt opfattelse at alle mennesker stammer fra åndeverdenen og vil vende tilbage dertil. Yoruba-folket i Nigeria siger: „Jorden er en markedsplads, men himmelen er vores hjem.“ Og et igboordsprog lyder: „Enhver der kommer til denne verden må vende hjem, uanset hvor længe han opholder sig på jorden.“

Tænk igen på de førnævnte skikke. Hensigten med vågenatten er at tage behørig afsked med ånden. Den hvide klædning anses for en passende klædning til åndeverdenen. Når man lægger mad på ligets fødder er det fordi man forestiller sig at den døde tager næring til sig med benene og må have mad for at han eller hun ikke skal blive sulten på rejsen til forfædrenes land.

I almindelighed tror folk at ånden, når den forlader legemet, holder til hos de levende og ikke vender tilbage til forfædrene før den endeligt udfries ved den anden begravelse. Folk er bange for at ånden skal blive vred og påføre de levende sygdom og død hvis de ikke holder den anden begravelse. Pistolskuddet affyres for at „sende ånden til himmelen“.

Begravelsesskikke kan variere meget i Afrika, men sædvanligvis har de rod i den opfattelse at ånden lever videre efter legemets død. Og hovedformålet med ritualerne er at hjælpe ånden til at adlyde „det himmelske kald“.

Disse trosopfattelser og skikke har fået støtte af kristenhedens lære om menneskesjælens udødelighed og dyrkelsen af „helgener“. Typisk er kommentaren fra en feltpræst i Swaziland om at Jesus ikke kom for at nedbryde de traditionelle forestillinger men for at opfylde og bekræfte dem. Eftersom begravelsesceremonier ofte forestås af præster, tror mange mennesker at Bibelen støtter både den traditionelle tro og de skikke der udspringer fra den.

Hvad Bibelen siger

Støtter Bibelen disse opfattelser? Prædikeren 3:20 siger om de dødes tilstand: „Alle [både mennesker og dyr] går samme sted hen. Alle er af støv, og alle vender tilbage til støvet.“ Skriften siger videre: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting. . . . Deres kærlighed og deres had og deres skinsyge er allerede gået til grunde. . . . Der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol [graven] hvor du går hen.“ — Prædikeren 9:5, 6, 10.

Af disse og andre skriftsteder fremgår det klart at de døde hverken kan se os, høre os, hjælpe os eller skade os. Stemmer det ikke med hvad du selv har iagttaget? Måske kender du en rig og indflydelsesrig mand som er død og hvis familie derefter har lidt nød selv om alle de traditionelle begravelsesceremonier er blevet udført. Hvis manden lever i åndeverdenen, hvorfor hjælper han så ikke sin familie? Fordi — som Bibelen så rigtigt siger — de døde er ’uden liv’, og derfor ikke kan hjælpe nogen som helst. — Esajas 26:14.

Guds søn, Jesus Kristus, vidste at det forholdt sig sådan. Tænk på det der skete efter Lazarus’ død. Ifølge Bibelen sagde Jesus til sine disciple: „’Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.’ Så sagde disciplene til ham: ’Herre, hvis han er gået til hvile, vil han blive rask.’ Jesus havde imidlertid talt om hans død.“ — Johannes 11:11-13.

Læg mærke til at Jesus sammenlignede døden med en søvn. Efter at være kommet til Betania trøstede han Lazarus’ søstre Maria og Marta. Fuld af medfølelse gav Jesus tårerne frit løb. Men han antydede intet om at Lazarus havde en ånd som stadig var i live og som ønskede hjælp for at nå sine forfædres land. Jesus gjorde derimod som han havde sagt han ville. Han opvakte Lazarus fra dødens søvn ved en opstandelse. Dette er et vidnesbyrd om at Gud vil bruge Jesus til at oprejse alle dem der er i mindegravene. — Johannes 11:17-44; 5:28, 29.

Hvorfor være anderledes?

Er der noget galt i at følge begravelsesskikke som bygger på ubibelske forestillinger? Det mener Aliu og millioner af andre Jehovas vidner. De ved at det ville være forkert — ja, ligefrem hyklerisk — at støtte en skik som tydeligvis bygger på falske og vildledende læresætninger. De ønsker ikke at ligne de skriftlærde og farisæerne, som blev fordømt af Jesus på grund af deres religiøse hykleri. — Mattæus 23:1-36.

Apostelen Paulus advarede sin medarbejder Timoteus: „Den inspirerede udtalelse siger udtrykkeligt at i senere tidsperioder vil nogle falde fra troen, idet de agter på vildledende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme, ved hykleri hos mennesker som taler løgn.“ (1 Timoteus 4:1, 2) Er den opfattelse at de døde lever i åndeverdenen en af dæmonernes lærdomme?

Ja, den er. Satan Djævelen, „løgnens fader“, fortalte Eva at hun ikke skulle dø, og lod forstå at hun ville leve videre i kødet. (Johannes 8:44; 1 Mosebog 3:3, 4) Det er ikke det samme som at sige at en udødelig sjæl lever videre efter legemets død. Satan og hans dæmoner stræber imidlertid efter at vende mennesker bort fra sandheden i Guds ord ved at fremme den lære at livet fortsætter efter døden. Eftersom Jehovas vidner tror på det Gud siger i Bibelen, tager de afstand fra lærdomme og skikke som støtter Satans løgne. — 2 Korinther 6:14-18.

Ved at undgå ubibelske begravelsesskikke er Jehovas tjenere blevet upopulære hos mennesker som ikke deler deres synspunkter. Nogle Jehovas vidner er blevet gjort arveløse. Andre er blevet mødt med kulde af deres familie. Som sande kristne er de imidlertid klar over at de ved ydmygt at være trofaste mod Gud pådrager sig verdens mishag. Men ligesom Jesu Kristi loyale apostle er de besluttede på ’at adlyde Gud som hersker mere end mennesker’. — Apostelgerninger 5:29; Johannes 17:14.

Sande kristne tænker med velvilje på deres kære som er sovet ind i døden, men de stræber også efter at vise dem kærlighed mens de lever. Aliu havde for eksempel taget sin mor hjem til sig efter sin faders død og havde givet hende mad og plejet hende indtil hun døde. Når nogen siger til Aliu at han ikke elskede sin mor fordi han ikke ville begrave hende efter sædvane, henviser han til et mundheld der er kendt blandt hans folk: „Giv min mund føde før mine fødder.“ At give munden føde, at sørge for personen mens han eller hun stadig er i live, er langt vigtigere end at give fødderne føde, at holde vågenat efter personens død. Det vil ikke gavne den afdøde spor at give fødderne føde.

Aliu spørger sine kritikere: ’Hvad vil I foretrække — at jeres familie tager sig af jer på jeres gamle dage eller at de holder en stor begravelse efter at I er døde?’ De fleste foretrækker at der bliver draget omsorg for dem mens de lever. De sætter også pris på at vide at der efter deres død vil blive holdt en værdig bibelsk mindehøjtidelighed og at de vil få en anstændig begravelse.

Det er det Jehovas vidner stræber efter at gøre for deres kære. De giver munden føde, ikke fødderne.