Hvem kan give os pålidelig vejledning?
„JEG ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt. Tugt mig, Jehova.“ — Jeremias 10:23, 24.
Bibelskribenten Jeremias nedfældede disse ord for cirka 2600 år siden. Når man ser hvor ynkeligt det står til efter at mennesker i tusinder af år har fulgt deres egne veje, kan man kun give ham ret. ’Men hvor kan man så finde pålidelig vejledning?’ spørger du måske.
Bibelcitatet viser hen til en der langt bedre end mennesker kan give troværdig vejledning — nemlig menneskets Skaber, Jehova Gud. Det siger sig selv at ingen kender vor personlighed og vore behov bedre end Skaberen. Men er Gud interesseret i at vejlede os? Hvordan gør han det i så fald? Og er hans vejledning praktisk og aktuel?
Skabt til at blive vejledt af Gud
En velkendt og afgørende forskel på mennesker og dyr består i hjernens opbygning, kapacitet og funktioner. Hos dyrene er næsten alle hjernefunktioner blevet „indprogrammeret“ og udgør det man kan kalde instinktiv visdom. Sådan er menneskets hjerne ikke. — Ordsprogene 30:24-28.
Til forskel fra dyrehjernen er en stor del af menneskehjernen fri for „faste programmer“. Gud har skænket os den frie viljes gave, hvilket sætter os i stand til at træffe fornuftprægede afgørelser og udvise ophøjede egenskaber som kærlighed, gavmildhed, uselviskhed, retfærdighed og visdom.
Er det fornuftigt at tro at Gud ville skabe mennesket med så omfattende forstandsevner uden på en eller anden måde at vejlede det om hvordan disse evner bedst kom til udfoldelse? De første mennesker fik vejledning direkte fra Gud. (1 Mosebog 2:15-17, 19; 3:8, 9) Også efter syndefaldet blev Jehova ved med at vejlede trofaste mænd og kvinder, navnlig gennem sit inspirerede ord, Bibelen. (Salme 119:105) Dette har givet menneskene mulighed for at tage dagligdagens udfordringer op, idet de anvender deres frie vilje forstandigt.
Bibelen — forfattet af Gud
Hvad viser os at Bibelens vejledning er pålidelig? Jo, blandt andet det at den giver os oplysninger som kun kan stamme fra Skaberen. Den beretter i store træk hvad der skete længe før mennesket trådte ind på skuepladsen. For eksempel skildrer den hvordan Jorden gennemgik adskillige stadier for at blive beredt som bolig for mennesket. (1 Mosebog, kapitel 1 og 2) Dette blev optegnet i Bibelen for over 3000 år siden, men stemmer med nutidens videnskabelige antagelser.
Længe før det blev hvermandsviden at Jorden er rund og svæver frit i rummet, skrev Bibelen: „[Gud] udspænder norden over det tomme, hænger jorden på intet.“ (Job 26:7) Og den siger at Gud „bor over jordens kreds“. (Esajas 40:22) Kun Gud, Skaberen, kunne fremsætte så nøjagtige oplysninger.
Menneskene ejer ikke evnen til at forudse fremtiden. Men det gør Skaberen, hvis forudsigelser står at læse i Bibelen. Han inspirerede profeten Esajas til at citere ham for følgende: „Jeg er Guddommen og . . . der [er] ingen anden Gud. . . . Ingen er som jeg, der fra begyndelsen fortæller om enden, og fra gammel tid om de ting der ikke er gjort.“ — Esajas 46:9, 10.
Bibelen har i adskillige passager ’fra begyndelsen forudsagt enden’ med forbløffende nøjagtighed. For eksempel har den forudsagt de fremtrædende verdensmagters opstigning, fald og særlige kendetegn — et forløb på flere tusind år. Disse bemærkelsesværdige profetier blev skrevet flere hundrede eller endda flere tusinde år forud for deres opfyldelse. Bibelen har således også nøjagtigt forudsagt vor tids begivenheder og deres endelige udfald. Den er også ene om at oplyse hvordan man kan overleve når de ufuldkomne menneskeskabte herredømmer udslettes i Harmagedon, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Guds rige vil under hans søn Jesus Kristus udføre denne dramatiske stordåd. — Åbenbaringen 16:14, 16; 17:9-18; Daniel, kapitlerne 2 og 8.
Altid gavnlig — aldrig skadelig
Menneskers visdom er ufuldkommen, og deres vejledning er derfor ikke altid gavnlig, hvor velment den end er. Modsat lever Bibelens vejledning op til det Gud selv siger: „Jeg, Jehova, er . . . den som lærer dig hvad der gavner, den som fører dig ad den vej du skal gå. Hvis blot du gav agt på mine bud! Da ville din fred blive som floden, og din retfærdighed som havets bølger.“ — Esajas 48:17, 18.
Guds vejledning lærer os at sætte det væsentligste først og leve efter gavnlige værdinormer. Vort moderne samfund betoner materiel status, hvorimod Bibelen fremhæver værdien af at vi „holder vort blik rettet, ikke mod de synlige ting, men mod de usynlige. For de synlige er midlertidige, men de usynlige er evige.“ (2 Korinther 4:18) Vi tilskyndes altså til at sætte os de bedste mål i livet, åndelige mål der er i overensstemmelse med Guds vilje, med sigte på at leve evigt i en retfærdig ny ordning.
Bibelens råd hjælper os til at leve så god en tilværelse som muligt under den nuværende tingenes ordning, mens vi anstrenger os for at nå disse ophøjede mål. Mange har anlagt den livsfilosofi at man skal få mest muligt ud af den mindst mulige indsats. I kontrast hertil siger Bibelen at „den der arbejder med ugidelig hånd lider savn, men den flittiges hånd gør rig“. Apostelen Paulus skrev til de kristne hebræere: „Vi har tillid til at vi har en god samvittighed, idet vi ønsker at bære os ærligt ad i alle ting.“ — Ordsprogene 10:4; Hebræerne 13:18.
Bibelen giver også praktisk familievejledning. Den fastlægger mandens og hustruens rolle i ægteskabet og giver anvisning på hvordan man bør opdrage og undervise børn. Dens råd lyder: „Mændene [bør] elske deres hustruer som deres egne legemer . . . men hustruen skal have dyb respekt for sin mand. I børn, vær lydige mod jeres forældre . . . I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ At følge Skaberens forstandige vejledning vil fremme familiens stabilitet og lykke. — Efeserne 5:21–6:4.
En tryg fremtid for dem der følger Guds vejledning
Guds skrevne ord indeholder løsningen på alle menneskehedens problemer. Meget snart vil Jehova Gud fjerne den nuværende onde tingenes ordning med al dens smerte, uretfærdighed og lidelse, og erstatte den med sin retfærdige nye tingenes ordning. Dette beskriver Bibelen i Andet Petersbrev 3:7-10, og tilføjer i vers 13: „Efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ Det er uden sammenligning den bedst tænkelige nyhed vi kan høre. Den er identisk med det budskab Bibelen indeholder og som Jehovas vidner forkynder i over 200 lande og øområder.
Når Guds vilje bliver virkeliggjort på hele jorden, vil menneskeheden mærke hvor gavnligt det er at følge Skaberens, Jehova Guds, uforlignelige vejledning. Problemer som fattigdom, kriminalitet og stofmisbrug vil høre fortiden til. Aldrig mere vil sygdom, alderdomsproblemer og død hjemsøge os. Menneskeslægten vil blive hævet op til det fuldkomne stade som vore første forældre befandt sig på før de trodsede Guds vejledning.
Bibelens sidste bog skildrer smukt den lykke vi mennesker vil opnå ved at fæste lid til Guds vejledning. Åbenbaringen 21:4, 5 siger: „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ Gud står inde for dette med ordene: „Se! Jeg gør alting nyt.“ Og han tilføjer: „Disse ord er troværdige og sande.“
Hvad skal vi gøre hvis vi gerne vil have del i disse velsignelser? Apostelen Paulus oplyser at Gud vil at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Timoteus 2:4) Jehovas vidner indbyder dig til at få nøjagtig kundskab om sandheden gennem et grundigt studium af Bibelen. Hvis du ihærdigt sætter dig ind i hvad Guds vilje er, vil også du af egen erfaring kunne sige at Guds visdom udgør den eneste pålidelige vejledning i disse farefulde tider. Tiden er manende knap, så vi må føle det mere bydende nødvendigt end nogen sinde at følge den!