Er det tyveri?

ABIODUN var overtjener på et stort hotel i Nigeria. En aften da han var i færd med at låse af i festsalen fandt han en taske med hvad der svarer til godt 12.000 kroner i kontanter. Uden tøven indleverede han pengene, som senere blev afhentet af ejeren — en gæst på hotellet. Hotelbestyrelsen belønnede Abiodun med en dobbelt forfremmelse og gav ham prisen som „årets bedste medarbejder“. Han blev også belønnet af taskens ejer.

Quality, en lokal avis, bragte historien og kaldte Abiodun en „barmhjertig samaritaner“. Da avisen spurgte Abiodun om han følte sig fristet til at beholde pengene, svarede han: ’Jeg er et af Jehovas vidner. Så hvis jeg finder noget der ikke tilhører mig, afleverer jeg det til ejeren.’

Mange i byen var overraskede over den ærlighed Abiodun havde lagt for dagen. De andre Jehovas vidner var glade for det der var sket, men de var ikke overraskede. Rundt om på jorden er Jehovas vidner kendt for deres ophøjede principper. Ærlighed er et af disse principper; det er en regel, en vigtig del af sand kristendom.

Somme tider kan man imidlertid komme i en situation hvor det kan være svært at skelne mellem hvad der er ærlighed og hvad der ikke er. Lad os se på et eksempel. Festus tog sig af bidragene og regnskabet i en af Jehovas Vidners menigheder i Vestafrika. Han befandt sig i akut pengenød. Hans hustru havde behov for en alvorlig operation som lægerne sagde ikke burde udskydes.a Hospitalet krævede halvdelen af pengene på forskud.

Festus behøvede virkelig de penge. Han opsøgte forskellige mennesker for at bede om et lån men blev afvist. Han kom så i tanker om de penge han havde ansvaret for og ræsonnerede: ’Er det rigtigt af mig at lade min hustru dø når jeg kan gøre noget for at forhindre det? Hvorfor ikke „låne“ af menighedens kasse? Jeg kan betale dem tilbage når jeg får de penge jeg har til gode hos andre.’

Festus brugte de penge der ikke var hans til at betale hospitalet. Var det rigtigt af ham? Kunne det retfærdiggøres i betragtning af at der var tale om en nødsituation?

Hvis penge er det?

Lad os kort se hvor de penge som Festus tog, kom fra, og hvad de skulle bruges til. Midlerne var frivillige bidrag givet af menighedens medlemmer der ønskede at støtte Jehovas rene tilbedelse. (2 Korinther 9:7) De skulle ikke bruges til at betale lønninger med, eftersom ingen får løn for det de udfører i menigheden. Derimod bruges de frivillige bidrag hovedsagelig til husleje og vedligeholdelse af et mødested, som regel en rigssal. På den måde får man et passende og behageligt sted hvor folk — unge og gamle, rige og fattige — kan mødes og blive undervist ud fra Bibelen.

Hvis penge er det? De tilhører alle menighedens medlemmer. Ét medlem kan ikke bestemme hvordan pengene skal bruges. Ældsterådet sørger for at menighedens faste udgifter bliver betalt, men når der er behov for at betale noget ekstraordinært skal de ældste forelægge hele menigheden spørgsmålet til godkendelse.

Lån eller tyveri?

Festus, der havde til hensigt at betale pengene tilbage til menigheden så hurtigt som muligt, betragtede sin handling som et lån. Men ifølge opslagsværket Webster’s New Dictionary of Synonyms er „fratagelse og fjernelse af en andens ejendom, oftest hemmeligt eller uden ejermandens kendskab men altid uden hans samtykke“, definitionen på „tyveri“. Uden tilladelse tog Festus penge der tilhørte menigheden. Ja, han gjorde sig skyldig i tyveri. Han var en tyv.

Der kan selvfølgelig være forskellige motiver til tyveri. Det kan man se af eksemplet med Judas Iskariot, der var betroet forvaltningen af Jesu og de trofaste apostles fælles midler. Bibelen siger: „[Judas] var en tyv og havde pengekassen og plejede at tage det der blev lagt i den.“ (Johannes 12:6) Han blev motiveret af et fordærvet hjerte og griskhed, og gik fra ondt til værre. Til sidst sank han så dybt at han forrådte Guds søn — for 30 sølvstykker. — Mattæus 26:14-16.

Festus var imidlertid motiveret af bekymring for sin syge hustru. Undskylder det hans handling? Nej, det gør det ikke. Læg mærke til hvad Bibelen siger om tyveri i forbindelse med en anden nødsituation: „Man foragter ikke en tyv fordi han stjæler for at fylde sin sjæl når han er sulten. Men findes han, kommer han til at betale syvfold tilbage; alt af værdi i sit hus må han aflevere.“ (Ordsprogene 6:30, 31) Med andre ord modtager tyven, når han bliver fanget, den fulde straf efter loven. Ifølge Moseloven skulle tyven bøde for sin forbrydelse. I stedet for at opmuntre til eller undskylde tyveri advarer Bibelen om at selv i nødsituationer kan tyveri resultere i økonomisk tab, vanære og, alvorligst af alt, i tab af Guds billigelse.

Som vidner for Jehova må alle sande kristne, især de der er betroet ansvarsopgaver inden for menigheden, være gode eksempler der er uangribelige. (1 Timoteus 3:10) Festus fik ikke de penge han havde til gode, og kunne derfor ikke betale de ’lånte’ penge tilbage. Det han havde gjort blev kendt. Hvad skete der med ham? Hvis han havde været en uforbederlig tyv var han blevet udstødt af den rene kristne menighed. (1 Peter 4:15) Men han var dybt ulykkelig og angrede sin handling. Han kunne derfor blive i menigheden, skønt han mistede sine tjenesteprivilegier.

Stol på Gud

Apostelen Paulus siger advarende at tyveri begået af en person der hævder at tjene Gud, kan bringe skam over Guds navn og hans folk. Paulus skrev: „Er . . . du, som underviser en anden, sådan at du ikke underviser dig selv? Du som forkynder: ’Stjæl ikke,’ stjæler du? . . . For ’Guds navn bliver på grund af jer spottet blandt nationerne’.“ — Romerne 2:21, 24.

Agur, en vís mand der levede i fortiden, fremfører den samme tanke. I sin bøn beder han om at han „ikke kommer i nød og stjæler og skader [sin] Guds navn“. (Ordsprogene 30:9) Læg mærke til at denne vise mand indrømmer at selv et retfærdigt menneske på grund af fattigdom kunne komme i en situation hvor han følte sig fristet til at stjæle. Ja, kritiske tider kan prøve en kristens tro på Jehovas evne til at dække sit folks behov.

Dog har Jehovas loyale vidner, deriblandt de der er fattige, tro på at Gud „belønner dem som ivrigt søger ham“. (Hebræerne 11:6) De ved at Jehova belønner de trofaste ved at hjælpe dem med at dække deres behov. Det gjorde Jesus klart i sin bjergprædiken, da han sagde: „Vær derfor aldrig bekymrede og sig: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi tage på?’ . . . Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette. Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Mattæus 6:31-33.

Hvordan sørger Gud for de nødlidende i den kristne menighed? Det gør han på mange måder. Én måde er gennem medtroende. Guds folk viser hinanden ægte kærlighed. De tager følgende bibelske påmindelse alvorligt: „Den der har denne verdens midler at leve af og ser sin broder lide nød og dog lukker sin inderlige medfølelses dør for ham, hvorledes kan Guds kærlighed forblive i ham? Børnlille, lad os ikke elske med ord, heller ikke med tungen, men i gerning og sandhed.“ — 1 Johannes 3:17, 18.

Rundt om på jorden, i mere end 73.000 menigheder, søger over fire og en halv million Jehovas vidner omhyggeligt at følge Guds retfærdige principper. De ved at Gud aldrig vil svigte de loyale. De der har tjent Jehova i mange år er enige med kong David, der skrev: „En ung mand har jeg været; og nu er jeg blevet gammel. Men aldrig har jeg set en retfærdig forladt eller hans afkom lede efter brød.“ — Salme 37:25.

Det er langt bedre at sætte sin lid til Gud, der inspirerede disse ord, end at blive fristet til at stjæle og måske miste Guds gunst for evigt! — 1 Korinther 6:9, 10.

[Fodnote]