Hvordan man overvinder hjemve i tjenesten for Gud

JESUS befalede sine disciple: „Gå . . . ud og gør disciple af folk af alle nationerne.“ (Mattæus 28:19) Mange kristne har for at adlyde denne befaling påtaget sig en opofrende tilværelse langt hjemmefra. Rejsende tilsynsmænd og deres hustruer er blandt de mange som har sagt hjemmet farvel for at tjene Gud. Og for alle disse kan hjemve være en stor udfordring.

Hjemve opstår når man mindes den tryghed og kærlighed man forbinder med sit tidligere hjem. Følelsen kan være så stærk at man bliver deprimeret og opgivende. Nogle har afhændet deres ejendele og foretaget en dyr flytning til et fremmed land, men har så ændret deres planer og er vendt tilbage fordi hjemveen blev for stærk.

Andre oplever hyppige anfald af hjemve efter at de er flyttet, og for nogle kan den være kronisk. Da Jakob havde været borte i over 20 år, ’længtes han stærkt efter sin faders hus’. (1 Mosebog 31:30) Hvem er udsat for at komme til at lide af hjemve? Hvad skyldes den? Hvordan kan man overvinde den?

Hvad skyldes hjemve?

Hjemve kan ramme enhver. Amytis, en datter af den mediske konge Astyages, havde tilsyneladende alt hvad hjertet kan begære, blandt andet rigdom, prestige og et smukt hjem. Men hun længtes i den grad hjem til Mediens bjerge at hendes gemal, kong Nebukadnezar, anlagde Babylons hængende haver i et forsøg på at opmuntre hende.

Hjemve kan især være en belastning når tilværelsen er mere problemfyldt end før man flyttede. Da Judas indbyggere kom i landflygtighed klagede de: „Ved Babylons floder — dér satte vi os. Og vi græd når vi mindedes Zion. Hvordan kan vi synge Jehovas sang på fremmed jord?“ — Salme 137:1, 4.

Meget kan udløse hjemveens melankoli. Terri, der var flyttet fra Canada, fortæller: „En dag faldt et familiebillede ud af en bog. Da jeg samlede det op, overvældede hjemveen mig, og jeg græd.“ Chris, der flyttede fra England til et fattigt land, indrømmer: „Blot nogle toner af en gammel sang eller aromaen af en velkendt ret mad kunne få mig til at længes efter det jeg havde forladt.“ — Jævnfør Fjerde Mosebog 11:5.

Tætte familiebånd kan også skabe hjemve. Roseli, en brasilianer der nu bor i et naboland, beretter: „Jeg føler mig nedtrykt når jeg hører dårligt nyt hjemmefra fordi jeg ikke kan gøre noget for dem derhjemme. Men somme tider er det værre når jeg ikke hører noget, for så fantaserer jeg om hvad der kan være sket.“ Janice, som flyttede fra Nordamerika til en lille tropeby i Amazonområdet, siger: „Jeg får hjemve når jeg hører godt nyt hjemmefra, når jeg hører at de hygger sig sammen. Så ønsker jeg at jeg også var der.“

Det er ikke kun adskillelsen fra andre der forårsager hjemve. Linda fortæller: „Det gik mig på nerverne at jeg ikke vidste hvor jeg skulle købe ind. Jeg kendte ikke priserne og vidste ikke hvordan man tingede om dem. Der var ikke råd til bil, og jeg blev altid skubbet når jeg skulle op i de overfyldte offentlige transportmidler. Det fik mig til at længes hjem.“ Janet beskriver kulturkløften og de sociale forskelle sådan: „Det var fattigdommen der slog mig ud. Jeg havde aldrig før set folk tigge brød eller set store familier der måtte deles om ét værelse uden indlagt vand. . . . Det slog mig i den grad ud at jeg følte at jeg ikke kunne blive der længere.“

Hvordan man behersker sine følelser

Det er ingen skam at være stærkt knyttet til dem man elsker eller det sted hvor man er vokset op. Jehova Gud nedlagde følelserne i os for at vi kunne glæde os over et nært forhold til andre. De kristne tilsynsmænd i Efesusmenigheden var følelsesmæssigt modne mænd. Alligevel blev der „en hel del gråd blandt dem alle, og de faldt Paulus om halsen og kyssede ham ømt“ da apostelens besøg hos dem var slut. (Apostelgerninger 20:37) Her var naturligvis ikke tale om hjemve, men episoden maner til eftertanke. Det er normalt at nære følelser, men vi bør ikke lade dem beherske os. Hvordan kan vi overvinde hjemve?

Man føler sig først hjemme det nye sted når man har lært det lokale sprog. Det kan forstærke hjemveen at man ikke kan kommunikere med folk på grund af sprogbarrieren. Derfor bør man om muligt lære at læse, skrive og tale sit nye sprog inden man flytter. Hvis det ikke kan lade sig gøre, bør man studere det nye sprog intensivt de første uger efter sin ankomst. Da har man nemlig den stærkeste motivation og dermed de bedste udsigter til at tilegne sig sproget. Hvis man hovedsagelig lærer sprog i den tid, vil man inden længe kunne tale med andre, og det kan lindre hjemveen.

Det er også tilrådeligt at skaffe sig nye venner så hurtigt som muligt — det vil også få én til at føle sig hjemme. Jehovas Vidners menighed er det bedste sted at skaffe sig sande venner. Tag initiativet og vis interesse for andre. Gør noget for at lære deres baggrund, familie, problemer og interesser at kende. Når man inviterer trosfæller hjem, vil man hurtigt erfare at andre gengælder ens interesse.

Blandt Guds folk kan venskabsbånd være lige så stærke som familiebånd. Jesus sagde: „Enhver der gør Guds vilje, dét er min broder og søster og moder.“ (Markus 3:35) Han gav også sine disciple følgende forsikring: „Ingen har forladt hus eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min skyld og for den gode nyheds skyld, uden at han vil få hundrede gange mere nu i denne tid, huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, sammen med forfølgelser, og i den kommende tingenes ordning evigt liv.“ (Markus 10:29, 30) Med et så tæt sammenknyttet åndeligt brodersamfund er vi ikke alene, selv ikke i et fremmed land.

Det kan også mindske hjemveen at man holder forbindelsen med familie og venner ved lige. Nu bliver man måske overrasket over hvor meningsfyldt brevveksling kan være, eftersom man sikkert tænker mere over det man skriver end det man siger. Man har spændende nyt at berette. Førnævnte Janet giver dette forslag: „Udenrigssamtaler i telefon er dyre, men det er forholdsvis billigt at sende et indtalt kassettebånd med posten. Til at begynde med føles det mærkeligt at tale til et apparat, men hvis man er to der taler sammen for åben mikrofon, er det let og interessant.“ Man kan eventuelt bede om at få et ’lydbrev’ retur.

Shirley, der udvandrede fra USA til Latinamerika for 25 år siden, fortæller: „Jeg skriver altid om opmuntrende erfaringer frem for problemer. Det giver andre lyst til at blive ved med at skrive til mig.“ Et advarende ord: Overdreven brevskrivning kan hindre én i at få nye venner. Del, der flyttede fra Canada til et andet land, giver dette råd: „Undgå at sidde hjemme og ruge over det du savner. Gå i stedet ud og se dig om dér hvor du nu bor.“

Hvis man sætter sig for at lære det nye lands skikke, historie, humor, seværdigheder og naturskønne områder at kende, dvæler man ikke så meget ved noget negativt. Og hvis man har til hensigt at bo permanent dér hvor man er flyttet hen, er det bedst ikke at besøge sit hjemland alt for hurtigt efter flytningen eller alt for ofte. Det tager tid at få nye venner og blive dus med de nye omgivelser. Langstrakte besøg hjemme afbryder denne proces. Når man har slået nye rødder, kan man glæde sig over at komme hjem på besøg og så vende tilbage til sit nye hjem. Indtil da bør man energisk søge at knytte sig til det nye sted.

Bliv ved med at se fremad

Jehova har givet os hele jorden som hjem. (Salme 115:16) Med en glad kristen indstilling kan man leve en indholdsrig tilværelse i et hvilket som helst land. Hvis man flytter fordi man gerne vil fremme Rigets interesser og forkynde den gode nyhed enten i et fremmed land eller et andet sted i ens hjemland, bør man gøre det med glad forventning. Man må se frem til at få nye venner, lære andre skikke at kende, gøre disciple og udrette noget nyttigt i tjenesten for Gud.

Jehova Gud er en ven der altid er hos os, uanset hvor vi befinder os. (Salme 94:14; 145:14, 18) Vi må derfor holde os nær til ham i bøn. (Romerne 12:12) Det vil minde os om hensigten med vort liv som Guds tjenere. Abraham og Sara holdt sig deres hensigt for øje da de forlod deres bekvemme hjem i byen Ur. I lydighed mod Jehovas befaling forlod de slægt og venner. (Apostelgerninger 7:2-4) Hvis de var blevet ved med at længes efter og huske på det de var rejst fra, havde de haft lejlighed til at vende tilbage. Men de tragtede efter et bedre sted — det paradis på jorden som Guds himmelske rige snart vil indføre. — Hebræerne 11:15, 16.

Det kan være en stor udfordring at forkynde i en fremmed arbejdsmark eller et sted i ens hjemland hvor behovet er større. Men det er også en tilfredsstillende tjeneste med store velsignelser. (Johannes 15:8) Og hvis man midlertidigt skulle blive opslugt af negative tanker, kan man overvinde dem ved at holde sig målet for øje og se fremad. En ugift missionærsøster beretter: „Når jeg begynder at føle mig trist til mode, prøver jeg at tænke på den nye verden, hvor hele menneskeheden vil være én stor familie.“ Opløftende tanker som disse er et bolværk mod hjemve og kan hjælpe én til at bevare glæden.

[Illustration på side 29]

Hjemve behøver ikke at gribe ind i ens kristne tjeneste