En splittet kirke — Kan den overleve?

„ALLE der bekender sig til Kristi frelsende sandhed tilhører den synlige kirke. Kristenhedens splittelse — mellem Øst og Vest, og mellem Rom og reformationens kirker — er en splittelse inden for en og samme kirke.“ (Christians in Communion) Sådan betragter én forfatter kristenheden — som en vidtspredt familie af religioner der alle på en eller anden måde bekender sig til troen på Jesus Kristus.

Men det er en splittet familie med modstridende læresætninger og adfærdsnormer. „Kristendommen af i dag . . . har lavere normer for sine kirkemedlemmer end dem der gælder for buspassagerer,“ siger en iagttager. Hvordan skal vi da diagnosticere dens åndelige tilstand? Den katolske biskop Basil Butler drager denne slutning: „En splittet kristendom er alvorligt syg.“ (The Church and Unity) Hvordan begyndte sygdommen? Er der noget håb om en bedring?

„Lovløshedens menneske“

Apostelen Paulus advarede om at der ville opstå splittelser. Til de kristne i Thessalonika, der troede at Kristi nærværelse var nært forestående, skrev han: „Lad ingen forføre jer på nogen måde, for først [før Jehovas dag] må jo frafaldet komme og lovløshedens menneske, undergangens søn, åbenbares.“ — 2 Thessaloniker 2:3.

Dette „lovløshedens menneske“ bragte frafald og en oprørsk ånd ind i den kristne menighed. Hvem er dette „menneske“? Det er ikke et enkelt menneske, men kristenhedens gejstlighed som et hele. Forholdsvis hurtigt efter Jesu apostles død hævede denne præsteklasse sig op over den frafaldne menighed, og begyndte efterhånden at antage hedenske opfattelser som for eksempel treenighedslæren og læren om menneskesjælens udødelighed. (Apostelgerninger 20:29, 30; 2 Peter 2:1-3) Den kristne menighed blev derved smittet med en dødbringende virus af dæmoninspirerede forestillinger som uvægerligt ville føre til splittelser. — Galaterne 5:7-10.

Smitten var allerede blevet overført på apostelen Paulus’ tid, for han skrev: „Denne lovløsheds hemmelighed er ganske vist allerede i virksomhed, men som hemmelighed kun til han som nu holder ham tilbage, er af vejen.“ (2 Thessaloniker 2:7) Apostlene virkede som et bolværk mod frafaldets gift. Men da deres beskyttende indflydelse var borte, bredte frafaldet sig uhindret som koldbrand. — 1 Timoteus 4:1-3; 2 Timoteus 2:16-18.

Dette „lovløshedens menneske“ fortsætter sine aktiviteter med uformindsket styrke. I en rapport for nylig om „en kirke der lider seksuelle og teologiske kvaler“, blev en højtstående gejstlig fra den anglikanske kirke citeret for følgende jeremiade: „Der protesteres højlydt mod forslag om at præster ikke må have seksuelle forhold uden for ægteskabet. Aktive homoseksuelle bliver ordineret. De har gjort godt til ondt og ondt til godt.“ — Londonbladet The Sunday Times Magazine for 22. november 1992.

Hvede og ukrudt

Jesus Kristus forudsagde at der ville komme en periode hvor man ikke ville kunne få øje på den sande kristendom. Han sammenlignede den kristne menigheds oprettelse med en mand der såede god sæd i sin mark. Men ifølge Jesus ’kom mandens fjende og såede ukrudt blandt hveden’. Da hans trælle spurgte om de skulle prøve at fjerne ukrudtet, sagde ejeren af marken: „Nej, for det må endelig ikke ske, når I samler ukrudtet fra, at I også rykker hveden op.“ Hvor længe skulle denne sammenblanding af hvede og ukrudt fortsætte? Markens ejer sagde: „Lad begge dele vokse sammen indtil høsten.“ — Mattæus 13:25, 29, 30.

Falske kristne er vokset side om side med sande kristne lige „indtil høsten“, hvilket er de sidste dage for „tingenes ordning“ hvor der skulle finde en adskillelse sted. (Mattæus 28:20) Satan Djævelen benyttede frafaldne til at danne en fordærvet og splittet „kristen“ menighed. (Mattæus 13:36-39) De frembragte en afskyelig efterligning af sand kristendom. (2 Korinther 11:3, 13-15; Kolossenserne 2:8) I takt med at kirken i århundredernes løb er blevet mere og mere splittet, er det blevet stadig vanskeligere at identificere de sande kristne.

Nye splittelser

Ifølge bogen The Testing of the Churches — 1932-1982 er der i nyere tid „dukket nye splittelser op. Det er især den karismatiske bevægelse, der lægger vægt på personlig tro og oplevelse.“ Interessant nok betragter nogle de karismatiske bevægelser, bestående af såkaldt genfødte kristne, som et tegn på en åndelig genrejsning snarere end som en ny splittelse. For eksempel oplevede Nordirland i 1850’erne en sådan vækkelse, hvortil der knyttede sig store forhåbninger. Man talte om „en broderlig sammenslutning . . . mellem presbyterianske, wesleyanske og kongregationalistiske præster“ og sagde at man „hver dag hørte nye beretninger om trancer, syner, drømme og mirakler“. — Religious Revivals.

Mange betragtede disse dramatiske manifestationer som et bevis på at Guds ånd var ved at give kirken nyt liv. En iagttager sagde: „Guds kirke i ordets dybeste betydning bliver vakt til live igen i disse områder.“ Men selv om denne særlige vækkelse blev kaldt „en strålende epoke uden fortilfælde i Ulsters religiøse historie“, har denne og lignende vækkelser ikke kunnet frembringe religiøs enhed blandt dem der betragter sig som åndeligt genfødte.

Disse mennesker hævder imidlertid at de er forenede i grundlæggende spørgsmål. Men det samme mener den øvrige del af kristenheden, der udglattende siger at „det der forener kristne er langt vigtigere end det der stadig skiller dem“. (The Church and Unity) Kristenheden hævder: „Vor fundamentale enhed med hinanden og med alle vore medkristne er grundlagt på vor dåb i Kristi navn.“ (Christians in Communion) At mene at splittelser er uden betydning når blot man har en fælles tro på Kristus, er det samme som at sige at kræft ikke er alvorligt når blot hjertet er stærkt.

Sandheden er at de nye religiøse bevægelser har bidraget til forvirringen og afstedkommet åndeligt anarki, idet overtalende lærere har prøvet at kapre flere disciple. I de senere år har vi for eksempel set hvordan åndelige ledere som Jim Jones og David Koresh har ført tusinder af mennesker på vildspor. (Mattæus 15:14) En baptistpræst er en af lederne af ku-klux-klan. Han kæder sin kampagne for de hvides overherredømme sammen med en religiøs vækkelse og siger at de som deltager i denne vækkelse „vil modtage styrke fra det højeste og blive indgivet mod af ham som døde på Golgata [Jesus Kristus]“.

Hvordan forholder det sig da med de formodede mirakler, de kraftige gerninger og de tegn der udføres i Jesu navn? Husk Jesu Kristi stærke advarsel om at det ikke er dem der blot siger „Herre, Herre“, der vil opnå hans godkendelse, men ’de der gør hans Faders vilje’. Mange i dag kender ikke engang Faderens navn, nemlig Jehova. Jesus sagde advarende at nogle ville ’uddrive dæmoner i hans navn, og gøre mange kraftige gerninger i hans navn’ og alligevel være blandt dem som ’øvede lovløshed’. — Mattæus 7:21-23.

„Gå ud fra hende, mit folk“

Det står således slemt til med den syge kristenhed. Bør man i betragtning heraf følge den katolske biskop Butlers råd om „uden videre at slutte sig til [kirken] og bidrage til dens stadige ’renselse’ inden for dens egne rækker“? Nej! Kristenheden, som skaber splittelser og som er i splid med sig selv, vil ikke overleve. (Markus 3:24, 25) Den er en del af et verdensimperium af falsk religion, også kaldet Babylon den Store. (Åbenbaringen 18:2, 3) Gud vil snart udslette dette blodskyldige religiøse system.

Bibelen anbefaler ikke at sande kristne bliver inden for denne fordærvede religiøse organisation for derved at prøve at ændre systemet indefra. Vi får tværtimod følgende opfordring: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager. For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder.“ — Åbenbaringen 18:4, 5.

„Gå ud“? Men hvorhen? Husk at Jesus lovede at sande kristne i høsttiden igen ville blive indsamlet og forenet ud over hele jorden. Profeten Mika forudsagde også denne genindsamling med ordene: „Jeg fører dem sammen som en hjord i folden.“ (Mika 2:12) Har dette fundet sted?

Ja! Sande kristne bliver nu indsamlet og forenet i et verdensomspændende brodersamfund. Hvem er de? Det er den kristne menighed af Jehovas Vidner, der med én mund forkynder den gode nyhed om Guds rige i 231 lande. De har taget afstand fra kristenhedens splittende læresætninger og søger at tilbede Gud i overensstemmelse med sandheden i hans ord. — Johannes 8:31, 32; 17:17.

Vi vil varmt tilskynde dig til at tale med Jehovas vidner næste gang de kommer til din dør. Du er også velkommen til selv at kontakte dem i den nærmeste rigssal eller ved at skrive til den nærmeste af de adresser der findes på side 2 i dette blad.

[Illustration på side 7]

„Gud har husket hendes uretfærdigheder“