Hvad er der sket med begrebet myndighed?

TÆNKSOMME mennesker erkender behovet for myndighed. Uden en eller anden form for ledelsesstruktur ville samfundet hurtigt blive kaotisk. I en klassisk fransk lærebog om statsforfatningsret hedder det: „Blandt alle folkegrupper findes der to kategorier: de der befaler og de der adlyder, de der giver ordrer og de der føjer sig, ledere og menige, regenter og undersåtter. . . . Der udøves myndighed i ethvert menneskesamfund.“a

Siden den anden verdenskrig, og især siden 1960’erne, har folks indstilling til myndighed imidlertid ændret sig. Det franske opslagsværk Encyclopædia Universalis beskriver denne periode som en „antihierarkisk og antiautoritær krise“. En sådan krise kommer ikke bag på bibellæsere, for apostelen Paulus fremsatte denne profeti: „Husk, denne verdens sidste tid vil være en tid med omvæltninger! Folk vil kun elske sig selv og penge; de vil være pralende, arrogante og grove; ulydige mod forældre . . .; de vil være uforsonlige i deres had, . . . ubeherskede og voldelige, . . . opblæste over deres egen betydning. De vil elske deres fornøjelser mere end deres Gud.“ — 2 Timoteus 3:1-4, The Revised English Bible.

Denne profeti giver en rammende beskrivelse af vor tid. Man anfægter myndighed på alle niveauer — i familien, i skolen, på de højere læreanstalter, i forretningsverdenen, samt ledelse på lokalt og nationalt plan. Den seksuelle revolution, den yderliggående rap-musik, de mange studenterdemonstrationer, de ulovlige strejker, den civile ulydighed og terrorismen — alt sammen er det tegn på manglende respekt for myndighed.

Ved et symposium i Paris arrangeret af Det Franske Institut for Politisk Videnskab og det parisiske dagblad Le Monde, sagde professor Yves Mény: „Myndighed kan kun eksistere hvis den er retmæssigt indsat.“ En af grundene til at vi i dag oplever en myndighedskrise, er at mange sætter spørgsmålstegn ved om magthaverne er retmæssigt indsat og betvivler deres ret til at udøve myndighed. En undersøgelse foretaget i begyndelsen af 1980’erne viste at 9 procent af befolkningen i De Forenede Stater, 10 procent i Australien, 24 procent i Storbritannien, 26 procent i Frankrig og 41 procent i Indien, mente at deres regeringer uretmæssigt sad inde med magten.

Menneskets søgen efter retmæssig myndighed

Ifølge Bibelen stod mennesket oprindelig direkte under Guds myndighed. (1 Mosebog 1:27, 28; 2:16, 17) Men efter ganske kort tid krævede menneskene at blive moralsk uafhængige af deres Skaber. (1 Mosebog 3:1-6) Da de afviste teokratiet eller gudsstyret, måtte de til at finde andre styreformer. (Prædikeren 8:9) Nogle tiltog sig myndighed ved hjælp af magt. Deres motto var: Magt er ret. For dem var det tilstrækkeligt at have den nødvendige magt til at gennemtrumfe deres vilje. De fleste følte imidlertid at det var nødvendigt at få legitimeret deres ret til at herske.

Fra de tidligste tider har mange herskere gjort dette ved at sige enten at de var guder eller at de havde modtaget deres magt fra guderne. Dette mytiske begreb er blevet kaldt „teokratisk kongedømme“, og det har blandt andet været udøvet af fortidens herskere i Mesopotamien og af faraonerne i det gamle Ægypten.

Alexander den Store, samt de hellenistiske konger der efterfulgte ham, og mange af de romerske kejsere hævdede at være guder og krævede endda at blive tilbedt. Sådanne regeringsformer er blevet kaldt „herskerkulter“, og hensigten med dem var at styrke magthavernes myndighed over de forskellige folkeslag de besejrede. Hvis man nægtede at tilbede herskeren, blev det betragtet som en forbrydelse mod staten. I værket The Legacy of Rome, har professor Ernest Barker skrevet: „Guddommeliggørelsen af [den romerske kejser], og den troskab man viser ham i kraft af hans guddommelighed, er tydeligvis rigets fundament eller det der holder riget sammen.“

Denne regeringsform fortsatte, selv efter at „kristendommen“ var blevet anerkendt af kejser Konstantin (regeringsperiode 306-337 e.v.t.) og siden hen gjort til Romerrigets statsreligion af kejser Theodosius I (regeringsperiode 379-395 e.v.t.). Helt frem til det femte århundrede e.v.t. blev nogle af de ’kristne’ kejsere tilbedt som guder.

„To magter“ — „to sværd“

Efterhånden som pavedømmet blev mere magtfuldt, tilspidsede situationen sig mellem kirke og stat. Hen imod slutningen af det femte århundrede e.v.t. fremsatte pave Gelasius I princippet om ’de to magter’: pavernes religiøse myndighed samt kongernes royale magt, med kongen underlagt paven. Dette princip udmøntede sig senere i læren om ’de to sværd’: „Det åndelige sværd blev båret af paverne selv, idet de overdrog det verdslige sværd til herskende lægmænd, der dog skulle bruge det verdslige sværd i overensstemmelse med pavestolens anvisninger.“ (The New Encyclopædia Britannica) Med henvisning til denne lære påberåbte den katolske kirke i middelalderen sig retten til at krone kejsere og konger og derved legitimere deres myndighed, hvilket cementerede den gamle myte om et „teokratisk kongedømme“.

Dette må imidlertid ikke forveksles med det begreb at kongerne hersker af Guds nåde. Dette begreb blev først indført senere, da de politiske herskere ikke længere ønskede at underkaste sig pavedømmet. Teorien om at kongerne hersker af Guds nåde går ud på at kongerne har fået deres bemyndigelse til at herske direkte fra Gud og ikke gennem paven i Rom. I New Catholic Encyclopedia hedder det: „På et tidspunkt da paven udøvede en universel åndelig og verdslig magt over statsoverhovederne, medførte tanken om at kongerne hersker af Guds nåde at nationalstaternes konger kom til at indtage en stilling der gjorde deres myndighed af lige så guddommelig herkomst som pavens.“b

Myten om folkesuveræniteten

Med tiden foreslog man andre former for myndighed. En af disse var folkesuveræniteten. Mange mener at denne tanke stammer fra Grækenland. Demokratiet i det gamle Grækenland fandtes imidlertid kun i nogle få bystater, og selv her var det kun de mandlige indbyggere der havde stemmeret. Kvinder, trælle og fastboende udlændinge — som man anslår udgjorde mellem halvdelen og fire femtedele af befolkningen — havde ingen stemmeret. Man kan derfor næppe tale om folkesuverænitet.

Hvem gjorde sig til talsmænd for tanken om folkesuveræniteten? I middelalderen blev den overraskende nok lanceret af katolske teologer. I det 13. århundrede påstod Thomas Aquinas at selv om suveræniteten stammer fra Gud, er den blevet overdraget til folket. Det var en tanke der viste sig at blive populær. I New Catholic Encyclopedia hedder det: „Tanken om at folket er kilden til myndighed blev støttet af langt de fleste katolske teologer i det 17. århundrede.“

Hvorfor gjorde teologer i en kirke hvor folket overhovedet ingen indflydelse havde med hensyn til valg af paver, biskopper eller præster, sig til fortalere for tanken om folkesuveræniteten? Fordi nogle europæiske konger under pavens myndighed blev stadig mere urolige. Teorien om folkesuveræniteten gav paven magt til at styrte en kejser eller monark hvis det syntes nødvendigt. Historikerne Will og Ariel Durant har skrevet: „Blandt forsvarerne for folkesuveræniteten var der mange jesuitter, som heri så et middel til at svække kongernes magt i forhold til pavens. Kardinal Bellarminos ræsonnement var, at hvis kongernes myndighed var afledt af — og derfor underkastet — folkets vilje, så stod den under pavernes. . . . Luis Molina, en spansk jesuit, hævdede, at folket, som kilden til al verdslig myndighed, retmæssigt — men efter en lovlydig fremgangsmåde — kunne afsætte en uretfærdig konge.“

Den ’lovlydige fremgangsmåde’ ville selvfølgelig blive bestemt af paven. Dette bekræftes af det franske katolske opslagsværk Histoire Universelle de l’Eglise Catholique, der citerer Biographie universelle for at sige: „Ifølge Bellarmino . . . er det en almindelig katolsk lære at fyrster får deres magt ved at de vælges af folket, og at folket kun kan udøve denne ret under pavens indflydelse.“ (Kursiveret af os.) Folkesuveræniteten blev således et redskab som paven kunne bruge til at øve indflydelse på valget af herskere og, om nødvendigt, at få dem afsat. I nyere tid har folkesuveræniteten gjort det muligt for det katolske hierarki at påvirke de katolske vælgere i de repræsentative demokratier.

I de moderne demokratier er regeringens retmæssighed grundlagt på det man kalder „de styredes samtykke“. Men dette er i bedste fald „flertallets samtykke“, og på grund af politiske rævestreger og vælgernes apati, udgøres dette ’flertal’ i realiteten ofte kun af en minoritet i befolkningen. I dag betyder „de styredes samtykke“ stort set blot „de styredes føjelighed eller resignation“.

Myten om den nationale suverænitet

Myten om det teokratiske kongedømme, som blev fremmet af nogle af de første paver, gav bagslag for pavedømmet da det videreudviklede sig til begrebet om at kongerne hersker af Guds nåde. Teorien om folkesuveræniteten fik ligeledes uheldige følger for den katolske kirke. I det 17. og 18. århundrede gjorde verdslige filosoffer som englænderne Thomas Hobbes og John Locke og franskmanden Jean-Jacques Rousseau sig nogle tanker om begrebet folkesuverænitet. De udviklede forskellige versioner af teorien om en „samfundspagt“ mellem herskerne og deres undersåtter. Deres principper byggede ikke på teologi men på „naturret“, og begrebet kulminerede i idéer der var til stor skade for den katolske kirke og pavedømmet.

Kort efter Jean-Jacques Rousseaus død begyndte den franske revolution. Denne revolution kuldkastede visse idéer om magtens retmæssighed, men fostrede samtidig en ny idé, nemlig tanken om den nationale suverænitet. I The New Encyclopædia Britannica læser vi: „Franskmændene afviste adelens overherredømme, den katolske kirkes privilegier, samt tanken om at kongen hersker af Guds nåde.“ Men værket siger videre: „Revolutionen havde sørget for at et nyopfundet begreb var modnet, nemlig begrebet nationalstaten.“ De revolutionære havde brug for denne nye opfindelse. Hvorfor?

Under det system Rousseau havde forsøgt at fremme, ville alle borgere have fået lige meget at skulle have sagt når der skulle vælges herskere. Dette ville have ført til et demokrati bygget på almindelig stemmeret — noget lederne af den franske revolution ikke ønskede. Professor Duverger forklarer: „Det var netop for at undgå dette uønskede resultat at bourgeoisiet i den grundlovgivende forsamling opfandt teorien om national suverænitet. De identificerede folket med ’nationen’, som de betragtede som en virkelig enhed, adskilt fra dens bestanddele. Kun nationen er berettiget til, gennem dens repræsentanter, at sidde inde med suverænitet . . . Læren om national suverænitet er, til trods for dens demokratiske ydre, i virkeligheden slet ikke demokratisk, eftersom den kan bruges til at retfærdiggøre stort set enhver styreform, især enevælde.“ (Kursiveret af forfatteren.)

Menneskers bestræbelser slår fejl

At man anerkendte nationalstaten som en retmæssig kilde til myndighed, medførte nationalisme. The New Encyclopædia Britannica skriver: „Mange tror at nationalisme er af meget gammel dato; nogle gange betragtes den fejlagtigt som værende en permanent faktor i politik. Men i virkeligheden kom den først kraftigt til udtryk under den amerikanske og den franske revolution.“ Siden disse revolutioner er nationalismen skyllet hen over Amerika, Europa, Afrika og Asien. Blodige krige er blevet retfærdiggjort i nationalismens navn.

Den engelske historiker Arnold Toynbee har skrevet: „Nationalismens ånd er som et bittert gærstof i demokratiets nye vin på stammekulturens gamle flasker. . . . Dette mærkelige kompromis mellem demokrati og stammekultur har vist sig langt mere virkningsfuldt i den moderne vestlige verdens praktiske politik, end demokratiet selv.“ Nationalisme har ikke skabt en fredelig verden. Toynbee siger endvidere: „Religionskrigene er efter et kort pusterum blevet efterfulgt af nationalistiske krige; og i vor moderne vestlige verden er religiøs fanatisme og national fanatisme tydeligvis én og samme onde drift.“

Ved hjælp af myterne om „det teokratiske kongedømme“, at „kongen hersker af Guds nåde“, „folkesuveræniteten“ og „den nationale suverænitet“, har herskerne forsøgt at legitimere den myndighed de udøver over deres medmennesker. Efter at have betragtet de resultater jordiske herskere har opnået, kan kristne ikke andet end tilslutte sig følgende udsagn af Salomon: „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“ — Prædikeren 8:9.

Kristne tilbeder ikke den politiske stat. De tilbeder Gud og anerkender ham som den retmæssige kilde til al myndighed. De er enige med David, som sagde: „Din, Jahve, er storheden, magten, herligheden, en lang række dage, æren; alt i himmelen og på jorden er dit. Din er suveræniteten, Jahve; du er ophøjet, den øverste over alle.“ (1 Krønikebog 29:11, The New Jerusalem Bible) Men af ærbødighed for Gud viser de den rette respekt for både verdslige og åndelige myndighedsinstanser. Hvordan de kan gøre dette med glæde vil blive behandlet i de to følgende artikler.

[Fodnoter]

[Illustration på side 15]

Den katolske kirke hævdede at besidde myndighed til at krone kejsere og konger

[Kildeangivelse]

Karl den Stores kroning: Bibliothèque Nationale, Paris