Hvor nøjagtig er den jødiske kalender?

TORSDAG den 16. september 1993 var ifølge den jødiske kalender nytår, Rosj Hasjana. Som traditionen byder, blev det indvarslet ved at man blæste i vædderhorn. Da begyndte det jødiske år 5754, som løber fra 16. september 1993 til 5. september 1994.

Man lægger straks mærke til de 3760 års forskel på den jødiske og den gregorianske kalender, som anvendes de fleste steder. Hvad skyldes forskellen? Og hvor nøjagtig er den jødiske kalender?

Basisårstallet lægges fast

Enhver tidsregning kræver et nøjagtigt basisårstal. For eksempel tæller man i den såkaldt kristne del af verden tiden fra det år Jesus formodes at være født. Efter årstallene tilføjer man eventuelt de latinske ord anno Domini, forkortet A.D., der betyder „i det Herrens år“, eller e. Kr., der betyder „efter Kristus“. Årstal før dette får ofte vedhæftet betegnelsen f. Kr., „før Kristus“.a I Kina tælles der traditionelt fra 2698 f.v.t., da sagnkejseren Huang-Ti, den „Gule Kejser“, begyndte sin regeringstid. Den 10. februar 1994 markerede således begyndelsen af det kinesiske måneår 4692. Men hvordan forholder det sig med den jødiske kalender?

I The Jewish Encyclopedia hedder det: „Den blandt nutidens jøder gængse måde at tidsfæste en begivenhed på består i at angive det åremål der er forløbet siden verdens skabelse.“ Dette system, der blandt jøderne er kendt som Skabelsens Tidsalder, blev taget i anvendelse omkring det niende århundrede e.v.t. Derfor står der som regel A.M. foran tidsangivelser efter den jødiske kalender. A.M. står for anno mundi, der er en forkortelse for ab creatione mundi, hvilket betyder „fra verdens skabelse“. Indeværende år er ifølge dette tidsregningssystem A.M. 5754, idet man antager at verden blev til for 5753 år siden. Lad os se hvordan man når frem til dette årstal.

„Skabelsens Tidsalder“

Encyclopaedia Judaica (1971-udgaven) giver følgende redegørelse: „Efter forskellige rabbinske udregninger begyndte ’Skabelsens Tidsalder’ om efteråret et af årene mellem 3762 og 3758 f.v.t. Siden det 12. århundrede e.v.t. har der imidlertid været enighed om at ’Skabelsens Tidsalder’ begyndte i 3761 f.v.t. (helt nøjagtigt den 7. oktober). Denne udregning baserer sig på samtidigheder i kronologiske elementer angivet i Bibelen samt beregninger fundet i jødisk litteratur fra tiden umiddelbart efter at Bibelen blev affattet.“

Systemet med at datere fra „verdens skabelse“ bygger i alt væsentligt på rabbinske fortolkninger af Bibelens beretning. Nogle rabbinere går ligesom visse „kristne“ teologer ud fra at verden og alt i den blev skabt på seks bogstavelige dage a 24 timer, og formoder derfor at det første menneske, Adam, blev skabt samme år som verden. Men det er en væsentlig unøjagtighed.

Det første kapitel i Første Mosebog indledes med dette udsagn: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ Derefter beskriver kapitlet hvad Gud foretog sig i løbet af seks på hinanden følgende ’dage’, da han forvandlede jorden fra at være „formløs og øde“ til at være egnet som bosted for menneskene. (1 Mosebog 1:1, 2) Denne proces kan have varet millioner af år. Desuden var en skabelsesdag ikke på 24 timer; Skaberens virke var og er ikke begrænset af en så snæver definition af ordet „dag“. At en dag i denne sammenhæng kan vare mere end 24 timer, fremgår af Første Mosebog 2:4, der omtaler hele skabelsesperioden som én „dag“. Der gik mange tusind år mellem den første skabelsesdag og den sjette, da Adam blev skabt. Det er hverken videnskabeligt eller bibelsk holdbart at tidsfæste Adams skabelse sådan at den falder sammen med himmelens og jordens skabelse. Men hvordan gik det til at man henlagde ’Skabelsens Tidsalders’ begyndelse til 3761 f.v.t.?

Kronologiens grundlag

Desværre er hovedparten af den jødiske litteratur hvorpå de omtalte udregninger hviler, gået tabt. Der er kun bevaret et kronologisk værk der oprindelig havde titlen Seder ’Olam (Verdensordenen). Det tillægges talmudisten Jose ben Halafta, der levede i det andet århundrede e.v.t. (Værkets titel blev senere ændret til Seder ’Olam Rabbah for at undgå forveksling med middelalderkrøniken Seder ’Olam Zuṭa.) Heri findes en kronologisk historieskildring fra Adams skabelse til jødernes opstand mod Rom under den falske messias Bar Kokhba i det andet århundrede e.v.t. Hvorfra hentede skribenten sine oplysninger?

Jose ben Halafta bestræbte sig ganske vist for at følge Bibelens beretning, men de steder hvor teksten ikke udtrykkeligt angav tidspunktet, supplerede han den med sine egne fortolkninger af det. „I mange tilfælde . . . angav han tidspunkterne ifølge overleveringen og indføjede desuden udtalelser og halakot [overleveringer] fra tidligere rabbinere og fra sine samtidige,“ oplyser The Jewish Encyclopedia. Andre opslagsværker er mindre venlige i deres omtale af ham. The Book of Jewish Knowledge siger: „Han regnede fra Skabelsens Tidsalder og hæftede frit opfundne tidsangivelser på forskellige begivenheder i jødernes historie, begivenheder som man antog havde fundet sted i tidsrummet mellem det første menneske, Adam, og Alexander den Store.“ Hvilken virkning fik disse fortolkninger og tilføjelser på den jødiske kronologis nøjagtighed? Det vil vi nu undersøge.

Overleveringer og fortolkninger

I overensstemmelse med den rabbinske overlevering beregnede Jose Ben Halafta at det andet tempel stod i 420 år. Han grundede dette på rabbinernes udlægning af Daniels profeti om „halvfjerds uger“, eller 490 år. (Daniel 9:24) Dette tidsrum henførte de til perioden fra Salomons tempel blev ødelagt til det andet tempel lå i ruiner. (Herodes’ tempel blev ikke regnet som et tredje tempel.) Jose ben Halafta trak de 70 års landflygtighed i Babylon fra og sluttede at det andet tempel stod i 420 år.

Denne fortolkning har imidlertid en alvorlig skavank, idet både året hvor Babylon faldt (539 f.v.t.) og året hvor det andet tempel blev ødelagt (70 e.v.t.) er historisk fastslået. Det andet tempel blev grundlagt i 536 f.v.t. og må derfor have stået i 605 år, ikke i 420 år. Der mangler med andre ord 185 år når den jødiske kronologi kun sætter 420 år af til denne periode.

Daniels profeti drejede sig heller ikke om hvor længe templet i Jerusalem skulle stå, men forudsagde hvornår Messias skulle fremstå. Profetien siger tydeligt at „fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgår, indtil Messias, Føreren, [ville] der være syv uger og toogtres uger“. (Daniel 9:25, 26) Templet blev grundlagt i det andet år efter at jøderne var vendt hjem fra fangenskabet (536 f.v.t.), men „ordet“ om at genopbygge Jerusalem udgik ikke før „kong Artaxerxes’ tyvende år“. (Nehemias 2:1-8) Pålidelige verdslige historiekilder fastslår at det skete i 455 f.v.t. Tæller man 69 „uger“, eller 483 år, frem, kommer man til år 29 e.v.t. Det var det tidspunkt hvor Messias, Jesus, fremstod, nemlig ved sin dåb.b

En anden af rabbinernes fortolkninger der har givet anledning til en større tidsforskydning i den jødiske kronologi, angår tidspunktet for Abrahams fødsel. Rabbinerne sammentalte levetiden for personerne i det slægtsregister der omtales i Første Mosebog 11:10-26, og opgjorde tiden fra Vandfloden til Abrahams (Abrams) fødsel til 292 år. Rabbinernes udlægning af vers 26 er imidlertid problematisk. Der står: „Tara levede så i halvfjerds år, hvorpå han blev fader til Abram, Nakor og Haran.“ Den jødiske overlevering udlægger det sådan at Tara var 70 år gammel da Abram blev født. Men det står der ikke udtrykkeligt i verset. Der konstateres blot at Tara blev fader til tre sønner efter at han var fyldt 70 år.

Man behøver blot at læse videre i Bibelens beretning for at fastslå Taras virkelige alder ved Abrahams fødsel. Af Første Mosebog 11:32–12:4 fremgår det at Tara døde i en alder af 205 år, og at Abraham og hans slægtninge derpå forlod Karan på Jehovas befaling. På det tidspunkt var Abraham 75 år gammel. Heraf kan vi udlede at Tara må have været 130, ikke 70, år gammel, da Abraham blev født. Der forløb således 352 år fra Vandfloden til Abrahams fødsel, ikke 292 år. Her regner den jødiske kronologi altså 60 år forkert.

Et religiøst levn

Fejl og uoverensstemmelser som disse i Seder ’Olam Rabbah og andre talmudbaserede kronologiske værker har sat mange jødiske lærde i forlegenhed og givet anledning til livlig debat. De mange forsøg på at få denne kronologi til at stemme med fastslåede historiske data har stort set været forgæves. Af hvilken grund? At deres ophavsmænd „har været mindre interesserede i akademiske end i religiøse hensyn,“ bemærker Encyclopaedia Judaica. „Overleveringen skulle for enhver pris forsvares, især over for afvigende sekterere.“ Nogle jødiske lærde har forsøgt at så tvivl om Bibelens oplysninger frem for at afklare den forvirring som deres overleveringer har skabt. Andre har søgt støtte i blandt andet babyloniske, ægyptiske og hinduiske sagn og overleveringer.

Historikerne anser derfor ikke længere „Skabelsens Tidsalder“ for at være et seriøst grundlag for kronologisk udregning. Kun få jødiske lærde vil gå i brechen for det, og autoritative opslagsværker som The Jewish Encyclopedia og Encyclopaedia Judaica tager store forbehold over for det. Den traditionelle jødiske tidsregning fra verdens skabelse kan følgelig ikke betragtes som nøjagtig i forhold til Bibelens kronologi, den tidsplan som Jehova Guds profetier følger og som tjener til hans tilbederes oplysning.

[Fodnoter]