Hvilken tilstand befinder de døde sig i?

FRYGTEN for de døde udspringer af den antagelse at de afdøde har en sjæl eller ånd der lever videre efter døden. Hvis Bibelen tydeligt viser at denne opfattelse er forkert, kan man begrave frygten for at de døde kan skade os. Men hvad siger Bibelen egentlig?

Bibelen fortæller klart hvilken tilstand de døde befinder sig i: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting, og til dem er der ikke længere nogen løn, for mindet om dem er glemt. Også deres kærlighed og deres had og deres skinsyge er allerede gået til grunde, og de har til fjerne tider ingen yderligere del i alt det der gøres under solen.“ — Prædikeren 9:5, 6.

I betragtning af dette, kan de døde da hjælpe eller skade os? Nej, svarer Bibelen. De døde eksisterer ikke; de er uden bevidsthed og er derfor bragt til tavshed. De kan ikke kommunikere med de levende eller udtrykke nogen følelser — hverken had eller kærlighed — eller foretage sig noget. Der er derfor ingen grund til at være bange for dem.

Her vil nogle måske sige: ’Det kan godt være at det forholder sig sådan når man hentyder til den fysiske krop, men den fysiske død er ikke livets slutning; den frigør blot legemets ånd. Denne ånd kan godt hjælpe eller skade de levende.’ Sådan tænker millioner af mennesker rundt om på jorden.

I Madagaskar, for eksempel, bliver livet kun betragtet som en overgang. Derfor er en begravelse og en opgravning af et lig vigtigere end et bryllup. Man tror at personen kommer fra sine forfædre og ved døden vender tilbage til dem. De levendes huse er bygget af træ og soltørrede lersten, materialer der med tiden nedbrydes, mens gravene, de dødes ’hjem’, som regel er mere holdbare og kunstfærdige. Ved en opgravning tror familie og venner at de vil blive velsignet, og kvinderne er overbeviste om at de bliver frugtbare hvis de rører den døde slægtnings knogler. Men igen: hvad siger Bibelen?

Ikke Guds hensigt at mennesker skulle dø

Det er interessant at Jehova Gud skabte mennesket for at det skulle leve og kun omtalte døden som en konsekvens af ulydighed. (1 Mosebog 2:17) Ulykkeligvis syndede den første mand og kvinde og gav derved synden videre til hele menneskeheden, som blev underlagt døden. (Romerne 5:12) Man kan derfor sige at døden har været en realitet i livet, ja, en ulykkelig realitet, lige siden det første menneskepar var ulydige. Vi blev skabt til at leve, og det forklarer delvis hvorfor utallige millioner har svært ved at acceptere døden som livets slutning.

Ifølge beretningen i Bibelen prøvede Satan at bedrage det første menneskepar ved at påstå at Guds advarsel om at ulydighed ville føre til døden, ikke var sand. (1 Mosebog 3:4) Med tiden blev det imidlertid meget tydeligt at mennesket dør, som Gud har sagt. I århundredernes løb har Satan fremsat endnu en løgn — at en eller anden uhåndgribelig del af mennesket overlever når kroppen dør. Et sådant bedrag er kendetegnende for Satan Djævelen, der af Jesus beskrives som „løgnens fader“. (Johannes 8:44) Gud har derimod fremsat et opmuntrende løfte der vil berøre mange.

Hvad går dette løfte ud på?

Det er et løfte om en opstandelse for mange. Anaʹstasis, det græske ord der oversættes med „opstandelse“, betyder bogstaveligt „opståen“, „oprejsning“ og bruges om dét at stå op fra døden. Ja, i graven ligger mennesket ned, men Gud kan bruge sin magt til at ’rejse en person op’ og bringe ham til live. Guds søn, Jesus Kristus, sagde at „den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud“. (Johannes 5:28, 29) Og apostelen Paulus sagde at han havde ’håb til Gud om at der ville finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige’. (Apostelgerninger 24:15) Job, en af de førkristne trofaste tjenere for Gud, troede også på en opstandelse. Han sagde: „Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen? Jeg vil vente alle de dage min tvungne tjeneste varer, indtil min afløsning kommer. Du [Gud] vil kalde, og jeg vil svare dig.“ — Job 14:14, 15.

Er dette klare løfte om en opstandelse ikke et tydeligt bevis på at den påstand at de døde lever videre i en åndelig skikkelse, er falsk? Hvis de døde er i live i himmelen eller i en åndeverden, hvilket formål tjener opstandelsen da? Ville de ikke allerede have modtaget deres belønning eller straf? En undersøgelse af Bibelen viser at de døde er døde; de er uden bevidsthed og sover indtil den store genopvågnen ved opstandelsen i en ny verden — et paradis — sådan som vor kærlige Fader, Jehova, har lovet. Men hvis der ved døden ikke er tale om en adskillelse af legeme og ånd, og hvis sjælen ikke er udødelig, hvordan vil man så forklare at nogle tilsyneladende har kommunikeret med åndeverdenen?

Kommunikation med åndeverdenen

Der er utallige beretninger om at nogle har modtaget meddelelser de mener stammer fra åndeverdenen. Men hvem er det i virkeligheden der udsender disse meddelelser? Bibelen advarer os om at „Satan selv giver sig ud for at være en lysets engel. Det er derfor intet stort om hans tjenere også giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere.“ (2 Korinther 11:14, 15) For at gøre det nemmere at bedrage og vildlede mennesker, kommunikerer dæmoner (oprørske engle) med de levende og foregiver nogle gange at være hjælpsomme.

Apostelen Paulus giver yderligere advarsler angående dette bedrag: „Nogle [vil] falde fra troen, idet de agter på vildledende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme.“ (1 Timoteus 4:1) Et hvilket som helst svar der tilskrives de døde kan derfor meget vel komme fra dæmonerne, der giver sig ud for at være „retfærdigheds tjenere“. Disse dæmoner fremmer en religiøs løgn og gør folk til slaver af overtroiske idéer som fører dem væk fra sandheden i Bibelen.

Salme 146:3, 4 bekræfter at de døde ikke kan tale, føle eller foretage sig noget. Der siges: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hos hvem der ikke er frelse. Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ Hvilken ånd er det der „går bort“? Det er personens livskraft som opretholdes ved åndedrættet. Når den afdøde ikke længere trækker vejret, ophører alle hans sanser også med at fungere. Han går ind i en tilstand hvor der ikke er nogen som helst bevidsthed. Han kan derfor ikke have noget herredømme over de levende.

Det er grunden til at Bibelen sammenligner et menneskes død med et dyrs, idet den siger at begge er uden bevidsthed når de dør og at begge vender tilbage til det støv de er taget fra. Prædikeren 3:19, 20 siger: „Der er nemlig et endeligt for menneskesønnerne og et endeligt for dyrene, og det er samme endeligt for dem. Som den ene dør, sådan dør den anden; og alle har samme ånd, så mennesket har ingen fordel frem for dyrene, for alt er tomhed. Alle går samme sted hen. Alle er af støv, og alle vender tilbage til støvet.“

Jehova Gud ved at dæmonerne prøver at bedrage mennesker til at tro at de kan kommunikere med og blive påvirket af de døde. Derfor gav han sit folk, fortidens israelitter, denne advarsel: „Der må ingen findes hos dig . . . som driver spådomskunst, øver magi, tager varsler eller er troldmand, eller som binder andre med en besværgelse eller som spørger et åndemedium eller en spåkyndig til råds eller som henvender sig til de døde. For enhver der øver disse ting er en vederstyggelighed for Jehova.“ — 5 Mosebog 18:10-12.

Det er tydeligt at idéen om at de døde kan skade os ikke stammer fra Gud. Han er sandhedens Gud. (Salme 31:5; Johannes 17:17) Og han har en smuk fremtid i beredskab til dem der elsker sandhed og som tilbeder ham „i ånd og sandhed“. — Johannes 4:23, 24.

Jehova er sandhedens og kærlighedens Gud

Vor kærlige himmelske Fader, „der ikke kan lyve“, har givet dette løfte: Millioner og atter millioner som er døde og ligger i graven vil blive oprejst med udsigt til evigt liv i en retfærdig, ny verden! (Titus 1:1, 2; Johannes 5:28) Dette kærlige løfte om en opstandelse viser at Jehova er oprigtigt interesseret i menneskers velbefindende og har et dybtfølt ønske om at fjerne død, sorg og smerte. Der er ingen grund til at frygte for de døde eller at være overdrevent bekymret for dem og deres fremtidsudsigter. (Esajas 25:8, 9; Åbenbaringen 21:3, 4) Vor kærlige og retfærdige Gud, Jehova, kan og vil oprejse dem og gøre ende på dødens smerte.

I Guds ord, Bibelen, findes der mange passager som beskriver de forhold der vil være på jorden i den retfærdige, nye verden. (Salme 37:29; 2 Peter 3:13) Det vil blive en tid med fred og lykke, hvor alle vil elske deres næste. (Salme 72:7; Esajas 9:7; 11:6-9; Mika 4:3, 4) Alle vil bo sikkert og godt samt have et tilfredsstillende arbejde. (Esajas 65:21-23) Der vil være en overflod af nærende mad til alle. (Salme 67:6; 72:16) Ingen vil blive syge. (Esajas 33:24; 35:5, 6) Bibelen nævner at apostlene og et begrænset antal skal herske sammen med Jesus i himmelen, men den siger ikke noget om at de dødes sjæle skal i himmelen. (Åbenbaringen 5:9, 10; 20:6) Dette ville lyde besynderligt hvis der rent faktisk var milliarder af døde der skulle i himmelen.

Bibelens klare lære er: Ved døden ophører mennesker med at eksistere som levende sjæle. De kan ikke skade os. De der er i mindegravene er ganske enkelt gået til hvile, de er uden bevidsthed indtil de til Guds fastsatte tid bliver oprejst. (Prædikeren 9:10; Johannes 11:11-14, 38-44) Vort håb og vor forventning afhænger af Gud. „Lad os juble og fryde os over frelsen ved ham.“ — Esajas 25:9.

[Illustration på side 7]

Som Guds ord tydeligt viser, er de døde fuldstændig uvirksomme indtil opstandelsen