Hvordan man sætter system i et teokratisk bibliotek
SHEREZADE, en kvik lille pige fra Spanien, var fire år gammel da hun i børnehaven fik til opgave at farvelægge nogle billeder af ’julemanden’. Uden tøven spurgte Sherezade om ikke hun kunne blive fri for det. Hun forklarede at hun på grund af sin samvittighed ikke kunne være med til det.
Læreren, der var overrasket over denne indvending, sagde til Sherezade at det blot svarede til at farvelægge et billede af en dukke og at der ikke var noget forkert i det. Hertil svarede hun: „Hvis det kun er en dukke vil jeg hellere tegne en dukke, hvis det ikke gør noget.“
Ved en anden lejlighed fik børnene til opgave at farvelægge det spanske flag. Igen spurgte Sherezade om hun måtte foretage sig noget andet. Som begrundelse fortalte hun læreren historien om Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego. — Daniel 3:1-28.
Kort efter ringede læreren til Sherezades moder for at fortælle hvor forbavset hun var. „Jeres datter har ved flere lejligheder fortalt mig om sin samvittighed,“ sagde hun. „Er det ikke utroligt! En pige i hendes alder fortæller mig hvorfor hendes samvittighed nager hende. Jeg er ganske vist ikke enig i det I lærer hende, men jeg kan forsikre jer om at I har held med det. Og I skal vide at jeg tager hatten af for jeres datter.“
Hvordan kan en pige på fire år have en bibeloplært samvittighed? Hendes moder, Marina, forklarer at Sherezade har sit eget teokratiske bibliotek på sit værelse. I dette bibliotek har hun sine personlige eksemplarer af Vagttårnet, som hun har understreget, de publikationer hun bruger i forkyndelsen og alle de bøger og brochurer Vagttårnsselskabet har udgivet siden hendes fødsel. Det hun er mest glad for i sit bibliotek er kassettebåndene med Min bibelhistoriebog, som hun lytter til hver aften mens hun følger med i bogen. Det var disse bibelberetninger der lå til grund for de beslutninger hun tog i de nævnte situationer.
Kunne et velordnet teokratisk bibliotek måske også være en hjælp for dig og dine børn? Er det i det hele taget nødvendigt med et hjemmebibliotek?
„Et bibliotek er ikke en luksus“
„Et bibliotek er ikke en luksus men en livsfornødenhed,“ sagde Henry Ward Beecher engang. De fleste af os har sikkert denne ’livsfornødenhed’ uden at vi tænker over det. Hvordan kan vi sige det? Jo, for selv om vi kun har en bibel, er vi i besiddelse af noget man kunne kalde et bibliotek.
Bibelen er i virkeligheden et fortrinligt teokratisk bibliotek. I det fjerde århundrede opfandt Hieronymus det latinske udtryk Bibliotheca Divina (Det Guddommelige Bibliotek) til at beskrive den komplette samling af inspirerede bøger vi kalder Bibelen. Jehova har stillet dette hellige bibliotek til vor rådighed for at give os praktisk hjælp, oplæring og vejledning. Det er noget vi aldrig bør tage for givet. Hvis vi har hele Bibelen betyder det at vi har et større bibliotek end de fleste af Guds tjenere i fortiden havde.
Dengang Bibelen kun fandtes på kostbare håndskrevne manuskripter, var det i bedste fald kun i ganske få private hjem man kunne prale af at have en komplet bibel. Da Paulus ønskede at læse i Skrifterne mens han for sidste gang sad fængslet i Rom, måtte han bede Timoteus om at tage nogle skriftruller med fra Lilleasien — sandsynligvis dele af De Hebraiske Skrifter. (2 Timoteus 4:13) I synagogerne opbevarede man en samling af skriftrullerne, og både Jesus Kristus og apostelen Paulus gjorde brug af disse biblioteker i deres forkyndergerning. (Lukas 4:15-17; Apostelgerninger 17:1-3) Vi kan glæde os over at det i dag er langt nemmere at anskaffe sig en bibel end det var i det første århundrede.
Takket være opfindelsen af trykketeknikken kan de fleste af Guds tjenere i dag — uanset hvilket sprog de læser — anskaffe sig hele Bibelen til en rimelig pris. Vi har også mulighed for at udvide dette hellige ’bibliotek’. I mere end hundrede år har „den trofaste og kloge træl“ været travlt optaget af at sørge for åndelig mad i rette tid. — Mattæus 24:45-47.
Men vi vil sikkert ikke få fuld gavn af disse værdifulde oplysninger medmindre vi opbygger et teokratisk hjemmebibliotek. Hvordan kan vi gøre det? Det første skridt er selvfølgelig at anskaffe sig de nødvendige bøger til sådan et bibliotek. Det er anstrengelserne værd, for det betyder at vi vil have de relevante oplysninger ved hånden når der er problemer der skal løses og når vi skal finde svar på bibelske spørgsmål.
Hvilke bøger har jeg brug for?
Har du nogen sinde spekuleret på hvordan du eventuelt kan forbedre kommunikationen i dit ægteskab? Eller hvordan du kan hjælpe dine børn til at sige nej til stoffer? Eller hjælpe en ven der lider af depressioner? Er du i stand til klart og enkelt at fremlægge beviser for at Gud er til og forklare hvorfor han har tilladt ondskaben? Ved du hvad det skarlagenrøde vilddyr i Åbenbaringen, kapitel 17, står for?
Disse og utallige andre spørgsmål kan man få svar på hvis man har et omfattende teokratisk bibliotek. Vagttårnsselskabet har udgivet bøger, brochurer og blade der behandler et bredt udvalg af bibelske emner. Desuden sørger disse publikationer for at give råd om familielivet, de styrker vor tro på Gud og Bibelen, forbedrer kvaliteten af vor forkyndelse og hjælper os til at forstå Bibelens profetier.
De fleste af de publikationer Selskabet har udgivet i løbet af de sidste 20 år, kan stadig fås. For dem der for nylig er blevet Jehovas vidner vil det være en god idé at anskaffe sig de udgivelser som foreligger på deres modersmål. Det kan være at de indbundne årgange af Vagttårnet fra de forløbne år kan skaffes. Fremragende opslagsværker som for eksempel Hjælp til forståelse af Bibelen og Den Store Bibelordbog foreligger på flere forskellige sprog. At anskaffe sig disse bøger er imidlertid kun det første skridt.
Få system i dit bibliotek
Man har ingen gavn af at have bøgerne hvis man ikke ved hvor de er når man skal bruge dem. Hvis man skal spilde en masse tid med at lede efter det opslagsværk man har brug for, risikerer man at miste interessen inden det er fundet frem. Hvis man derimod har system i bøgerne og de er stillet hensigtsmæssigt op, vil man være mere tilbøjelig til at studere personligt.
Hvis det kan lade sig gøre, er det en hjælp at have de fleste teokratiske bøger samlet på ét sted. Man kan selv fremstille bogreoler meget billigt hvis ikke man har råd til at købe dem, og de behøver ikke at fylde ret meget. Det er også vigtigt at man har nem adgang til sit bibliotek. Bøger der er gemt væk i et kælder- eller loftrum er ikke til gavn, men samler kun støv.
Det gælder altså om at få system i bøgerne. Det tager ikke ret lang tid at stille bøgerne i logisk rækkefølge, og det vil være en stor hjælp.
Men hvad skal man gøre hvis det meste af ens familie ikke er Jehovas vidner og man måske ikke kan oprette lige det bibliotek man gerne vil have? Så kan man måske nøjes med at have en bogreol med de vigtigste bibelske publikationer på et værelse.
Et teokratisk bibliotek styrker én åndeligt
Efter at bøgerne er sat op på reolen, har man brug for et system der kan hjælpe én til at finde oplysningerne frem. Ens hukommelse er ofte mangelfuld, og man ved måske ikke hvad der står i hver eneste bog i det teokratiske bibliotek. Men med Register til Vagttårnets publikationer kan man på kort tid finde detaljerede oplysninger frem om næsten et hvilket som helst emne.
Julián, der har tjent som specialpioner og ældste i mange år, forklarer at registeret for ham er et værdifuldt redskab til at lære sin yngste søn at studere personligt. „Jairo, som er syv år, kom forleden dag hjem fra skole og spurgte mig: ’Far, har Selskabet skrevet noget om dinosaurer?’ Vi gik straks hen og slog op i registeret under ordet „dinosaurer“. Med det samme fandt vi en artikelserie i Vågn op! om emnet. [8. februar 1990] Samme dag begyndte Jairo at læse den. Han ved allerede at vort teokratiske bibliotek har nyttige oplysninger om så godt som alle emner. Personligt er jeg overbevist om at når vore børn lærer at udnytte dette teokratiske bibliotek, vil det hjælpe dem til at vokse åndeligt. De lærer at ræsonnere, og de opdager at det personlige studium kan være fornøjeligt.“
Fausto, fader til Sherezade som blev nævnt i indledningen, mener ikke at man kan begynde for tidligt med at lære børnene at bruge et teokratisk bibliotek. „Vi har allerede vist Sherezade, som nu er seks år, hvordan man bruger registeret,“ fortæller han. „Hun er meget fascineret af de forhold der vil blive i det jordiske paradis. Vi begyndte derfor med at vise hende ordet ’paradis’ i registeret, og slog op i de artikler i Vagttårnet der blev henvist til. Som regel plejede vi kun at vise hende billederne. Men ved hjælp af denne metode har hun lært at registeret er nøglen til at finde oplysninger frem i vort hjemmebibliotek. Vi bemærkede at hun havde fået fat i idéen da hun en dag kom hjem fra skole og stillede et spørgsmål angående fejring af påsken. ’Hvorfor ser vi ikke om der står noget om det i registeret?’ sagde hun til sin mor.“
Til mennesker i alle aldre giver Bibelen denne opfordring: „Forvis jer om alt; hold fast ved det gode.“ (1 Thessaloniker 5:21) For at leve op til dette skriftsted må vi studere Bibelen. (Apostelgerninger 17:11) Hvis der er system i vort teokratiske bibliotek vil dette studium være en fornøjelse. Hver gang vi bruger vort bibliotek til at forberede et indlæg, finde praktisk vejledning til at behandle et problem eller til at finde interessante oplysninger, vil det indprente os den praktiske værdi af vort bibliotek.
Sherezades forældre understreger: „I et kristent hjem er et teokratisk bibliotek bestemt ikke en luksus!“
[Ramme på side 30]
FORSLAG TIL HVORDAN MAN FÅR SYSTEM I SINE BØGER
Der er ikke nogen endegyldig regel for hvordan man systematiserer sine bøger. Den følgende logiske rækkefølge kunne være én måde at arrangere sine bøger på efter emne.
1. Bøger med en vers-til-vers-gennemgang af visse dele af Bibelen
(Eks.: Det største menneske der har levet; Åbenbaringen — Det store klimaks er nær!; „Nationerne skal kende at jeg er Jehova“ — hvordan?; „Ske din vilje på jorden“)
2. Bøger der berører familielivet
(Eks.: Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv; Unge spørger — Svar der duer; Min bibelhistoriebog)
3. Bibler og opslagsværker
(Eks.: Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — med krydshenvisninger; andre bibeloversættelser; Register til Vagttårnets publikationer; Den Store Bibelordbog; Hjælp til forståelse af Bibelen; The Kingdom Interlinear Translation of the Greek Scriptures; en god ordbog)
4. Bøger vi i øjeblikket bruger ved menighedsbogstudiet og på den teokratiske skole
5. Kassette- og videobånd
6. Indbundne årgange af Vagttårnet og Vågn op!
7. Jehovas Vidners historie
(Eks.: Jehovas Vidners Årbog; Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige)
8. Bøger og brochurer vi jævnlig bruger i forkyndelsen
(Eks.: Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden; Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne; Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse?; Menneskets søgen efter Gud; Forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud)
[Illustration på side 31]
Sherezade kender allerede sin bibel godt
[Illustration på side 31]
Denne dreng kan trods sin unge alder bruge et teokratisk bibliotek