Hvorfor man må beslutte sig nu

I DET 16. århundrede f.v.t. udvalgte Gud israelitterne som sin „særlige ejendom blandt alle folkene, . . . en hellig nation“. (2 Mosebog 19:5, 6) De mistede dog hurtigt denne hellige tilstand, deres religiøse renhed, idet de besmittede sig med de omboende nationers afgudsdyrkelse og fordærvede handlinger. De viste sig at være „et stivnakket folk“. (5 Mosebog 9:6, 13; 10:16; 1 Korinther 10:7-11) I en periode på over tre hundrede år efter Josuas død oprejste Jehova dommere, trofaste vejledere som skulle have ført folket tilbage til den sande tilbedelse. Men israelitterne „lod ikke være med nogen af deres handlinger eller med deres forhærdede adfærd.“ — Dommerne 2:17-19.

Derefter sørgede Gud for at trofaste konger og profeter kunne tilskynde folket til at vende tilbage til den sande tilbedelse. Profeten Azarja opfordrede kong Asa og hans landsmænd til at søge Jehova: „Hvis I søger ham, vil han lade sig finde af jer, men hvis I forlader ham, vil han forlade jer.“ Asa indledte en religiøs reform i Juda rige. (2 Krønikebog 15:1-16) Senere måtte Gud gentage opfordringen gennem sin profet Joel. (Joel 2:12, 13) Og senere endnu tilskyndede Zefanias Judas indbyggere til at ’søge Jehova’. Den unge kong Josias gjorde dette ved at iværksætte en reformkampagne hvor han ville udrydde afgudsdyrkelse og fordærv. — Zefanias 2:3; 2 Krønikebog 34:3-7.

Trods sådanne perioder med sindsændring blev folkets religiøse tilstand mere og mere kritisk. (Jeremias 2:13; 44:4, 5) Jeremias fordømte datidens religiøse system, der var besmittet af afgudsdyrkelse, og sagde at det ikke kunne reformeres: „Kan en kusjit ændre sin hud eller en leopard sine pletter? Da kunne også I gøre godt, I som er oplært i at gøre hvad der er ondt.“ (Jeremias 13:23) Af den grund lod Jehova en streng straf komme over Juda rige. Jerusalem og templet blev ødelagt i 607 f.v.t., og de overlevende blev deporteret som slaver til Babylon, hvor de måtte blive i 70 år.

Da denne periode var forbi viste Gud barmhjertighed. Han påvirkede kong Kyros til at frigive israelitterne, og en rest af dem vendte tilbage til Jerusalem for at genopbygge templet. I stedet for at tage ved lære af denne lektion afveg de igen fra den sande tilbedelse, og Jehova måtte gentage sin opfordring: „Vend tilbage til mig, så vil jeg vende tilbage til jer.“ — Malakias 3:7.

Hvorfor israelitterne blev forstødt

Hvordan var israelitternes religiøse situation på Jesu tid? De hykleriske religiøse ledere var „blinde vejledere“ som underviste i „menneskebud“. ’De overtrådte Guds bud på grund af deres overlevering.’ De ærede Gud „med læberne“, men deres hjerte var langt borte fra ham. (Mattæus 15:3, 4, 8, 9, 14) Ville de, som nation betragtet, få endnu en chance for at ændre sind? Nej. Jesus sagde: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ Og videre: „Jeres hus“, det vil sige templet i Jerusalem, „overlades til jer selv“. (Mattæus 21:43; 23:38) Deres misgerning blev for stor. De afviste Jesus som Messias og fik ham henrettet, hvorved de anerkendte den undertrykkende romerske kejser som deres konge. — Mattæus 27:25; Johannes 19:15.

Flertallet af jøder ønskede ikke at forstå at den periode hvori Jesus udførte sin tjeneste, var en domstid. Jesus sagde til de utro indbyggere i Jerusalem: „Du . . . gav [ikke] agt på den tid da du blev inspiceret.“ — Lukas 19:44.

Ved pinsen i år 33 dannede Gud en ny nation, eller et folk. Det var de salvede disciple af hans søn, Jesus Kristus, et folk som skulle udvælges af hver race og nation. (Apostelgerninger 10:34, 35; 15:14) Var der nu håb om at det jødiske religiøse system omsider ville blive reformeret? De romerske legioner gav svaret i år 70, idet de jævnede Jerusalem med jorden. Gud havde afvist dette religiøse system fuldstændigt. — Lukas 21:5, 6.

Det store frafald

De åndssalvede kristne skulle også udgøre „en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom“. (1 Peter 2:9; Galaterne 6:16) Men ikke engang den tidlige kristne menighed bevarede sin religiøse renhed ret længe.

Bibelen forudsagde et stort frafald fra den sande tro. Det symbolske ukrudt i Jesu lignelse (det vil sige falske kristne) ville forsøge at kvæle den symbolske hvede (de sande kristne, de der er salvet med Guds ånd). Lignelsen viser at spredningen af den falske kristendom, som fremmes af Guds ærkefjende, Djævelen, ville begynde „mens folkene sov“. Dette skete efter Kristi trofaste apostles død, i en periode med deraf følgende åndelig sløvhed. (Mattæus 13:24-30, 36-43; 2 Thessaloniker 2:6-8) Som forudsagt af apostlene sneg mange falske kristne sig ind i folden. (Apostelgerninger 20:29, 30; 1 Timoteus 4:1-3; 2 Timoteus 2:16-18; 2 Peter 2:1-3) Johannes var den sidste af apostlene der døde. Omkring år 98 skrev han at det var „den sidste time“, den sidste del af aposteltiden. — 1 Johannes 2:18, 19.

Da de religiøse og politiske magter havde beseglet deres alliance ved den romerske kejser Konstantin, blev kristendommens åndelige, læremæssige og moralske tilstand kraftigt forværret. Mange historikere mener at „kirkens triumf i det fjerde århundrede“ i virkeligheden, fra et kristent synspunkt, var „en katastrofe“. ’Kristendommen mistede sit høje moralske niveau’ og godtog mange hedenske handlinger og opfattelser, som for eksempel „Mariadyrkelsen“ og „helgengørelsen“, samt treenighedstanken.

Efter denne falske triumf gik det stærkt ned ad bakke med kristendommens tilstand. Dekreter og læremæssige definitioner givet af paven og ved konciler, samt inkvisitionen, korstogene og „de hellige krige“ mellem protestanter og katolikker, har skabt et religiøst system der ikke kan reformeres.

Om reformationstiden skriver William Manchester i sin bog A World Lit Only by Fire (En verden hvor kun bålene lyste op): „Paverne i det femtende og sekstende århundrede levede som romerske kejsere. De var blandt verdens rigeste, og sammen med deres kardinaler berigede de sig yderligere ved at sælge gejstlige embeder.“ Under det store frafald var der imidlertid små grupper eller enkeltpersoner der søgte at genfinde den sande kristendom, og som derved viste sig at være den symbolske hvede. Ofte var prisen høj. Førnævnte bog siger: „Til tider virkede det som om kristendommens sande helgener, protestanter såvel som katolikker, endte som martyrer på bålet.“ Såkaldte reformatorer, som for eksempel Martin Luther og Johannes Calvin, havde held til at skabe nogle længerevarende religiøse systemer som adskilte sig fra den katolske kirke, men alligevel indeholdt de samme grundlæggende læresætninger. De var også dybt involveret i politik.

Protestanterne søgte at skabe en slags religiøs nyvækkelse. I det 18. og 19. århundrede resulterede dette for eksempel i en omfattende udsendelse af missionærer. Men efter hvad hyrderne selv siger, er den åndelige tilstand i den protestantiske hjord langtfra opmuntrende. Den protestantiske teolog Oscar Cullmann har for nylig indrømmet at „selv inden for kirkerne er der en troskrise“.

Også i den katolske kirke har der været reformer og modreformer. På grund af præsternes udbredte rigdom og korruption blev der fra det 11. til det 13. århundrede oprettet munkeordener som levede strengt op til deres fattigdomsløfte. Men de blev nøje overvåget og, ifølge de lærde, undertrykt af det gejstlige hierarki. I det 16. århundrede kom modreformationen, som udsprang af Tridentinerkoncilet og som hovedsagelig var et modtræk mod den protestantiske reformation.

I den første halvdel af det 19. århundrede, en periode hvor kirkerne søgte ny styrke, indtog den katolske kirke en autoritær og konservativ holdning. Man kan imidlertid ikke tale om en virkelig reform hen imod sand kristendom. Bestræbelserne tog snarere sigte på at konsolidere præsternes myndighed i forhold til religiøse, politiske og sociale ændringer i verden.

I 1960’erne så det ud til at den katolske kirke ville iværksætte en proces med større ændringer efter Det Andet Økumeniske Vatikankoncil. Men den nuværende pave satte en brat stopper for denne fornyelse ved at lægge en dæmper på nogle progressive medlemmer af kirken. Denne epoke, der af nogle kaldes Wojtyłas genoprustning, er af en katolsk gruppe blevet betegnet som „en ny form for konstantinisme“ (en hentydning til kejser Konstantins indsats for at befæste kirken). Som det siges i det jesuitiske tidsskrift La Civiltà Cattolica står den katolske kirke, ligesom andre religioner, over for „en radikal og global krise: radikal fordi den har at gøre med selve troens og kristenlivets rødder; global fordi den har at gøre med alle facetter af kristendommen“.

Kristenhedens kirker har ikke undergået nogen virkelig reformproces, og det har de heller ikke haft mulighed for, eftersom den sande kristendom først skulle genoprettes ved tiden for „høsten“, hvor den symbolske hvede skulle samles i en ren menighed. (Mattæus 13:30, 39) De mange forbrydelser og ugerninger der er begået i religionernes navn, „kristne“ eller ej, fremtvinger dette spørgsmål: Er det realistisk at vente en ægte reform inden for kristenheden?

Er en reform mulig?

Åbenbaringen, eller Apokalypsen, taler om en symbolsk stor skøge der bærer det mystiske navn Babylon den Store. (Åbenbaringen 17:1, 5) I århundreder har bibellæsere søgt at forklare betydningen af dette symbol. Mange har følt sig frastødt af præsternes rigdom og korruption. Nogle har ment at „Babylon den Store“ repræsenterer det gejstlige hierarki. Det gjaldt for eksempel Johan Hus, en bøhmisk katolsk præst som blev brændt levende i 1415, og Aonio Paleario, en italiensk humanist som blev hængt og brændt i 1570. Begge søgte uden held at reformere den katolske kirke i håb om at den kunne vende tilbage til sin „første værdighed“.

I modsætning til dette viser kapitel 17 og 18 i Åbenbaringen at Babylon den Store repræsenterer den falske religions verdensimperium, altså al falsk religion.a Denne sammensatte „store skøge“ kan ikke reformeres, for „hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen“. I dette 20. århundrede må alle religioner, ikke blot kristenhedens, tage deres del af ansvaret for det alvorlige moralske forfald og for den store mængde blod der udgydes i krige. Gud har derfor bebudet „Babylons“ ødelæggelse. — Åbenbaringen 18:5, 8.

Det er nu man bør „gå ud fra hende“

Opfyldelsen af Bibelens profetier viser at vor tid er „afslutningen“ på denne onde „tingenes ordning“. (Mattæus 24:3) Den som oprigtigt ønsker at tilbede Gud kan ikke blot følge sine egne idéer og gøre hvad han har lyst til. Han må ’søge Jehova mens han kan findes’, ja, lige nu; for den ’store trængsel’ Jesus profeterede om, er nær. (Esajas 55:6; Mattæus 24:21) Som det var tilfældet med israelitterne, således også i dag. Gud vil ikke tolerere religiøs korruption, heller ikke selv om en kirke kan prale af høj alder. Frem for at søge at redde et synkefærdigt skib, må de der ønsker Guds godkendelse og frelse, uden tøven adlyde det inspirerede påbud i Åbenbaringen 18:4: „Gå ud fra hende [Babylon den Store], mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“

Men hvor skal man gå hen når man ’går ud fra hende’? Hvor kan man finde frelsen? Er der ikke fare for at man søger tilflugt det forkerte sted? Hvordan kan man kende den ene kirke eller religion som har Guds godkendelse? De eneste troværdige svar på disse spørgsmål findes i Guds ord. (2 Timoteus 3:16, 17) Jehovas Vidner vil gerne tilskynde dig til at undersøge Bibelen nærmere. Du vil kunne se hvem Gud har valgt til at være „et folk for sit navn“, et folk han vil beskytte på sin nært forestående vredes dag. — Apostelgerninger 15:14; Zefanias 2:3; Åbenbaringen 16:14-16.

[Fodnote]

[Illustration på side 7]

Hvis din kirke er et synkefærdigt skib, må du søge over i redningsbåden — den sande kristendom