Det bedste jeg kunne bruge mit liv til

FORTALT AF BOB ANDERSON

For cirka ti år siden spurgte nogle venner mig: „Hvorfor har du været pioner så længe, Bob?“ Jeg smilede og sagde: „Kan man foretage sig noget bedre end at være pioner?“

JEG var 23 år da jeg i 1931 begyndte i pionertjenesten. Nu er jeg 87 og stadig pioner. Jeg ved at jeg ikke kunne have brugt mit liv til noget bedre. Lad mig forklare nærmere.

I 1914 blev der efterladt en traktat i vores hjem. Den var udgivet af de internationale bibelstudenter, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Da forkynderen vendte tilbage kom han i krydsforhør af min moder. Emnet var helvedeslæren. Hun var strengt opdraget som wesleyansk metodist, men havde aldrig kunnet få denne lære om evig pine til at stemme med Guds kærlighed. Da hun lærte sandheden om dette spørgsmål at kende, sagde hun: „Jeg har aldrig været lykkeligere i mit liv!“

Min moder holdt straks op som søndagsskolelærer i metodistkirken og sluttede sig til en lille gruppe bibelstudenter. Hun forkyndte i sin hjemby Birkenhead, der ligger over for Liverpools havn langs Merseyfloden, og begyndte snart at cykle ud til mange nabobyer. Hun forkyndte i dette vidtstrakte distrikt resten af sit liv og blev et kendt ansigt overalt, og dermed satte hun et godt eksempel for os børn. I 1971 døde hun i en alder af 97 år, og hun var aktiv lige til det sidste.

Min søster, Kathleen, og jeg skulle ikke længere komme i metodisternes søndagsskole, men følges med moder til bibelstudenternes møder. Da min fader senere også tog med til disse møder, sørgede mine forældre for et regelmæssigt familiestudium af Bibelen ved hjælp af bogen Guds Harpe. Dengang var et sådant studium ret ualmindeligt, men denne tidlige oplæring i Bibelens grundsandheder viste sig at være alle anstrengelserne værd, eftersom min søster og jeg begge med tiden tog pionertjenesten op.

Min moder mente at det var et åndeligt vendepunkt for os børn at se „Skabelsens Fotodrama“, som i 1920 blev vist i Liverpool, og hun havde ret. Ung som jeg var, gjorde denne forestilling et uudsletteligt indtryk på mig. Noget af det jeg husker allerbedst var afsnittet om Jesu liv, og især den del hvor det bar mod hans død. Denne oplevelse fik mig til at koncentrere mig om det vigtigste arbejde i livet, nemlig forkyndelsen.

I første halvdel af 1920’erne begyndte jeg at uddele traktater sammen med min moder hver søndag eftermiddag. Til at begynde med skulle vi blot poste dem, men senere blev vi bedt om at aflevere dem direkte til beboerne og så komme igen hos dem der havde vist interesse. Jeg har altid betragtet denne fremgangsmåde som en forløber for vor tids frugtbare arbejde med at aflægge genbesøg og oprette bibelstudier.

Jeg tager pionertjenesten op

I 1927 blev Kathleen og jeg døbt. Jeg arbejdede som kemiker i Liverpool da jeg i 1931 hørte resolutionen om at antage navnet Jehovas Vidner. Jeg havde ofte set Selskabets kolportører (nu kaldet pionerer) arbejde i forretningskvartererne i Liverpool, og deres eksempel gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg længtes efter at blive fri af verdslige bånd og bruge mit liv i Jehovas tjeneste.

Om sommeren dette år fortalte min ven Gerry Garrard mig at han af Vagttårnsselskabets anden præsident, Joseph F. Rutherford, havde fået en indbydelse til at tjene i Indien. Lige inden han skulle sejle, besøgte han mig og talte med mig om heltidstjenestens privilegium. Idet vi tog afsked med hinanden, tilskyndede han mig endnu en gang idet han sagde: „Jeg er sikker på at du snart bliver pioner, Bob.“ Og det var nøjagtig hvad der skete. Den førstkommende oktober meldte jeg mig som pioner. Hvilken glæde og frihed det var at cykle gennem landskabet og forkynde i isolerede distrikter. Jeg vidste at jeg var begyndt på det vigtigste arbejde jeg overhovedet kunne beskæftige mig med.

Mit første pionerdistrikt var i Sydwales, hvor jeg arbejdede sammen med Cyril Stentiford. Cyril giftede sig senere med Kathleen, og de var pionerer adskillige år sammen. Deres datter, Ruth, tog også med tiden pionertjenesten op. I 1937 virkede jeg i Fleetwood i Lancashire, og Eric Cooke var min pionermakker. Indtil denne tid arbejdede pionerer i England kun i landområderne, uden for menighedernes distrikter. Men Albert D. Schroeder, der dengang var ansvarlig for arbejdet på Selskabets afdelingskontor i London, besluttede at vi skulle flyttes til Bradford i Yorkshire. Det var første gang at pionerer i England fik til opgave at hjælpe en bestemt menighed.

I 1946 kom Eric på Vagttårnets Bibelskole Gilead og fik tildelt distrikt i Sydrhodesia, det nuværende Zimbabwe, og han og hans hustru tjener stadig trofast som missionærer, nu i Durban i Sydafrika.

I 1938 fik jeg til opgave at virke som zonetjener (nu kaldet kredstilsynsmand) i den nordvestlige del af Lancashire og i det smukke Lake District. Dér mødte jeg Olive Duckett, og efter vi blev gift begyndte hun straks i kredstjenesten sammen med mig.

I Irland under krigen

Kort efter at England i september 1939 havde erklæret Tyskland krig, blev min distriktstildeling ændret til Irland. Udskrivning til værnepligt var begyndt i England, men ikke i Den Irske Republik, som forblev et neutralt land under hele krigen. Den Irske Republik og Nordirland skulle være én kreds, men på grund af forbud måtte man have rejsetilladelse for at komme fra England til en hvilken som helst del af Irland. Myndighederne gav mig lov til at rejse, mod at jeg lovede at vende tilbage til England så snart min aldersgruppe blev indkaldt til militæret. Men da jeg fik min rejsetilladelse var der til min store overraskelse overhovedet ingen betingelser knyttet til den.

Dengang var der ikke mere end godt 100 forkyndere i hele Irland. I november 1939 ankom vi til Dublin og blev mødt af Jack Corr, der igennem længere tid havde været pioner. Han fortalte os at der var to andre pionerer i en nærliggende by, og nogle interesserede i Dublin, cirka 20 i alt. Jack lejede et værelse i Dublin hvor vi kunne holde et møde. Ved dette møde blev vi alle sammen enige om at mødes hver søndag. Denne ordning fortsatte indtil der blev oprettet en menighed i 1940.

Som en del af Storbritannien var Nordirland i krig med Tyskland. Da vi flyttede nordpå til Belfast skulle vi derfor til at bruge rationeringsmærker og mørklægningsgardiner. Trods det at naziflyene skulle tilbagelægge mere end 1600 kilometer for at komme til Belfast og retur til deres baser i Europa, lykkedes det dem at bombe byen sønder og sammen. Under det første bombetogt blev både vores rigssal og vores lejlighed ødelagt mens vi besøgte nogle brødre i en anden del af byen — hvilket uden tvivl blev vores redning. Den samme aften havde en familie der var Jehovas vidner prøvet at søge ly i et beskyttelsesrum. Men da der ikke var plads til flere i beskyttelsesrummet, måtte de vende tilbage til deres hjem. En bombe ramte selve beskyttelsesrummet og dræbte alle der opholdt sig dér, hvorimod vore brødre overlevede med nogle få skrammer og snitsår. I disse svære krigsår blev ikke én af vore brødre alvorligt såret, hvilket vi takkede Jehova for.

Forsyninger af åndelig føde

Som krigen skred frem blev restriktionerne skærpet, og til sidst blev der også indført brevcensur. Man forsøgte at standse Vagttårnet ved at forbyde indførelsen af bladet i landet. Vi spekulerede på hvad vi skulle stille op, men Jehovas hånd var ikke for kort. En morgen modtog jeg et brev fra en „fætter“ i Canada der fortalte hvordan det gik med familien. Jeg vidste ikke hvem han var, men i brevet gjorde han i et lille notabene opmærksom på at han havde vedlagt „en interessant bibelsk artikel“ som jeg absolut måtte læse. Det var et eksemplar af Vagttårnet, men da bladet ikke havde sin sædvanlige forside, var det ikke blevet fjernet af censuren.

Min hustru og jeg begyndte straks sammen med nogle lokale forkyndere at duplikere artiklerne. Maggie Cooper, der havde arbejdet på ’Fotodramaet’, var med i denne opgave. Vi fik det snart organiseret sådan at vi kunne ekspedere 120 eksemplarer af bladet rundt i landet, idet eksemplarer af Vagttårnet uden forside regelmæssigt kom fra mange nye venner i Canada, Australien og De Forenede Stater. Takket være deres flid og venlighed manglede vi under hele krigen ikke et eneste nummer af Vagttårnet.

Vi kunne også holde stævner. Stævnet i 1941 var noget særligt, idet den nye bog Børn blev frigivet. Det virkede som om censuren ikke havde noget imod en bog som de troede handlede om børn, så det lykkedes os at få vores forsyning ind i landet uden problemer. Ved en anden lejlighed fik vi brochuren Freden — kan den vare ved? trykt lokalt, eftersom det var umuligt at indføre den fra London. Trods alle de forbud vi var underlagt, var vi godt forsynede åndeligt set.

Modstand overvindes

En præst der var indlagt på en privatklinik som et af Jehovas vidner havde i Belfast, sendte et eksemplar af bogen Rigdom til sin hustru i England. Hun var modstander af sandheden, hvilket hun på ingen måde lagde skjul på i sit svar. Hun påstod at vi var „en fædrelandsfjendsk organisation“. Dette blev bemærket af brevcensuren og rapporteret videre til kriminalpolitiet. Politiet bad mig møde op på kasernen med et eksemplar af bogen Rigdom og give en forklaring. Da jeg fik bogen tilbage bemærkede jeg at alt det de havde understreget i den, interessant nok handlede om den katolske kirke. Dette var meget sigende, eftersom jeg vidste at politiet var på udkig efter IRA (Den Irske Republikanske Hær).

Politiet havde meget svært ved at forstå vores neutrale standpunkt og forhørte mig derfor meget nøje om vores neutralitet i krigstid. Men myndighederne greb aldrig ind over for os. Da jeg senere søgte om tilladelse til at holde et stævne, forlangte politiet at have to kriminalreportere til stede. Hertil sagde jeg: „De skal være hjerteligt velkomne!“ De overværede eftermiddagens program og stenograferede. Ved slutningen af programmet spurgte de: „Hvorfor skulle vi egentlig komme her? Vi nyder det jo ligefrem!“ De kom igen næste dag og tog med glæde imod et gratis eksemplar af brochuren Freden — kan den vare ved? Resten af stævnet forløb også uden problemer.

Så snart krigen endte og det blev lettere at rejse ind og ud af landet, kom Pryce Hughes fra Betel i London til Belfast. Han blev ledsaget af Harold King, der senere fik til opgave at virke i missionærtjenesten i Kina. Efter at have været afskåret fra afdelingskontoret i London i seks år, var det til stor opmuntring for os at høre disse brødres foredrag. Kort efter blev en trofast pioner fra England, Harold Duerden, sendt til Belfast for at hjælpe os med at fremme Rigets arbejde.

Tilbage til England

Vi holdt meget af de irske brødre, og det var derfor svært at vende tilbage til England. Men min hustru og jeg fik tildelt distrikt i Manchester og flyttede senere til en by i Lancashire, Newton-le-Willows, hvor behovet for forkyndere var større. Vores datter, Lois, blev født i 1953, og det glædede os meget at se hende begynde i pionertjenesten som 16-årig. Efter at have giftet sig med David Parkinson, der også var pioner, fortsatte de deres heltidstjeneste i Nordirland og fulgte på mange måder Olives og mit eksempel. Nu er de og deres børn tilbage i England, og vi tilhører alle samme menighed.

Trods ændringerne i vore omstændigheder er jeg aldrig holdt op som pioner. Hverken Olive eller jeg har nogen sinde ønsket at jeg skulle stoppe. Jeg har altid følt at min hustru har en stor andel i min indsats i forkyndelsen, for uden hendes konstante kærlige støtte kunne jeg aldrig have fortsat i heltidstjenesten. Vi bliver selvfølgelig begge meget hurtigere trætte nu, men forkyndelsen er stadig en glæde, især når vi udfører den sammen og leder bibelstudier med folk. Gennem årene har vi haft den forret at hjælpe omkring hundrede interesserede til at blive indviede og døbte tjenere for Jehova. Det har været en meget stor glæde. Og jeg tror at dette tal er blevet fordoblet mange gange siden, eftersom tredje og fjerde generation af disse familier også er blevet forkyndere.

Olive og jeg taler ofte om de mange privilegier vi har haft gennem årene, og om alle oplevelserne. Det har været lykkelige år, og de er fløjet af sted. Jeg ved at jeg ikke har kunnet bruge mit liv til noget bedre end at tjene Jehova Gud i alle disse år som pioner. Hvad enten jeg nu i taknemmelighed ser tilbage eller i forventning ser fremad, synes jeg at Jeremias’ ord har stor betydning: „Det skyldes al Jehovas loyale hengivenhed at vi ikke har mødt vort endeligt, for hans barmhjertighed svigter aldrig. Den er ny hver morgen. . . . ’Derfor bliver jeg ved med at vente på ham.’“ — Klagesangene 3:22-24.

[Illustration på side 26]

Bob og Olive Anderson