Min beslutning om at gøre fremskridt til modenhed

FORTALT AF CARL DOCHOW

„Fremskridt til Modenhed eller Tilbagefald i Synd, hvilket?“ var titlen på en artikel i The Watchtower for 15. juni 1948. (På dansk i Vagttårnet for 15. september 1948) Denne artikel var det springbræt der sendte mig fra åndelig fare på landet i De Forenede Stater til en missionærgerning i Sydamerika der har varet i mere end 43 år.

JEG er født den 31. marts 1914 i en bjælkehytte i Vergas i Minnesota som den tredje af fire drenge. Mine første barndomsår var lykkelige. Jeg kan tydeligt huske mine fisketure sammen med far. Men mor var ofte syg, og jeg måtte gå ud af skolen da jeg gik i femte klasse for at hjælpe til i huset. Da jeg var 13 fik mor at vide at hun havde lungekræft.

Eftersom mor vidste at hun ikke havde langt igen, begyndte hun at forberede mig på at overtage hendes plads. Hun sad for det meste i køkkenet og fortalte mig hvordan jeg skulle bage og lave mad. Hun lærte mig også at vaske tøj og passe haven og de hundrede kyllinger. Hun tilskyndede mig desuden til at læse et kapitel i Bibelen hver dag, hvilket jeg gjorde selv om jeg havde svært ved at læse. Efter at have oplært mig gennem ti måneder døde mor den 27. januar 1928.

Krigen forandrer vor tilværelse

Efter den anden verdenskrigs udbrud i september 1939 blev der hver søndag bedt bønner for tropperne i vores lutherske kirke. Min storebroder Frank ville ikke slå ihjel, og da han nægtede at kæmpe i hæren blev han arresteret. I retten sagde han: „Jeg vil hellere skydes end slå uskyldige mennesker ihjel!“ Han blev idømt et års fængsel på McNeil Island ud for staten Washingtons kyst.

Dér mødte Frank mere end 300 Jehovas vidner som var blevet fængslet på grund af deres strengt neutrale standpunkt under krigen. (Esajas 2:4; Johannes 17:16) Inden længe sluttede han sig til dem og blev døbt i fængselet. På grund af god opførsel blev hans dom reduceret til ni måneder. I november 1942 fik vi at vide at Frank var blevet løsladt, og kort tid efter fortalte han os den gode nyhed om Guds rige. Vi undersøgte omhyggeligt budskabet ved hjælp af vore bibler og forstod alle at det var sandheden.

Hindringer for at gøre åndelige fremskridt

I 1944 flyttede jeg til Malta i Montana for at bo hos min onkel. Vi havde det tilfælles at vore hustruer begge havde forladt os efter kun seks måneders ægteskab. Min onkel var glad for at jeg kunne hjælpe til ved landbruget og i køkkenet, og vi delte overskuddet ligeligt mellem os. Han sagde at jeg skulle arve hans 260 hektarer store gård hvis jeg blev hos ham. Der var opgangstider for landbruget i disse år, og jeg holdt utrolig meget af livet på landet. Vi havde rekordhøst hvert eneste år og kunne få over 3 dollars for en bushel hvede (en bushel er godt 32 liter).

Min onkel brød sig imidlertid ikke om at jeg gik til møde i en lille menighed af Jehovas Vidner i Malta. Uden hans vidende blev jeg den 7. juni 1947 døbt ved et kredsstævne som Jehovas Vidner afholdt i Wolf Point. En kristen broder opfordrede mig ved den lejlighed til at blive pioner, altså heltidsforkynder. Selv om det var mit inderste ønske at bruge mit liv på den måde, forklarede jeg at min onkel aldrig ville tillade mig at bruge så megen tid i tjenesten.

Kort efter åbnede og læste min onkel et brev som en ven havde sendt til mig for at tilskynde mig til at blive heltidsforkynder. Han blev rasende og stillede mig et ultimatum — enten skulle jeg holde op med at forkynde eller også måtte jeg forlade gården. Det var godt han gjorde det, for jeg holdt så meget af landbruget at jeg nok ville have haft svært ved at forlade det frivilligt. Jeg vendte hjem til min familie i Minnesota, hvoraf alle nu var døbt og tilsluttet menigheden i Detroit Lakes.

I begyndelsen tilskyndede min familie mig til at blive pioner, men i 1948 begyndte deres åndelige glød at kølnes. Det var på det tidspunkt at artiklen „Fremskridt til Modenhed eller Tilbagefald i Synd, hvilket?“ gav mig det åndelige skub jeg havde brug for. Den advarede om at „meget sørgelige Resultater vil blive Følgen, hvis vi nægter at følge med i den forøgede Kundskab“. Der stod også: „Vi [kan] ikke tillade os at staa stille og komme bagud, men maa gøre Fremskridt i Retfærdighed. Fremskridt, og ikke Standsning, er den bedste Modvægt mod at falde tilbage i Synd.“

Selv om min familie kom med forskellige undskyldninger, tror jeg at deres egentlige problem var at de gerne ville være rige. De kunne se de økonomiske fordele ved at investere mere tid i landbruget og mindre tid i forkyndelsen. I stedet for at blive besnæret af ønsket om velstand, planlagde jeg at blive pioner. Jeg vidste at det ikke ville blive let og tvivlede faktisk på at jeg ville kunne klare det. Men i 1948 satte jeg mig selv på prøve ved med vilje at begynde som pioner i december — årets koldeste og mørkeste måned.

Jeg begynder som pioner

Jehova velsignede mine bestræbelser. En dag var der for eksempel 27 minusgrader og en bidende kold vind. Jeg var på gadearbejde som jeg plejede, og jeg holdt skiftevis bladene i den ene og den anden hånd, så den koldeste kunne komme i lommen indtil den anden var så kold at det var dens tur til at få lidt varme. En mand kom hen til mig og sagde at han i et stykke tid havde lagt mærke til mig og spurgte: „Hvad er der i de blade som er så vigtigt? Giv mig de to dér, så jeg kan læse dem.“

Med hensyn til samværet med min familie kunne jeg mærke at det bragte min åndelige sundhed i fare. Jeg henvendte mig derfor til Vagttårnets Selskab og fik en ny distriktstildeling, i Miles City i Montana. Dér fik jeg til opgave at virke som kredstjener, eller præsiderende tilsynsmand som vi nu kalder det. Jeg boede i en campingvogn på 2 gange 3 meter og forsørgede mig selv ved at arbejde i et renseri på deltid. Nu og da blev jeg hyret til det jeg allerbedst kunne lide — høstarbejde.

I denne periode hørte jeg om hvordan min families åndelige tilstand blev stadig dårligere. Til sidst vendte de sig, sammen med flere andre i Detroit Lakes-menigheden, mod Jehovas organisation. Af menighedens 17 forkyndere var der kun 7 som forblev trofaste. Min familie var besluttet på også at få mig bort fra Jehovas organisation, så jeg indså at der kun var én løsning — at gøre yderligere fremskridt. Men hvordan?

Missionærtjenesten som mål

Under det internationale stævne i New York i 1950 overværede jeg afslutningshøjtideligheden for Vagttårnets Bibelskole Gileads 15. klasse. ’Bare jeg dog kunne blive en af dem der rejser ud for at tjene Jehova i et fremmed distrikt,’ tænkte jeg.

Jeg indsendte en ansøgning og blev indbudt til den 17. gileadklasse, som begyndte i februar 1951. Skolen havde til huse på en gård der lå i smukke, landlige omgivelser i staten New York. Jeg havde stor lyst til at arbejde på gården når undervisningstimerne var forbi, enten i stalden ved køerne eller ude på marken. Men John Booth, der dengang var tilsynsmand for Kingdom Farm, sagde at jeg var den eneste der havde erfaring inden for tøjrensning. Så den opgave fik jeg.

Det var ikke let at klare sig på Gilead med blot fem års skolegang bag sig. Selv om lyset skulle være slukket klokken halv elleve om aftenen, fortsatte jeg ofte med at studere indtil midnat. En dag bad en af lærerne mig om at komme ind på sit kontor. Han sagde: „Carl, jeg kan se at dine karakterer ikke er særlig gode.“

’Åh nej,’ tænkte jeg, ’nu beder de mig om at forlade skolen.’

Men læreren gav mig kærligt nogle anvisninger på hvordan jeg kunne udnytte min tid bedst muligt uden at skulle læse til sent ud på aftenen. Jeg spurgte bekymret: „Er jeg god nok til at fortsætte her på Gilead?“

„Ja, bestemt,“ svarede han. „Men jeg ved ikke om du kan få et diplom.“

Jeg hentede trøst i en udtalelse fra skolens præsident, Nathan H. Knorr. Han havde sagt at elevernes karakterer ikke gjorde lige så stort indtryk på ham som den udholdenhed missionærerne viste i deres tildelte distrikt.

Mit værste fag var spansk, men jeg regnede med at blive sendt til Alaska, hvor kulden blot var hvad jeg var vant til fra min hjemegn. Så ville jeg tilmed kunne forkynde på engelsk. Jeg blev derfor temmelig overrasket da jeg midtvejs gennem kurset fik at vide at jeg skulle til Ecuador i Sydamerika. Ja, jeg skulle til at tale spansk, og dét endda i den stegende hede omkring ækvator!

På Gileadskolen fik jeg en dag besøg af en FBI-agent. Han bad om oplysninger angående en kredstjeners søn som havde forladt vores organisation i Detroit Lakes. Koreakrigen var i gang, og denne unge mand hævdede at han var et af Jehovas vidner og derfor var fritaget for militærtjeneste. Jeg forklarede at han ikke længere var et Jehovas vidne. Da agenten tog afsked med mig, sagde han: „Måtte din Gud velsigne dig i dit arbejde.“

Jeg fik senere at vide at denne unge mand var blevet dræbt i et af sine første slag i Korea. Et sørgeligt endeligt for en der kunne have gjort fremskridt til modenhed inden for Guds organisation.

Endelig oprandt den store dag for vores afslutningshøjtidelighed, den 22. juli 1951. Der var naturligvis ingen fra min familie til stede, men hvor blev jeg glad da jeg modtog et diplom som følge af de fremskridt jeg havde gjort.

Tilpasning i et fremmed distrikt

Så snart jeg kom ud i mit distrikt fandt jeg ud af hvor nyttig en oplæring mor havde givet mig. At lave mad, vaske tøj i hånden og klare sig uden rindende vand var ikke noget nyt for mig. Men at forkynde på spansk, det var noget nyt! Jeg benyttede i lang tid en trykt spansk prædiken. Der gik tre år før jeg kunne holde et offentligt foredrag på spansk, og selv da måtte jeg bruge en udførlig disposition.

Da jeg kom til Ecuador i 1951 var der færre end 200 forkyndere. I omkring 25 år syntes arbejdet med at gøre disciple kun at give få resultater. Vore bibelske lærepunkter adskilte sig meget fra katolicismens ubibelske traditioner; og da vi fulgte Bibelens vejledning om at man skal være tro mod sin ægtefælle, var vi ikke særlig populære. — Hebræerne 13:4.

Men vi kunne sprede store mængder bibelsk læsestof. Det fremgår blandt andet af vores forkyndelse i Machala, der lå midt i et område med bananplantager. Nicholas Wesley og jeg var de eneste forkyndere dér da vi ankom i 1956. Vi plejede at tage af sted tidligt om morgenen med de lastbiler der blev benyttet ved anlæggelsen af veje. Når vi havde kørt et godt stykke vej, stod vi af og forkyndte for dem vi mødte på vej tilbage til vort logi.

En dag prøvede Nick og jeg at se hvem der kunne sprede flest blade. Jeg kan huske at jeg om middagen var foran Nick, men om aftenen stod vi lige og havde hver spredt 114 blade. Vi spredte hver måned i hundredvis af blade til dem vi besøgte på vore bladruter. Seks gange var jeg i stand til at sprede mere end et tusind blade på en måned. Hvor er der mange som har haft mulighed for at lære sandheden fra Bibelen at kende ved hjælp af disse blade.

I Machala fik vi også den forret at bygge den første menighedsejede rigssal i Ecuador. Det skete for 35 år siden, i 1960. På det tidspunkt kom der kun omkring 15 til vore møder. I dag har Machala 11 blomstrende menigheder.

På besøg i Staterne

I slutningen af 1970’erne tog jeg tilbage til De Forenede Stater på ferie og tilbragte da nogle timer sammen med min broder Frank. I sin bil tog han mig med op på en bakketop hvorfra vi havde en god udsigt over Red River Valley. Det var smukt at se det modne korn bølge i vinden, et helt hav af tunge, fuldmodne hvedeaks. I det fjerne kunne man ane Sheyenne-floden med træer langs bredden. Jeg nød synet af denne fredfyldte skønhed indtil min broder pludselig begyndte på sit sædvanlige omkvæd.

„Det her kunne også være dit, hvis ikke du var så fjollet at føjte rundt dernede i Sydamerika!“

„Frank,“ afbrød jeg hurtigt. „Du kan lige så godt stoppe med det samme.“

Han sagde ikke mere. Nogle få år senere døde han pludselig af en hjerneblødning og efterlod sig tre prægtige kvægfarme i North Dakota på mere end 400 hektarer i alt, foruden den 260 hektarer store gård i Montana som han havde arvet efter min onkel.

Alle mine slægtninge er nu døde. Men i Detroit Lakes, hvor vi alle begyndte som Jehovas vidner for år tilbage, glæder jeg mig over at have en åndelig familie på mere end 90 kristne brødre og søstre.

Jeg fortsætter med at gøre åndelige fremskridt

De sidste 15 år har givet en åndelig rekordhøst her i Ecuador. Fra at have været omkring 5000 forkyndere i 1980, er vi nu over 26.000. Jeg har haft den forret at hjælpe over et hundrede af disse frem til dåb.

Nu hvor jeg har nået de 80, er det sværere for mig at bruge 30 timer i tjenesten om måneden end det var for mig at opfylde timekravet på 150 timer i 1951. I 1989 fik jeg konstateret prostatakræft og har brugt rekreationsperioden til at læse. Siden da har jeg læst Bibelen igennem 19 gange og bogen Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige seks gange. På den måde bliver jeg ved med at gøre åndelige fremskridt.

Ja, jeg havde engang mulighed for at høste materielle goder ved landbruget i De Forenede Stater. Men fordelene ved materiel rigdom er intet i sammenligning med den glæde jeg har erfaret i den åndelige høst. Afdelingskontoret her i Ecuador har fortalt mig at jeg har spredt over 147.000 blade og 18.000 bøger i den tid jeg har været missionær. Jeg betragter disse bøger og blade som åndelige sædekorn, hvoraf mange allerede har spiret; andre kan endnu begynde at spire i folks hjerter når de læser om Rigets budskab.

Jeg kan ikke forestille mig noget bedre end at blive ved med at gøre fremskridt helt ind i Guds nye verden, sammen med alle mine åndelige børn og millioner af andre som har valgt at tjene vor Gud, Jehova. Penge kan ikke føre os gennem afslutningen på denne onde verden. (Ordsprogene 11:4; Ezekiel 7:19) Frugten af vort åndelige arbejde vil derimod bestå — hvis vi hver især fortsat gør fremskridt til modenhed.

[Illustrationer på side 24]

Parat til at begynde som pioner i Miles City, Montana, i 1949

Der købes vand til vort missionærhjem i 1952

[Illustrationer på side 25]

Forkyndelse i Machala i 1957

Efter at jeg blev syg i 1989 har jeg læst Bibelen igennem 19 gange